Anonym anmelder i Aftenposten

Urpremieren på Bygmester Solness ved Lessing-Theater (Berlin) – anmeldelse i Aftenposten i Kristiania 24. januar 1893 (Nr. 43, 34te Aargang).

Førsteopførelsen i Berlin

af

«Bygmester Solness».

(Fra vor Korrespondent).
 

 

Berlin, 20de Januar.

 

 

«Bygmester Solness» opførtes igaar i Lessingtheatret.

 

Et talrigt Publikum havde indfundet sig; i Parkettet saaes de mest bekjendte Recensenter, og i første Rad præsiderede som altid, naar en interessant Première finder Sted, Børsens Fyrster med sine elegante Damer.

Den saakaldte Ibsenmenighed var spredt rundt omkring i Theatret. Oppe paa Balkonen havde Digterens mest fanatiske Beundrere slaaet sig ned, fast bestemte paa at applaudere quand même.

Intet adskilte altsaa denne Aften fra de andre, hvor Ibsens Verker for første Gang gik over Brædderne. Spændt Forventning prægede sig i alle Fysiognomier. Og saa gik Teppet op.

Angaaende «Bygmester Solness» er der talt og skrevet saameget, at man her bare behøver at redegjøre for det Indtryk, Tilskueren modtog af Opførelsen. Alt efter at første Akt var tilende, kunde en upartisk Iagttager se og føle, at Stemningen i Salen var en anden. Enkelte forsøgte krampagtig at holde sig i Ekstase; hva en Ibsen skrev var vel saa dybsindigt, at et almindeligt Menneskebarn ikke evnede at opfatte det saadan i en eneste Stund. Men ganske langsomt sænkede Kjedsomheden sig blytung ned, slog sine Klør i Tilhøreren og slap ham ikke mere. Lidt Afvexling bragte Ibsensværmernes og de tilstedeværende Norskes barnlige Henrykkelse, men en skarp Hvislen blandede sig i Bravoraabene.

Hvor disse lød oprigtig, gjaldt det Hr. Reichers brillante Spil. Hans sonore Organ og interessante Maske fik tidt Publikum til at glemme, hvor usammenhængende meget av det er, som den opstyltede og egoistiske Parvenu foredrager. Fra første Øieblik betoner Reicher det hensynsløse og dæmoniske, der danner et av Grundtrækkene i Bygmesterens Karakter. Man ventede et Slags Faust, der har solgt sin Sjel for at naa høiere end andre dødelige – og ser ham forvandle sig i en Schwächling, som villig bøier sig under en Hildes Luner.

Umaadelig Skuffelse. Interessen svandt tilsidst ganske, og alene Høfligheden mod en stor Digter hindrede Kritiken i at give efter for Lysten til at demonstrere paa det sterkeste. Den almindelige Mening var, at denne Solness staar langt under alle de andre Titelhelte, Ibsen har sendt ud i Verden. En nervøs, irritabel, egoistisk Personlighed, der ikke engang er sig selv tro, men snart røber en overdreven fin Samvittighed, snart brutalt bryder sig Vei over knuste Menneskesjele og brudte Livsskjæbner. At Solness tilsidst styrter ned fra et Træstillads, er en saa ynkelig Slutning paa et Liv, der skulde været helliget Stordaad, at Publikum lo istedenfor at græde. De uendelige Samtaler virker ligefrem irriterende, idet man som ellers hos Ibsen ventede at finde spændende Situationer, Forviklinger, om end ingen Løsning. Hvis ikke Hilde saa tidt brugte Ordet Spænding, vilde dette Begreb igaar i det hele taget ikke være kommet i Betragtning.

Frøken Meier som Aline var udmerket. Den tørre Stemme, den tungvindte Maade, hvorpaa den elegant, men noget gammeldags klædte Dame bevæger sig, alt var karakteristisk. Naar hun optræder, føler man endog en vis Sympathi med den Mand, der er lænket til dette Hverdagsmenneske, hvis Sjel aldrig tog en høiere Flugt. Rigtignok aner man, at han i sin Ungdom tog denne Sjel fangen og med dæmonisk Magt tvang den til Lydighed istedenfor at arbeide for dens Frigjørelse. Kaja Fosli, den svage, hypnotiserede unge Pike, gaves af Frøken Elise Sauer smukt og tiltalende.

Frøken Marie Reisenhofer havde forgjæves prøvet at sætte sig ind i Hildes vanskelige og utaknemlige Rolle. Det er jo ikke enhver givet paa Kommando «at se tindrende glad» ud, men Frk. Reisenhofers fra første Stund af saa urolige Gestikulationer og krampagtige Smil svarede vistnok aldeles ikke til Digterens Intentioner. Denne Hilde var en Blanding af en gammelklog Backfisch, en impertinent Grisette og en Kvinde, der drages og lokkes af ubestemte Længsler. Tilsidst faar Visionen ganske Magt over hende, og tryllebunden glemmer hun hvert Hensyn for at faa sin Vilje frem. I de sidste Scener, hvor Hilde ikke har det mindste mere af Prinsessen, skjønt hun endnu taler om sit Kongerige og sit Luftslot, spillede Frk. Reisenhofer bedst. Her var hun simpelthen den nervøse Kvinde fin de siècle, der med Vold og Magt vil opleve noget spændende og ikke et Minut tænker, at Legen kunde tage en anden Ende, end den hun drømmer om.

En Drøm er jo i Grunden det hele. Den Solness, hun elsker, existerer ikke i Virkeligheden. Solness selv vakler frem og tilbage mellem Ønske og Daad. Han maa gaa tilgrunde, thi han vover Livet, ikke følgende en indre Trang, som da han oppe paa Kirketaarnet talte med den mægtige, men for at Hilde skal bevare sine Illusioner.

Begge erklærer, at der bor Trold i dem; men de Maal, disse to følger, er saa lidet storslagne, at Tilhøreren er og bliver kold. Man tænke blot paa Faust, der efter at have gjennemgaaet alt, hvad et Menneske kan opleve, erklærer det for den eneste Tilfredsstillelse at have kunnet faa arbeide for sine Medmenneskers Lykke.

Et merkeligt Træf, at just paa en Tid, hvor de humane Ideer begynder at blive Menneskehedens Fællesgods, den krasseste Egoisme personificeres af Tidens største Digter. Eller skulde det hele være symbolsk, og Ibsen ville sige, at den, der alene lever for at tilfredsstille egen Ærgjerrighed, egen Forfængelighed, egne Lidenskaber og Lyster, maa styrte ned fra Høiden – om ogsaa han selv var den, som reiste Taarnet, og det var nogle hundrede Alen, ikke hundrede Mil til Toppen!

Som det er, hvis man vil holde sig til Virkeligheden og ikke fortabe sig i Søgen efter Symboler, efterlader Ibsens sidste Verk et pinligt Indtryk. Ikke en eneste Tanke, der kan løfte og lutre, ikke en befriende Latter, ikke en Situation, der er tagen ud af Nutidens saa rigt pulserende Liv. Som lutter «Schemen» bevæger disse Væsener sig for det indre Øie, efter at Teppet er faldt, og selv en Reichers Kunst formaar i Længden ikke at fastholde Illusionen.

Iscenesættelsen var som altid i Lessingtheatret udmerket smuk. Efter sidste Scene fremkaldtes Skuespillerne utallige Gange, og atter gjenlød Huset af Bravoraab og Hyssen.

Om «Bygmester Solness» vil opleve saa mange Opførelser som «Hedda Gabler», der vel gik et Snes Gange over Brædderne, er tvivlsomt.

I ethvert Tilfælde har Direktør Blumenthal bragt Ibsen sin Hyldest ved ogsaa at indstudere et Verk, som han paa Forhaand vidste ikke kunde blive noget Repertoirestykke.

*
*                                                           *


Vi henviser til de under Kunst og Literatur meddelte Uddrag af Berlinerbladene.

Publisert 27. mars 2018 23:31 - Sist endret 23. aug. 2018 13:48