Anonym anmelder i Dannebrog

Bygmester Solness anmeldt i Dannebrog i København 15. desember 1892.

Henrik Ibsens nye Skuespil.



Bygmester Solness. Skuespil i 3 Akter. (Gyldendalske Boghandels Forlag.)

 


Da Henrik Ibsen for en 5-6 Aar tilbage udtalte, at han havde fundet eller opdaget Havet, blev disse Ord af mange forstaaede saaledes, at Digteren havde faaet et friere og lysere Syn paa Tilværelsen. «Terje Vigen»s Digter kjendte jo nok Havet, men Norges Kyst er bræmmet af Skjær og Klipper, der lukker for Udsigten og stænger for Tanken. Ogsaa Bjørnson havde higet ud over de høje Fjælde, inden han vandt sig fri Horizont. «Fruen fra Havet» varslede om, at Henrik Ibsen virkelig havde staaet Ansigt til Ansigt med den aabne, vidstrakte Strand. Der laa vel endnu uklare Taager og truende Skybanker ude i Synskredsen, men Synet var vidt og Luften velgjørende frisk efter den meget indeklemte Stueluft i «Gjengangere» og «Rosmersholm». Alle Efterretninger om Digterens private Liv stemmede overens ogsaa med Indtrykket fra «Fruen fra Havet». Den menneskesky og ordknappe Doktor var bleven en omgængelig og veltalende Mand, der hverken forsømte nogen Première i et Theater eller – endnu vidunderligere – veg tilbage for en Skaaltale i et Selskabslag. Ogsaa Bosættelsen i Fædrelandet efter den lange, frivillige Landflygtighed opfattedes som Forsoning og Udsoning. Derfor blev «Hedda Gabler» saa stor en Skuffelse, og derfor vil «Bygmester Solness» endnu stærkere virke som et Modsigelsens Tegn.

Det er maaske lettere at sige, hvad der ikke findes i Ibsens nye Skuespil, end hvad der findes. Den gjennemsigtige Klarhed, som det salte Vand har tilfælles med de store Digterværker, findes saaledes ikke. Henrik Ibsen har atter givet os et mystisk eller symbolsk Skuespil, der kan diskuteres og kommenteres i det uendelige. Skjønt Personerne, efter Digterens Sædvane, kun er faa, er Handlingens Traad saa speget, at man kunde udsætte en Præmie for den, der i et kort Referat evnede at gjøre Rede for alle de store Livsspørgsmaal, der efterhaanden dukker op og slynger sig ind i hinanden. Tilsyneladende er hver Enkelthed i Stykkets Struktur lige saa klar og udmejslet som den skarpt skaarne Replik, men naar man tilsidst vil samle sig til et Overblik over Bygmester Solness` Arkitektur, løber Stilarten i ét for én. Man kan ikke finde den ledende Grundtanke og bliver svimmel, hvad enten man med Digteren ser op i hans mystiske Højder eller ned i hans symbolske Dybder. De Læsere, der derfor foretrækker rene Linjer i et Digterværk fremfor vredne Slyngninger, vil absolut beklage Udsigterne for vort Aandsliv, saafremt Ibsen skulde have Ret i, at det bl. a. er ham, der flytter Grænsepælene længere frem i Nordens Literatur.

Der findes endvidere ikke i Ibsens nye Skuespil noget Tegn paa, at Hjemkomsten til Fædrelandet har sat Spor i hans Digtning. «Bygmester Solness» er ligesom «Hedda Gabler» saa lidet særlig norsk eller nordisk som vel muligt. Saa langt som Bajerns Højslette er fra vort aabne Hav, saa langt er man i disse Skuespil fra, hvad der netop rører sig i vore Sind. Og skjønt «Bygmester Solness» formentlig paa Scenen vil være af stor og gribende Virkning – Handlingen har stærke, stigende Effekter, og Dialogen er en Række rammende, til «vingede Ord» tilspidsede Repliker – griber man sig selv i Tvivl om, hvorvidt Personerne i Stykket nu ogsaa er levende Mennesker og ikke symbolske Abstraktioner. Henrik Ibsen taler nu til den hele civiliserede Verden. Rundt om i alle Lande er man allerede i Færd med at granske hans sidste Orakelsprog. Har Digteren følt Farerne ved dette Verdensry, siden hans nye Skuespil ogsaa handler om Svimmelhed?

- Bygmester Solness er en Mand, der i mange Maader lider af en, som det her hedder, skranten Samvittighed. Den forklares nemlig at være saa fintbygget, at den hverken taaler at tage et Tag eller kan løfte og bære det, som er tungt. Kun den, der er haardhudet paa Sjælen, eller, som der siges, har en robust Samvittighed, kan naa sine Livsmaal. Først er der Bygmesterens Forhold til sine undergivne, det vil sige den ældre Slægts Forhold til den yngre, Fædre overfor Sønner, dette i vor Tid saa ofte omhandlede Brydningsæmne. Solness har hensynsløst banet sig Vej til Anerkjendelse og Rigdom. En gammel Kollega, Knut Brovik, der har manglet den lykkelige Haand, forretter nu Trælletjeneste paa hans Kontor. Men Sønnen, den lovende unge Arkitekt Ragnar Brovik, bliver Faderens Hævner. Solness vil holde ham nede. Han vil selv være den eneste Bygmester i Byen – i Verden, i Tiden – men samtidig er han bange for Ungdommen. Han føler, at om han end nok saa meget lukker sig inde, vil Ungdommen komme og dundre paa Døren. Og Ungdommen er «Gjengjældelsen», der, ligesom under en ny Fane, kommer i Spidsen for Omslaget. Solness tør alligevel ikke gaa ud og lukke op for Ungdommen. For at binde Ragnar Brovik til sig, benytter han sig endogsaa af sin mystiske Magt over Kvinderne, her Ragnars Forlovede, den svagelige Kaja Fosli, som ogsaa arbejder paa Solness` Kontor. Det staar halvt uafgjort hen, hvor meget Solness i Virkeligheden bryder sig om Kaja, skjønt hans Hustru lægger sin Skinsyge for Dagen. I hvert Fald faar Solness snart andet at tænke paa. Hilde Wangel, den unge Pige, fra «Fruen fra Havet», men unægtelig i væsenlig forandret Skikkelse, falder ind i hans Hjem og bliver hans Livs Skæbne.

Han har for en halv Snes Aar tilbage bygget et Kirketaarn i hendes Hjemstavn og ved Rejsegildet i egen Person udført en dristig Daad, nemlig at hænge en stor Krans op paa selve Vindfløjen. Det unge Pigebarn var bleven ør i Hovedet ved at følge denne «vidunderlig spændende» Klatren op ad de høje Stilladser, og da Solness havde spøgt med hende og kysset hende, havde hun faaet ham til at love hende, at han vilde komme igjen og gjøre hende til Prinsesse og forære hende et Kongerige.

Solness havde imidlertid giftet sig og var blevet ulykkelig i sit Ægteskab. Alt former sig symbolsk. Med sin Hustru, Aline, havde han faaet et gammelt, skummelt Træhus og en stor Have. Huset brændte en Nat, og i Vinterkulden maatte Moderen med sine nyfødte Tvillinger bæres ud af Luerne. Dødsangsten slog sig paa Mælken, og da Moderen alligevel vilde amme dem selv – «for det var hendes Pligt», sagde han – døde begge de smaa. Fra den Dag af byggede Solness ikke Kirker mere, men kun «Hjem for Mennesker», «bare Huse, som der kan bo Folk i». Men Barnekamre skulde der være i alle Husene. Det blev Bygmester Solness` Livsopgave at skabe «hyggelige, lune, lyse Hjem, hvor Fa`r og Mo`r og hele Barneflokken kunde leve i tryg og glad Fornemmelse af, at det er en svært lykkelig Ting, det at være til i Verden.» Den store Have udstykkedes i Villatomter, og Solness blev en rig og i Verdens Øjne lykkelig Mand. Men selv har han aldrig glemt «den forfærdelige Pris», han maatte betale «for at faa komme til». For at komme til at bygge Hjem for andre, maatte han give Afkald paa at eje et Hjem selv. Hans huslige Lykke blev lagt i Grus, og hans Hustru, der ogsaa havde saa rige Anlæg til at bygge – «til at bygge op smaa Barnesjæle, saa at de kunde rejse sig i Ligevægt og i ædle, vakre Former, højne sig til ranke, voxne Menneskesjæle» – hun blev knust med det samme. Solness har grundet og grundet over sin Skyld i alt dette, og hans Tanker færdes paa mange dunkle Veje, saa han tilsidst halvt anser sig for gal. Djævle og Trolde har Tag i ham. Da er det, at Hilde Wangel dukker op i hans Hjem, just som han er i Færd med at rejse sig selv et nyt Hus. I Løbet af en Dagstid eller to fuldbyrdes hans Skæbne. Hilde kræver sit Kongerige af ham, Livets Lyst og Herlighed, Elskov og Mandsdaad. Men Solness er bleven svimmel baade paa Sjæl og Legeme, siden de sidst saas. Skjønt han føler sig som «levende lænket» til en død Hustru, han, der ikke kan leve Livet glædesløst, har han dog ikke «robust Samvittighed» nok til at turde gribe efter sin egen Lykke, fordi der staar én i Vejen, som han ikke har Ret til at gaa forbi, nemlig hans Hustru. Hilde spørger ham: «Gud vide, om én ikke havde Ret til det i Grunden?» Men da Solness tøver, gjør Lidenskaben Plads for Ærgjerrigheden. Hun haaner ham, fordi Bygmestre med en svimmel Samvittighed kun mægter at bygge Luftslotte, og da Ragnar Brovik i det samme kommer med Kransen til det nye Hus, ægger hun Solness til at gjøre den gamle Daad om igjen og selv hænge Kransen op paa Taarnspiret. Under de andres Angst og Bæven hører den jublende Hilde Sang i Luften; det er hendes Bygmester, der vover «det umulige». Og da Solness er styrtet ned og har slaaet sig til Døde, siger Hilde i «stille, forvildet Triumf»: «Men helt til Toppen kom han. Og jeg hørte Harper i Luften. (Svinger Shavlet og skriger i vild Inderlighed:) Min – min Bygmester!»


Allerede dette Grundrids af Skuespillet kan give nok at tænke over. Og der kunde dvæles ved mange andre Enkeltheder, der ikke er mindre mystiske – som f. Ex. den næsten Goldschmidtske Tro paa, at der er udkaarne Mennesker, der har faaet Naade og Magt og Evne til at ønske, begjære og ville noget saa ihærdigt og ubønhørligt, at de tilsidst faar det – men dette ligner og falder dog mere ud imod Periferien. Selvfølgelig vilde man ogsaa kunne forsøge paa at omsætte Symbolerne og erstatte de givne Værdier med andre. Ogsaa en Digter er jo en Bygmester, der baade kan bygge Kirker og Hjem for Mennesker. Ingen véd, hvor dyrt han stundom maa kjøbe sin Lykke og sin Navnkunnighed.


Vi anser det for givet, at det kgl. Theater vil henvende sig til Dr. Ibsen angaaende Opførelse af Skuespillet. Digteren lader jo nu Theatercheferne komme til sig. I saa Fald vil Rollebesætningen utvivlsomt næppe gaa af uden de samme Brydninger som ved «Hedda Gabler». Til Hilde Wangel vil mindst to af Theatrets Skuespillerinder saaledes melde sig, Fru Bloch, der spillede den første Hilde i «Fruen fra Havet», og Fru Hennings. Til Halvard Solness er Hr. Emil Poulsen selvskreven, hvis han vil udfolde den Energi, Opgaven kræver. De andre Roller vil ikke frembyde større Vanskeligheder.
 

 

Publisert 27. mars 2018 23:07 - Sist endret 27. mars 2018 23:08