Edvard Brandes

Vildanden på Det Kongelige Teater anmeldt av Edvard Brandes i Politiken i København 23. februar 1885.

Det kgl. Theater.

Vildanden.

Opførelsen af Henrik Ibsens sidste Skuespil kommer tilpas men ikke for Højre. Hvor ubarmhjærtigt og bittert end Vildandens bevingede Repliker lyder fra Skuepladsen, saa virker det dog forløsende under det Hykleri, som i den sidste Tid herhjemme bagstræber for Fordummelse og Forkætring paa aandelige Omraader.

Thi alle Forbitrelsesudbrud kan ikke hjælpe; dette er Nordens største Digter og alt i lang Tid den første blandt Europas virkende Skuespilforfattere, og i dette hans Drama haaner han alle de pralende Domme, som vor Samfundsreaktion daglig bringer til Torvs, plukker Fjerene af dem én for én og viser dem frem i deres skinbarlige Ynkelighed.

Til dem, som vil leve i magelige Ægteskaber, siger Digteren: Saa lev da som I behager. Se denne Hjalmar Ekdal. Han har giftet sig med en Tjenestepige, som forsyner ham baade med Føde og Klæder, han døser og feder sig Livet hen i egenkærlig Uvirksomhed, men en kraftig Selvindbildning hjælper ham ud over hver Tilværelsens Ubehagelighed. Der kommer den Anden til ham og fortæller ham meget slemme Ting. Hans Kone har været Grosserer Werles Maitresse, hans Barn er ikke hans, Familien forsørges gennem det Underhold, Konens gamle Elsker lader Huset tilflyde. Hjalmar Ekdal strammer sig op til et Par svingfulde Fraser og falder saa ned i sin Sofa som en Klat, glad ved Smørrebrødet og Vildandejagten og alt det Snuskeri, som han passer ind i som en Rotte i en Ost.

Dette er Eders Ægteskaber, siger Ibsen. Om Eders Børn gaar i Løbet ved den skønne Moral I præker, om den næste Generation blindes eller dødes, lev I bare gladelig hen, gylp et Par Fraser op og bryd Jer ikke om dem, som i Literaturen raaber paa Sandhed og ideale Krav. Dør Barnet, saa er Præsten der til at messe: Herren gav osv., og dermed plejer man da at stille sig tilfreds.

Dette er vel det dristigste, som Ibsen har vovet: hin fordrukne Theolog, som ved den stakkels Hedvigs Lig fremmumler i halv Rus og hel Katzenjammer de vante Formularer.

Og Ibsen har gjort Modprøve her i Stykket ved at fremstille sig selv, den haarde Sandhedskræver i en Art Karikatur. Gregers Werle er Manden med den ideale Fordring, som intetsteds er paa sin Plads. Husvild overalt. Ensom oppe i Højdalsværket, flygtende ud fra sit Fædrehjem, dragende ind som en Ulykkesfugl under Vildandens Tag. Relling den anden Henrik Ibsen udtaler det: Gennemsnitsmenneskerne kan have det saa godt, naar blot Henrik Ibsen og hans Lige vil lade dem i Fred.

Og fordi Henrik Ibsen ikke vil dette, fordi han slaar Tartufferne i det salvelsesfulde Fjæs derfor hyssede man ad ham i det kgl. Theater igaar, af Nordens største Digter, radikal og umoralsk og fritænkersk som han er.

I en tidligere udførlig Omtale af Vildanden fremhævedes de formentlige Mangler ved Stykket. Dette er i høj Grad allegorisk og baade Handling og Karakterer lider derved. Ved Opførelsen igaar Aftes traadte de svage Sider ikke i Mørke, men man følte tydeligere end ved Læsningen Svøbernes Knuder og Skorpionernes Pigge i denne vidkrydrede, af Menneskeforagt gennemisnede Dialog.

Udførelsen var paa enkelte Punkter fortræffelig. Hr. Emil Poulsen besad Hjalmar Ekdals Forlorenhed i en ganske sjelden Grad. Allerede den smørrede Ganestemme var betegnende, og som Fotograf var han forloren Kunstner til Enkeltheder i Masken. Hans Ekdal troede paa sig selv. Han var passelig forkommet i det fine Selskab; rigtig fedtet veltilpas paa Loftet og uselig forpjusket, da han skal staa for Skud. Den stadige Skiften mellem falsk Pathos og den tarveligste Hverdagssnak flød naturligt over hans Læber, og han holdt med en Jernhaand Figuren indenfor den valgte Ramme. Maaske blev han derfor lidt ensformig, men den vittige Karakteristik geraader ham til stor Ære.

Ved Siden af ham stod Hr. Olaf Poulsen med den gamle Ekdals Rolle. Den fordums Bjørnejæger gaar i Barndom, og man paa engang lo og rørtes over hans fuldkomne Affældighed, saa fortrinligt sammensmeltede Skuespilleren det tragiske og det komiske i den sære Skikkelse. Hr. Poulsen fremstillede et knækket Menneske, en Ruin, og han havde med stor Kunst bevaret noget vist Militært over den duknakkede rystende Drankers blegfede Ansigt. Saadanne lidt melodramatiske Repliker som Skoven hævner blev naturlige ved Hr. Poulsens Opfattelse.

Hr. Jerndorff havde den vanskelige og utaknemlige Opgave at fremstille den symbolske Gregers Werle. Han skilte sig nogenlunde heldigt derfra, var tilstrækkelig krampagtig og maanesyg, men Gregers Werle bliver paa Scenen en kedelig Praas, hvis dumme Upraktiskhed irriterer Tilskuerne. Overraskende god var Hr. Mantzius som Relling; for første Gang fyldte den unge Kunstner ganske Scenen og henkastede de snærtende og bidske Sætninger med en Mandighed, der gav det Ibsenske Talerør fornøden Autoritet. Ogsaa ved det Ydre bragte han kendeligt, om end paa en meget taktfuld Maade Digteren i Tilskuernes Erindring. Hr. Foss var vel maskeret som Molvik, Hr. S. Petersens Grosserer Werle var derimod mat, det brutale Levemenneske blev en afsleben Diplomat.

Den mest fremtrædende Kvinderolle blev forvansket ved Frøken Antonsens Spil. Hun var støjende, skrap og rap som den godmodige Husmoder, istedetfor at Gina skal liste stilfældig om paa Filtsaaler. Ibsens Gina bliver aldrig vred end ikke naar Manden spørger hende om, hvem der er Fader til hendes Barn. Gina ved det ikke og hyller sig blot ind i et meget kvindeligt Benægtelsessystem. Frk. Antonsens Udseende var heller ikke illuderende. Fru Hennings spillede den fjortenaarige Hedvig med naiv Tilforladelighed i de første Akter og meget rørende under Jammeren i de sidste. Endelig var Fru Nyrop straalende raffineret som den kokette Fru Sørby, Jomfru Frisks udtrykte Billede fra Adam Homo.

Udstyrelsen frembød intet mærkværdigt. Iscenesættelsen var temmelig gammeldags.

E. B.
Published Mar. 20, 2018 1:08 PM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM