Sophus Schandorph

Bygmester Solness anmeldt av Sophus Schandorph i Illustreret Tidende i København 1. januar 1893.

Henrik Ibsen. Bygmester Solness. Skuespil i tre Akter (Gyldendal).

 


«Drag af din Sko, thi det Sted, du staar paa, er helligt». Disse Ord, som jeg mindes fra min Undervisning i Bibelhistorie i min Skoletid, falde mig ind nu, da jeg skal skrive om en Digter, jeg ser op til som en af vort Aarhundredes betydeligste. Gid den Pietet, jeg føler for Henrik Ibsen, den Andagt, jeg nærer for det store, der rager højt over mig, maa kunne læses ud af disse Linier!

For at kritisere en Kunstner, maa man staa i aandeligt Jævnmaal med ham. Man maa ikke faa Kunstneren til at le ad sin Kritikus, hvad der desværre ikke er et ualmindeligt Fænomen. Henrik Ibsen har, det er jeg vis paa, tit let ad sine Anmeldere som ad smaa bjæffende Mopper. Sligt hændes mindre Aander end ham, naar, hvad langt fra er uden Eksempel med vore Presseanmeldere, den producerende straks ser et lille «gesinnungsfähiges» Dyr fare ud og snappe efter hans Bukser, eller en sølle halvt- eller helt rejiceret Akademiker med Overlegenhed forkynde sig som en Lærer i Israel.

Ingen burde have Lov til at træde op som Anmelder af en Forfatter af Rang uden at skrive sit Navn under sin Anmeldelse. Redaktører af politiske blade, som vælges af helt andre Hensyn end de litterære, kunne jo i Almindelighed ikke være moralske Garanter for litterære Anmeldelser. Hvis disse vare undertegnede med Anmelderens Navn, vilde Publikum straks være orienteret, om det var en Partimand, der talte, om det var en virkelig litterært dannet Mand, eller om det var en ren Grinagtighed. Og Publikum vilde da ikke sige: Det har «Berlingske Tidende», det har «Politiken», det har «Nationaltidende», o. s. v. sagt om den og den Bog, men sige: Det er sagt af en dygtig Mand, det af en, om hvem kun kan anvendes Troels`s ord til Klavs i «Barselstuen»: Der ligger ikke stor Magt paa, hvad slig Slyngel som du mener.

Man skal gaa med Andagt til Læsningen af en Digter som Henrik Ibsen, gaa til den med den Forudsætning: «Er der noget, som du ikke forstaar, er det sandsynligere, at det er din Fejl end Digterens», notabene hvis man ikke hører til Kritikkens udvalgte Aander; men det turde hænde, at deres Tal ikke er større end de udvalgte Digteres.

Ibsen er født Dramatiker. Man aabne blot «Bygmester Solness» og læse Beskrivelsen af Scenen og dens Personer. Hvilken sikker Stemning er der ikke derover! Man er med et Ryk tvunget ind i den Verden, Digteren vil have os ind i. Man føler straks den Sky, der indeholder Værkets Tragik, ruge med al sin Uhygge baade over Knut Brovik, over Kaja Fosli og over den mægtige Chef, Bygmester Solness.

Samtalerne ere komponerede med en udvalgt Kunst. Man kan kun beundre den logiske Jærnhaand, hvormed Digteren fortætter og sammentrænger: alt hænger sammen som Ringene i en Kæde. Alt fører ubønhørlig hen i den ubarmhjertige Nemesis`s kvælende Favn. Ibsen gør sig ingen Svinkeærinder. Ikke vil jeg være Dogmatiker og sige, at den Metode er den eneste saliggørende i et Drama. Hos Shakespeare kunne Episoderne, ja en Dobbelthandling som i «Købmanden fra Venedig» og «Kong Lear» ligesom udvide Livsbilledet, og i «De unges Forbund» og maaske i nogle af Ibsens ældre Dramaer har han ogsaa taget Skridt ud fra den retlinede Komposition. Jeg vil blot sige, at i «Bygmester Solness» opnaar han ved den nævnte Kompositionsmaade samme storartede Virkning som i «Gengangere». Den Metode er vel ogsaa nok den sikreste i Digtninger af symbolsk Karakter.

Det er Sammenstødet mellem to Generationer, som Stykkets Hovedfigur frygter, og denne Frygt knuger hans Sind. Han er jo skreden hensynsløs frem, har nedtraadt sin huslige Lykke, knust sin Hustrus Hjerte, uden at ville det, thi Solness er ingen Skurk. Der er varme Følelser i ham, han har ondt af sin Hustru, kan tale blødt til hende, han er endnu modtagelig for Erotik, men hans Søgen efter Lykke og Storhed behersker ham som en Dæmon. Turgenjew har skrevet en af sine dybeste Romaner i «Fædre og Sønner»; Ideen ligger jo meget nær for digterisk Behandling. Det er umaadelig ligegyldigt med Hensyn til en Digtnings Kunstværd, om Emnet er behandlet ti eller femti Gange før – man behøver blot at huske paa Shakespeare og hans Forgængere – det kommer an paa Udførelsen, alene den giver Værket dets Valeur. Blinde Høns kunne finde Korn i Form af ny Emner, men lad «Fædre og Sønner» være sat hundrede Gange under digterisk Diskussion, Ibsens Drama vil staa som en mægtig overragende Digtning gennem alle Tider.

Man kunde tænke sig Solness gjort anderledes. Man kunde vente, at denne «selfmade man», som ikke har gennemgaaet nogen Skole, ikke hører til de dannede, kunde have bevaret et vist «zünftigt» Tænke- og Talesæt. Men det har Ibsen ikke brudt sig om. I Snedker Engstrand i «Gengangere» har Digteren vist, at han kan gøre en Haandværker saa realistisk som nogen. Han har her ikke dvælet ved den Side af Sagen, fordi det ikke ligger i hans Hovedtankes Interesse. Solness skal løftes, Ibsen løfter ham, og hvilken Tilskuer eller Læser tror ikke paa Skikkelsen? Denne Illusionsevne er et Kendemærke paa den store Digter, er hans hemmelige Privilegium.

En født Dramatiker! Ja, se nu et ganske lille Træk. Solness siger:

 

- Engang kommer Ungdommen her og banker paa Døren.
Doktor Herdal (ler): Naa. Herre Gud, hvad saa?
Solness: Hvad saa? Jo, saa er det slut med Bygmester Solness.
             (Det banker paa Døren til venstre).
Solness (farer sammen): Hvad er det? Hørte De noget?
Doktor Herdal: Der er nogen, som banker.
Solness: Kom ind!

Man bliver bange for en Komedietrivialitet her, frygter for, at en ny Arkitekt, en mulig Rival skal træde ind, men ind træder Hilde Wangel. «Hun er af Middelhøjde, smidig og fint bygget. Lidt brunet af Solen. Klædt i Turistdragt, med ophæftet Skørt, udslaget Matroskrave og en liden Sømandshat paa Hovedet, Randsel paa Ryggen, Plæd i Rem og en lang Bjærgstok» – og hun gaar med tindrende glade Øjne mod Solness!

Det er henrivende – ikke sandt! I en saadan Skikkelse bryder Ungdommen ind hos den ungdomsrædde Bygmester Solness. Ja straks ved første Læsning er det betagende skønt og morsomt, men siden ser man, hvor dette Sammenstød med den Repræsentant for de unge er dybsindigt – det er egenlig Stykkets «clou». Thi Hilde Wangel er «Uroen» i det genialt sammensatte Urværk. Der er «Trold og Dævler» i denne Kvinde, som der er «Trold og Dævler» i Solness. Han er af dem, der lokker Kvinder til sig og lader sig lokke til dem. Denne Magnetisme i det erotiske, det, man i gamle Dage kaldte det «dæmoniske», er Ibsen en sand Mester i at fremstille og tvinge en forhærdet Rationalist til at tro paa. Stakkels Kaja Fosli, Bygmesterens Bogholderske, hans Tegners forlovede, ligger under for hans Fascination, mens Hilde er stærkere end sin Bygmester. Hun formaar at tvinge ham op paa Højden, hvor han svimler, hvorfra han falder ned. Trolden i hende tager Livtag med «Troldet» i ham, og hendes Trold sejrer i Brydekampen. Digteren holder sin Fakkel ind mod mystiske Schakter i Sjælelivet, og vi skimte ind i dets sære Dybder; Digteren forklarer saa meget, som kan forklares, men som sædvanlig anbringer han mod Slutningen sit store Spørgsmaalstegn, der staar flammende i den mørke, den dystert rugende Luft. Ibsens Geni søger altid det problematiske, det gaadefulde, men ærlig, som han er i sin Kunst, giver han ingen konventionel eller triviel Løsning, han er uafhængig af alle gamle æstetiske Dogmer, af hvilke et af de værste er det om «den poetiske Retfærdighed». Og deri ligner han Shakespeare, at det er psykologiske Konflikter, det hele drejer sig om, ikke Idekonflikter, som hos de Tragikere, der have arbejdet med Oldtidens Begreb om det tragiske for Øje.

Denne unge pige, Hilde, er tagen uden al Højtidelighed. Med en vidunderlig Kunst fører Ibsen hende frem for os fra en næsten tøseagtig pjattende «Fremtidskvinde» til en hele Stykket beherskende Figur, og det uden at gøre bratte Brud eller Spring. «Troldet» i hende vokser fra en Drilletrold til en farlig Trold. Hun hører til de dunkle Naturmagters: Nissers, Havfruers, Undiners Kategori. Hun kommer til Herredømmet i Kraft af sin ubevidste Naturmagt, snart ved Kælenskab, snart ved Spot, snart ved en Art kvindelig Brutalitet, som mange Mænd have maattet bøde blodigt til. Ibsen lader altid Kvindens stærke, i Naturgrunden rodfaste Vilje sejre over Mandens af det leddelte Liv splittede Vilje. Om han har ubetinget Ret i dette Syn, kan man disputere om, men ingen kan gennemføre dette Grundsyn med ubønhørligere Konsekvens end Ibsen.

Hilde har set Solness som Barn, da han svang Flaget fra Spiret paa den Kirke, han havde bygget. Han har i kaadt Overmod kysset Pigebarnet, og det Syn og det Kys har brændt sig ind i hendes Sjæl. Han lovede hende at bygge et Luftslot for hende, og mens Synet, Kysset og Løftet vokser hos hende til en besættende Tanke, bliver Solness med Aarene svimmel og kan ikke taale at se ned fra Højderne. Her er Symbolet . . Hun ægger ham til at stige op – han falder og knuser sit Hoved, mens Hilde i vanvittig Sejerstolthed siger Slutningsreplikken – ligesom i stille forvildet Triumf . . . «Men helt op til Toppen kom han. Og jeg hørte Harper i Luften (svinger Sjalet up og skriger i vild Inderlighed) Min – min Bygmester!

Hvad her er skrevet er hverken en Kritik eller en Anmeldelse af Ibsens Drama – en saadan hverken kan eller vil jeg indlade mig paa – men kun de Tanker og Indtryk, jeg har modtaget under Læsningen. Det gaar mig med Ibsen som med hans jævnbyrdige Landsmand, min kjære Ven, Bjørnstjerne Bjørnson – de betage mig altid saa, at jeg ikke kan kritisere dem. Jeg maa bøje mit Hoved, takke og velsigne dem. Det er et Indtryk fra de unge Dage, der er groet fast i mig som Hildes af Solness, da han svang Fanen fra det høje Taarn, og hun hørte Sang i Luften.

S. Schandorph.
Publisert 27. mars 2018 23:14 - Sist endret 27. mars 2018 23:14