Mathilde Schjøtt

Vildanden anmeldt av Mathilde Schjøtt i Nyt Tidsskrift, utgitt i Kristiania, tredje aargang, 1884, s. 616-617 og 621-623.

Bognyt.

H. Ibsen: Vildanden.    B. Bjørnson: Det flager i byen og paa havnen.    A. L. Kielland: Fortuna.    J. Lie: En Malstrøm.

De norske har verdens største digtere og ved det ikke, er det træffende bleven sagt om os.

Var dette udsagn sandt for nogle aar siden, er det endnu mere sandt nu. De store europæiske forfattere, som er bleven nævnt sammen med vore og har naaet dem i rang og ry – Turgenjew, George Eliot, Victor Hugo – er døde eller forstummede, medens vore har vokset sig større og større, og deres røst er bleven alt mere mægtig og vidtrækkende. Alle sammen har de ladet høre fra sig nu; derfor har vi da ogsaa en samling bøger paa julebordet, som neppe noget land skal kunne opvise magen til. De to verdensdigtere, Ibsen og Bjørnson, den uforlignelige fortæller Kielland, ingen af dem mangler – og til alles glæde har publikums gamle yndling, Lie, som længe var sakket agterud, ogsaa denne gang seilet op i lige linje med de andre og forsvarer sin plads med glans.

Kiellands allerede tidlig færdige form har i Fortuna naaet en klassisk afrunding, der gjør, at indhold og form danner et uadskilleligt hele, og læsningen bliver den mest udsøgte nydelse. Kielland viser, at det er sandt, at elegance og lethed ikke kommer af, at kraften mangler, men af at anstrængelsen skjules – han tager arbeidet, giver læseren nydelsen.

Lies tunge, knudrede stil er her næsten endnu mere tung og knudret; læseren maa arbejde sig med forfatteren gjennem hver sætning og faar en intens følelse af den anstrængelse, arbejdet har kostet; men alligevel gjør Lie det underværk ved sit talent, sin sandhed, sin friskhed, sin inderlige indtrængen i det, han skriver om, at man efter læsningen ikke vilde havt et ord anderledes, ikke engang den høist egne maade at referere samtaler paa, eller den mærkelige maade, hvorpaa han slaar to udtryk sammen til et, naar han ikke kan bekvemme sig til at vælge mellem dem. – Man er kommen til at holde af det altsammen, baade Lie selv, dem han fortæller om, og maaden, han fortæller paa.

Ibsen viser sit uopnaaede tekniske mesterskab ved at gjøre, hvad ingen anden kunde falde paa eller gjøre efter. I en handling, der i en andens behandling vilde være det rene tøv, men hos ham faar den mest intense interesse, afspeiler han i et fantastisk fata-morgana menneskelivets, hverdagslivets, menneskesjælens og digtningens forskjellige sider; romantik, realisme, idealitet og usselhed, han bruger altsammen og belyser sine personer med ironiens og satirenes grelle lys, medens han holder sig selv saaledes i dunkelhed, at det maa blive og er bleven gjenstand for debat, hvor man har ham henne.

Bjørnson, mægtigere end nogensinde, gjør sig selv til et med sit arbeide, stiller sit brede bryst frem for, hvem som vil angribe ham, ser med milde øine selv paa dem, som hader hans hele virke, optimistisk, reformatorisk sikker paa at vinde ogsaa dem. Sin mægtige digtergave sætter han i en stor sags tjeneste og indfrier de kraftige ord, han udtalte til Andersen, at han aldrig vilde betænke sig paa at sætte ind paa en sag hele sit vundne navn. Et ofrer han ikke: det er sandheden – gaar sandheden ham imod: frem med den! Fra den bøier han ikke af, lad saa dem spotte, som vil spotte, dem misforstaa, som vil misforstaa.





. . . . . .


Lider idealiteten nederlag i Fortuna er dette endnu mere tilfældet i Vildanden. Man kunde forsaavidt gjerne kalde den idealernes komedie. Hjalmar Ekdahl i Vildanden har mange berøringspunkter med Abraham Løvdahl. De er begge skjæmt ud ved forkvaklede eller falske idealer, de har begge drukket sin ideale studenterrus af samfundspunschens og af filosofiens skaaler; men medens A. Løvdahl tidlig er bleven ribbet for sine idealer «af dem, der lever af at plukke ungdommen for de glinsende fjær», saa er Hjalmar Ekdahls flade idealitet den sikre konsekvens af en, trods sine dybsindige formler, overfladisk filosofi. Hos begge er viljekraften dræbt og fører kun et skinliv i fantasien, men den store forskjel mellem dem er, at den ene ser sin egen usselhed, den anden ikke. Det kommer af, at den første forkvakling, som er bleven Abraham Løvdahl tildel, er hidført ved uretfærdig strenghed, og heraf er en lammende selvkritik ofte følgen, medens Hjalmar Ekdahls forkvakling kommer af, at han er forkjælet fra barndommen af, og intet dræber sikrere selvkritiken. Han har alle et forkjælet, med falske idealer næret, barns feil. Vi kjender ham alle frygtelig godt; der gives neppe nogen familie, uden at den har sin Hjalmar Ekdahl. Han bruger alt og alle til vugge og pude for sin dovenskab og er dog altid den lidende, den, paa hvem alt hviler; han finder altid nogen at skylde paa, saa han bliver angerløs og ansvarsløs; alt hvad der rammer ham, gjør han om til et deklamationsnummer og beskuer og nyder sin egen smerte; selv det, som paa en maade er det bedste hos ham, kjærligheden til faderen og pligtfølelsen mod ham, ogsaa det blir for Hjalmar en flugt fra pligten, han leger med faderen istedetfor at gjøre sin gjerning – og, hvad der maaske er det fineste træk i den fine psychologi, hvormed denne skikkelse er tegnet: han finder altid nogen, der tror paa ham og opvarter ham og dægger for hans svagheder og yderligere forkjæler ham. Ja, det underlige er, han bliver mere og bedre elsket end de, der fortjener kjærlighed. Idealist det er han, men paa ham bliver det en frygtelig sandhed, at idealet er løgn. Ved siden af denne fantastiske, blødagtige, selvtilbedende idealist staar Gregers, den ukærlige søn, den gemytløse, haarde idealist, der dømmer og fordømmer, der afklæder den synd, river op de saar, som kjærlighed, fordragelighed og opofrelse havde dækket og var ifærd med at hele, bruger sandheden som en kølle, hvormed han gaar omkring og slaar andre og, som Molières Misanthrope, fra en idealist og et sandhedsvidne bliver en nar, der gør sig selv umulig og maa trække sig ud af legen, hverken savnet eller begrædt af nogen. Men den rene, skjønne idealitet har vi i den unge pige. Sjelden er der skabt en yndigere skikkelse end Hedvig. Ædel og ren, som hun er, og med sit fine instinkt for at jævne og mildne, er hun ganske naturlig; fine, begavede pigebørn, der vokser op uden at komme udenfor hjemmet bliver ofte saa; enhver af os har kjendt en eller anden, som ligner hende, og som vi ikke kan tænke paa uden næsten med en følelse af andagt. Det synes underligt, at en saadan karakter kunde vokse op mellem den «bastante, suffisante» moder og den løgnagtige fader; men saadant sker. Hun har suget det bedste af begge, stemningen af faderen, bravheden og offervilligheden af moderen. Hun kan bære sorg og savn, men hun kan ikke bære ukjærlighed der, hvor hun har givet sin enfoldige, stærke kjærlighed. Da knuses hun. Ved siden af hende staar moderen. Fra først af er hun et temmeligt tarveligt og simpelt menneske, hvis forhold til det ideale snarere er negativt, men ved pligttroskab, energi og opofrende hengivenhed vinder hun næsten i karakteren den idealitet, som hendes ideale mand kun har i fantasien. Sammen med Relling danner hun ballasten og repræsenterer den sunde fornuft, hun ubevidst, han bevidst. Relling spiller saaledes, som før træffende er bleven sagt om en lignende Ibsensk bifigur, samme rolle i stykket, som koret i den græske tragedie, han udtaler de almene spidsborgerlige, her bittre, sandheder, «giver det rette maal til at bedømme ensidighedens ensidighed.» – Der er ingen af os, uden at vi jo som barn har klædt os ud og levet et indbildt liv i en indbildt verden, paa et mørkeloft eller bag et skjærmbredt i barnekammeret, og en krog i vor erkjendelse optages siden altid af dette mørkeloft; det bliver en fantasiens tilflugt, hvor vi stuver hen det, som vi er mest glad i, men som vi ved at andre vil gjøre nar af. – Ibsen har vakt denne barneleg tillive, lagt mørkeloftet med dets undere lige op til virkelighedens trivialiteter; den ene finder der igjen sin tabte ære, sin skov og sin jagt; den anden finder der mod den haarde pligt et skalkeskjul, der ser ud som den høiere pligt; for den tredje bliver det havsens bund, hvor hun, selv vingeskudt og jaget ud af sin faders kjærlighed, gaar tilbunds som den stakkels vingeskudte vildand. – Thi foruden virkelighedens og fantasiens verden har Ibsens stykke en mørkets verden, hvorfra straffen stiger op og rammer den uskyldige for en brøde, hun ikke har del i, hvorfra synden kommer og henter igjen den, som havde sonet og glemt – og naar vi har læst stykket, ved vi ikke, hvad vi er mest grebne af, dets stærke, næsten krasse realisme, dets fantasifulde romantik, dets skeptiske haabløshed, dets psychologiske dybde i karaktertegningen eller den kunst, hvormed der af alt dette, tilsyneladende uensartede, er skabt et mesterværk. -

. . . . . .

M. S.
Published Mar. 20, 2018 11:38 AM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM