Anonym anmelder i Bergensposten

Urpremiere på Vildanden ved Den Nationale Scene anmeldt i Bergensposten i Bergen 10., 15. og 17. januar 1885 (No. 8, 12 og 14, 32te Aarg.).
[10. januar 1885]

Theater-Tidende.



– «Vildanden». –

Sæsonens fornemste dramatiske Nyhed kom altsaa først frem paa vore Brædder. Stockholm er i Hælene, Kristiania i Anmarsch, Kjøbenhavn under Mobilisering. Men Bergen var først.

At de andre, der kommer senere, til Gjengjæld vil komme bedre, derfor er der jo al Mulighed. Bergen kom imidlertid først – og den kom godt.

*                                                     *
*

«Vildanden» er en Succes. – Gaaraftenens Premierepublikum fulgte den noget lange Forestilling med spændt og øgende Interesse. Den, der tænkte sig Ibsens rigdomsdybe Stykke nærmest som Læsedrama, blev paa det glædeligste rykket ud af Vildfarelsen. De fortrinligt tagne og tegnede Karakterer med deres Mylder af Finesser tog sig netop ud bag Rampen. Stykket er gjennemgaaende af betydelig scenisk Virkning, sidste Akt endog af overvældende.

*                                                     *
*

Efter en Premiére vilde jeg nødig sige noget større om Udførelsens Enkeltheder, allermindst paa en afgjørende Maade.

En Hovedindvending vil jeg dog gjøre strax, for at lette min Samvittighed og for bagefter blot at sige, hvad der er næsten bare godt og vel.

Hovedrollerne har ligefra Begyndelsen altfor lidt af den lette, jævne og hverdagslige touche fra Livet. Man spiller formeget Komedie og forlidet Lystspil. Man gaar i Gang paa en saa svært afmaalt, alvorlig og høitidelig Maade, ligesom man strax bærer paa Forudfølelsen af, at der vil ske noget fælt i femte Akt. Tempoet er en halv Gang for langsomt. Den første store Scene mellem Gregers og Hjalmar er ikke Kammeratsnak, den har noget af en taktfast Vexelsang for et Auditorium. Dette lidt stive Tempo og denne manglende jævne Touche føles ikke alene i Samspillet, men ogsaa hos flere af de enkelte Karakterer. Hvor vilde saaledes ikke Gregers vinde, om han viste sig noget livligere, glupere i sin idealistiske Jægermani og dertil fik en et lidt stærkere markeret Tilsnit af ubevidst Komik? Ligeledes Gina. Naar Tæppet gaar op for anden Akt, saa sidder virkelig dette dygtige, «riale» Arbeidsmenneske og ser trist, ja fortrykt ud; man skulde tro, det var Magdalenaskrupler, men paa sligt har Gina hverken Lyst eller Tid at tænke, hverken i anden eller tredie Akt. Og saa endelig Hedvig. Barnet har ogsaa øieblikkelig faaet Skyer paa sin søde Pande. Hun, som steller med Kaniner, Høns og Ænder, læser i Smug diverse Bøger, beundrer Billeder, forguder sin Far, har Stemmeskiftningsalderens mærkelige Følelser og Idéer, hvorfor skal hun da netop begynde i Mol, hvorfor kan heller ikke hun synge en Stump i Barnets klare og glade Dur?

Dette var Indvendingen, og jeg tror den er berettiget.

*                                                     *
*

Gregers er ubetinget Stykkets vanskeligste Rolle og Hr. Halvorsen fortjener saaledes dobbelt Anerkjendelse for sin heldige Løsning af Opgaven. Hans Gregers er gjennemtænkt og gjennemført og virker fuldt paalideligt. Faar den, som ovenfor berør t, lidt mere ivrende Fart med paaviseligere Stænk af ubevidst Komik, tror jeg denne Præstation blir fortrinlig.

Det er glædeligt, at Hr. Michelsen nu endelig i Hjalmar Ekdal har fundet en Rolle, der ligger hans Naturel og Begavelse temmelig nær. Naar undtages, at han i den uforlignelige femte Akts Kaffe- og Saltmads-Scene spiller grelt og vel stærkt til Publikum, gir han sin forøvrigt ligesaa fortrinlige som taknemmelige Rolle en virkelig paaskjønnelsesværdig og dygtig Udførelse. Typen har han faaet godt Ram paa, saavel ind- som udvendig. Hvad Hr. Michelsen gav, var i Hovedtrækkene Stykkets virkelige Fotograf. – Hr. Asmundsen gir derimod Grosserer Werle som Fonograf, og det er ikke heldigt. – Mest helstøbt forekommer mig Hr. Johannesens Doktor Relling. Noget saa virkeligt, trygt og indpaalivetgaaende har jeg sjelden set paa en Scene. Hr. Garmanns Løitnant Ekdal er virkningsfuld; men han føles saa isoleret i Stykket, næsten rodløs.

Fru Sperati spiller som Gina tænksomt og dygtigt, enkeltvis, som hvor hun slaar i Bordet til Manden og afkræver ham Forklaring, ligetil fortrinligt. Frk. Tollefsen gir som Hedvig et nyt Bevis paa rige Anlæg, der lover langt. Hendes «Vildand» er talentfuld, smuk og virkningsfuld.

*                                                     *
*

«Vildanden»s Iscenesætning er udmærket og Dekorationerne ligesaa.

Her er ved Fremførelsen af Ibsens mærkelige Stykke i enhver Henseende nedlagt alvorligt og ihærdigt Arbeide og Resultatet er bleven smukt og glædeligt.



[15. januar 1885]

Theatret.   Ved Abonnementforestillingen igaar var Huset paa det nærmeste udsolgt, og «Vildanden« holder sig uden Tvivl endnu længe paa Repertoiret. Stykket kræver det, Udførelsen fortjener det. – Alle Rollehavende – med mindre væsentlige Undtagelser – havde hver for sig og vundet paalideligere Fodfæste. Sikkerheden ved den enkelte Holdning indvirkede paa Ensemblet. Det var baade lettere og rundere. Hos Frøken Tollefsens Hedvig var Udviklingen kjendeligst og fyldigst. Den var hverken erfarings- eller rutinemæssig; den havde en dybere, kunstnerisk Forudsætning.

Den interessante Forestilling skal endnu give os en kjærkommen Anledning til udførligere Behandling.



[17. januar 1885]

Theater-Tidende.



«Vildanden».

II.

Da «En Folkefiende« for et Par Aar siden rykkede ind under fuld krigerisk Musik af Fløiter og Taagelur, blev der jo skrevet en hel Del om denne Batalje. Blandt andet foranledigede Begivenheden et helt Foredrag af en herværende Kollega til «En Folkefiendes» Forfatter. Det er næsten overflødigt at bemærke, at der var meget utvivlsomt godt i Foredraget; et Foredrag kan nemlig være helt igjennem meget godt uden derfor at være utvivlsomt. Til det mindre utvivlsomme hørte imidlertid det Udsagn af Foredragsholderen, at den friske og freidige Luftning, der slog en imøde fra «En Folkefiende», eller med et Ord Humøret deri – det indvarslede en væsentlig ny og betydningsfuld Fase af den Ibsenske Produktion.

«Nærværende Anmelder» tillod sig dengang i en Omtale af Stykket at trække lidt paa denne Spaadom, ja næsten at tvile derpaa. Og nogen Dumhed har han, ialfald i denne Henseende, ikke paa sin Samvittighed.

*
*                                                     *

«Vildanden« er det «værste», Ibsen endnu har skrevet. «Øver jeg engang et Storværk, da blir det en Mørkets Daad» sa' han i sin Tid, da han ialfald ikke foragtede Versene.

«Vildanden» er atter en Mørkets Stordaad af den geniale Personlighed, mørkere end nogen tidligere, om end ikke større.

*
*                                                     *

I Frankrige kaldte de unge Damer Alfred de Musset for «le pis», – «den værste». Det gjaldt for en Fornærmelse at spørge en ung fransk Dame, om hun havde læst selv det uskyldigste af Musset; men læse ham, gjorde de alle, og alt læste de, baade hvad der var mere og mindre uskyldigt. – I Norge er det de gamle Damer og Herrer, som kalder Ibsen den «værste»; men de hverken læser eller ser ham gjerne. De vil leve i Fred, sove i Fred og dø i Fred.

*                                                     *
*

Hvor fremmed staar ikke deres hele – i Romantiken bundne – literære Syn overfor en slig Foreteelse som «Vildanden?» Dette fuldblodige, energiske, intense Udtryk for Menneskeforagt og Selvironi, kan det vel «tiltale» nogen, der opfatter Digtningen som Rekreation alene, og hvis literære Nydelse ikke er levende, men drømmende? Kan nogen, der finder en dulmende, ja «befriende» Tilfredsstillelse i at sé sig selv som han ikke er, kan da han med Lyst, med Trang, med Mod gaa til at sé sig selv, som han er?

*                                                     *
*

Men at sé sig selv og Verden, som den er, der er ikke alene det sundeste, men ogsaa det interessanteste. Der er Intetsomhelst, der er saa interessant at studere som Mennesket; ja dette gjælder selv det «uinteressante» Menneske. Det kommer kun an paa skarpe Øine. – Men en mere skarpsynet Psykologi, en finere Sjælegranskning, end Ibsen i «Vildanden» har givet, vil vistnok Verdensliteraturen have Bryd med at opvise. – Og Ibsen som Veiviser følger vi gjerne og lærvilligt, skjønt vi nok paa Forhaand ved, at Farten ikke gaar til Livets Sol- og Sommer-Riger. Han lægger os ikke Romantikens Tryllesalve paa Øiet, for at vi skal glemme os selv og Verden for en anden Verden og andre Mennesker. Salvekrukken har han kastet forlængst. Hans Operation er naturligere. Kun bruger han den gamle Formular: «Hvo som haver Øine kan se.» Og som et Under sér vi.

Vi ser vor egen Verden, vi ser os selv. –

*                                                     *
*

Literaturen er hverken til for unge Damer eller for gamle Damer og gamle Herrer. Den er til for Mænd og Kvinder. Og af dem er der lykkeligvis en Flerhed i vor By, som med Trang med Mod og med Lyst har gaaet til «Vildanden», og gaaet derfra betydelig rigere. Man gaar i Alvor hjem fra Theatret en slig Aften. Det er rigtignok ikke den gode gamle Theaterstemning, og man sover kanske heller ikke saa godt bagefter.

*                                                     *
*

Saalænge som «Vildanden« nu gaar over vor Scene, er det gjennemgaaende – paa faa Undtagelser nær – en stor Tilfredsstillelse at følge de Rollehavende. Baade er de selv øiensynlig grebne af Opgavens Alvor og kunstneriske Værd, og de gjør hvad de formaar med tilsvarende Alvor og Interesse for at opnaa den værdigste kunstneriske Løsning.

Den fasteste Støbning har nu efter min Mening af Stykkets Figurer Hr. Halvorsens Gregers, Frk. Tollefsens Hedvig og Hr. Johannesens Relling vundet.

Den sidste Præstations Fortjeneste er visselig mere letkjøbt end de to førstnævntes; men dette kan ikke forringe den slaaende, næsten typiske Kraft, hvormed Relling gives. Her er ikke mange «Midler», ingen vovede Træk. Men udaf Knapheden virker en ægte Sindsfylde, der tager helt til Fange. – Frk. Tollefsens Hedvig er vistnok det mest lovende, denne unge og mest begavede Kraft af vor Scenes temmelig tynde Damerække hidtil har ydet. Jeg kan ikke være enig med en æret Kollega deri, at Frk. Tollefsen har «megen Teknik». Hvorfra og hvorledes skulde hun have faaet den? Hendes Stemme og Organ kan saaledes endnu en Tid gjerne befinde sig i Teknikens Skjærsild; og hvad «megen Teknik» i udviklet kunstnerisk Forstand overhovedet siger, derom vil Kunstnerinder som Fru Hennings og Oda Nielsen have givet baade vore Skuespillere og vort Publikum en Idé, som endnu sidder friskt i Sindet. Men det, at Frk. Tollefsen uden megen Teknik og uden megen Routine kan klare en betydelig Rolle som Hedvig saa smukt, saa paalideligt og saa mærkelig gjennemarbeidet, det viser en høist modtagelig Jordbund for en kyndig teknisk Veiledning saavelsom for selvstændigt Studium under heldigere Forholde end de lokale.

Hr. Halvorsens Gregers er, som allerede tidligere omtalt, en høist talentfuld og virkningsfuld Præstation; hvad han her har naaet, er ogsaa udentvivl det originaleste og dybeste, han hidtil har leveret.

Published Mar. 20, 2018 12:40 PM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM