Ditmar Meidell

Vildanden anmeldt av Ditmar Meidell i Norsk Maanedsskrift for Literatur, Kunst og Politik, utgitt i Kristiania, første bind, 1884, s. 562ff. (her i utdrag s. 562-564 og 569-574).

Literatur.

«Det flager i Byen og paa Havnen» af Bjørnstjerne Bjørnson.
«Vildanden», Skuespil i fem Akter af Henrik Ibsen.
«Fortuna», Roman af Alexander Kielland.



Ingen af disse tre Digterværker lider af Mangel paa «Problemer», de er tvertimod overalt tilstede i stor Overflødighed, om end mere eller mindre tilslørede. Da det nu betragtes som en ueftergivelig Betingelse for et moderne Digterværk at «sætte» brav mange Problemer, saa er jo forsaavidt alt i Orden.

Men da Forfatterne, ogsaa her i stor Overensstemmelse, har unddraget sig for den Besværlighed at løse disse Problemer – Bjørnson giver jo rigtignok en hel Del Vink til deres Løsning, som dog mistydes selv af hans ivrigste Beundrere, hvorfor han ideligen er ude med smaa Pegepinder – saa har disse tre Digterværker ogsaa det tilfæiles, at de efterlader Læseren, naar han ikke overfladisk nøjer sig med at jage dem igjennem i feberagtig Spænding for saa at glemme det hele, i en Tilstand af stor og pinlig Forvirring. Blændet, bedøvet og fortumlet af den fuldendte Form, de glimrende Effekter, de snart frastødende og snart tiltrækkende Enkeltheder og den almindelige Taage, hvori alt til Slutning svømmer sammen, har man i første Øjeblik ondt for at finde sig til Rette, og denne første Virkning traadte ret ejendommelig frem i de kritiske Referater, i hvilke Pressen skyndte sig med foreløbig at orientere Publikum med Hensyn til Indholdet. Dette er dog kun, hvad der hænder de allerfleste, thi det skal erkjendes, at disse vore tre meget begavede Forfattere tillige er meget tryllekyndige.

Man erindrer maaske fra Faust Scenen i Auerbachs Kjelder, hvor Mefistofeles har trakteret Gjæsterne med Vin fra «Bordets Planke», deres første overstadige Henrykkelse og saa hvorledes Blændværket afløses af noget andet.
Mefistofeles med højtidelige Fagter:
          Taager Tanken dække,
          Falske Syner vække,
          Ud og Ind dem gjække!
De (Gjæsterne) staar forbausede og betragter hverandre.
Altmayer: Hvor er jeg? Hvilke skjønne Egne!
Frosch: Vinbjerge! Ser jeg ret!
Siebel: Og Druer allevegne.
Brander: Og denne Løvgang her – hvor skjøn at skue! Se hvilken Vinstok! hvilken Drue!
Han tager Siebel om Næsen; de Andre gjør indbyrdes det samme.
Mefistofeles som ovenfor:
          Slip fri af Gjøglesynets Baand!
          Og husk saa Fandens spøgefulde Væsen!
Han forsvinder, de Andre fare fra hverandre.
Siebel: Hvad er det?
Altmayer: Hvad!
Frosch: Jeg holdt Dig nok om Næsen?
Brander: Og det er din jeg holder i min Haand!
Altmayer: Jeg føler det i alle mine Lemmer! Skaf mig en Stol! Den Spas jeg aldrig glemmer.
Siebel: Løgn var det Hele, efter hvad jeg mærker.
Frosch: Jeg synes dog, at det var Vin, jeg drak.
Citatet er noget sammentrængt, og saa er det jo kun et Citat.

Vi leverer her ingen kritisk Bedømmelse af disse tre literære Julegavers digteriske Værd, dette er allerede saa udtømmende besørget baade af dem, der ynder den pessimistiske Muse, og af dem, der ikke ynder denne edderfyldte Skjønhedsgudinde, at det kun vilde lede til Gjentagelse af det allerede sagte. Derimod agter vi at gaa dem en Smule efter i Sømmene i deres Egenskab af Tendentsskrifter, af polemiske Murbrækkere rettet mod alt og alle. Dette gjør de jo selv Krav paa og det med en barsk og ubøjelig Energi, som stænger alle Udveje til Flugt. Ak, de skjønne Dage er forbi, da en Anmelder kunde slutte sin Kritik med Ord som: Ingen vil lægge denne Bog fra sig ud en at have modtaget et fuldt og harmonisk Indtryk af den høje og skjønne Poesi, hvoraf dette Digterværk er helt gjennemstrømmet. Ak nei! nu trækker man Kjolen af, brætter Manchetterne op og udbryder: Nej, hør god Karl, dette gaar forvidt, dette skal vi nappes om!

...


For nogle Aar tilbage reiste en dansk Troldmand med det prosaiske Navn Hansen omkring, kanske han endnu gjør det, og foretog saakaldte hypnotiske Experimenter med Folk. Paa en eller anden Maade bragte han dem i en abnorm Tilstand, i hvilken han kunde indgive dem hvilkesomhelst Forestillinger og faa dem til blindthen at handle efter disse. Nogle erklærede det hele for lutter Spilfægteri og Blændværk, andre mente, at der var noget uforklarligt med i Spillet, at han ved en ejendommelig Paavirkning forstod at lamme visse Organer for de højere sjælelige Livsfunktioner og derved fik Magt over Fantasi, Følelse og Tænkeevne hos Gjenstanden for disse Experimenter saaledes, at denne kom til at se, føle og tænke sig alt, hvad Troldmanden foresagde ham. Vi kom til at mindes disse ikke meget tiltrækkende Experimenter, da vi havde læst «Vildanden» og søgte at gjøre os Rede for Beskaffenheden af den knugende Magt, der havde holdt os ligesom hypnotisk hildet og bunden, mens vi i det slettest mulige Selskab gjennemlevede disse fem højst pinlige og ubehagelige Akter. Personerne optræder saa livagtige, som om vi kjendte dem andetsteds fra. Hver enkelt af dem staar saa tydelig og virkelig for os og er saa ypperlig holdt i den givne Karakter, passer saa naturlig ind i Handlingen, og denne præger sig efterhaanden, som den skrider fremad, saa stærkt ind i Forestillingen, som om man havde oplevet det hele. Til at vække og vedligeholde denne Illusion bidrager det hele ydre virkningsfulde Apparat, alle de huslige Enkeltheder, de hjemligt klingende Ordformer, selv naar de gaar over i det Raa og Platte. Ja naar man læser et Værk af Ibsen, faar man jo lade Fantasi, Følelse og Reflexion følge Digteren et langt Stykke Vej, om ogsaa med forbeholdt Protest, ligesom man paa Storthinget deltager i en Diskussion, hvor alle Beslutninger kun er foreløbige og hvor man har forbeholdt sig til Slutning at votere mod den hele Motion.

Og det gjør vi her. Vi giver ikke «Vildanden» vor Stemme. Vi erkjender og beundrer Mesterskabet i hver enkelt Scene, i hver enkelt Karaktertegning, i hvert enkelt Replikskifte, men vi ser ogsaa det Mesterskab, med hvilket Digteren har af hver enkelt af de optrædende Personer «extirperet» noget meget væsentlig og det med «Rødder og Trævler», saaledes som Relling siger, at det er skeet med Hjalmar Ekdals Personlighed. Alle uden Undtagelse er de med ubøjelig Konsekvents og paa Stregen holdt nede i det samme lave Niveau, i den Grad jevnt og over en Kam berøvet sin Menneskeværdighed, at man under Læsningen kun mærker det knugende Savn af Noget, som man ikke kan give Navn og derved befri sig for. Ja saa mesterlig godt er dette udført, at endog den tarvelige «ideale Fordring», som her gjøres gjældende, tager sig ud som noget saa urimeligt, at kun en Nar eller en Idiot kunde falde paa at opstille den. Og hvad gaar saa denne «ideale Fordring» endeligen ud paa? I «Vildanden» klatrer den i Virkeligheden ikke højere tilvejrs end til at hævde, at man ikke skal opføre sig som en Usling eller en Kjeltring eller om man heller vil: at man skal leve som en nogenlunde retskaffen Mand. Men endog denne beskedne Fordring ligger i «Vildanden» alligevel himmelhøjt over de handlende Personers moralske Horizont. Dette er ikke destomindre lagt saa sindrigt til Rette, at den «ideale Fordring» til Hjalmar Ekdal, at han ikke længer skal være den Pjalt han er, til Slutning bevirker, at «Vildanden» Hedevig skyder sig i Fortvivlelse og det faar Udseende af, at Relling har Ret, naar han paastaar, at man viser sig som den sande Menneskeven ved at sørge for at «holde Livsløgnen oppe» i Folk.

Der er virkelig «dump Luft under dette Tag» og at læse Sørgespil, i hvilke lutter Idioter og moralsk sløvede Folk optræde uden at endog Katastrofen – her Pistolskuddet og «Vildandens» Død – i nogen mærkbar Grad forbedrer Atmosphæren, det er i al Fald ingen Aandsforfriskning. Det er, som om vore Digtere manglede Evnen til at give deres dybe Indignation over Menneskeslægtens forfærdelige Udartelse – og det er jo saaledes de ser den – Luft i et umiddelbart, friskt fra Hjertet strømmende Vredesskrig. Eller er Indignationen maaske ikke saa dyb og oprindelig enda og er disse Digtere kun lydige Tjenere, der søger at imødekomme den raffinerede literære Modesmag for Værker, der har den rette haut goût? Ak, hvor forskriskende dog efter Nydelsen af denne «dumpe» Vildand at læse et Par Sider af «Timon fra Athen»! Det er dog en Karl, der kan bruge Bryst og Lunge, naar det gjælder at skjælde paa al Verden og sig selv.
          Alt er kroget, Intet
er ligefrem i vort fordømte Væsen
undtagen, hvad der ligefrem er nedrigt.
Forbandet derfor alle Fester, Samkvem
og Folkestimmel! Timon ringeagter
sin Lige, ja sig selv. Fordærvelse
slaa dine Klør i Menneskenes Slægt!
Med hvilken frisk, sprudlende Galde tager han ikke Afsked med sin Fødeby Athen:
          Gid onde Bylder
udsaas i hver Atheners Bryst og bringe
Spedalskheds rige Høst! Lad Aandedræt
forpeste Aandedræt, saa deres Selskab
som deres Venskab bliver idel Gift! -
Jeg tager Intet med fra dig undtagen
min Nøgenhed, afskyelige Stad!
tag den med, og vær tusindfold forbandet!
Til Skoven Timon gaar; Rovdyret der
er ei saa grumt som Menneskene her.
I gode Guder, ram med Hævnens Vægt
inden og uden Muren denne Slægt!
Lad Timon voxe med hvert Aandedræt
i Had til hele Menneskenes Æt!
Se, det er dog en Mand, som kan tale fra Leveren!



Besynderligt nok fører saavel Ibsen som Kielland et ejendommeligt, indirekte Bevis for, hvilken vidunderlig Aandsmagt Kristendommen maa være, ja at den, naar alt kommer til alt, dog maa være Saltet, der bevarer fra den almindelige Forraadnelse. Thi denne religiøse Tro mangler fuldstændig i deres Virkelighedsbilleder, der jo samtidig fremstiller den almindelige sædelige Fordærvelse i det grelleste Lys. Intetsteds hentydes der til Religionen som en løftende og frelsende Magt, som den bedste og sikreste Tilflugt for det nedbrudte og ulykkelige Menneske, og saadanne leverer de jo en gros. Der falder ikke en eneste Lysstraale fra Evigheden henover den triste Verden, de afmaler os. Tvertimod kan det snarere siges, at der tendensiøst er sørget for at stille Kirken og Guds Ord i Skammekrogen. Men saa ligger ogsaa den Slutning nær, at man heri har at søge Forklaringen til, at de ikke formaar at fremstille andet end lutter aandelig og sædelig forkrøblede Skikkelser; ufrivilligen, for at bruge et gjængs Udtr yk, lader de Kristendommen «glimre ved sin Fraværelse».

Skal det forstaaes saaledes, at de ser og dømmer Verden og Menneskene fra et ophøjet ethisk Standpunkt, saa er de jo begge i Gregers Werles Tilfælde, de gaar begge med den «ideale Fordring uforkortet i Baglommen» og netop i Baglommen og ikke i Brystet. De tager den frem og bruger den som et andet Tømmermandsmaal og saa finder de, at Verden er befolket med lutter jammerlige Undermaalsmennesker. Dette er jo slemt nok. Men da alle deres Figurer, saa realistiske de end er tegnede, alligevel er og forbliver deres egne Fantasiskabninger, vil saa ikke ondskabsfulde Tunger her kunne sige, at det egentlig er deres eget Digteringenium, som de tager Maal af og finder ikke strækker til?

Det er nok med Hjertelaget, at vore Digtere helst skulde maale Menneskene, saa vilde de give Slip paa den forborgne «ideale Fordring», hvormed de selv hugger saa vildt løs paa Samfundet paa samme Tid, som de spotter over, at andre stiller den, men ikke for at saare og nedtrykke.

Naar de lod Hjertet komme lidt mere til Orde, saa vilde de ogsaa blive mere logiske, end de er. Thi paa Bunden af alle deres tendensiøse Samfundsskildringer ligger der en stor Tankefloke. De viser os, at hvad de selv sætter over Religionen, nemlig Pligtfølelse, sædelig Bevidsthed, moralsk Ansvar overalt er til det yderste slappet. Alle Skruer løse, alle Fjære sprungne. Selv den yngre Slægt, som forsøger at rejse sig og bekjæmpe Ondet maa give tabt og gaar selv under (Hjalmar Løvdal, Gregers Ekdal). Det maa vel være Digternes Mening hermed at betegne endog Fremtiden som haabløs med Hensyn til en bedre Tingenes Tilstand. Alt slutter jo i dump Trøstesløshed. Saaledes er deres Syn paa Tilværelsen. Hvorfra skal saa Redningen komme? Det stillede Problem bliver liggende tilbage uløst og uløseligt. Hvem er det saa til Slutning, som vingerskyder Vildanden, saa den dukker under og bider sig fast dernede paa «Havsens Bund»?



...
Published Mar. 20, 2018 11:43 AM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM