Ove Rode

Oppsetninger av Fruen fra Havet ved Königliches Schauspielhaus, Vildanden ved Königliches Residenz-Theater og Nora ved Lessing-Theater i Berlin anmeldt av Ove Rode i Politiken i København 17. og 18. mars 1889 (Nr. 76 og 77).

Ibsen-Ugen i Berlin.

Fruen fra Havet. Vildanden. Nora.
(17. mars 1889)

I.

Da Ibsen forrige Lørdag sagde Berlin Farvel for at følge en Indbydelse fra Storhertugen af Weimar og derefter vende hjem til sit rolige Liv i München, kunde han se tilbage paa en bevæget Uge, saa rig paa Triumfer, som den sjælden falder i en Mands Lod. Et Berlinerblad, der ingenlunde hører til de Ibsenvenligste, skriver, at Ibsen er bleven hyldet som vel aldrig nogensinde før ham en Forfatter i et fremmed Lands Hovedstad; og der kunde med god Grund være skrevet, at en lignende Hyldest heller aldrig i Berlin er blevet nogen tysk Forfatter til Del.

Og Begejstringen har ingen anden ydre Anledning haft end Ibsens Nærværelse. Der var ikke noget Jubilæum at fejre – ikke engang en 60aarig Fødselsdag. Ibsen kom – og se – straks blev Ugen en Ibsen-Uge og Aften efter Aften fyldte Berlinerteatrene deres Tilskuerpladser paa Ibsens Navn, og med en Jubel uden Ende hilste Berlinerne den fremmede Mand, hvis Skikkelse nu er dem saa godt kendt.

Ibsen havde vel næppe tænkt, da han forrige Mandag Aften forlod München, at han i Berlin skulde blive nødt til at vise sig ca. de 30 Gange paa Brædderne, før Berlinernes Begejstring var stillet tilfreds.

Og det syntes virkelig, som om det ikke nu blot var en ganske lille Kreds – der Ibsengemeinde – som kendte og skattede Digteren. De tre Ibsenopførelser samlede aldeles det samme Publikum, og dog snarest voksede Begejstringen fra Aften til Aften. I Boghandlervinduerne kunde man ogsaa være vis paa altid at møde Ibsens Værker og Ibsens Navn. Under hans Berlinerophold udkom der saaledes netop en lille Bog (Der Frosch af Henrik Ipse paa Tysk af Otto Erich) og overalt saas den udstillet i Vinduerne, med den forklarende Paaskrift i store Bogstaver: Parodie auf Henrik Ibsen. En Berliner fortalte mig ogsaa, at i et Lejebibliotek havde han fundet hele Disken optaget af Ibsenske Skuespil. Side om Side laa der smaa Pakker paa 8 a 10 Eksemplarer af hvert Værk.

Hvad mere Bevis har man Behov. Naar Parodier vokser frem og Lejebibliotekerne forsyner sig en gros – saa er Populariteten konstateret. Det er da næsten overflødigt at nævne Modstandernes Sorg og Bekymring, som f. Eks. Norddeutsche Allgemeine Zeitung´s Frygt for, at Fruen fra Havet vil holde sig længe paa Repertoiret, stadig trække fuldt Hus og stadig gøre Lykke.

Derfor har heller ingen Avis nægtet, at Begejstringen har været enestaaende. Den gamle Karl Frenzel, hvis Noveller ingen læser og hvis Føljetoner i «Nationalzeitung» faa læser og ingen bryder sig om, foretog vel i sin Kritik en Deling af Teaterpublikum´et i Dannede og Ibsenbegejstrede. Men dette Forsøg paa at reservere Dannelsen for Bornertheden var kun til Latter.

Alt ialt kan det derfor med Vished siges, at denne Uge, bedre end de varmeste Forsikringer af Ibsenvenlige Kritikere, har vist hvor dybt og vidt Interessen for Ibsen har bredt sig, og at det sikkert vil være vanskeligt at finde et Sidestykke til den norske Forfatters lykkelige Skæbne i Tyskland.

Fruen fra Havet har dog næppe bidraget meget til at forøge de tyske Beundreres Kreds, og den Bifaldsjubel, der ved den første Opførelse kaldte Ibsen atter og atter frem, skyldtes sandsynligvis mere Digterens Person end dette hans Værk.

Berliner-Opførelsen har forsaavidt bekræftet det Indtryk, man tog med sig fra det kgl. Teater i Kjøbenhavn – et Indtryk, som efter Beretningerne Kristiania-Publikum ogsaa har faaet – at Skuespillet scenisk er af Ibsens svagere.

Opførelsen har vel der som her sin Del i dette Indtryk. Og dog er det den almindelige Mening, at alt ialt kunde bedre Udførelse end den, Königliches Schauspielhaus præsterede, ikke gives i Berlin.

Før Opførelsen var Forfatter og Oversætter som bekendt i stærk Tvivl om, hvilket Teater de burde vælge. Ikke mindre end 5 Teatre stredes om Opførelsesretten – Königliches Schauspielhaus, Berliner-, Residenz-, Deutsches- og Lessing-Teatret – og hver af disse Scener havde sine Fortrin. Først efter den nøjeste Overvejelse derfor faldt Afgørelsen ud til Fordel for Hofteatret.

Königliches Schauspielhaus indtager jo ingen ledende literær Stilling, dets Skuespillere er ingenlunde betydeligere end mange af de private Sceners, og et Ibsensk Skuespil vilde for dem alle (med Undtagelse af Hr. Reicher, før ved Residenz-Teatret) være ganske ny Kost, da Hofteatrets engang fastslaaede Repertoire er Klassikerne og de tyske Lystspil d.v.s. Farcer, som det tyske Adjektiv blödsinnig saa fortræffelig karakteriserer.

Naar Schauspielhaus alligevel blev valgt, var den Grund – som Kjøbenhavnere særlig let vil forstaa – afgørende, at det store Berlinerpublikum omfatter det af den kongelige Kasse støttede kongelige Teater med særlig varm Kærlighed, og at Teatret trods alt anses for det fornemste.

Ibsens Antagelse paa dette Teater var derfor enstydig med en officiel Anerkendelse, og for Sagen var dette af saa stor Vigtighed, at alle andre Betænkeligheder maatte vige.

Desuden kunde man være vis paa, at Anton Anno, der tidligere paa Residensteatret allerførst i Berlin bragte Ibsens senere Skuespil til Opførelse, og som nu er Hofteatrets artistiske Direktør, vilde gøre alt hvad han formaaede, for at berede «Fruen fra Havet» en glimrende Fremtid.

Königliches Schauspielhaus svigtede da heller ikke den Tiltro, man nærede til det. Den Interesse hvormed det gik til Arbeidet, fandt saaledes ogsaa Udtryk i en vidtdreven Ængstlighed for at give Ibsenfjendtlige Blade den mindste Anledning til letkøbte Morsomheder. «Politiken»s Læsere vil allerede kende den paatænkte Forandring af Navnet Bolette til Babette. Af samme Grund vilde Teatret gærne ændre Betegnelsen «ein fremder Mann», der i Berliner-Øren har en komisk Klang fra Retsforhørene, hvor man kan være vis paa, at Tyveknægtene erklærer at have faaet eller købt de mistænkelige Sager, der findes paa dem, netop af «ein fremder Mann». I Brev til Ibsen bad Teatret derfor om Tilladelse til at forandre det, og Ibsen svarede da Oversætteren i følgende Linjer, der ogsaa vil interessere danske Læsere:

«Jeg maa bestemt gøre Indvending imod, at der paa Plakaten sættes: «Ein Semann» eller «Ein fremder Seemann» eller «Ein Steuermann». Han er jo nemlig ingen af Delene. Da Ellida traf ham for 10 Aar tilbage var han Understyrmand. Syv Aar senere lod han sig forhyre som simpel Baadsmand, altsaa som noget betydeligt ringere. Og nu kommer han som Passager paa et Turistskib. Til Skibets Besætning hører han ikke. Han er Turistklædt, ikke rejseklædt. Ingen skal vide hvad han er, ligesaalidt som man skal vide hvem han er, eller hvad han egenlig hedder. Denne Uvished er netop det hovedsagelige i den af mig for Anledningen valgte Metode. Hr. Anno bedes godhedsfuldt have sin Opmærksomhed henvendt herpaa under Indstuderingen, ellers kunde Fremstillingens Grundstemning let forfejles.

Men dersom Udtrykket «Ein fremder Mann» for Berlinerne har en komisk Bismag – kan der saa ikke paa Plakaten sættes «Ein Fremder»? Herimod har jeg intet at indvende. Men skulde heller ikke dette gøre Sagen bedre, saa tror jeg næsten ikke der er andet for end at lade de eventuelle Livligheder have frit Løb. Forhaabenlig anretter de ikke nogen alvorligere eller varigere Skade.»

Nu. I sidste Øjeblik maa Teatrets Betænkeligheder være forsvundne. «Ein fremder Mann» og Bolett stod alligevel paa Plakaten. Ingen tog heller Anstød deraf, og alt var forsaavidt godt.

Efter Opførelsen var der fremdeles almindelig Tilfredshed med Valget af den kongelige Scene. Skuespillerne havde med mer end vanlig Interesse arbejdet med de fremmedartede Roller og Ledelsen bar som ventelig Vidnesbyrd om den største Pietet.

Og alligevel – trods alt blev Indtrykket i Berlin som i Kjøbenhavn og som i Kristiania mindre stærkt end Indtrykket af andre Ibsenske Skuespil, og det var her som der, den fremmede Mand, der bar Skylden. Paa disse tre Hovedscener er det altsaa ikke lykkedes at fremstille den mystiske Skikkelse saaledes, at Virkningen er bleven den tilsigtede – ikke engang i Berlin, hvor Hr. Ludwigs Spil ubetinget var dygtigt.

I Begyndelsen af en 2den Artikel skal jeg forsøge at forklare, hvorfor!

Ove Rode.

 


 

(18. mars 1889)

II.

(Sidste Artikel).

Man vil fra den kjøbenhavnske Opførelse af «Fruen fra Havet» erindre det Øjeblik, da den fremmede Mand pludselig staar bag Buskene i Baggrunden. Der greb én da et Par Sekunder en egen Stemning, det var som om man pludselig fornam noget ud over det dagligdags, noget forunderligt ubekendt. Men i næste Øjeblik, da den fremmede Mand havde sagt sine første Ord og endmere, da han var traadt helt frem paa Scenen, var al Stemning ødelagt. Noget lignende, om end ikke i saa høj Grad, skete i Berlin, hvor man selvfølgelig ikke havde gjort Kjøbenhavn den Dumhed efter, at give Rollen til en Skuespiller uden Avtoritet.

Skulde ikke i dette Faktum Grunden til den fremmede Mands uheldige Skæbne, kunne findes.

At det ialfald er imod Ibsens Mening, at den Fremmede saaledes træder helt og synligt frem, fremgaar af en Udtalelse af ham efter Generalprøven:

Den fremmede Mand skal altid staa i Baggrunden, halvt dækket af Buskene, man skal kun se hans Overkrop, og Maanens Lys skal samle sig om ham. Naar han saaledes staar der i Lys, mens alt andet ligger i Mørke foran ham, vil nok dette, at man ikke rigtig ved, hvordan han ser ud, forene sig med Uvisheden om, hvem han er, hvorfra han kommer og hvorhen han gaar, til et Indtryk baade af noget forunderlig ukendt og dog menneskeligt.

Med denne Udtalelse synes ogsaa den Mening at kunne stemme, at den Fremmede overalt med Urette er spillet altfor nøgternt.

Vi venter at møde noget, der er anderledes og udover, hvad vi plejer at se og høre, og naar saa den Fremmede staar bag Havegærdet, taler han roligt og besindigt som en ret almindelig logisk Debattant, der ikke lader sig afbryde af forstyrrende Tilraab.

Hvorledes skal vi da forstaa, at «denne Mand er som Havet»? Hvorfor skal vi tro, at denne Mand fremfor andre kun kan leve og dø i Frihed? Og hvorledes endelig bliver denne Ubekendtes Magt over Ellida scenisk og dramatisk forstaaelig for os? Vi bliver jo dog ikke i Teatret betagne af hans Øjes Magt, som vi maaske under Læsningen ved Fantasiens Hjælp er blevet det.

Ibsen har lagt forunderlig kolde Ord i den fremmede Mands Mund. Det bliver Skuespillernes Sag at lægge Lidenskab bag dem, og derved rive med. Hidtil har Fremstillerne ved selvbevidst Ro ladet Tilskuerne forblive kolde og mistvivlende.

De øvrige Roller giver ikke saamegen Anledning til afvigende Opfattelser, og Spillet paa Königliches Schauspielhaus var derfor i det Hele saa temmelig overensstemmende med vort kongelige Teaters.

Frl. Clara Meyer, de ungdommelige Rollers ikke helt unge Fremstillerinde, har som Ellida forbavset Berlin – Voss. Zeitungs gamle Kritiker Theodor Fontane, mener endogsaa, at hendes Spil er Sæsonens Begivenhed – ved den Dygtighed og Kraft hvormed hun har arbejdet sig ud af sin tilvante Ingenue-Manér. Hendes Spil i og for sig betragtet staar dog ikke over Fru Eckardt, i første Akt snarere under. Frl. Meyers Ellida, var fra første Øjeblik haard og uvenlig i Tonen. De venlige Ord fik ofte en næsten ironisk Klang, som da hun med Lyngstrands Buket i Haand, siger «kom Børn saa sætter vi mine Blomster hen til de andre». Uden Tvivl urigtigt lød disse Ord som den bitreste Bebrejdelse.

I senere Akter forstod man, at Frl. Meyer først og fremmest vilde vise den Ellida, der er nervøst nedbrudt, baade af egne tyngende Tanker og af Mandens Medicin. Derfor lykkedes Begyndelsen af tredje Akt, hvor Ellida under Indflydelsen af Morfin kommer ind i «urolig Livlighed» bedre for Frl. Meyer end for Fru Eckardt, der syntes virkelig tryg og tilfreds, og som derfor gjorde den pludselige Angst, over at Manden er borte, uforstaaelig.

Frl. Meyer gjorde det paa den anden Side ikke synderlig sandsynligt, at Wangel i tre Aar havde kunnet opsætte det Opgør, som 2den Akt fortæller om.

Hr. Reicher, der tidligere fortræffeligt har fremstillet Ibsenske Figurer (Manders og Rosmer, se Prof. Jul. Hofforys Artikel i «Tilskueren»´s Januarhæfte 88) gav som Wangel en i alle Maader fint gennemarbejdet – men, hvad man særlig ved den gentagne Opførelse lagde Mærke til – noget kedsommelig Figur. Omtrent det Samme kan siges om Arnholm, der af Hr. Kessler spilledes fornuftigt og farveløst.

Bolett stod desværre ikke over den kjøbenhavnske Bolette. Den smukke Fru v. Hochenburger besidder selvfølgelig mere Rutine end den danske Elev, men synes vel saa talentløs.

Man kan let danne sig en Forestilling om den Ufinhed og Taabelighed, der karakteriserede hendes Fremstilling, naar man hører, at Bolettes Svar paa Wangels Opfordring om at bringe Kognac ind i Fru v. Hochenburgers Mund, lød saaledes: Skal der ogsaa være – hm – Kognac. Man tænke sig en Datter tale saaledes til sin Fader i en Fremmeds Nærværelse. Og dette hm gik stadig igen i Fru v. Hochenburgers Spil.

Fru v. Hochenburger foraarsagede ogsaa, at den Scene i 5te Akt, der ender med, at Bolette overgiver sig til Arnholm, af en stor Del af Publikum (her Frenzels dannede) blev optaget som Farce og rigelig belét.

Denne Scenes Skæbne kan forresten paa en iøjnefaldende Maade belære om, hvor meget Spillet kan forandre det Indtryk, Forfatteren har tilsigtet.

I Kristiania var saaledes Scenen Skuespillets pinligste og uhyggeligste, i Kjøbenhavn var den jævnt kedelig, og i Berlin endelig rent komisk. Men sikkert ingen af disse Fremstillinger træffer Forfatterens Mening.

Hos det yngste Par, maa – som i Kjøbenhavn – den interessanteste Fremstilling søges. Dog var det i Berlin Lyngstrand, der længst vil erindres.

Den, der ikke har set Fru Blochs henrivende Hilde, finder sikkert Frl. Conrad fortræffelig. Hendes Spil var baade dygtigt og frit for Manér. Men den, der har hørt Fru Bloch med Hildes dybe Overgangsstemme spørge Overlæreren, «om han ogsaa kan hoppe,» eller har hørt hende lægge Lyngstrand Ordet «spændende» i Munden, han vil i hver Frl. Conrads Replik, savne den Betoning, som synes ham den ene rette. Og den, der har set Fru Blochs Hilde, med Graaden dirrende i hver Ansigtsmuskel storme ud af Døren, i den ægteste barnlige Fortvivlelse skrigende op til Ellida: «Ja rejs Du bare» – han vil i Frl. Conrads Hilde, der stilfærdig gaar hen og skjuler sit grædende Ansigt mod Dørstolpen, ikke finde det samme vidunderlige Ægte.

Hr. Vollmers Lyndstrand derimod var aldeles kostelig, med det ægteste Præg af naiv Ubehjælpsomhed over Skikkelsen.

Netop saaledes gaar og sidder i Virkeligheden Lyngstrand, saaledes tager han sin Hat og siger beskedent Farvel, saaledes fører han forlegen Haanden op til Munden for at undertrykke et lille sagte Hosteanfald og fremfor alt saaledes taler han med en blid og sagte Stemme, mens et Smil af Tilfredshed stadig er om hans Læber, fordi alle Mennesker er saa gode og venlige mod ham.

Hvor falmet syntes ikke overfor denne Fremstilling Hr. Jerndorfs Teateringenu, der som karakteriserende Træk kun havde den velkendte Pillen ved Lommetørklædet.

Blev som før fremhævet saaledes «Fruen ved Havet» tildels paa Grund af Spillet, tildels tiltrods for Spillet ikke en saa storartet Sukces, som Begejstringen i Teatret kunde tyde paa, bragte de to næste Aftener med Opførelsen af Vildanden og Nora ægte og sikre Triumfer baade for Digteren og hans Værker.

Af disse to Skuespil har maaske i Tyskland Vildanden mest bidraget til Digterens Ry. Ikke faa Tyskere vil underskrive den Dom, som Paul Lindau engang udtalte, at det ikke blot er Ibsens bedste, men ogsaa Stykkernes Stykke.

Den Opførelse der særlig for de kvindelige Hovedrollers Vedkommende bliver det til Del er ogsaa i høj Grad skikket til at omvende Vantro. Frk. Zippscher som Hedvig er saa gribende naturlig, saa rørende barnlig i Fortællingen om «Havsens Bund» med dens Mangfoldighed af vidunderlige Ting, at hun sikkert kunde have fortjent de Blomster, som et tysk Blad lod Ibsen overrække hende.

Nora-Aftnen afsluttede de tre Dages Fest, og Oscar Blumenthal, Lessingteatrets Direktør, fik saaledes en gunstig Anledning til at gøre Bod for gamle Synder mod Ibsenske Stykker.

Blumenthal, der for syv Aar siden som Kritiker paa det ubarmhjærtigste havde medtaget Nora, gjorde sig nu som Direktør en Glæde af at overrække «Noras Digter» en pragtfuld Lavrbærkrans.

Hvem véd. – Det kan gaa de Brüsselerkritikere, der i disse Dage har dømt Nora at være et kedeligt og meningsløst Stykke, paa samme Maade.

Paa deres nuværende Standpunkt vil de kunne finde en Glæde i, at Serbiens Hovedstad, Belgrad, hvor Nora opførtes i Januar, ganske deler deres Mening.

Udover Teateraftnerne var der ingen større Fester for Ibsen. Han havde bedt om saa megen Ro som mulig, og kun nogle faa af hans Bekendte samledes derfor med ham en Aften til en lille Fest. Desuden gav Paul Lindau en Frokost for ham Dagen før Afrejsen. Af de Tilstedeværende ved disse to Festligheder nævner jeg Hans v. Bülow, Johannes Brahms, Bismarcks Livlæge Professor Schweninger, den bekendte Retslærde Professor v Gneist, Herrehusets Præsident Herzog v. Ratibor, Professor Hans Gude, den gamle Forfatter Fontane, for at give et Indtryk af hvor forskelligartede de Kredse er, hvor Interessen for den norske Forfatter har bredet sig.

De skandinaviske Lande kan saaledes med god Grund glæde sig over denne Uge, der i Tyskland endnu mere vil bane Vej for nordisk Digtning. Og Nordmændene, der med skinsyg Kærlighed værner om deres Flags Farve, vil let glemme, at Laurbærkransen fra Lessingteatret bar gule og blaa Silkebaand, og at Bladene fortalte, det var de norske Farver. Nu har jo deres rene Flag vajet paa selve den kongelige Scene.

Ibsen har aldrig været af dem, der kommer, ser og vinder. 7 Aar har Berlin stridt imod, for ham betyder da denne Uge saa omtrent den endelige og afgørende Sejr.

Og saaledes er det gaaet til, at han, den ensomme fremmede – er blevet, næst Bismarck, Berlins mest omtalte Mand.

Ove Rode.
Published Mar. 20, 2018 1:13 PM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM