Signaturen «G. A. D.»

Vildanden ved Den nationale Scene i Bergen anmeldt av «G. A. D.» i Bergens Tidende Bergen 14. januar 1885.

«Vildanden».    Det var noget, enhver af os vidste og glædede sig over paa Forhaand, at Theatret fra den øverste Styrelse ned til den laveste Statist vilde interessere sig særligt for Henrik Ibsens Stykke. Theatrene har altid gjort det. Ibsens nye Stykker har bestandig været Sæsonens store Begivenhed paa de norske Scener baade i kunstnerisk og i pekuniær Henseende. I Theaterstyrelsernes Repertoireudkast holdes der altid et stort aabent Rum at udfylde for Henrik Ibsen.

Inden Kunstnernes Kreds er vel især Spændingen stor. Det er en særlig Ære at faa være med at tolke Ibsens Værker. De Opgaver, han stiller, har noget eget betagende og værdifuldt ved sig; det er Kjød af vort Kjød og Blod af vort Blod i dem. Det er paa de ibsenske Roller, at en Skuespiller helst slaar sig op. Det er med ibsenske Figurer, han helst betegner sit Rollefag og sin Begavelses Omfang. Jeg tror ogsaa, at dette vil være Tilfælde med «Vildanden» i endnu højere Grad end med de tidligere Arbejder, baade fordi dette Stykke indeholder dybere Psykologi, er med Hensyn til Psykologien set originalere og finere og gjengivet modernere og med mere realistiske Midler end nogensinde før – og – jeg kan sige det her – uagtet eller tiltrods for al den Symbolik, som ligger bagom.

Det er vistnok alle theaterkyndiges Mening, at alle Forventninger til det bergenske Theaters Fremførelse af «Vildanden» er blevet fuldt ud tilfredsstillede. Samspillet er saa fint og kunstnerisk gjennemarbejdet i alle Punkter, at man neppe ser det bedre. Den Toneart, hvori Stykket spilles, Stemningen over Interiørerne synes mig truffet meget korrekt og sikkert. De forskjellige spillende indordner sig og tager ikke større Plads i det hele, end de bør, for at give Stykket dets rette Forhold.

Af Scener, der særligt river med, kan nævnes: Fløitescenen, de stemningsfulde yndige Scener mellem Gregers Werle og Hedvig, Frokostscenen, Hjalmars Flugt, Hjemkomst og Spisescenen i fjerde Akt og endelig og bedst af alt Scenerne ved Hedvigs Lig. Naar man undtager et Par af disse Scener, saa har de andre ellers ikke den Slags Intrigespænding og Effekter, som man i Almindelighed har vænnet sig til at betragte som de mest dramatiske. Det, som det hele Stykkes Styrke ligger i, – som Scenestykke betragtet – det er den uhyre fine Karaktertegning, det er den gjennem det hele Stykke gaaende sande og geniale Psykologi, vist gjennem en Uendelighed af Smaating, selv hvor det, som er Stykkets Handling, saa at sige staar stille.

Selve Handlingen interesserer ikke saa stærkt, Resultatet, «hvorledes det gaar», det at Hjalmar Ekdal ved Tæppets Fald efter femte Akt ikke kan være bleven en anden end den, han var ved første Akts Begyndelse, det forstaar vi temmelig snart, og det er derfor mest alle Beviser, Ibsen leverer for denne Karakters Bombefasthed for dybere Forandringer i Sjæl og Karakter, der bliver det spændende og interessante, den største kunstneriske Nydelse ved den sceniske Fremstilling som de ogsaa var det ved Læsningen af Stykket.

 

 

*
*                                  *


Hr. Michelsen har faat Hjalmar Ekdals vanskelige og omfangsrike Rolle. Hr. Michelsen fortjener stor Anerkjendelse for det indgaaende Studium, som han har nedlagt i Rollen. Opfatningen er efter min Mening i det hele og store taget korrekt, og Totalindtrykket er det rette. Jeg tror ogsaa – men herom er de lærde noget uenige – at de grovere komiske Momenter i Hjalmar Ekdal ikke bør pointeres stærkere, end Hr. Michelsen gjør det. Hr. Michelsen har adskilligt af «dette hjertevindende i Røsten», som forlanges. Der er noget varmt, blødt og melodisk i Stemmen, som tidligere har indbragt ham flere lyriske Elsker- og Helteroller i det ældre Repertoire. Naar dette varme, melodiske øges en liden Smule, saaledes som det ogsaa gjøres af Hr. Michelsen i «Vildanden», kommer der noget uægte, uvederhæftigt og forlorent over det, som siges, paa en Maade, der i høj Grad er i Karakteren. Dette gjælder Stemmen. Selve Maaden at pointere Repliken – jeg mener hovedsagelig de store sede Repliker og Ord – flyder ikke altid let og ubevidst nok fra hans Mund. Det er ligesom Hr. Michelsen smager lidt først paa dem for os, før vi faar dem hele. Han annoncerer lidt ved en liden Pause, en liden Tankestreg eller Bevægelse eller hyppigt en liden Gjentagelse af Replikens Begyndelsesord, at nu kommer en sed Replik, en af de store. Det svækker Indtrykket af Ubevidstheden hos Hjalmar. Det er saa meget mere farligt, som flere af Replikerne fra Ibsens Side vistnok er for svære, for opskruede til at virke helt sande, – for vore yngre Øren i hvert Fald. For ti Aar siden kanske de var det.

Scenen med Fløjten spiller Hr. Michelsen fortrinligt – det er jo morsomt, at han virkelig ogsaa kan spille Fløjte – ligesaa Hjemkomsten efter Rangelen med Relling og Molvig. Nattesviren sidder godt igjen i ham. Hele det mugne, misfornøjede og uenergiske kommer godt frem. Der er i denne sidste Scene ikke en Replik, som ikke Hr. Michelsen tager paa Kornet.

Det er uvæsentligt, – men er ikke det lidt mærkelig Uvidenhed, at Hjalmar, som er «Student paa en Maade» og Søn af Løjtnant Ekdal, som engang var med og spillede en Rolle i Selskabslivet, ikke kjender til det, at Alderen har Indflydelse paa Vin?

Hr. Halvorsen har Gregers Werles Rolle. Der er meget i Rollen, som kunde friste en Skuespiller til at give denne Idealist med mere aaben, stormende Begejstring, men Figuren vilde kanske derved komme til at ligge Hjalmar Ekdal altfor farligt nær. Hr. Halvorsen, tror jeg, har truffet det rette. Der er Ro og rolig Varme over hans Gregers, der baade gjør ham i høj Grad sympathetisk og troværdig. Der er nok et Slags Fanatisme i hans Tro, men den er behersket, jernfast, mild – ikke fremfusende. De smertelige Oplevelser, han har havt, og det Eneboerliv, han har ført, lægger en egen behagelig Stemning over Figuren og frelser den fra paa noget Punkt at blive kjedelig. Brudet med Faderen i første og endnu mere i tredje Akt gjøres af en Personlighed. Den Række «Nej»er, han i tredje Akt leverer Faderen, har den store Personligheds Styrke.

Hr. Halvorsen har fundet en fortrinlig Maske til sin Gregers. Et tykt mørkerødt Haar, tykke, røde, højtbuede Øjenbryn og uflid og utklippet tyndt, rødt Helskjæg giver i Forbindelse med den graa Vadmelsdragt hele Personen Præget af Folkehøjskole.

Gamle Løjtnant Ekdal spilles af Hr. Garmann. Hele Anlægget af Rollen er dristigt, og det virker kanske af og til lidt vel stærkt, – men som Helhed staar Figuren klart og originalt saaledes som han har gjort den. Hr. Garmann gjør Løjtnant Ekdal næsten imbecil. Naar nogen taler til ham, saa kan man se, at hans Hjerne anstrenger sig for at faa fat i Meningen. Man ser, at det tager Tid, før han opfatter. Naar han saa har opfattet, kommer Replikerne og Svarene stødvis, plumpende, i Stumper, dør ofte væk undervejs. Den halvidiotiske Latter klinger flere Gange med uhyggelig Virkning, jeg tænker specielt paa hans Sortie i sidste Akt. Der er meget igjen af den gamle Officer i ham, i hans Forsøg paa at stramme sig op, i hans Maade at bære Hovedet paa – lidt komisk mønstrende – i Masken og flere Ting.

Hr. Johannesen leverer i Rellings lille og taknemmelige Rolle sine Repliker med fuldendt Mesterskab. Der er ikke én som slaar Klik. Til Relling, saaledes som Hr. Johannesen har opfattet ham, bringer han en fortrinlig Maske. Han gjør Relling til en smuk, næsten fin, elegant Mand med fint flid Helskjæg og Haar, skarpe, gjennemtrængende Øjne og et roligt behersket, lidt dovent Væsen. Der er meget af Lægen ved ham. Hr. Johannesen gjør megen Lykke, men der kan vel være berettiget Tvil, om hans Opfatning er ganske korrekt. Hans Relling falder ligesom ud fra Omgivelserne, passer ikke helt ind i det øvrige Selskab. Det der netop har ført ham op i denne Sfære, saaledes, at han føler sig hjemme der, kommer altfor sparsomt frem gjennem Hr. Johannesens Spil og Udstyr af Rollen.

De øvrige Herreroller er ikke af stor Betydning og stiller ikke store Krav til Kunstnerne. I første Akt var flere Masker meget gode. Grosserer Werle (Hr. Asmundsen) var mat, og der var saa at sige ingenting ved ham, der røbede noget fra den Fortid, som, det af andre i Stykket siges, at han har havt. Der er noget koldt, haardt og utilgjængeligt ved Hr. Asmundsens Werle, og der skulde vel hellere være Levninger af den gamle Kavaler, galante Dameven, exellente Vært og Selskabsmand. Det er mig ogsaa af Hr. Asmundsens Spil umuligt at afgjøre med Sikkerhed, om det er gamle Werles Ønske at komme paa god Fod med Gregers eller ikke. Hans Spil i de Hovedscener, han har, er saa ubestemt, saa upersonligt, at man kan ikke vide det.

Gina Ekdal tænker vist de fleste sig ved Læsningen af «Vildanden» noget anderledes, end Fru Sperati giver hende. Man tænker sig hende afstumpet i Følelsen paa en anden Maade. Man tænker sig hendes Maade at være og tale paa noget lettere og brutalere. Over Fru Speratis Gina synes der at hvile en Slags Sorg eller Melankoli. Det er, som om hendes Gina tænker meget, og som om hun dels har lidt Samvittighed og dels er sig sin Forkommenhed, sin undertrykte Stilling, noget bevidst. Der er et Slags Stemning, et Slags trist Melodi i Fru Speratis Stemme, som det forekommer mig ikke bør være over Ginas – i alle Fald ikke i de første Akter. Og saa er hun sint undertiden. Det som man forstaar ved «kontant» og «suffisant» ved et Fruentimmer som Gina, tror jeg er geläufigere, raskere, finere.

Forresten ser Fru Sperati godt ud i Rollen. Der er noget grejt og haandfast ved hende, som kommer Rollen meget tilgode. Hendes Seen op til Manden, hendes Agtpaagivenhed for alle hans Stemninger kommer godt frem. Hun er hjemme i sit Hus. Den Tykhed i Hjerne og Hjerte, der lader alle de store Rørelser og Begivenheder i aandelig Retning gaa forbi hende, uden at hun fatter dem og blir paavirket af dem, forstaar man som menneskelige paa alle Punkter.

Da jeg læste «Vildanden» første og anden Gang, stillede Hedvig sig for mig som en liden, mager, blond, blaaøjet og storøjet Person; lidt forvoxet, lidt overmoden og sygelig.

Det med Stemmeskiftningen stod for mig som saa stærkt karakteriserende ved hende – det som betegnede hende finest. Saaledes giver Frk. Tollefsen hende egentlig ikke. Der er megen Kraft i hendes Hedvig. Hun ser saa frisk og sund ud, som muligt. Hun er kun nærsynt.

Hvad Frk. Tollefsen faar frem, er en vis nervøs Finfølelse ligeoverfor Omgivelserne, en vis Ængstelse. Den er sund og ikke sygelig og derfor kanske mere sympathetisk.

Frk. Tollefsen er i Besid delse af meget stor Teknik. Hun faar Barnet, Kejtetheden, Backfischalderen tydeligt givet, Overgangen. Og man faar mere. Man faar en vis ængstelig Følelse af, at hun forstaar meget af det, som foregaar omkring hende, af et dybere Instinkt. Det er dette, som er Spændingen ved hende. Det er dette, som gjør dette syge Barn saa interessant. Smerten ved Faderens Flugt, den uvisse Forstaaelse af, at hun kanske er et uægte Barn, hendes Kjærlighed til Faderen – alt gives saa barnligt smukt og sandt, at hun kanske i højere Grad end nogen af de andre samler Interessen om sig – og kanske i højere Grad end nogen anden bidrager til at øge Spændingen over for denne Idealets triste Komedie.

 

 

 

 

G. A. D.

 

 

Published Mar. 20, 2018 12:02 PM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM