Alfred Sinding-Larsen

Bygmester Solness anmeldt av Alfred Sinding-Larsen i Morgenbladet i Kristiania 14. desember 1892 (No. 673, 1892).

Literatur.

Henrik Ibsen: Bygmester Solness.

Skuespil i 3 Akter.

 

Hilde. De er syg Bygmester. Svært syg, tror jeg næsten.
Solness. Sig gal. For det mener De jo.
Hilde. Nei, jeg tror ikke, det skorter Dem videre paa Forstanden.
Solness. Paa hvad da? Ud med det!
Hilde. Jeg gad vide, jeg, om De ikke er født til Verden med en skranten Samvittighed.
  («Bygmester Solness», 2den Akt).

 

«Den norske Sfinx» har atter talt, – er Gaaden lettere at raade dennegang? Det Mystiske er mere dominerende end nogensinde før, hele Stykket er saa at sige ikke Andet end dunkel Symbolik; og dog synes det, som om ialfald Digtets Hovedtanke er mindre vanskelig at faa nogenlunde paa det Rene, om det end tør holdes for givet, at afvigende Opfatninger ogsaa forsaavidt ville gjøre sig gjældende. Om dette Arbeide vil der sikkerlig ikke mindre end om dets Forgjængere fremvoxe en frodig Literatur, udover den hele civiliserede Verden, i Norden saavelsom i alle de otte fremmede Sprog, hvori det ifølge en Annonce paa Omslaget strax vil foreligge, og maaske i endnu flere. Det skal blive interessant at se, hvorledes det første Verk, Ibsen siden «Kongsemnerne» har skrevet herhjemme, vil blive modtaget, og navnlig om der vil blive paavist Spor efter de hjemlige Forholds Indflydelse paa Digteren. I Dagen ligger denne Indflydelse ikke. Navnlig er enhver lokal Kolorit holdt borte. Det synes vistnok, som om det er til denne By, Handlingen er henlagt; men hvor den foregaar, er ellers ganske ligegyldigt, det kan være hvorsomhelst.

Man staar ikke her ligeoverfor nogen sindrigt bygget dramatisk Komposition, med Begivenheder, der under stærk Spænding og med intens Virkning udvikle sig af hinanden. Tvertimod er den udvortes Aktion af saa liten Bevægelighed og saa monoton, at man kunde fristes til at tvivle paa, om Stykket kommer til at tage sig ud paa Scenen. Men Effekt er der vistnok paa sine Punkter, og med Ibsens fine Forstaaelse af, hvad der virker fra Theatret, hvad der skal til for at holde Publikum i Aande, kan det godt komme til at vise sig, at ogsaa dette Stykke dramatiseret Psykologi – eller Sjælepathologi – netop paa Scenen vil gjøre sig bedst gjældende; og sikkert er det, at det i ethvert Fald giver Kunstnerne interessante Opgaver at løse.

Her som i alle Forfatterens Arbeider er den Situation, som møder En, idet Tæppet gaar op, Frugten af en Udvikling, Resultatet af en forudgaaende Historie, paa hvis Enkeltheder man i Løbet af de tre Akter efterhaanden faar Rede.

Bygmester Solness er oprindelig en fattig Bondegut, «gaaet ud fra et fromt Hjem paa Landsbygden». Som ungt Menneske fik han Ansættelse paa Kontoret hos Arkitekt Brovik, og da han her havde faaet nogen Indsigt i Faget, lagde han i Vei paa egen Haand, havde Lykken med sig og tog Luven fra sine Konkurrenter, deriblandt ogsaa fra sin gamle Principal, hvis Forretning gik rent overstyr. Han var ogsaa heldig i Giftermaal, fik til Hustru en rig Arving og blev gjennem hende Eier af hendes Forældres gamle Hus med en stor Have. Saa brændte det gamle Hus. Som Følge af Branden døde vistnok de to smaa Tvillinger, som Aline netop havde bragt til Verden; men Begivenheden var forresten til yderligere Opkomst for ham.

Han stykkede Haven ud i Villatomter, som han bebyggede paa sin egen originale Maade. Hans Huse vandt Bifald og bragte ham yderligere i Skudet. Sin fordums Principal, Brovik, og dennes Søn Ragnar har han taget paa sit Kontor, den Gamle assisterer ham med alleslags Beregninger, Sønnen er en udmærket Tegner. Dennes Kusine og Forlovede, Kaia Fosli, er ogsaa ansat ved Kontoret, som Bogholderske. Med denne Ansættelse hænger det underligt sammen.

Solness fik tilfældigvis se hende for et Par Aar siden, da hun kom op i et Ærinde til Ragnar. Han tænkte ved sig selv, at det kunde være godt for ham at faa hende ogsaa paa Kontoret, da han i saa Fald vilde være sikker paa at beholde Ragnar, og med dette Ønske stod han og saa paa hende. Ubevidst havde han derved udøvet en hypnotisk Paavirkning over Pigebarnet; den følgende Dag indtog hun som efter Aftale sin Plads paa Kontoret, og har siden med ydmyg, tilbedende Kjærlighed hængt ved Bygmesteren, hvem hun er ganske ligegyldig uden som Middel til at holde paa Ragnar.

Han er bange for denne. Ikke bare bange for at miste en dygtig Assistent, men han er saa «rasende ræd for Ungdommen», der kan komme og fortrænge ham. Derfor gjør han, hvad der staar i hans Magt for at holde Ragnar nede i Uselvstændighed. Den gamle dødssyge Brovik gjør ved Stykkets Begyndelse et forgjæves Forsøg paa at faa ham til at lade Ragnar overtage et Arbeide paa egen Haand og vise, hvad han duer til, – han afslaar denne Begjæring med Haardhed.

Denne Ængstelse for, at den Storhed, han har hævet sig til, staar for Fald, naar Ungdommen kommer, er ikke det Eneste, som plager ham. Han prises som en lykkelig Mand, men han er syg paa Sjælen, han tror sig mistænkt for ikke at være vel bevaret, og han er ikke sikker paa, at denne indbildte Mistanke er ugrundet. Han begyndte med at bygge Kirkebygninger og Kirketaarne, men siden Vorherre havde berøvet ham Børnene, byggede han ikke mere for ham, men «Hjem for Mennesker». Men alt det, som han «naaede til at virke, bygge, skabe i Skjønhed, i Tryghed, i lun Hygge – i Storladenhed ogsaa -», det maa han «gaa her og veie op, betale for, ikke med Penge, men med Menneskelykke» og ikke med sin egen Lykke alene, men ogsaa med Andres. Hvad der kuer ham, er især en Følelse af umaadelig Gjæld til Aline for, hvad hun mistede ved den Brand, som berigede ham, og da fremfor Alt de to smaa Børn, som det skulde været hendes Livsgjerning at opdrage, og som han tror, hun endnu sørger saa dybt over. Har han da paasat Branden? Nei, men han havde gaaet og ønsket, at den maatte finde Sted, og efter sin Oplevelse med Kaia tror han, at han hører til de «enkelte, udkaarne, udvalgte Mennesker, som har faaet Naade og Magt og Evne til at ønske Noget, begjære Noget, ville Noget, saa ihærdigt, og saa ubønhørligt, at de maa faa det tilslut.» Det er «Troldet i En» og «Magterne udenfor», «Hjælperne og Tjenerne», «Dævlerne», der have ladet det ske, som han vilde, og nu kjendes det, Godtfolk kalder hans Lykke, «som et stort hudløst Sted her paa Brystet, og saa gaar Hjælperne og Tjenerne og slaar Hudstykker af andre Mennesker for at lukke mit Saar.»

Solness staar fjernt fra Aline som fra sine Omgivelser forøvrigt. Husets Læge, Doktor Herdal, viser han vistnok en vis Grad af Fortrolighed, navnlig angaaende Forholdet til Kaia og Broviks. Men helt letter han først sit betyngede Sind, da en beslægtet Sjæl pludselig slutter sig til ham. Det er Hilde Wangel, den Samme, som Forfatteren lod os lære at kjende i «Fruen fra Havet». Dengang var hun en troldet Unge, som man ikke kunde vide, hvad der boede i. Nu skulde man tro, at hun ikke var et Stedbarn af Ellida, men dennes virkelige Datter. Som Ellida var troldbunden af den Fremmede, er der et lignende Baand mellem Hilde og Solness.

For 10 Aar siden, da Hilde var en liden Pige paa en 12 – 13 Aar, var Bygmesteren oppe i hendes Hjemby, Lysanger, og opførte et nyt Taarn paa den gamle Kirke, og da det var færdigt og med stor Høitidelighed indviedes, stod Solness selv paa det øverste Stillads og hængte Kransen paa Taarnfløien. Han havde aldrig kunnet taale at «stige høit og frit tilveirs», men da gjorde han det Umulige, og i Bevidstheden om at have gjort dette, «jeg som han», var det, han sagde til Vorherre: «Hør nu her, du Mægtige! Herefterdags vil jeg være fri Bygmester, jeg ogsaa.» Men da stod Hilde blandt Mængden nede paa Kirkegaarden, aldeles fra sig selv af Henrykkelse, og «hørte Sang gjennem Luften». Og om Aftenen kom Solness hjem til dem, og hun paastaar, at han da kyssede hende og lovede, at han om ti Aar skulde komme som et Trold og bortføre hende og kjøbe et Kongerige til hende. Saa har hun forladt sin Fader og sit Hjem, og akkurat paa Tiaarsdagen kommer hun til ham og kræver det fantastiske Løfte opfyldt. Han nægter først rent ud, at noget Saadant er foregaaet, men kommer ligeoverfor hendes ihærdige Paastand til det Resultat, at hans underlige, ubevidste hypnotiske Magt ogsaa her maa have virket. «Jeg maa have tænkt paa alt dette her. Jeg maa ha` villet det. Ha` ønsket det. Haft Lyst til det. Og saa . . . Skulde det ikke hænge saa sammen?»

Nok er det, Hilde er kommen og slaar sig ned i Huset med det Samme. Hun indlogeres i et af de tre «Barnekammerserne», som Solness har indrettet i det barnetomme Hus, – tre «Barnekammerser» findes der ogsaa i det nye Hus med et høit Taarn paa, som han nu netop har bygget for sig og Aline, og hvori de snart skulle flytte ind.

Just i samme Nu, som Solness for Doktoren har ytret sin Rædsel for Ungdommen, som bringer «Omslaget», «Gjengjældelsen», har Hilde banket paa Døren, og i hende er jo ogsaa Ungdommen kommet. Men ikke som et Omslag, tvertimod som en Foryngelse for Solness, som ny Styrke for hans «skrantne», «svimle» Samvittighed. For Hilde er han stor, han behøver ikke at frygte Ragnar som selvstændig ved Siden af sig, – desuden vil hun have Kaia væk, og saa faar hun Solness til at give fra sig den Anerkjendelse af Ragnars Dygtighed, som den gamle Brovik har længtet saa svært efter, – og som nu først naar den døende Mand forsent. Men Solness skal nu bygge Luftslotte for sig og Hilde, grundmurede Luftslotte, og for at hun skal «tro paa ham», maa han, den svimle Mand, gjøre «det Umulige» om igjen, stige op til Toppen af Taarnet paa sit nye Hus og hænge Kransen paa. Han rives hen til at love dette, han vil staa deroppe og atter tale i en overlegen Tone med Vorherre: og til almindelig Forfærdelse gaar han, som bliver svimmel, bare han kommer ud paa en Altan i 2den Etage (underligt af en Bygmester forresten), virkelig op til Toppen af det høie Taarn. Hilde er henrykt, hun og ingen af de Andre ser ham trætte med En deroppe, hun og ingen af de Andre «hører Sang i Luften». Saa svinger han med Hatten, og saa falder han ned og knuser Hovedet, og Hilde skriger i vild Inderlighed «Minmin Bygmester!» Denne Slutning maa paa Scenen komme til at virke med overvældende Uhygge.

Egentlig er det af disse to Hovedpersoner, hele Stykket fyldes. Solness staar for os som en eiendommelig Egoismens Repræsentant, som en Personifikation af den mægtige Menneskevilje, der siger sig fri fra Gud, og som ved den Hjælp, der ikke er af Ham, kan naa langt og hæve sig høit, naar den bygger paa sig selv og for sig selv, men aldrig vinder at fri sig fra Samvittighedens Byrde. Hilde – hvis Forkjærlighed for «det Spændende» ogsaa her er fremme, og som i sin Frihed fra alle Baand og i sin dristige Flugt ligner sig selv ved en vild Rovfugl – Hilde repræsenterer den hysteriske Menneskebeundring, der blindt hen driver sine Helte udover alle Rimelighedens Grændse r og tiljubler dem selv i deres Fald.

I Alines Figur har Ibsen satiriseret over saadanne Pligtmennesker, hvis Opfatning af Pligten er tynd og skjæv som deres hele Følelsesliv forresten. Naar hun fremdeles gaar i sort Kjole og sørger over Brandkatastrofen, er det ikke sine Børns Tab, hun ikke kan forvinde, men Tabet af de gamle Portræter paa Væggene, af Silkedragterne og Kniplingerne og Smykkerne og sine «ni deilige Dukker,» som hun fremdeles legte med. «Det er de smaa Tab i Livet, som skjærer En saa ind i Hjertet,» siger hun. Og naar hun i Stykkets Slutning staar og vakler mellem den Pligt at blive tilstede for at faa sin Mand afholdt fra det vanvittige Foretagende at stige op paa Taarnet og den Pligt at gaa ind i Huset og tage mod sine Gjæster, vælger hun at opfylde den konventionelle Pligt som den mest uafviselige.

Alle de øvrige Bifigurer træder mere tilbage; men enhver af dem har sin Eiendommelighed.

Dialogen udmærker sig ved Ibsens sædvanlige Naturlighed, Liv og Fynd. At Digteren med sin Autoritet vil bidrage til at give et slurvet Udtryk som «det høres ud» Borgerret i Sproget, undrer os; ligesaa at han anvender Danismer som «nænsom» og «ja vist saa».

-*-
Publisert 27. mars 2018 23:34 - Sist endret 27. mars 2018 23:35