Fredrik Petersen

Et Dukkehjem anmeldt av Fredrik Petersen i Aftenbladet i Kristiania 9. og 10. januar 1880.

Henrik Ibsens Drama «Et Dukkehjem».

[9. januar 1880]
I.

Dette Drama har, ligesom flere af de betydeligere Arbejder fra den senere Tid, kaldet Vennerne af de Forestillinger i Kunst og Moral, som hidtil have havt Gyldighed, og Vennerne af den nye Retning, som mere og mere synes at ville beherske det «moderne» Samfund, til Kamp mod hinanden. Den «realistiske» kalder denne Retning sig selv. Og det er ikke ganske frit for, at Vennerne af det Nye i den Smag og Livsanskuelse, som Modstanderne hævde, altfor meget have villet se Snerperi, Spidsborgerlighed og Fordom.

Det er unegteligt, at ethvert Fremskridt i Videnskab og Kunst, i social Henseende, i Kultur vil støde paa rigelig Modstand, der med Rette stilles under Rubriker som de nævnte, og enhver Ven af det Gamle gjør altid vel i at forvisse sig om, at hans Modstand ikke er af denne Art. Men saalænge Kampen mellem de to Retninger endnu ikke er udfegtet, er det kun naturligt, at ethvert nyt Arbejde foranlediger ny Diskussjon og ny Undersøgelse af Fortrin og Mangler.

Man vil sikkerligen altid beundre det betydelige Fremskridt hos vor Digter, som dette Drama i flere Henseender betegner. Det er udhævet fra de forskjelligste Sider, at Dialogen er mesterlig. Ved flere Lejligheder falde Ordene de Talende i Munden med den forunderlige Inspiration, kunde man næsten kalde det, som fødes i den virkelige Situation, hvor Aanden uvilkaarlig præger sig i Ordet med slaaende Kraft og med klassisk Skjønhed. Dialogen er en Digter værdig. Karaktertegningen er, idetmindste hvad Nora angaar, saa fuldendt, saa levende, saa gjennemført indtil de mindste Replikker, at man visselig ikke blot tør sige, at Ibsen hidtil ikke har fremstillet noget saadant, men at Nora er et saa helstøbt levende Menneske, at denne Karaktertegning kan stilles ved Siden af Dramaets Mesterværker. Handlingen er klar og udvikler sig naturlig, let og sikkert. Ikke en Replik er spildt, men tjener med det Naturliges og det Uformærkedes Sikkerhed Handlingens Økonomi.

Og dog gaar man ikke bort fra dette Drama med den opløftede Stemning, som det allerede fra Grækernes Tid blev anseet for en ueftergivelig Fordring, at ethvert Kunst- og Digter-Værk skulde efterlade. Man har seet noget saare Uskjønt og beholder kun den pinlige Fornemmelse, som er den uudeblivelige Følge, hvor ikke en Forsoning viser Menneskene Idealitetens endelige Sejr. Man føler sig i æsthetisk Henseende her ganske, som man i ethisk Henseende føler sig ved Synd og Forbrydelse, der ikke er sonet hverken i Straf eller i Anger.

En Forsoning kan man nemlig ikke kalde den Parenthes, hvormed Stykket ender: («et Haab skyder op i ham»). Den er altfor lidet begrundet i den foregaaende Udvikling. Naar man staar ligeoverfor en Katastrofe som vort Dramas, da kan Forsoningen ikke bestaa deri, at den forurettede Part hengiver sig til et sentimentalt Haab om, at den Forurettende kanske siden skal blive snil. Den dramatiske Forsoning bestaar ikke deri, at det henstilles til Læser og Tilskuer at hengive sig til mere eller mindre illusoriske Forestillinger om en bedre Fremtid. Den bestaar deri, at Livets ideale Magter hævde sig ligeoverfor den, som har krænket dem, idetmindste saaledes, at han dømmes herfor. Vistnok er Helmer en saadan Overtræder. Helmer faar ogsaa sin Dom. Men Stykkets Hovedinteresse samler sig ikke hverken om hans Overtrædelse eller om hans Straf, men om Nora. Nora bryder imidlertid ogsaa mod de ideale Magter. Om hendes Handling samler hele Interessen sig. Men over den falder der ikke engang noget Dommens Lys, som kunde virke Forsoning.

Hvad er det nemlig Nora gjør, og hvad motiverer hendes Handling? Hun opdager, at hun har taget fejl af sin Mand. Hun har troet i ham at have en ædel Mand, paa hvem hun i Alt trygt har kunnet forlade sig, og opdager nu pludselig, at det Hele har været en Indbildning. Han er en smaalig Person, helt igjennem alene betænkt paa egen Fordel, medens det skulde have Udseende af, at han elskede hende. Det gaar op for hende, at denne fortvivlede Misforstaaelse fra hans Side af det virkelige Forhold er begrundet deri, at han ikke engang ved, hvad Kjærlighed er; han har kun været, og det endog temmelig lavt, forelsket i hende, har baaret hende paa Hænder kun for sin Lysts Skyld. Dette har han kaldt Kjærlighed, medens i Virkeligheden den Følelse, som har behersket ham, har været en Egoisme, som ikke har ladet ham ofre en eneste alvorlig Tanke paa Andet end sig selv.

At en saadan Erkjendelse, hvor den med Klarhed og Styrke paa en Gang griber en Hustru, kan udslukke i hende al Kjærlighed til Manden, kan forstaaes. Det kunde ogsaa forstaaes, at den kan forlokke hende til et Skridt som Noras, dersom hendes og Helmers Ægteskab ikke havde skjænket dem Børn. Men Idealerne bifalde det ikke. Og derfor bestaar den dramatiske Forsoning ikke deri, at Helmer haaber paa bedre Tider. Dette er i denne Henseende saa ligegyldigt, at det ligesaa godt kunde være borte. Det er vel ogsaa snarest tilføjet af Hensyn til Publikum, for at bøde paa den fuldstændige Mangel af en virkelig Forsoning. Denne kan alene bestaa deri, at Idealernes Dom fældes ligesaa skarp over det Urigtige i Noras Handling, som den er fældet over det Usle hos Helmer. Nu er Forholdet det modsatte i den Grad, at man fremdeles i den offentlige Diskussjon sees at stride derom, hvorvidt Digteren virkelig billiger Noras Handling eller ikke.


 

[10. januar 1880]

 

II.

Den Mangel paa Forsoning, som jeg i foregaaende Artikel paapegede, er af vidtrækkende Følger for Dramaets Virkning indenfor Læseverdenen. For Ægteskabets Vedkommende faar man kun altfor let Forestillinger, som paa engang i dybeste Grund ophæve det og fortrænge Kvinden fra den Jevnbyrdighed med Manden, hvortil Gjennemførelsen af det kristelige Ægteskabs Principer omsider har bragt hende. Det Karakteristiske ved den kristelige Ægteskabsopfattelse, som endnu for Øjeblikket er den raadende i hele den civiliserede Verden er, at Ægteskabet betragtes som en samfundsmæssig Pagt mellem denne Mand og denne Kvinde for Livstid, for at hun som Hustru skal være sin Mand den Hjælp, «som er ham lig.» Paa den ene Side fordrer denne Opfattelse i sin Konsekvents, at Kvinden skal modtage en Opdragelse, som i aandelig Henseende sætter hende istand til at indtage denne Stilling. Den Jevnbyrdighed, som den kristelige Opfattelse kræver for Kvinden, kan nemlig alene virkeliggjøres derved, at hun i Dannelse og Kultur følger Manden. Paa den anden Side er den velgjørende Indflydelse, Kvinden som Hustru skal kunne øve over Manden, uopløselig knyttet dertil, at deres Ægtepagt er for Livstid. Kan den løses for allehaande Uoverensstemmelsers Skyld, da er det netop Kvinden, som har tabt sin Magt. Thi dersom man paaregner, at Mandkjønnets Flertal endnu efter otte Aars ægteskabelige Samliv er saa indtaget i Hustruen, at denne kan trumfe Alt igjennem ved at true med et Ministerskifte, med at gaa sin Vej, da turde det hænde, at man gjorde en mindre korrekt Beregning. Det er netop Kvindens Hæder og Betydning for Samfundet, hvorom den kristelige Ægteskabsopfattelse værner. Det ethiske Tyngdepunkt i Ægteskabet ligger i den af Samfundet garanterede og overvaagede Pagt. Saaledes som «Et Dukkehjem» nu foreligger, uden fyldestgjørende og naturlig Forsoning, er der ikke Noget, som hindrer, at man af det faar den samme samfundsopløsende Opfattelse af Ægteskabet som af f. Ex. «Magnhild» og «Leonarda». I disse Arbejder lægges Tyngdepunktet i den personlige erotiske Tilbøjelighed. Hvor denne er tilstede, er det «i Sandhed» et Ægteskab, hvor den ikke findes; er Ægteskabet idealt seet løst, og Ægtefællerne bør derfor ogsaa have fuld Adgang til udvortes at opløse Baandet. Dette er imidlertid at give den erotiske Følelse en Magt i Samfundet, som Idealerne ingenlunde kunne godkjende. Disse fordre den bærende Kjærligheds Overvægt over den erotiske Følelse. Den erotiske Følelse hører til det Behagelige i Livet. Men hvor det Behagelige er gjort til det Højeste, der er de Baand løste, som holde Samfundet. Dette viser sig saa slaaende ligeoverfor Børnene. At Børnene ere Ægteskabets naturlige Frugt, er det tydeligste Vidnesbyrd om, at det af Naturen er bestemt til at vare for Livet. Ligeoverfor Børnene som ligeoverfor Ægtefællerne indbyrdes udkræves den bærende Kjærlighed. Dette er Idealet. At sætte det Behagelige, den erotiske Følelse, istedet, er en saadan Omstyrtelse af den sunde Idealitet, at den kræver sin Dom, hvor den forekommer. Nu har Nora vistnok ikke ligefrem erklæret at ville vælge det Behagelige for Pligten. Det faar i hendes Mund meget mere Udseende af, at hun for at følge en højere Pligt ofrer en lavere. Den højere Pligt, hun siger sig at følge, er den at blive Menneske, i det Hele at orientere sig ligeoverfor det Skibbrud, hun i denne Stund har lidt. Og som Grund for, at hun ikke kan gjøre dette under Fortsættelsen af sit Ægteskab med Helmer, anfører hun, at hun nu ikke mere elsker ham. Hun sætter altsaa Pligterne mod sig som Individ over Kjærlighedens Pligter mod dem, til hvem hun er bundet endog med Naturens ethiske Baand. Hun sætter altsaa tydeligvis det konstitutive i Ægteskabet ikke i Pagten men i den personlige Tilbøjelighed. Naar der nu ingen Forsoning er, og dette altsaa ikke dømmes, saa er der Intet, som hindrer Læseren i at betragte Noras Optræden her som i alt Væsentligt fuldkommen berettiget efter Digterens Formening. Der foreligger i dette en Forvexling mellem et idealt lykkeligt Ægteskab og Ægteskabets Idé. Til den fuldkomne Lykke hører unægtelig den erotiske Følelse; og skal denne kunne bevares gjennem Aarene, vil Ægtefællerne unegtelig maatte finde hos hinanden saameget af den Fuldkommenhed i mandlige og kvindelige Dyder, som maa til for at tilfredsstille en sund Natur. Men saalidet som slet Vin ophører at være Vin, saalidet er Ægteskabets Idé ophævet derved, at den ene Ægtefælle finder sig skuffet ved den anden. Ægteskabet ophører derved at være lykkeligt, men ikke mer. Men den sunde og naturlige Idealitet stiller i saadant Tilfælde det Krav, at den dramatiske Helt eller Heltinde viser den menneskelige Storhed i Maaden, hvorpaa han bærer Ulykken. Og hvis han ikke gjør det, da er dette hjemfalden dens Dom.

At Dramaet er uden Forsoning har endvidere til Følge, at Læseren ogsaa paa andre Punkter stanser ved Besynderligheder, for at bruge et mildere Udtryk. Jeg tænker ikke nu paa, at det er Nora, altsaa Kvinden, som optræder handlende og bestemmende. Til saadant er man i den senere Tid bleven temmelig vant. Det turde vel ogsaa hænge sammen med den Tilfældighed, at Ibsen hidtil aldrig har vist sig istand til at tegne nogen mandig ideal Karakter; han synes i denne Henseende kun at magte Kvinder. Jeg tænker derimod paa, at det er Nora, altsaa Kvinden, som fører Ordet baade for Ægteskabets Opløsning og for at overlade de Børn, hun selv har født, til en Barnepiges Pleje. Der er heri noget ubeskriveligt unaturligt, i dybeste Grund derfor affektert. Kan man end finde sig i, at der muligens kan findes en Kvinde, som har gjort saadant, saa føler man sig dog i højeste Grad utilfredsstillet, naar atter det staar hen, som noget, der maaske ogsaa har Digterens Sympathi. Kan end en Kvinde, forkvaklet ved en vis Aandsretning i Nutiden, indbilde sig, at hun værner om sin Selvstændighed, Frihed og Hæder ved at optræde à la Domsbasun over en forknyttet Ægtemand og lade ham synke i den velfortjente Fordærvelse, saa ligger der i det kvindelige Naturel som saadant slet ikke noget Behov hertil. Derfor har det hidindtil netop omvendt altid været Kvinden, som er benyttet til at fremstille den bærende Kjærligheds, Udholdenhedens, Trofasthedens Ideal. Det naturlige Instinkt tilsiger baade Kvinden og Menneskene i Almindelighed, at det er ved Udøvelsen af disse Dyder og under Hævdelsen af Ægteskabets Ubrødelighed, at hun hævder sin Selvstændighed, sin Frihed, sin Jevnbyrdighed med Manden og sin Hæder. Endvidere: Kan end en enkelt Kvinde, ligeledes forkvaklet af moderne Tidsstrømninger, anse Hensynet til sin egen Person at staa højere end Moderpligterne mod de hjælpeløse Smaa, saa vil en naturlig Følelse paa det bestemteste forbyde enhver Moder saadant, og den almindelige Bevidsthed vil ligesaa bestemt forudsætte, at hun alene under Varetagelsen af sine Moder- og Hustru-Pligter paa en sund og naturlig Maade vil kunne orientere sig i sit Skibbrud og blive Menneske «hun ogsaa». Man føler sig derfor pinligt berørt ved atter paa dette Punkt at maatte savne den Afslutning, som alene Forsoningen kan give.

Det er derfor dette, jeg væsentlig har at bemærke om «Et Dukkehjem», at det virker saare pinligt, fordi der fattes «Forsoning». Denne Bemærkning gjælder dog ikke blot dette Drama, men en hel Retning indenfor den moderne Digtning. Den kalder sig «den realistiske» og regner sig det selv til Ære at gjengive Virkeligheden, som den er. Naar den derfor ikke giver nogen Forsoning, da er det med velberaad Hu. Det er, siger den, fordi Virkeligheden ingen Forsoning opviser. Naar man imidlertid altid føler sig uhyggeligt og pinligt berørt af den Slags Kunstværker, da er det et Spørgsmaal, om dette er begrundet i Fordomme, eller om her ikke skulde foreligge en Misvisning i selve denne Kunstretning. Vistnok tror jeg, at den romantiske Retning har taget altfor lidet Hensyn til det menneskelige Liv, saaledes som dette nu engang er i sin nøgne Virkelighed. Den har derved selv forskyldt Nødvendigheden af en Reaktion i solid realistisk Retning. Jeg tror derfor ogsaa, at vi i denne Henseende have Grund til at betegne den realistiske Kunst som et Fremskridt. Men saaledes som denne nu mere og mere træder frem, bliver det mig ofte noget tvivlsomt, om den ikke har overskredet endog Grændserne for sand Kunst. Kunsten er et Barn af Menneskets skabende Evne i dennes højeste Idealitet, den Evne, hvori han er Guddommen mest lig. Den er derfor ikke, som Haandværket kan være, den blotte Reproduktion, men Menneskeaanden maa altid have sat sit skabende, idealiserende Præg paa det, som skal fortjene Navn af Kunstværk. Kunstens Idealitet er det Skjønne, fordi det Skjønne er det Godes naturlige Udtryk i det Udvortes. Selv derfor, hvor Kunsten fremstiller det Uskjønne, er det ikke den virkelige Uskjønhed, men den idealiserede. Og herved er ogsaa dette draget saaledes ind under Skjønhedens Idealitet, at Beskueren eller Læseren gaar bort med Idealiteten vakt i sin Sjæl. Og heri ligger Forsoningen. Den opløftede Stemning, som man har fordret, at det sande Kunstværk skal fremkalde, er netop den Stemning, i hvilken Idealiteten, Idealsansen vækkes og styrkes. Derfor har man ogsaa betragtet Kunsten som hørende til det Ypperste paa Jorden, og af den villet hente baade Kraft og Forædling. Skal dette imidlertid kunne ske, da maa der forudsættes Tro paa Idealitetens uendelige Magt indenfor Livet; og Idealiteten maa gjøres gjældende i sin guddommelige Ophøjethed over den faktiske Virkelighed. Men denne Tro paa Idealiteten er det netop, som finder sit Udtryk i Forsoningen. Derfor kan Kravet paa Forsoning ikke opgives, uden at man samtidig opgiver Troen paa den guddommelige Idealitets Magt i Livet. Saavidt jeg kan forstaa, har den «realistiske» Retning, saaledes som den nu mere og mere træder os imøde, virkelig opgivet denne Tro: dens Idealer ere af jordisk Art; dens Fremstillinger indskrænke sig til den korrekte Gjengivelse af Virkeligheden ganske ubekymret om hint idealiserende Præg, som vækker og opdrager den højere Idealsans. Og da Virkeligheden jo desværre er fuld af saamegen Smuds, som er ligefrem Frafald fra Ideen, saa kan denne Retning endogsaa glæde sig ved at drage frem de Sider af Livet, over hvilke man hidindtil kastede et Blufærdighedens Slør. Af «Et Dukkehjem» vil jeg som saadanne Exempler nævne Doktor Ranks Person, ikke saameget hans næsten i levende Live henraadnende Legeme, som den cyniske Maade, hvorpaa hans Sygdom og dens angivne Aarsag føres frem for Læserne, den Mangel paa Hensynsfuldhed ligeoverfor Nora, sin Vens Hustru, som kan tillade ham at omtale den for hende paa en Maade, der var meget skikket til at saare hendes Blufærdighed, og desuden er blottet for ethvert Spor af Pietet mod Faderens Minde. Jeg vil nævne Scenen med Silkestrømperne mellem Nora og Rank, en Forhandling, som en ældre Æsthetik vilde anseet for utilladelig, baade fordi den saarede Blufærdigheden, og fordi den i sig er uskjøn, og fordi det læsende og theatersøgende Publikum dengang ikke ønskede at pirres ved Allusjoner, som mildest talt gaa Grændsen af det Anstændige vel nær. Det Samme gjælder ogsaa hin uhyggelige Henvendelse fra Helmer til Nora i tredje Akt efterat de ere komne hjem fra Maskeraden. Den Slags Ting have hidindtil de bedre Digtere dækket med Blufærdighedens Slør. Det være nok med disse Exempler.

Det er ogsaa ligeoverfor saadanne Punkter, at Vennerne af det Nye tale om Snerperi, saasnart nogen lader sig mærke med, at det ikke behager ham. Saasandt der imidlertid findes noget, som heder Blufærdighed og Undseelse, der bør bevares, saa maa man ogsaa vide at skjelne mellem det uberettigede Snerperi og den berettigede Blufærdighed. Og jeg tror ikke, man sætter Grændsen urigtig ved at fordre, at den højere Ide med Bestemthed skal paa den ene Side kræve og paa den anden Side derved ogsaa dække over de Sider ved Menneskelivet, som sund og smuk Blufærdighed helst skjuler. Og de tør ikke drages frem i nogen større Nøgenhed, end den højere Ide bestemt kræver. Ikke at tillade Ideen dette absolute Herredømme ogsaa over disse Sider af Livet betragter jeg for Snerperi. Derimod at drage dem frem i større Udstrækning og i væmmeligere Nøgenhed, end Ideen kræver, staar for mig som at krænke Blufærdigheden. Og jeg har ikke fundet, at den Maade, hvorpaa disse Sider ere dragne frem i «Et Dukkehjem», er paakrævet af Ideen.

Jeg har vanskeligt ved at tænke mig, at det er andet end den nuraadende «Realismes» Magt over Digteren, som har bragt disse Partier paa en saadan Maade frem i Stykket, og atter uden enhver «forsonende» Belysning.

Skulde det virkelig være kommet derhen med Menneskesamfundet, at hin guddommelige Idealitet har saa ganske tabt sin Magt over det, at man med Rette i Kunsten giver Afkald paa Forsoningen og den Livsbetragtning, hvorpaa Kravet af denne hviler, da vilde det aldeles være ligt Doktor Rank og ikke have mange Dage at leve i. Thi Samfundet behøver den guddommelige Idealitet, behøver Troen paa det Godes og det Skjønnes Ide for at kunne bestaa. Medens derfor Kunstretningerne hidindtil virkelig bød Menneskene Noget at leve paa, saa synes denne «realistiske» Retning, saaledes som den nu arter sig, hvis den virkelig skal beholde Overhaand, alene at kunne være et Udtryk derfor, at nu er Menneske-Slægtens Kapital opbrugt. Men er det saa, da er Enden kommet, ogsaa Kunstens. Derfor er det meget dybt begrundet, og ikke i en eller anden Tilfældighed, at man forlader de Værker af denne Retning, der gjør stærkest Indtryk, med en saa pinlig Fornemmelse. Det er Dødens og Opløsningens Aandepust, som slaar En imøde.

Hvorvidt det nu er Spidsborgerlighed og Fordomsfuldhed ikke at tiltales af denne Dødens Lugt, derom vil man vel i Stridens Tid vanskeligt komme til nogen Enighed. Men jeg skulde have en vis Mistanke om, at alle livsfriske, sunde Naturer allermindst i Længden ville føle sig stærkt tiltalte af den, men mere og mere længselsfuldt imødese den Tid, da den «realistiske» Retning har saa fuldstændig mættet sig paa Virkelighedens Smuds og Raaddenhed, at den med samme Troskab vil gjenoptage Livets ideale Sider og atter kjæmpe under det Godes og det Skjønnes Fane.

Fredrik Petersen.
Publisert 22. mars 2018 12:21 - Sist endret 24. aug. 2018 10:11