Peder Hansen Nygaard

Vildanden på Odense Theater anmeldt av Peder Hansen Nygaard i Fyns Tidende 16. oktober 1899.

Odense Theater.

Henrik Ibsen: «Vildanden».

Af næsten ethvert Ibsensk Drama har der rejst sig et bestemt Slagord, som Tid efter anden er kommen til at staa som noget særlig betegnende for det paagjældende Stykke. For «Vildanden»s Vedkommende var det Ordet «Livsløgnen» som Erstatning for «Idealet hos Gjennemsnitsmennesker», der fangede Opmærksomheden og bed sig fast.

Bittert og ubarmhjærtigt hudfletter Henrik Ibsen med dette Stykke al Ordgyderiet – «Fraseflommen» som Nordmændene siger – og vel intet Steds tærsker han mere hensynsløst ned paa det hule og uægte i Ord og Optræden. Og efter hans Sædvane lader han Menneskene gaa den «skæbnetunge» Vej med Død og Lidelse i Følge.

Henrik Ibsen er en Mester i den Kunst at bygge et Skuespil, og hans mørke, tunge Digtning har forlængst fundet sine Ildtilbedere. Til dem hører vi ikke; vi foretrækker Ibsen fra de yngre Dage, da Ulykkesprofeten i ham var mindre udviklet. Det forekommer os, at han ogsaa den Gang kunde sige sin Samtid et alvorligt og vægtigt Ord, og Rækkevidden af hans Røst er formentlig ikke bleven større, siden han begyndte at iklæde dem Fortvivlelsens Klædebon.

Men sikkert nok forstaar Ibsen som saa at give Folk «noget at tænke paa». Og det gjør han da ogsaa i «Vildanden». Man mærkede det i Aftes paa den Stilhed, der herskede i Theatret. Folk klappede ikke meget, men de sad stille og «fulgte godt med». Og efter Forestillingen forlod de i Tavshed Theatret.

Men samtidig med, at man jo maa erkjende, at der «er noget i», hvad Ibsen fremfører i «Vildanden», kan man ikke undlade at lægge Mærke til, hvor overspændte og abnorme flere af hans Hovedpersoner er, og at det kun er netop ved Hjælp heraf, at han faar Stillingen gjort saa tilspidset og fortvivlet, som den bliver. Vi tænker her særligt paa Gregers Werle og Hjalmar Ekdal. Thi det ligger jo dog lige paa den flade Haand, at den ene er sygelig overspændt, for ikke at sige halvgal, og den anden er i al sit Praleri og Vrøvl saa indskrænket, at han sandelig ogsaa falder noget udenfor «Gjennemsnitsmenneskernes» store Gruppe. Men i samme Grad, som Ibsen fjærner disse to fra denne Gruppe og gjør dem mere eller mindre forstyrrede i Hovedet, i samme Grad taber deres Ord og Handlinger og dermed deres – og flere andres – Skjæbne i almen Gyldighed.

Naar man Gang efter Gang oplever og erfarer, at det dog knap gaar slet saa galt her i Verden, som Ibsen prædiker, da turde det hænge sammen med, at normale og sundt tænkende Mennesker lykkeligvis forekommer adskilligt oftere, end den norske Grubler synes at mene. De spekulerer og grubler sikkert nok mindre end han, men de tror bedre om hverandre og om Livets gode Magters almindelige Indflydelse. Og derfor anretter de ogsaa til Jævnshold færre Ulykker, end han ynder at tillægge sine Medmennesker.

Udførelsen af «Vildanden» er hos det Helsengreenske Selskab overraskende god, og der er sikkert anvendt megen Flid og Umage paa Stykket. Selv gaar Direktør Helsengreen i Spidsen som Storskryderen og Pjalten Hjalmar Ekdal, og Frk. Mathilde Schmidt spillede Datteren Hedvig paa en Maade, der lover særdeles godt for den unge Dame. Som Doktor Relling ydede Hr. Rolf Knutzen det bedste, vi har set af denne Skuespiller, og endvidere bør fremhæves Fru Wilhelmi som Fru Ekdal, Hr. Emil Helsengreen som gamle Ekdal, Hr. Knud Lumbye som Grosserer Werle og Fru Hedvig Helsengreen som Fru Sørby. Hr. Stigaard var som Gregers Werle noget udenfor sit egenlige Fag, men spillede med god Virkning, navnlig hvor han stod overfor Faderen.

Iscenesættelsen var omhyggelig. Huset udsolgt.

P. H. N.

Published Mar. 20, 2018 1:50 PM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM