Anonym anmelder i Bergens Aftenblad

Urpremiere på Vildanden ved Den Nationale Scene anmeldt i Bergens Aftenblad i Bergen 10. og 13. januar 1885 (No. 1526 og No. 1528, 6. Aarg.).
[10. januar 1885]

Theatret.   Ibsen: Vildanden.

Den første Opførelse af Ibsens nyeste Skuespil havde igaar samlet godt men dog ikke, som man skulde have ventet, fuldt Hus, og Forestillingen, der varede indtil Kl. 11, fulgtes med stor og voxende Interesse fra Akt til Akt indtil den trøstløse Slutning. Stykket, der her for første Gang bringes paa Skuepladsen, frembyder en yderst vanskelig Opgave for en ung Scene, idet hvert enkelt Parti i samme kræver et indtrængende Studium, en intelligent, korrekt Opfatning og en kunstnerisk gyldig Fremstilling, ligesom Samspillet, forat den fortrinlig lette og naturlige Dialog skal gjøre fuld Virkning og det dystre Livsbillede faa et illusorisk Virkelighedens Skin, maa være heltigjennem afrundet og sikkert. Efter den korte Tid, vor national Scene har kunnet anvende paa Indstuderingen af «Vildanden», lod et saadant Resultat sig ikke vente, hverken for Ensemblets eller Enkeltspillets Vedkommende, allermindst af Stykkets Førsteopførelse. Anmelderen finder det derfor rigtigst at udsætte en nærmere Omtale af «Vildandens» Fremstilling her, indtil denne ved et Par Repriser har vundet en fastere, mere helstøbt Form, og samtlige Spillende er blevne saaledes hjemme i sine respektive Roller, at Gaarsaftenens delvise Famlen og Nervøsitet har givet Plads for en roligere og klarere Forstaaelse. Foreløbig skal kun noteres, at Stykkets Udførelse gjorde vor nationale Scene al Ære, idet baade Iscenesætning og Spil vidnede om meget og omhyggeligt Arbeide, og de Medvirkende øiensynlig bestræbte sig for at løse den dem stillede betydelige Opgave efter bedste Evne. Saavel mellem et Par af Akterne som ved Forestillingens Slutning fremkaldtes de Spillende. «Vildanden» gjentages imorgen og Mandag, og vi opfordrer vort theaterbesøgende Publikum til at indfinde sig talrig til begge Forestillinger.



[13. januar 1885]

Bergen den 13de Januar 1885.

Theatret.   «Vildanden» har nu gaaet 3 Aftener over Scenen, under stærk og øgende Interesse fra Publikums Side, og Stykkets Gjentagelser har bekræftet Indtrykket fra Førsteopførelsen, at Instruktion og Skuespillere, i Følelsen af, at det her gjaldt at bringe frem vor dramatiske Literaturs nyeste Storværk, har forenet sig til et Samarbeide, der gjør begge Parter Ære. Udfaldet er da ogsaa i sin Helhed saa tilfredsstillende, som det kan ventes af vor nationale Scene med dens nuværende Kræfter og Udvikling, navnlig naar Hensyn tages til, at ingen tidligere Opfatning og Fremstilling her har været at bygge paa eller støtte sig til, men at de Rollehavende selv har maattet give Figurerne Form og Liv, altsaa som det kaldes i Frankrig, «skabe» disse. Uden at ville indlade sig paa en Fortolkning af «Vildandens» Ide eller en Redegjørelse af Forfatterens personlige Forhold til de i Stykket udtalte grundforskjellige Livsanskuelser, – en Opgave, der nærmest maa blive den literære Kritiks Sag og for denne tør blive en haard Ibsensk «Gaadenød» at knække, – skal Anmelderen kortelig omtale Hovedrollernes Gjengivelse paa vort Theater.

Den mest kunstnerisk gjennemførte og helstøbte Præstation er uimodsigelig Hr. Johannessens Relling, en ganske ny og høist karakteristisk Type, hvis Sandhed neppe nogen Meningsberettiget vil bestride. Dernæst maa nævnes Hr. Halvorsen som Gregers Werle, denne ærlige, naive, klodsede Idealist, der altid vil det Bedste men kun opnaar at stifte Fortræd og Ulykke, da de moralsk forkrøblede, forkomne Mennesker omkring ham ikke taaler Sandhedens fulde Lys og Idealets ubønhørlige Krav. Hr. Halvorsen havde faaet et godt og trygt Greb paa denne eiendommelige Skikkelse, bedst dog i Scenerne med Faderen, hvor hans Spil var af en fuldt troværdig Virkning. Maske og Kostume var ligetil udmærket. Hr. Asmundsen fylder ikke ud i Bil ledet som Grossereren; men han giver Figuren med det rette ydre Tilsnit, – kun synes det naturligt, at gamle Werle bruger Briller for sine svage Øine, – og med paaskjønnelsesværdig Omhu i alle Detaljer. Gamle Ekdal er maaske Stykkets sværeste Opgave, og Hr. Garmanns Løsning af denne vidner om stort Talent og alvorligt Studium. Det er dog et Spørgsmaal, om han ikke tildels spiller vel stærkt; saaledes er efter Anmelderens Skjøn den Latter, hvormed han efter Hedvigs Død forlader Scenen og tyr ind i sin Skinverden paa Loftet, ikke stemmende med Situationen og heller ikke nødvendig som en grel Dissonans forat forstærke dens Gru. Det vil blive interessant og lærerigt at erfare, hvorledes i Kristiania Johs Brun har opfattet den samme Figur; imidlertid er Hr. Garmanns Løitnant Ekdal uimodsigelig værdig hans betydelige sceniske Begavelse og kunstneriske Forstaaelse.

Hr. Michelsen har mange Betingelser for en heldig Gjengivelse af Hjalmar Ekdal og han maa lykønskes med her endelig at have faaet et stort og tillige lønnende Parti at udføre. Hr. Michelsens Maskering er prægtig, og der er en vis ydre Soliditet ved hans Fotograf, som gjør Figurens indre Holdningsløshed og Hulhed dobbelt virkningsfuld; derimod kunde det sentimentalt-deklamatoriske Sving hos denne store Pjalt godt betones stærkere, end Hr. Michelsen har gjort det. Det «letrørte» i Gemyttet og «hjertevindende» i Røsten, hvorom Relling haanlig taler, mærker vi forlidt til hos Hjalmar. Hr. Thomassens Molvik er i sin ynkelige Forsvirethed og med den «forhenværende Theologs» eiendommelige Præg af Salvelse, en udmærket Figur. Fru Sperati som Gina har Soliditet nok, men hun tager i Begyndelsen altfor tungt paa denne ægte Virkelighedsskikkelse. Der er i hendes Mine og Tone noget Mut, Kort og Misfornøiet, som ikke passer hos den jevne, flinke Husmoder, der hygger og steller saa lunt for Mand og Barn, uden en Gang at foruroliges af Anger over sin Ungdoms Feiltrin. Af hvilken Grund Fru Sperati bestræber sig forat tale Østlandsk, naar de Øvrige, som naturligt er, bliver ved sit Bergensk, er ikke let at forstaa; en uensartet Dialekt paa Scenen skader kun Fremstillingens Enhed og er derfor ikke at anbefale. Det maa tillægges, at Fru Sperati spiller sig betydelig op i Aftenens Løb, og at hendes Gina i 4de og 5te Akt staar langt over den i 2den. Frk. Tollefsen var hos os selvskreven til Hedvigs Rolle, og hun har umiskjendelig arbeidet paa Fremstillingen af «Barnet» med prisværdig Alvor og Interesse; at der er formeget Spil, forlidt virkelig Barnlighed og ægte Naivitet i hendes Hedvig, kan derfor ikke med Føie klandres; snarere maa man være glad over, at vor Scene kan præstere en saavidt tilfredsstillende Gjengivelse af denne fine og rørende Skikkelse, hvis skjære Renhed og Ynde virker med al Modsætningens Magt i de mørke Omgivelser. Bedst var Frk. Tollefsens Spil i sidste Akt, ligesom det har vundet adskillig ved Stykkets Repriser og idethele indebærer gode Løfter. Fru Asmundsen gav Fru Sørby med Liv, flot og feiende, men uden egentligt Særpræg; Ginas gamle Veninde og Dussøster burde formentlig ogsaa gjøre mindre Indtryk af en virkelig, salonvant Dame.

«Vildanden» opføres imorgen for Abonnenterne, der da selvfølgelig vil indfinde sig en masse. Uden Tvil vil Stykket derefter endnu gaa adskillige Gange og i længere Tid lægge Beslag paa vort Publikums Interesse.

Published Mar. 20, 2018 12:38 PM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM