Anonym anmelder i Dagbladet

Et dukkehjem ved Christiania Theater anmeldt i Dagbladet i Kristiania 21. januar 1880 (No. 17, 12. Aarg.).

Kristiania Theater var ikke udsolgt igaar Aftes ved den første Opførelse af «Et Dukkehjem». Forklaringen hertil kan alene søges i de hos os hidtil ukjendte dobbelte Priser; og dette bør noteres, fordi ellers alt i det meget godt besatte Hus var præget af en egen høj Feststemning. Saa langvarige, fulde og varme Bifaldsstorme høres sjelden i noget Theater, og 8 eller 10 Fremkaldelser af en Kunstnerinde, saaledes som det blev Fru Juell tildel igaar, yder intet Theaterpublikum, uden naar det er bleven revet med til den højeste Henrykkelse i Sorg eller Glæde.

Enhver kritisk Behandling af eller Bemærkning om «Et Dukkehjem» maa for den væsentligste Del blive en Dvælen ved Noras Karakter; naar Stykkets sceniske Virkning under Opførelsen skal bedømmes, træder derfor ogsaa Noras Fremstillerinde afgjort i Forgrunden. Siden igaar Aftes ved vi nu, at Ibsens nye Skuespil vilde være næsten uudholdeligt at se – i den Grad er den Sjælevaande og Gru, der ligger i Stykket, drevet ud i skjærende scenisk Virkning – hvis ikke Fru Juells Spil havde været som det var. Men hun gjorde det «vidunderlige», at medens vi ved hendes Spil sad i den dybeste Medfølelse med, i hjerteklemt Angst og halvkvalt Graad for alle de Tusinder Kvinder i et lignende Hjem, for hvem ingen Katastrofer aabenbarer deres Livs Holdning, maatte vi glæde os med Nora over, at hun voxede ud af det.

Fru Juell gav i første Akt hele Karakterens Grundakkord, den «søde», flagrende Letsindighed, den jublende Glæde, Dygtigheden, Varmen i hendes Natur og dette egne højsindede, der i hendes tomme Liv intet har havt at tage fat i og som derfor er blevet til noget, der nærmer sig Fantasteri. Vi føler saa godt, hvorledes hun midt i sin Bekymring for at skaffe Afdrag og Renten tilveje til Krogstad, i sine smaa Savn, i sit Arbejde om Natten, dog ikke for alt i Verden vilde undvære alt dette. Det er jo det eneste, hvormed hun kan bevise sig selv, at hun ogsaa duer til noget alvorligt, at ogsaa hun «har prøvet noget i denne vanskelige Verden». Fru Juell udelukker ved sit sande og naturlige Spil en af de største Misforstaaelser, Stykket kan være udsat for, den nemlig: at Nora staar overfor en tvingende Nødvendighed, da hun laaner og skriver falsk; medens hun alvorligt hovedrystende erklærer, at der var jo intet andet at gjøre, føler vi tydeligt, hvorledes hun med instinktmæssig Trang har fundet netop det, som var det værste; hun aner ikke, hvor forfærdeligt det er, men noget forfærdeligt maatte det være, noget som rigtig kunde bevise hendes Kjærlighed og give Spænding i hendes Liv, noget rigtig «Død og Pine», derfor stiger senere, da det begynder at blive Alvor, det Udbrud, hvori hele hendes Væsen aabenbarer sig: «O det er dog igrunden en Jubel saaledes at gaa og vente paa det vidunderlige» – op af al hendes tumlende Leg og fortvivlende Angst med en saadan himmelstræbende Jubel og en saadan Afgrund af Smerte i sig. Fru Juell viser, hvilket Emne til en Helt der ligger i Nora, hun viser, hvorledes den hjerteskjærende Uret, hun og mange med hende lider, bringer Kvindens Kjærlighed til at skrumpe sammen, til at smyge og bøje sig om dette ene selvgode Væsen, og hvorledes alt dette Heltemod ikke har andet at gjøre, end bag Mandens Ryg at danne sig en hemmelig Verden af Anstrængelse af Angst og Eventyr. Vi har dvælet saa længe ved dette, fordi vi tror, at skulde der være noget enkelt Udgangspunkt i Rollen, hvorfra alt maa søge sin Forklaring, maatte det være dette, men Fru Juell har – lykkeligvis for hendes Spil – ikke naaet dette gjennem en filosofisk indtrængende Reflektion, hun har suget hele Rollen ind i sig, saa den rette Følelse ubevidst stiger op af den.

Hendes Spil i første Akt, med dens evige Kast mellem naiv Glæde og halv Alvor, al hendes Travlhed, hendes Slængen hid og did, hendes Nynnen, Klappen i Hænderne, Hoppen og Dansen, hendes mange Smaaløgne, der kommer trillende som den ene Smaasten efter den anden, saa baade Fru Linde og Tilhørerne bliver aldeles maalbundne og ikke faar Pusterum til at stoppe hende i Farten af alle hendes Skolepigeløgne eller engang føler Evne til at holde noget saadant som sandt og usandt frem for dette uansvarlige Væsen, hendes varme Hjerteudbrud og hendes egoistiske Selvoptagethed, og denne ærlige Sjæl som lyser ud igjennem alt Mylret af Stemninger, – Fru Juells Fremstilling af alt dette er et sandt Mesterstykke af Liv og Bevægelse; og da saa de dejlige Dukkebørn kommer hjem med Anne Marie, mens de i Munden paa hverandre fortæller Mama sine Oplevelser paa Gaden, og Mama pludrer med i deres eget Sprog og stiger ned til deres Fantasistandpunkt, indtil hun hvirvler rundt Stuen med dem i Legen – da sidder hele Theatret i en eneste betaget Beundring af dette natursande og henrykkende Spil, af den Magt, Kunstnerinden paa en Gang ejer over de smaa søde Unger og over et stort kritisk Publikums Hjerte og Fantasi. Men fordi Fru Juell saaledes tryller et virkeligt Hjems Dagligstueliv frem bag Lamperækken, gjør ogsaa Krogstads Tilsynekomst i Døren – da hun kommer krybende ud fra Bordet paa alle fire, rystende paa Hovedet, som en Bjørn med Haaret staaende om Hovedet, Ungen paa Ryggen og alle tres Henrykkelsesskrig om sig – et Indtryk, saa vi formeligt protesterer og faar Lyst til at sige Digteren: dette er langt ud over en scenisk Virkning, det er som at flænge i levende Kjød.

I Krogstads Tilsynekomst har Livets Alvor vist sig for Nora, og nu begynder Kampen for Forvandlingen. Hendes første Overgang til at tale sandt, da Krogstad spørger hende, om Ægtheden af Underskriften paa hendes Gjældsbrev, er udmærket, især det trodsige Minespil, hvormed hun staar i lang Taushed, før hun kan faa den ydmygende Tilstaaelse over sine Læber, og den stolte Kulde, hvori hun indhyller Tilstaaelsen: «Det er mig, som har skrevet Pappas Navn». Men hendes næste Repliker kunde maaske gjerne være lidt mere trodsige. Nora er vist endnu noget letsindigere og mindre anende, end Fru Juell gjør hende. Sidste Replik i Akten, hvor hun med sin Protest «dette er aldrig i Evighed sandt» prøver paa at stoppe op for sin Angst, men netop derved viser, at nu er den begyndt, er mesterlig.

I anden Akt giver hun det fuldstændig fortumlede og aldeles hvileløse, som et opskræmt Dyr, der i sin Flygten bestandig føler, at der er noget, det ikke kan komme igjennem, en Hindring, det tørner imod, og som bestandig bliver trangere. Scenen, hvor Fru Linde sidder og kiger ud gjennem Maskeradestasen og med Øjnene følger den uroligt vandrende, kan nævnes som et scenisk Mesterværk. Over de følgende Scener, da Dr. Rank er kommet, er der maaske noget, som Spillet dækker over. Ved at læse Stykket faar man en bestemt Følelse af at Nora ikke kunde bede Rank om Pengene, efterat han har erklæret hende sin Kjærlighed; det føler man derimod ikke ganske ved Opførelsen. Man skulde vist føle, at Nora ikke kan, fordi hun i Grunden ligesaa godt kunde holdt af Rank som af Helmer, fordi hun i Helmer i Grunden kun elsker den Gjenstand, til hvem hun nu engang har givet sin Kjærlighed, – uanset hvem det er – og som derved er blevet hendes Livs eneste faste Punkt, hendes Livs eneste Opgave. Der burde vistnok over denne Scene være en Antydning af, at Rank og hun i et Øjeblik har været hinanden nærmere, end nogensinde hun og Helmer saa at hun derfor maa gjøre brat omkring.

I Stykkets sidste Scene kommer vi til det umulige, at faa dennes Nora til at være første og anden Akts Nora, thi det er jo ikke Nora, der tvinger Helmer til at høre paa Opgjøret. Det er Ibsen selv, som har meget at sige. Fru Juell gjør imidlertid mærkværdig meget for at faa det til at være den samme; maaske burde hun gjøre det hele endnu koldere og især hurtigere, det er nemlig umuligt ikke blot for Nora, men for ethvert Menneske at foretage denne Optrævling af et helt Forhold med en saa stoisk Ro, og det vilde vist være det bedste, om hun ikke talte saa smerteligt om Afskeden med sine Børn; der er nemlig kun et, som forklarer, hvad hun gjør: det er en fremmed Mand, med hvem hun har faaet dem, og denne Følelse er saa alt opvejende, at hun i det Øjeblik intet andet sanser. Netop idet hun vil lægge en Følelse i Afskeden, bliver det saa forfærdeligt, at hun kan gaa. Hun kan neppe heller saa smerteligt sige, at hun ikke mere tror paa det vidunderlige. I det Øjeblik er hendes Væsen saa gjennemisnet, at hun kun ved et eneste: at hun vil bort! Dog – ogsaa i disse Scener har Fru Juell fundet beundringsværdige Udtryk for Noras Sjælekval. Hendes Spil, da hun i Flitterstasen staar og synker sammen, bliver mindre og mindre, blegere og blegere, slap som et dødt Legeme, lader sig kramme af Helmers Fingre, indtil der igjen kommer Liv i Legemet, svingende Elasticitet i Gangen, og hun i afbrudte Stavelser takker Helmer for hans Tilgivelse – det er noget af det mest storartede Spil, vi har set. Det er en hel gradvis Forvandling af et Menneske, og vi kan fuldstændigt i vor Fantasi fortsætte, til Nora har forladt Huset.

At Kritiken over Opførelsen af «Et Dukkehjem» næsten kun bliver en Behandling af Fru Juells Nora, betyder ikke nogen Undervurderen af de andres Spil; tvertimod giver Hr. Reimers Helmer særdeles omhyggeligt og godt, komplet sammenhængende, han gjør det mærkværdigste forstaaeligt. Han har faaet en saadan bankdirektørmæssig Værdighed i sit Spil, at vi fra første Færd begriber, hvorledes det er muligt, at han fuldkommen embedsmandsmæssigt kan affærdige sin Kone som enhver anden Forretning i det Øjeblik, Bankdirektørens Ære er truet, og han har over sin Skikkelse faaet en vis tilforladelig Bredde og ydre Varme, der gjør det begribeligt, at han saa længe kan hævde sin Magt over Nora. Vi faar maaske ikke – og det staar ikke i Hr. Reimers´s Magt at give – Indtrykket af, at denne i det ydre robuste Advokat Helmer, nogensinde har været en slig dødssyg, brystsvag Mand, at hans Livs eneste Frelse laa i et Ophold i Sydens milde Egne; det vil maaske ogsaa blive bemærket, at han giver for lidet Indtryk af den hyperæsthetiske Egoist, som har en saa latterlig udviklet Skjønhedssans, at han ikke engang taaler sin Frues Skræddersøm i Dagligstuen; men paa den anden Side tror vi, at Hr. Reimers har seet fuldstændig rigtigt, naar han lader Helmer føre saa megen Snak om Skjønhed, at hans egen Person ikke bliver særdeles skjøn. Helmer har i Virkeligheden ikke andet end Eunuchens Forhold til Skjønhed. – Hr. Hammers Spil som Doktor Rank er meget karakteristisk, men han har anlagt sin Rolle for grovt, han har kun faaet Tag i det lidende, det savnfuldt resignerende; den fine Verdensmands Ironi og overlegne Spot, som dækker over Dr. Ranks varme Hjerte og poetiske Sind, kommer ikke tilstrækkeligt frem; han taler ikke saa tungt eller for Omgivelserne trykkende om sine Lidelser, Dr. Rank er en meget finere og aandigere udviklet Natur; derfor tror vi heller ikke, at han og Nora nogensinde kunde føre nogen Del af sin intime Samtale i en Stuepiges Nærvær; det maatte en af dem let kunne forhindre ved at stanse Samtalen et Øjeblik, lade Helene forlade Stuen strax efter, at hun har sat Lampen paa Bordet, og selv trække Rullegardinen ned. Hr. Isachsen har faaet det rette Tag i Krogstad og spiller sin Rolle saa godt, at han gjentagende vandt stærkt Bifald. Frøken Neelsen spiller ogsaa Fru Linde smukt lige indtil Scenen med Krogstad, men den er ogsaa temmelig uoverkommelig for en ung Kunstnerinde; der maatte en Personlighed som Fru Gundersens til for at holde denne oppe.

Publisert 22. mars 2018 13:37 - Sist endret 13. sep. 2018 13:06