Bredo Morgenstierne

Bygmester Solness anmeldt av Bredo Morgenstierne (under signaturen – V. –) i Aftenposten i Kristiania 5. og 6. januar 1893.

Ibsens: Bygmester Solness.

(Betragtninger af – V. – ) note).
(5. januar 1893)
«– – i vetande som dikt
är alting klart: klart strålar
Febi sol,
klar var hans källa, dens
Kastaliska.
Hvad du ej klart kan säga,
vet du ej;
med tanken ordet föds på
mannens läppar:
det dunkelt sagda är det
dunkelt tänkta.»
   (Tegnér.)

Har end Ibsens Dramaer altid havt det ved sig, at de har fremkaldt Meningsudvexling, ofte skarp Strid, tror vi dog neppe noget af hans tidligere Arbeider i samme Grad som dette sidste har fremkaldt Uenighed om selve Forstaaelsen, om hvad Digteren har ment og hvad han har villet sige os dermed. Enkelte har ment, at Dramaet først og fremst er en Selvbekjendelse, et Opgjør, et Tilbageblik, Digteren kaster over sin literære Produktion; andre har – ikke blot for Spøg – paastaaet, at det er den gamle Digter-Politiker, Bjørnson, som Ibsen ved Bygmester Solness særlig har havt for Øie, og at det i Forbindelse dermed er visse politiske Foreteelser, hvortil han ved de optrædende Personer og Dramaets Handling sigter. Videre har det været sagt, at Dramaet indeholder Geniets Tragedie, Historien om dets Kampe, dets Ofre, dets Seier gjennem personligt Nederlag. Eller, som andre har ment, Solness er intet andet end hvad han udgives for at være: den ikke længer unge Mand, hvis Daadskraft lammes af senile Tvivl og Selvplagerier, men som endnu ikke vil resignere. Videre har man gjort gjeldende, at Dramaet fortæller os om Overgangstidens Mennesker, med Blikket mod Fremtidens Land, men magtstjaalne af de Fortidens afdøde Meninger, som endnu lever et Gjengangerliv i dem. Og endelig har man i dette Verk seet et Angreb paa Ægteskabet som Institution og en Lovprisning af de frie Forbindelser som Fremtidsløsenet.

Det lader sig ikke negte, at alle disse Opfatninger og Fortolkninger paa samme Tid bærer Vidnesbyrd om Verkets Iderigdom og om en Grundmangel ved det.

Naar man paa den Opsigt, Dramaet har vakt, og den indgaaende Drøftelse, det har givet Anledning til, har anvendt Historien om Keiserens nye Klæder og paastaaet, at Dramaet, fremkommet under et ukjendt Forfatternavn, vilde være blevet lagt til Side som værdiløst og uden Interesse, kan vi paa meget langt nær være enige heri. Ganske vist vilde Verket uden Ibsens Navn – i Modsætning til mange af hans tidligere Verker – være gaaet den store Almenhed temmelig sporløst forbi. Men det literært interesserede, som havde givet sig Tid til at studere det, vilde ogsaa da have fornummet en mægtig Aands Vingeslag deri og følt et Incitament til en ny Prøvelse af de Livsspørgsmaal, som berøres deraf.

Det er Ideernes Rigdom, Dybden i Digterens Blik paa Samfundslivet og Menneskenes Sjeleliv, som overhovedet forklarer, at ved Fordybelsen deri enhver kan finde sit, kan finde Materialierne til en Tankebygning, der for hver enkelt Betragter tager sig noget forskjellig ud. Ved alle de ovenfor antydede Fortolkninger vil man vistnok finde, at de under Sammenligning med Dramaet selv tager sig noget spinkle ud. Men paa den anden Side gjelder det ialfald om de allerfleste af dem, at de neppe kan forkastes som helt urigtige, at den enkelte Tanketraad virkelig gjenfindes i Dramaets Fletning af Tanker og Skjæbner.

Eller for at bruge et andet Billede, der tillige belyser, hvad vi regner som en Grundmangel ved Dramaet. Tænker man sig, at en 5 – 6 Mønstertegninger blev aftrykte, den ene ovenpaa den anden, vilde det vel nok være muligt med Flid og Møie i det brogede Totalbillede at skjelne det enkelte Mønsters Linjer, og for de enkelte Betragtere vilde vel snart det ene, snart det andet Mønster gjøre sig sterkest gjeldende. Men det vilde ikke kunne undgaaes, at Billedet i sin Helhed kom til at blive temmelig dunkelt og forvirret.

Der har raadet en stigende Dunkelhed og Gaadefuldhed over Ibsens senere Dramaer . Men han synes os dog aldrig at have sat Skarpsindigheden paa en saa streng Prøve som denne Gang. At en Række intelligente og med Ibsens hele Produktion fuldt fortrolige Kritikere kommer til saa forskjellige Resultater med Hensyn til Dramaets ledende Tanker danner det bedste Bevis derfor. Og at det er en ganske væsentlig Mangel ved et Digterverk, at dets dybeste Tanker og inderste Mening ikke blot er utilgjængelig for den større Almenhed, men endog tvivlsom og yderst problematisk for den snævreste Kreds af dem, der fremfor andre skulde have Forudsætningerne for at lodde Digterens Tankedyb, synes man lettelig at maatte kunne blive enig om.

Men Dunkelheden staar desuden denne Gang i Forbindelse med en anden Egenskab ved Dramaet, der berører dets kunstneriske Værd. Hvor meget Digteren end kan have tilsigtet at lægge en dybere Mening ind under Personer og Repliker, maa dog det første Krav til et Drama, som har Nutidsmennesker og Nutidens Samfundsliv til Gjenstand, være, at vi i Skildringen gjenkjender Livet, og at Dramaets Verden er en Virkelighedens Verden om end potenseret og i høiere Belysning. Det har ogsaa været «det vidunderlige» ved Ibsens bedste Samfundsdramaer, at der har været en inderlig Sammenstøbning af den skildrede ydre Virkelighed og den «Aandsvirkelighed», som fyldte den. Just denne Dobbelttydighed, hvor den ligefremme og den dulgte Tydning har været lige betydningsfulde, just denne rene Klang, som den medtonende Understreng har givet, har dannet noget af den største kunstneriske Charme ved flere af disse Dramaer. Alt har været naturligt, havt Virkelighedens Illusion, kun med Udsigt til en dybere Tankeverden, hvoraf den virkelige var som en Reflex.

I denne Henseende forekommer det os, at «Bygmester Solness» betegner et Tilbageskridt. De Personer, vi gjør Bekjendtskab med, har enten liden Interesse, eller gjør et underlig uvirkeligt, luftigt Indtryk. Saa lidet individualiserede Personligheder som Herdal, Brovik, Fader og Søn, og Kaja Fosli er der vel neppe Exempler paa i Ibsens tidligere Digtning. Af Fru Solness` Personlighed danner man sig vistnok en noget bestemtere Kontur; men der er dog baade i hendes Karakter og hendes Forhold til Manden dunkle Punkter, som vil komme til at volde den Kunstnerinde, der skal give Rollen Liv paa Scenen, adskillige Vanskeligheder. Men særlig gjelder det Solness og Hilde, at de synes at tilhøre en anden Verden end den, hvori vi færdes. Deres Tanker, Følelser, Handlemaade tilhører allerede de luftige Riger, hvortil Solness vilde henlægge sin Bygmestervirksomhed. Scenen har jo sin egen eiendommelige Illusion; og Personer, som man ser staa og gaa og tale som Mennesker, kan man ogsaa faa sig selv til at anse for Mennesker. Stykket vil derfor ganske vist i denne Henseende vinde ved at opføres. Men uden et saadant ydre Tilknytningspunkt til Kjød og Blod har vi vanskeligt for at tro paa disse Personer eller forstaa dem.

Den hele Handling indeholder ogsaa en eneste Række Usandsynligheder lige fra Bygmesterens hypnotiserende Magt og Ragnar Broviks fuldstændige Afhængighed af ham, til Hildes eventyrlige Reise, Fru Solness` Dukkeleg, de 3 Barnekammerser og Taarnbekransningen. Var nu endda det usandsynlige, det eventyrlige rigtig «spændende»! Men neppe nogen vil paastaa dette om Dramaets Handling, hvis man overhovedet kan tale om en saadan. Første Akt holder til en vis Grad Interessen fangen, særlig ved det pikante i Hildes uventede Optræden og ved den Forventning, der vækkes til de antydede indre og ydre Konflikters Udvikling. Men saalænge vi – som her – holder os til Dramaets ydre Maskineri, lader det sig ikke negte, at denne Interesse slappes gjennem de to paafølgende Akter, idet de oprindelige dramatiske Motiver i disse omdannes og fortyndes paa en saadan Maade, at de tilsidst kun staar tilbage som Symbolernes Symbol, som et skrøbeligt Stillads om det Ideernes svimlende Taarn, Bygmesteren har reist.

Det maa jo erindres, at Spørgsmaalet – vi holder os fremdeles til, hvad vi kunde kalde Dramaets Virkelighedshandling – i 1ste og det meste af 2den Akt dreier sig om Solness` Stilling som Bygmester, hans Frygt for som saadan at maatte vige for yngre Kræfter, hans sygelige Selvpinsler og Nag over, hvad han har maattet ofre af egen og andres Lykke for at opnaa sin dominerende Stilling som saadan, sit Syn paa, hvad han har bygget og kunde ønske at bygge. Naar nu Ungdommen banker paa hos ham, ikke for at afsætte ham, men for at gaa i Forbund med ham, saa har den dramatiske Spænding saa at sige været rettet hen imod en Kamp paa hin Valplads; det er der, vi tænker os det nye befrugtende, belivende, helbredende Element virksomt, en Bygmester uden Frygt og Dadel, med sund Samvittighed og Daadskraft, med sin egen velerhvervede Plads og med Plads for alle andre. Kan det saa undre, at Interessen har lidt vanskeligt for at holde sig oppe, naar den Stordaad, Hilde inspirerer sin Bygmester til, skrumper ind til denne lidt løierlige Taarnbestigning?

Ganske vist, det er kun den ydre Skal, som saaledes efterhaanden falder sammen. Der er imidlertid foregaaet en indre Udvikling, der har udfoldet sig en Kjerne af et langt betydningsfuldere Spørgsmaal, som nu, om end holdt forsigtig i Baggrunden, dog efterhaanden i høiere Grad end det ydre Apparat lægger Beslag paa den opmerksomme Læsers Interesse. Forholdet mellem den noget ældre Mand og Ungdommen er omsat til Forholdet mellem Mand og Kvinde. Spørgsmaalet om den syge eller sunde Samvittighed gjelder ikke længer ydre Anseelse og materielle Vilkaar, men først og fremst den erotiske Kjærligheds Rod, og det, der skal bygges, er ikke længer det være sig Kirker eller Menneskehjem af Træ og Sten, men Luftslotte, Menneskelykke, Ideernes Fremtidsriger.

Det ligger i, hvad vi ovenfor har fremholdt, at vi finder den Virkelighedsgrundmur, hvorpaa dette Ideernes Luftslot hviler, noget for skrøbeligt. Ibsen er Kunstner, ikke blot Tænker. Forbigaar man hans Drama som Kunstverk betragtet og holder sig alene til den deri nedlagte Tankeudvikling, gjør man ham derfor i Virkeligheden større Uret end ved at øve Kritik ogsaa fra en kunstnerisk Standpunkt.

Men er Grundmuren end vigtig nok, saa bliver dog altid Slottet selv det vigtigste.

Lad os kaste et flygtigt Blik derind.


 

(6. januar 1893)

 

(Slutning).

Som rimeligt i et Drama om en Bygmester lægges der i det symbolske Apparat megen Vegt paa, hvad Bygmesteren har bygget eller tænker at bygge. Han begyndte med «ærligt og varmt og inderligt Sind» at bygge Kirker. Men saa mener han at have havt et Opgjør med den «mægtige» deroppe, og fra den Tid har han villet være «fri Bygmester» paa sit eget Omraade og har bygget «Hjem for Mennesker», «hyggelige, lune, lyse Hjem, hvor Far og Mor og hele Barneflokken kunde leve i tryg og glad Fornemmelse af, at det er en svært lykkelig Ting, det, at være til i Verden. Og mest det, at høre hverandre til – saa`n i stort og i smaat». Og helst har han villet bygge disse Hjem med Taarn paa, «noget, som peger ligesom frit tilveirs». Solness er imidlertid tilsidst kommen til det triste Resultat, at «Menneskene ikke har Brug for disse her Hjemmene sine», men at det eneste, som der kan rummes Menneskelykke i, er Luftslotte med Eventyrprinsesser.

Hvormeget det end kan antages, at Ibsen ved alle disse Bygninger ogsaa eller muligens fortrinsvis kan have sigtet til den mest centrale Samfundsinstitution: Ægteskabet, skulde det dog undre os, om ikke Symboliken sigter videre og omfatter den hele Samfundsbygning og raadende Samfundsmoral.

Det gamle Kirke-Samfund er forlængst opgivet. Saa har det været forsøgt, om ikke Menneskene efterat have gjort op med den «mægtige» der oppe skulde kunne gjenfinde det tabte Paradis her paa Jorden inden det bestaaende Samfunds Skranker, naar blot Sandhed og Alvor kom ind i alle Forhold, Menneskene fik sit Livssyn adlet, og en ideal Stræben pegte opad som Taarne og Spir paa deres Hjem. Men det nytter ikke. Menneskene bliver paa det nuværende Samfunds sumpede Grund smaa og forkrøblede; deres Hjem vedbliver at være Husmandsstuer, hvor det ikke nytter at præsentere den ideale Fordring. Der maa en ny Indsats til i Kulturlivet:

«Jeg gaar ikke med paa at flytte Brikker, Slaa Spillet overende, da har De mig sikker.»

Og nu slaar Bygmesteren Spillet overende; «det varsler mod Foryngelsens Stund»; i Pagt med Ungdommen, som han baade har frygtet og stundet efter, stiger han høit op over dem, som bygger Kirker og Hjem, og bygger selv et Fremtidssamfund af Mennesker, som staar «frit til alle Sider» med en ny, frigjort Moral, en sund, robust Samvittighed, «dømmende efter egen Fordrings Lov».

At vi her staar ved det centrale i Dramaets Ideverden, bestyrkes ved den Sammenligning, der anstilles mellem Vikingetidens robuste og Nutidsmenneskets skrantende Samvittighed.

Der synes imidlertid her at være en Tvetydighed eller Uklarhed tilstede ikke blot i Tankens Iklædning, men i Tanken selv. Det rammer ikke Tingens Kjerne at tale om Vikingetidens Samvittighed som forskjellig fra vor Tids. Samvittigheden er den moralske Bevidstheds Reflex. Det er ikke Samvittigheden, men den moralske Bevidsthed, som har forandret sig, idet den kristne Moral har gjennemsyret den civiliserede Verdens Kulturliv. Og den moralske Bevidsthed har herigjennem ikke alene undergaaet en Forandring med Hensyn til Grænsen mellem den gode og den onde Handling; men den er endnu meget mere uddybet, inderliggjort, aandeliggjort, saaledes at Grænseskjellene nu sættes i Menneskets eget Indre, i dets Tanke- og Viljeliv. Ingen har klarere illustreret denne den moralske Følelses Forædling og Inderliggjørelse end Ibsen selv i en Række Karakterskildringer. Og at nogen skulde miskjende det heri liggende uhyre Kulturfremskridt eller for Alvor foretrækkeVikingetidens Rov- og Mord- og Voldtægtsmoral for vor Tids, er ganske utænkeligt. Selv den værste Pessimist, der betragter Kulturfremskridtet overhovedet som Menneskeslegtens store Martyrium, vilde vel neppe ønske den befriet derfor.

Naar nu Ibsen alligevel kan lade Ungdommen raabe paa svundne Tiders robuste Samvittighed, saa er det, fordi han stiller den i Modsætning ikke til den om end forfinede, inderliggjorte, saa dog sunde og livskraftige moralske Bevidsthed, som Kristendommen har sat ind i Verden, men til en skranten Samvittighed, der nervøst piner sig med Selvdissekering, ser Skyld der, hvor der kun er et skyldfrit Aarsagsforhold, og fremfor alt, hvor Skylden virkelig findes, aldrig er istand til at komme ud over den, fordi den ikke kjender Begreberne Bod og Tilgivelse og derhos – i Mangel deraf – heller ikke besidder den sunde Organismes selv-lægende Evne. Ligeoverfor denne Slags skrantne Samvittighed, der i det Ibsenske Persongaleri mest typisk er repræsenteret ved Rosmer og Solness, og som kan udvikle sig lige til Sindssygdom, er det ganske vist berettiget at kræve en Reaktion og raabe paa en mere robust Samvittighed. Hvis det imidlertid menes, at en saadan nervøs, selvplagende Samvittighed skulde være særlig karakteristisk for vor Tids Mennesker, er vi tilbøielige til at tro, at man tager feil. Det er et pathologisk Fænomen, som nok muligens kan være sterkest fremtrædende til enkelte Tider og hos enkelte Nationer (f. Ex. i vore Dage hos Russerne), og som vel ogsaa undertiden kan fremtræde som et Produkt af Overkultur, men som dog idethele maa opfattes som noget individuelt, der kan fremkomme til alle Tider og paa alle Kulturstandpunkter.

Kan man end saaledes ikke ligefrem tage Hildes Lovprisning af Vikinge- og Rovfuglemoralen som et Udtryk for Digterens egen Opfatning, saa er det dog paa den anden Side klart nok, at Hilde i Dramaet er stillet i en saadan Belysning, at hun maa opfattes som repræsenterende en sundere, naturligere, friere og værdifuldere Moral end den raadende Pligtmoral, saaledes som den navnlig finder sit Udtryk i den sukkende og begrædelige Fru Solness. Det er imidlertid – selv bortset fra den specielle Anvendelse, som Hildes Fremtidsmoral faar i det foreliggende Drama, og hvortil vi nedenfor kommer tilbage – ikke let at overbevise sig om den Hildeske Morals Overlegenhed selv over en noksaa tarvelig Gjennemsnitsmoral paa det gamles Grund. Hun har, hvad man kalder et godt Hjertelag; hun synes, det er stygt og grusomt af Solness at negte Ragnar en god Attest, selv om det maatte ske med lidt Løgn, og da hun er bleven fortrolig med Fru Solness, kvier hun sig for at gjøre hende, som hun nu kjender, Uret. Men det hele hviler paa Stemningens gyngende Grund. Hun hader Ragnar, fordi hun mener, at han paa en eller anden Maade kan blive farlig for Solness; hun bebreider denne, at han er dum nok til at lære andre at bygge, istedenfor at være ene derom; hun synes ikke, det er saa farligt at gjøre Uret mod en, hun aldrig har set; ja hun finder det egentlig «tosset», at man ikke «tør gribe efter sin egen Lykke, efter sit eget Liv, bare fordi der staar nogen iveien, som en kjender». Overhovedet staar hun væsentlig paa samme Standpunkt som Solness selv, der alene anerkjender Naturmagterne indeni en som de drivende Kræfter, stadig falder tilbage paa, at han nu engang er, som han er, og ikke kan skabe sig om, «ikke kan leve Livet glædesløst» o. s. v. altsaa overhovedet ikke kjender noget til et kategorisk Imperativ, som man skulde opdrage sig selv til at gjøre til sin egen Naturs Lov med Overvindelse af alle «Trolde og Dævler» indeni en.

Der er ganske vist meget smukt og tiltalende ved Hildes Personlighed; men at hun skulde være den «gryende Dag» for Menneskenes moralske Bevidsthed og Samfundsliv, deri er det vor Overbevisning, at Historien aldrig vil give Bygmester Solness Ret.

Medens i «Rosmersholm» Rosmers og Rebekkas Samvittighed var af en saa overordentlig sensibel Beskaffenhed, at de trods alt hvad der gjennem Aar var lidt og sonet og forædlet, dog ikke trøstede sig til at søge Lykken ved hinandens Side som Mand og Hustru, har Solness og Hilde stivet hinanden op til en saa robust Samvittighed, at de med modent Overlæg bliver enige om at etablere en menage à trois, hvad Bygmesteren endog for Sikkerheds Skyld paa Forhaand proklamerer for den «stormægtige Herre» deroppe. At dette virkelig er det Slutningsresultat, hvortil den dramatiske Udvikling i Stykket fører, er vistnok udtalt paa en noget overdækket Maade. Men at det virkelig forholder sig saa, synes der ikke at kunne være den ringeste Tvivl om, naar man sammenholder Hildes Replik, Side 178:

«Aa, Bygmester, De ved vist godt, hvorledes det vilde gaa. Og derfor saa reiser jeg»

med Replikvexlingen Side 161-62, 181-87 og 207-11.

Det lader sig naturligvis ikke med Bestemthed paastaa, at Ibsen som sin personlige Mening hermed har villet sige os, at en saadan Overgang fra Ægteskab til frie Kjærlighedsforbindelser er det store Fremskridt, som den «gryende Dag» bebuder. Ibsen har ved en tidligere Leilighed udtrykkeligen reserveret sig mod, at man gjør de digtede Personers Udtalelser til Udtryk for hans egne Meninger. Vi respekterer fuldt ud dette hans Inkognito og har overhovedet kun at gjøre med de Ideer, som er nedlagt i Dramaet selv, og den Fordeling af Lys og Skygge over de optrædende Personer og deres Ord og Handlinger, som dette giver. Det er ikke, hvad Ibsen, men hvad Dramaet siger os, der spørges om. Og det lader sig da vanskelig negte, at skal der være nogen Karakterudvikling, nogen Ideernes Stigning i Dramaet, skal ikke Dr. Herdal og Fru Solness blive Stykkets gode Magter, skal ikke Bygmesteren, da han «som helt til Toppen» ved Dramaets Slutning, i Virkeligheden staa lavere, end da vi først gjorde hans Bekjendtskab, og skal det ikke være en eneste stor Skuffelse, at Hilde er bleven hans Fylgje, hans Prinsesse, som inspirerer ham til at naa det høieste, han med sine Forudsætninger overhovedet kan naa – ja saa bliver Dramaets «vise Lære», som en dansk Kritiker har kaldt det, den, at naar Bygmesteren «gaar ned paa Jorden og gjør, som han har sagt», slaar Armene om sin Prinsesse og kysser hende mange Gange og bygger det deiligste Luftslot med hende, saa gjør han og hun Ret deri, saa har de overvundet sygelige Fordomme og har naaet til et høiere moralsk Standpunkt end det, Nutidssamfundet hviler paa.

Det staar da til hver enkelt at afgjøre, om han finder denne Lære – Læren om at slippe Troldet i os løs istedenfor at holde det under Tugt – vis eller ikke.

Digteren lader sin Bygmester styrte til Jorden og knuses efter at have «trættet» med den almægtige.

Dette bliver ens sidste – kanske varigste Indtryk af «Bygmester Solness».


 

Note: Trods det meget, der har været skrevet om Ibsens nye Drama, har det dog ligget nærværende, mangeaarige Anmelder af Ibsens Dramaer – forhindret som han har været fra tidligere at anmelde Verket – paa Hjerte at udtale sin Mening, saa meget mere som denne i flere Henseender afviger fra tidligere Anmeldelser.

 

Publisert 27. mars 2018 23:16 - Sist endret 23. aug. 2018 13:51