Anonym anmelder i Fædrelandet

Urpremieren på Et dukkehjem ved Det Kongelige Teater anmeldt i Fædrelandet i København 22. desember 1879.

Det kgl. Theater opførte iaftes for første Gang og naturligvis for aldeles fuldt Hus Henrik Ibsens for en 3 Uger siden udkomne treakts Skuespil «Et Dukkehjem». Det fulgtes tydelig med stor Spænding og Betagethed, i hvert Fald til den sidste Scene, og Bifaldet var stærkt saavel efter første og anden Akt, som efter Tæppets Fald. Men vi havde dog Lyst til at spørge de ærede Tilskuere, om det Indtryk, de modtog, var det, de pleje at modtage af et ægte poetisk Konstværk, og om den Stemning, hvori de forlod Theatret, var den festlige, glade og løftede, hvori Nydelsen af et saadant plejer at sætte dem, hvad enten Indholdet er tragisk eller komisk? Maaske vil Svaret lyde noget forskjelligt; thi det store Publikum bliver ifølge sin Natur let sentimentalt, og Hr. Ibsen er ikke fri for at henvende sig til denne Svaghed; men i hvert Fald forekommer det os tvivlsomt, om hans nyeste Arbejde, dets store tekniske Fortrin og rige psykologiske Interesse ganske ufortalt, er et Skridt videre ad den rette Vej eller ad en Afvej.

«Et Dukkehjem» henhører til samme Art af Skuespil som «Samfundets Støtter»; det er forskjelligt i Meget, men ens i Grundbetragtningen. Hist var det en anset Handelsmand, en af Samfundets højtagtede og fejrede Støtter, der viste sig at være pilraaden, som havde bygget sit Familieliv og sin timelige Lykke paa et lumpent Forræderi mod sin bedste Ven, hvem han troede udvandret for stedse, og som, da Vennen uformodet vender tilbage efter mange Aars Forløb, af Angst for Opdagelse, ikke betænker sig paa at beslutte en grov Forbrydelse for at skaffe Vennen tilside; og det er ikke hans Skyld, at den ikke bliver udført. Her er det en ung, smuk og livlig Kvinde, som i 8 Aar har levet i det tilsyneladende lykkeligste og lystigste, men rigtignok meget verdslige, Ægteskab, baaret paa Hænderne og føjet i Alt af sin forelskede Mand, og som har 3 sunde, raske Børn, med hvilke hun tumler lig en Jevnaldrende, men som viser sig at have begaaet en meget ubesindig Handling, hvilken hun ikke i 7 Aar har turdet betro sin Mand, uagtet hun stadig lider under dens Følger; hun har nemlig efterskrevet sin afdøde Faders Navn paa et Gjældsbevis. Hun staar visselig ikke i moralsk Henseende paa lige Fod med Konsul Bernick; hun har for det første kun gjort det, for at skaffe sin Mand Penge til at gjenvinde sin Helbred ved en Rejse til Syden, og Faderen laa dengang dødssyg; hun har ingen klar Fremstilling havt om sin Handlings Ulovlighed, skjønt en Smule Eftertanke maatte have oplyst hende derom, og hun har stræbt ved at opspare sine Naalepenge, ja ved at paatage sig Extraskriveri, redelig at afbetale Gjælden; hun søger endelig sin Undskyldning deri, at hun er et forkjælet Barn, en Dukke, som en letsindig og egenkjærlig Ægtemand har overtaget til samme Brug efter ham. Nora Helmer ophører altsaa ikke at være elskværdig eller taber Tilskuernes Sympathi, fordi hun har forsyndet sig mod Loven; det, man har mest ondt ved at tilgive hende og ved at forstaa, det er, at, da hun mærker, at hun ved at fortie denne Sag altfor længe for sin Mand, har bragt sig i et Menneskes Magt, som vil og kan prostituere ham og hende at hun da ikke overvinder sin Fejghed og finder et Øjeblik til at betro Manden sin Kvide; thi hendes Tro paa, at han vil tage Alt paa sig, er fantastisk sikker. Men dersom Digteren havde ladet det Naturlige og Rimelige ske, hvad var der saa blevet af hans Skuespil? Han har villet spænde hende og med hende de sympathetiske Tilskuere paa Pinebænken i 2 ½, eller 2 ¼, Akt; han har gjort det godt, ved et sindrigt og omhyggeligt Anlæg, ved en fin psykologisk Udvikling og igjennem en mesterlig Dialog; men en Pine bliver det dog at følge med. Man kan lære Adskilligt deraf; man faar mange Sandheder at høre eller at forstaa; men der er slet Intet, der løfter, slet Ingen, der staar paa et højere og sikkrere Trin, end disse gjensidig brødefulde Ægtefolk; man gaar bort med en nedtrykkende Følelse af almindelig menneskelig Skrøbelighed, af det Hule og Skuffende i megen saakaldt menneskelig Lykke, men uden al Glæde. Thi det er ingenlunde nogen ublandet Glæde at se store Digterkræfter tumle med Opgaver, som ikke kunne tilfredsstille, maaske nok Digteren selv ifølge hans individuelle Stemning, men neppe nogen Anden.

Men H. Ibsen har villet noget Mere her, end belyse den bedragelige menneskelige Lykke; han har tillige villet en af de Institutioner tillivs, paa hvilke Samfundet er støttet; han har ikke blot villet vise, hvorhen Ubesindighed og Mangel paa Sanddruhed kan føre et iøvrigt elskværdigt Menneske; han har også villet fremstille Ægteskabet som en Indretning, der, i Stedet for at opdrage Individerne, om ikke altid, saa dog ofte fordærver dem, og som de derfor have moralsk Ret til strax at opløse, saasnart det ikke tilfredsstiller dem længer, og navnlig naar de høste hin sørgelige Frugt deraf, for enten igjennem Ensomhed eller ved en ny Forbindelse at blive til mere udviklede Mennesker. Denne Betragtning af Ægteskabet, hvori Hr. Ibsen altsaa viser sig temmelig nær samstemmende med sin Landsmand og Kollega Hr. Bjørnson, er falsk. At det er stiftet og til en Tid ført i Letsindighed, og at Ægtefolkene enten ved en pludselig Opdagelse eller lidt efter lidt faa et andet Syn paa hinanden, end de fra først af havde berettiger dem aldeles ikke til at opløse det, men henviser dem udelukkende til igjennem Ægteskabet at søge den Forbedring eller «Forvandling», hvortil de trænge. Allermindst kan det være tilladt, fordi en saadan Opdagelse er gjort, at opløse et Ægteskab, naar der er Børn, fordi derved begaas den blodigste Uret mod disse. Det er kun en Frase, at man ikke kan opdrage dem eller hinanden; thi man skal det, og Børnene kunne ogsaa bidrage betydelig til Forældrenes Selvopdragelse. Men dersom Hr. Ibsen havde havt, vi ville ikke sige en kristelig Opfattelse af Ægteskabet, men blot den, som er den lovlige i hele den civiliserede Verden, hvor skulde han saa faaet en effektfuld Ende paa sit Stykke? Det viser sig i «Et Dukkehjem» som i flere af hans andre dramatiske Arbejder, at saa genialt hans Anlæg end er, saa logisk rigtig den psykologiske Udvikling og saa glimrende hans Replikbehandling, saa har han meget ofte ondt ved at finde en Slutning, der paa een Gang tilfredsstiller ham selv og Tilskuerne; og han fristes da let til at sætte Effekten over den Sandhed, som han i hele den foregaaende Handling med stort Held har søgt at fremstille. Han har ganske vist en ethisk Opfattelse af Menneskelivet, men den Morallov, som i det enkelte Tilfælde maa og skal komme til Anvendelse, den dikterer hans Følelse ham ikke altid. Hvad det foreliggende Arbejde angaar, bliver Opløsningens Virkning desuden svækket derved, at Slutningsscenen er for lang.

At gjenfortælle Handlingen i et Skuespil, der i 3 Uger har været i Alles Hænder, er overflødigt; vi skulle derfor endnu kun tilføje nogle Ord om Udførelsen, der i det Hele taget er tilfredsstillende, men sikkert nok vil vinde i Afrunding og Sikkerhed ved gjentagne Opførelser. Fru Hennings har maattet paatage sig Nora Helmers meget svære og anstrængende Rolle, fordi hun er den af vore Skuespillerinder, for hvem den ligger bedst, og det vilde være utaknemmeligt ikke at erkjende, at hun har gjort sig overordenlig stor Umage, og at Rollen ogsaa lykkes hende bedre, end man turde vente. Men det er kun den første Del af den, den lystige, flotte og letsindige unge Hustru, der egenlig passer for Fru Henningss Talent og Natur, og i hele første Akt slaar hun ogsaa fuldkomment igjennem. Den stigende Fortvivlelse, og navnlig den sidste Scene fordrer baade et mere nuanceret Spil og en fyldigere Stemme; det er tvivlsomt, om en større Del af Huset kan høre de Repliker, der siges med dæmpet Røst, og hvoraf man ikke kan undvære en eneste for Forstaaelsens Skyld. Derimod bør man ikke tillægge Skuespillerinden nogen Skyld for den bratte Overgang, thi den ligger udelukkende hos Digteren; den kolde og rolige Klarhed og Alvor, der afløser Noras Letsind og hendes holdningsløse Fortvivlelse, den kan ikke komme saa pludselig, den maa være forberedt ved mange Tanker og Betragtninger, som Digteren har sprunget over. Hr. E. Poulsen har som Helmer anlagt en Maske, der heldig antyder den brutale Egoist, der staar bag ved den føjelige og forelskede Ægtemand. Men vi tro ikke det er rigtigt, at han svingler lidt efter Hjemkomsten fra Ballet; det gjør Overgangen til Alvor og Sorg for stærk; han maa kun være oprømt og forelsket. Det andet Par, der har forset sig, Kvinden ved at svigte sin Forlovede og tage en Mand, hun ikke holdt af, for Pengenes Skyld, og Manden, der har begaaet samme Brøde som Nora, Fru Linde og Sagfører Krogstad, vil vanskeligt have kunnet vække synderlig Sympathi hos Tilskuerne og kan visselig ikke afgive nogen tilstrækkelig Modvægt mod Noras og Helmers Ulykke. Frøken Dehn spiller Fru Linde med al fornøden Resignation, men det er ikke muligt for hende at borttage det Ukvindelige fra den første Scene i 3die Akt, hvor hun selv maa fri til sin gamle forurettede Elsker, Krogstad. Det forekommer os, som Hr. S. Petersen gjengiver denne meget blandede Personlighed paa en naturlig Maade og gjør ham saa lidt frastødende, som det kan forlanges. Hr. Jerndorff har faaet Doktoren paa sin Part, og det er tilvisse ingen taknemlig Opgave; thi denne syge og sære Person, der bilder sig ind at kunne forudsige sin Dødstime, og betragter sig selv som et vandrende Lig, er kun sat ind i Stykket, for at godtgjøre, at Nora trods al sin Letsindighed er sin Mand tro og med Uvillie hører paa deres bedste Vens Kjærlighedstilstaaelse; men dette er aldeles overflødigt med Hensyn til Handlingens Udvikling. Hr. J. tager Rollen ganske rigtigt, men da Figuren er mere uhyggelig end sympathetisk, giver hans Spil naturligvis kun et ringe Udbytte.

Publisert 22. mars 2018 11:23 - Sist endret 13. sep. 2018 11:51