Alfred Sinding-Larsen

Nærværende Studie over Henrik Ibsens seneste Arbeide fremkom i afvigte December Maaned i en Række Artikler i «Morgenbladet».

Da Digteren i et Brev til Christiania Theaters Chef har udtalt, at de i Stykket forekommende Personer deri ere «ganske fortræffeligt og korrekt karakteriserede» og saaledes, som han har ment det, samt at han, dersom nogen af de Rollehavende skulde svæve i Uvished om den rette Opfatning, kunde henvise til Artiklerne, har jeg troet, at disse kunde have Interesse ogsaa udenfor den Læserkreds, for hvilken de bleve skrevne.

Christiania, i Februar 1889.

Over Ibsens tvende nærmest foregaaende Verker — «Vildanden» i 1884 og «Rosmersholm» i 1886 — laa der en mørk, graakold, knugende Vinterstemning, og naar de begge udkom netop i den triste Mørketid indunder Jul, havde de dennes egen Kolorit og bragte ikke nogen Aandens Lysning og Varme ind over den. Meget mere var deres Virkning paa Sindet pinagtig og nedslaaende, og hvert af dem affødte, just fordi Digterens Begavelse er saa mægtig, et mere og mere trøstesløst «what next?» En i sine Aabenbarelser mystisk og passioneret, vild og gaadefuld Pessimisme syntes at betage ham i stedse høiere Grad, og vel kunde man ikke gjøre sig det klart, hvorledes det vilde være ham muligt at komme endnu videre frem, eller dybere ned, i denne golde og fortvivlede Retning, men man frygtede dog, at saa vilde ske, man tabte efterhaanden al Tro paa, at den digtende Grubler dog omsider vilde finde tilbage til andre, mindre sumpede og vildsomme Stier. Dette er dog nu skeet.

«Fruen fra Havet» er ogsaa kommen til os i Mørketiden, men med en Lysning som af en ny Vaar i Digterens Sind; og netop af den Grund, at dette nye Verk træder frem mod sine Forgjængeres dystre Baggrund, virker det, skjønt det psykisk Abnorme ogsaa her spiller en stærkt fremtrædende Rolle, i sin Helhed desto mere oplivende og glædeligt. Men i sig selv har det ogsaa meget, der uafhængig heraf betinger en saadan Virkning. Der er ikke en af dets Personer, som mangler sin Elskværdighed; og om der end ikke peges paa noget høiere Livshaab, om end Guds Navn — bogstavelig som figurlig — skrives med lidet Forbogstav, er dog Stykket frit for Pessimismens trykkende Mare. Et Citat, hentet fra Stykkets 3die Akt, angiver forsaavidt Grundtonen.

        Arnholm: Men, bedste Fru Wangel, — jeg har ikke faat det indtryk, at Menneskene er saa svært tungsindige endda. Jeg synes tvertimod, at de fleste ser Livet saa lyst og let, — og i en stor, stille, ubevidst Glæde.
        Ellida: Aa nei, det er nok ikke saa. Den Glæden — den er nok ligesom vor Glæde over det lange, lyse Sommerdøgn. Den har Mindelsen om den kommende Mørketid over sig. Og den Mindelsen er det, som kaster sin Skygge over Menneskeglæden, — ligesom Drivskyen kaster sin Skygge over F jorden.

Og vel at mærke: gjennem den første af disse Repliker er det den sjæleligt Friske, gjennem den sidste den sjæleligt Syge, der udtaler sig.
 

Da Doktor Wangel, der er bosat i en liden Fjordby i det nordlige Norge, efter et lykkeligt Ægteskab, hvori der er født ham to Døtre, Bolette og Hilde, har været Enkemand i to Aar, frier han til Ellida, Datteren af en Fyrforvalter i den i Distriktet liggende Udhavn Skjoldviken. Hun er ganske ung, ikke stort ældre end hans ældste Datter. De have ikke kjendt noget nærmere til hinanden. Han faar strax hendes Ja, men hun betror ham aabent, at hendes Sind tidligere har været andetsteds henne. Herved fæster han sig ikke stort; men han tænker dog over, hvem den Anden skulde kunne være. Thi i Skjoldviken er der ikke Mange, hvorom der forsaavidt kan være Tale, og han kommer naturligen til den Formodning, at den, der handles om, er en nuværende Overlærer Arnholm, der i sin Tid var Lærer derude, og som senere opholdt sig i hans eget Hus som Huslærer for Bolette. De blive gifte, og han fører Ellida ind i sit Hjem; men hun assimilerer sig ikke med det. Husstellet vedbliver at være overladt til Bolettes Omsorg, hun forstaar ikke heller at knytte denne og Hilde til sig, og hendes Mand forguder og forkjæler hende, saa hun vedbliver at leve for sig selv i sin stadige higende Længsel efter det Hav, ved hvilket hun er opvoxet, og i sit eget drømmende, uforstaaede Erindringsliv. At «gaa i Sjøen» er hendes Liv og Lyst, og Folk i byen kalder hende «Fruen fra Havet». Hendes Steddøtre og hun ere saaledes vedblevne at staa fremmede ligeoverfor hinanden, og Doktoren færdes midt imellem dem. Med sine to Døtre pleier han, Ellida uafvidende, Mindet om deres afdøde Moder, feirer i al Hemmelighed dennes Fødselsdag osv. Ellida søger han, uden at kunne udgranske det Tungsind, der hviler over hende, og trænge ind i hendes Væsens Gaade, paa alle Maader at oplive og styrke. Hun har været uforklarlig nervøs, siden hun for to-tre Aar tilbage fødte deres eneste Barn, en Søn, som døde nogle Maaneder gammel. For at opmuntre hende ved at skaffe hende En, med hvem hun kan opfriske sine kjære Ungdomsminder, har han skrevet til Arnholm og bedet ham komme og besøge dem, med den Forklaring, at der var en, som gik og ventede paa ham og kanske længtede efter ham. Arnholm, som derved ikke har tænkt paa Ellida — han friede engang til hende og fik en Kurv —, men paa sin fordums Elev Bolette, har efterkommet Anmodningen og er netop ankommen til Hotellet i den til et stærkt besøgt Badested opblomstrede lille By. — Saadan er den med Ibsens sædvanlige Mesterskab raskt og sikkert opprullede Situation ved Stykkets Begyndelse.

Naar Tæppet gaar op for 1ste Akt, ere vi i Doktor Wangels Have. De første af Stykkets Figurer, vi træffe paa, er Bolette og en komisk Biperson, et Slags Byfaktotum ved Navn Ballested, en middelaldrende Mand, der efter en af sine mange Beskjæftigelser bærer Titel af Danselærer, men hvem man desuden efterhaanden lærer at kjende som Haarskjærer og Frisør, Formand i Hornforeningen, Fremmedfører og Landskabsmaler. Det er i den sidstnævnte Egenskab, vi finde ham i Doktorens Have, hvor han, idet Tæppet gaar op, forresten er ifærd med, efter Bolettes Anmodning, at heise Flaget — i Virkeligheden i Anledning af «Mors Fødselsdag», men officielt til Ære for Overlærerens Ankomst. En anden — ogsaa i Hovedsagen komisk — Biperson kommer til. Det er en Badegjæst, Hr. Lyngstrand, en ung Person, som egentlig har skullet blive Sømand, men som ved et Forlis paadrog sig en Brystsvaghed, der gjorde ham uduelig til at fortsætte paa Søen, og som nu skal blive Billedhugger. Hans Interesse vækkes ved Ballesteds Staffeli og øvrige Malersager. En gjensidig Præsentation mellem dem gaar for sig, og Ballested forklarer ham, at hans Billede, efter den Staffagefigur, han har til Hensigt at anbringe — nemlig en halvdød Havfrue, «der har forvildet sig ind fra Havet og ikke kan finde ud igjen» — skal kaldes «Havfruens Ende». Det er Ellida, som har givet ham Ideen til Billedet. Ballested forsvinder snart for at skjøtte sine Kaldspligter andetsteds. Hverken Ellida eller Doktoren er hjemme, den Førstnævnte er i Bad, Doktoren er ikke endnu kommen tilbage fra et Sygebesøg ud til Øerne. Lyngstrand, der for første Gang har dristet sig til at følge en Opfordring af Fruen til at besøge Huset, bliver opmærksom paa dets festlige Udseende med Flaget heist og de mange Blomster paa Verandaen og spørger, om det kanske er Doktorens Fødselsdag. Hilde, der netop er kommen til, og som gjennem nogle faa raske Repliker har introduceret sig som et rapmundet, paa Stedmoderen opsat, trodsigt Pigebarn, svarer til Bolettes Ærgrelse uden Betænkning: «Nei — Mors», — og med den Besked gaar saa Lyngstrand. Saa kommer Doktoren og strax efter Arnholm. Under en Samtale paa Tomands Haand faar denne Rede paa Husets Forhold og da særlig paa Ellidas forunderlige Nervøsitet, ledsaget af en for ham noget uventet Opfordring til at gjøre hende godt ved at tale med hende om gamle Dage. I samme Øieblik træder Ellida selv ind. Efterat hun og hendes Mand har vexlet nogle kjærlige Ord, efterlader Doktoren hende i tête-à-tête med Arnholm for selv at gaa ind og klæde sig om efter Rejsen. Ellida bringer snart Samtalen ind paa det gamle Forhold mellem dem, hans Frieri og hendes Afslag. Hun kunde, siger hun, ikke svare ham anderledes dengang, han ved ikke, at hendes Sind og alle hendes Tanker vare andetsteds henne. Han forstaar ikke dette, han mindes ikke et eneste Menneske derude, som han kunde tænke sig Muligheden af, at hun kunde fæste sig ved. Nei, det tror hun nok, for «det er saa rent forvildende galt Altsammen». Han vil have en nærmere Forklaring, og hun er ifærd med ogsaa at give en saadan, hun maa have Nogen at betro sig til. Men de afbrydes af Lyngstrand, der kommer med en Blomsterbuket, som han vil overrække Fruen i anledning af hendes Fødselsdag. Dette vækker nogen Forvirring hos Arnholm og Ellida. De forstaa begge Sammenhængen, men røbe den ikke. Ellida giver sig venligt af med Lyngstrand. Han maa fortælle om den Oplevelse, som han kan takke baade for sin Brystvaghed og for, at han skal komme inn paa Kunstnerbanen. Det Knæk, han fik ved Forliset, er han bare glad over, det var «en stor Lykke», det er jo ikke «videre farligt», og det kan han takke for sin Udsigt til at «faa modellere i det deilige Leret, som føier sig saa fint mellem Fingrene». Og hvad vil han saa modellere, spørger Ellida. Havmænd og Havfruer? Eller gamle Vikinger? Nei, siger han, han vil prøve paa at udføre et stort Verk, en Gruppe, «som de kalder det»: en troløs Sømandskone, for hvem hendes Mand som Gjenganger viser sig i Drømme. Dette gjør strax et stærkt Indtryk paa Ellida, hun vil vide, hvordan han er kommen paa det. Jo, han har oplevet det. Det vil sige, ombord i Briggen paa den Reise, da den forliste, var der en Baadsmand, en Amerikaner, som fik laane endel gamle Aviser af Kapteinen for at studere Norsk, og som en Aften var blevet rasende ved at læse om en Kvinde, der havde giftet sig med en anden Mand, medens han var borte. Trods sit angivelige Ubekjendtskab med Sproget havde han paa godt Norsk ytret, at hun var hans, og at hun skulde følge ham, om han saa skulde hente hende som en druknet Mand fra Sjøen. Ellida, der under denne Fortælling er bleven mere og mere spændt og urolig, spørger, om han ved, hvor der siden er blevet af Manden, og Lyngstrand oplyser da, at Baadsmanden antages at være omkommen ved Forliset. Da Lyngstrand er gaaet, søger Arnholm at berolige Ellida, han tror, at det er Opdagelsen af, at Doktoren og Døtrene for sig høitideligholde den Afdødes Fødselsdag, som har bragt hende i Oprør. Men hun afviser det, hun selv «lever jo ogsaa i Noget, som de Andre staar udenfor». Arnholm vil da at hun skal betro sine Sorger helt og holdent til ham, men hun henviser det til en mulig senere Leilighed. Og i det Samme kommer Doktoren, Bolette og Hilde. Hele Selskabet skal nu gaa ind i Huset, men Ellida henter først den Buket, som Lyngstrand bragte hende, og paa de unge Pigers Spørgsmaal svarer hun venligt, at hun har faaet den i Anledning af Fødselsdagen, og at hun vil sætte den i Vand sammen med de andre Blomster. Bolette bliver rørt, Hilde karakteriserer hendes Venlighed bare som Abekatstreger for at tækkes Doktoren; denne selv takker hende bevæget, og Overlæreren siger Hm! Dermed ender 1ste Akt.

Vi have refereret dens Indhold saa vidt udførligt, fordi vi ikke paa anden Maade kunde faa frem den ypperlige Exposition, som derigjennem er givet, og navnlig den stigende Spænding, hvormed den stiller Spørgsmaalet om, hvad det er for en Hemmelighed, som Stykkets Heltinde bærer paa. I noget større Korthed skulle vi søge at redegjøre for Stykkets videre Gang.

2den Akt foregaar en Sommernat med Halvlys paa en Udsigtsplads ved Byen. Der er Musik og Dans og Lystighed i Nærheden, og Arnholm og Lyngstrand er deroppe som Deltagere, Bolette og Hilde ligesaa. Nogle Ord, som vexles mellem disse to angaaende Stedmoderen, viser Hildes Opfatning af denne som umulig at komme tilrette med og som halvveis gal og giver forresten den Oplysning, at Ellidas Moder har været sindssvag. Aktens Hovedindhold er en Samtale mellem Wangel og Ellida. Doktoren, som har lidt under, at hun i lang Tid ikke har villet leve med ham som hans Hustru, tror at have opdaget Grunden til dette deri, at hans første Kones Skikkelse ligesom har staaet mellem dem, hvortil kommer, at hun ikke kan trives derinde i Byens trange Omgivelser, langt fra det aabne Hav. Nu har han for hendes Skyld fattet den Beslutning, at de skulle bryde op fra Byen og flytte derud til Havet, saa tror han, at Alt skal blive godt igjen. Men Ellida svarer, at det ikke vil hjælpe, og saa kommer hendes Bekjendelse. Den Mand, som hun havde hentydet til, da han friede til hende, var ikke, som han fremdeles har troet, Arnholm. Det var Understyrmanden paa et amerikansk Skib, der engang senhøstes kom ind til Skjoldviken. Wangel bliver forfærdet, — Kapteinen paa dette Skib blev dræbt ombord, Understyrmanden var den, som havde gjort det, var forsvunden ovenpaa og antoges at have druknet sig. Men ham var det. Han kaldte sig Friman, siden Johnston, var af Nationalitet Kvæn, var kommen tidlig tilsøs og havde faret paa lange Reiser. Han udøvede et aldeles ubegribeligt Herredømme over hende. Hun havde ingen Vilje selv, naar han var i Nærheden. Hun gruede for ham men maatte lyde ham. Det var om Havet, de mest talte, og da var det, som om baade han og hun var i Slægt med baade Sødyr og Søfugle. Den Morgen, da han om Natten havde begaaet Drabet, havde han kaldt hende ud paa Brathammeren, et ensomt Næs, og der havde han aabenbaret sin Gjerning, for hende og derpaa, før han tog Farvel med hende for at flygte, tvunget hende til med ham paa en mystisk Maade at «vie sig sammen til Havet», idet han kastede deres sammenbundne Ringe ud i dette. Saasnart han var borte, var Trylleriet ogsaa løst. Han skrev flere Gange til hende. Hun svarede først, at hun ikke vilde have mere med ham at gjøre, siden svarede hun slet ikke. Det havde ingen Virkning paa ham; han skrev altid, som om hun var hans og blev hans, indtil hans Breve tilsidst hørte op. Men nu er jo da dette ialfald forbi, mener Doktoren, især naar hun nu kommer ud i den saltsvangre, feiende Havluft. Nei, siger Ellida, hun er ræd, det aldrig bliver forbi. Hun havde glemt ham, men saa var det, som om han kom igjen, — for omkring tre Aar siden, medens hun gik og ventede sit Barn. Da blev hun pludselig skræmt bort fra Wangel ved sin Rædsel for «den fremmede Mand», «en Rædsel saa grufuld, som jeg synes bare Havet kan ha den.» Hun finder ud, at den kom over hende netop dengang, da den af Lyngstrand omtalte, hemmelighedsfulde Sømand læste om Giftermaalet i Avisen. Ret som det er, synes hun, at hun ser den Fremmede foran sig, «eller egentlig lidt til Siden». Aller tydeligst ser hun hans Brystnaal med en stor, blaahvid Perle i; den ligner et dødt Fiskeøie, og det ligesom stirrer paa hende. Forfærdet udbryder Wangel, at hun er sygere end han troede, og bebreider hende, at hun har gaaet og baaret paa dette uden at betro sig til ham. Men det kunde hun ikke, siger hun, før det nu blev nødvendigt for hans egen Skyld; thi da maatte hun ogsaa betro ham «det Uudsigelige. « Hvad dette er, forties, — spørg ikke, siger hun. Kun en Ting tilføier hun, og det er — hvad han betegner som en Indbildning — «det Gaadefulde ved Barnets Øine,» som «skiftede Farver efter Søen». Hun har seet slige Øine før, — Barnet havde den fremmede Mands Øine! Og til den forfærdede Wangel siger hun sluttelig, at nu kan han vel forstaa, hvorfor hun aldrig mere vil, aldrig mere tør leve med ham som hans Hustru. Saa vender hun sig og løber fra ham, han med et beklagende Udraab efter. Dermed ender Akten.

Begyndelsen af 3die Akt, der foregaar i en Afkrog af Doktorens Have, optages væsentlig af en Scene mellem Bolette og Arnholm, hvori denne betænktsomt og forsigtig indleder et Frieri, uden at den unge Pige endnu har faaet nogen Anelse om, hvor han egentlig vil hen, før de afbrydes ved Ellidas Tilstedekomst. Bolette har netop omtalt, at Doktoren for at holde Ellida i godt Humør «mangengang lar hende faa Medicin, som hun slet ikke har godt af i Længden;» og det er tydeligt, at hun netop nu er paavirket af en Morfinrus. Hun er livlig og oprømt, men der er en feberagtig Uro over hende, og hun maa endelig have fat i Wangel, skjønt denne netop er gaaet fra hende. Han maa komme strax, for nu kan hun «ikke se ham,» — naar han ikke er tilstede, kan hun, «tidt ikke huske, hvordan han ser ud.» Et engelsk Dampskib er netop passeret indover til Byen, og Arnholm og Bolette gaar afsted for at træffe Doktoren der, — «han pleier se, om der er Bekjendte med. Og saa er der Restauration ombord.» Ellida er alene, hun staar en Stund og stirrer ned i Havedammen og taler af og til sagte og afbrudt med sig selv; da kommer udenfor paa Fodstien bag Havegjærdet «en fremmed, reiseklædt Mand» med «busket, rødligt Haar og Skjæg», som gaar langsomt og speider ind i Haven. Da han faar se Ellida, standser han, ser ufravendt og forskende paa hende og siger dæmpet «Godaften, Ellida!» Ellida tror, det er Doktoren, vender sig og raaber: «Aa Kjære, — kommer du da endelig!» «Ja, endelig engang,» svarer den Fremmede. Men Ellida kjender ham ikke, hun ser overrasket og ængstlig paa ham og forstaar ikke, hvorledes han kan tiltale hende med det fortrolige du, indtil hun efter at have stirret paa ham, tumler tilbage med et halvkvalt Skrig: «Øinene! Øinene!» — Det er Manden fra Brathammeren, som er kommen for at hente hende. Det vil lettelig forstaaes, at hvad der nu følger, er af en stærkt concentreret, uhyg gelig Virkning. Ellida er halvt fra sig selv af Gru og Rædsel, hun taaler ikke, at han ser paa hende, hun vil flygte men bliver staaende som lamslaaet, da han stiger over Gjærdet og kommer nærmere; hun viser ham fra sig, hun beder og besværger ham om at reise. Men i Modsætning til hendes Exaltation staar den Fremmedes isnende Ro. Han ligesom hverken hører eller mærker noget af dette, — han er kommen for efter Løfte at hente hende, hun skal følge med ham, og dette bliver han ved at udtale, som om det var en uafvendelig Naturnødvendighed. Saa kommer Doktoren til. Ellida klynger sig til ham og beder ham om at frelse hende, om han kan. Wangel søger at skaffe dem af med det forfærdelige Besøg ved at gjøre gjældende, at Manden jo ingen Ret har over Ellida, han kan ikke tage hende fra ham med Magt. Men den Fremmede svarer med uforstyrret Ro, at Ellida skal følge ham frivillig. Nu gaar han med Dambskibet indover i Fjorden, men imorgen Nat kommer han udover igjen og henter hende, og følger hun ikke med da, siger han, saa er det Hele ude, da reiser han, og hun faar aldrig se ham mere. Saa gaar han. Ellidas Sindsoprør forøges, da Lyngstrand, der har seet den Fremmede gaa bort, oplyser hende om hans Identitet med den hemmelighedsfulde Baadsmand. «Aa Wangel, — frels mig fra mig selv,» siger hun. Wangel ser angstfuldt paa hende: «Ellida, jeg aner det — her er Noget bagved.» — Ellida: «Det Dragende er bagved.» — Wangel: «Det Dragende?» — Ellida: «Den Mand er som Havet.»

4de Akt foregaar følgende Formiddag i Doktorens Havestue og aabnes med et Slags høist eiendommeligt Frieri af Lyngstrand til Bolette. Han udmaler for hende den Lykke at være en Kunstners Udkaarede, og hun synes at høre paa ham med en vis Sympathi, skjønt hun med god Grund finder hans naive Beilen egenkjærlig, og skjønt hun, og han omtrent ogsaa, er paa det Rene med, at det ikke kan føre til Noget; men hun lover ham dog høitideligt, at hun skal tænke paa ham, naar han er reist til Syden for at blive frisk og blive Kunstner. Deres tête-à-tête afbrydes af Overlæreren, hvem Lyngstrands Tilstedeværelse øiensynlig berører ubehageligt. Der paafølger nu en Samtale mellem Arnholm og Wangel, der raadfører sig med sin Ven om det igaar Indtrufne og staar aldeles hjælpeløs overfor, hvad han karakteriserer som Ellidas Sygdom. Tegn staar mod Tegn, Indbildning mod en uudgrundelig Virkelighed. Arnholm faar nu til sin Overraskelse endelig vide, at det er for Ellidas, ikke for Bolettes Skyld, Wangel har bedt ham komme. Han antyder forøvrigt som en Udvei den Flytning ud i hjemlige Forhold, som Doktoren allerede forgjæves har tilbudt Ellida. Saa kommer en Scene mellem denne og Wangel. Hun er nu kommen til det, at deres Ægteskab i sin Oprindelse var et Kjøb fra hans Side og et Salg fra hendes, at hun ikke skulde have indgaaet paa det, da det ikke skede i Frivillighed, efter eget Valg. — Ikke i Frivillighed, siger han, ah, han mindes Vendingen fra igaar. — I den Vendingen ligger det Altsammen, svarer Ellida. Hendes første Ægteskab — det med den fremmede Mand, «thi et frivilligt Løfte er fuldt saa bindende som en Vielse» — kunde blevet «et helt og rent Ægteskab», og nu forlanger hun, at han skal give hende Lov til at reise fra ham, ikke Skilsmisse, Formerne bryder hun sig ikke om, men at de skulle blive «enige om i Frivillighed at løse hinanden.» Han søger at tale hende tilrette og idetmindste at faa Betænkningstid. Men hun maa have det afgjort nu, før den fremmede Mand kommer igjen, for at hun kan «staa frem for ham i fuld Klarhed»; thi « Valg maa hun have, Valg til begge Sider. Maa kunne lade ham reise alene — eller ogsaa følge ham.» Men hun ved jo ikke engang, hvad eller hvem han er? Det, siger hun, er netop det Grufulde, og derfor, netop derfor, synes hun, at hun ligesom maa ind i det; thi «det Grufulde er det, som skræmmer og drager.» Han vil styrke og støtte hende til at stride imod, men hun ved ikke, om hun selv vil dette. Hun ved heller ikke, om hun elsker den fremmede Mand, hun ved bare, at han er for hende den Grufulde, og at det er hos ham, hun synes, hun hører til. Imorgen, siger Wangel, da er han reist, da er Ulykken afvendt fra hendes Hoved, da skal han selv være villig til at løse og slippe hende. I morgen, svarer hun, er det forsent. Saa ser Wangel Bolette og Hilde komme med Arnholm og Lyngstrand. Han beder hende spare Børnene indtil videre og meddeler som en Beslutning, de have fattet, at Ellida imorgen skal flytte ud til Skjoldviken. Denne Meddelelse gjør et stærkt Indtryk paa Bolette og Hilde, fra denne Sidste kommer der et strax tilbagetrængt Udbrud af Smerte. Ellida spørger Bolette, hvad der var iveien med Hilde. Bolette svarer ved at spørge, om hun ikke har mærket, at Hilde altid har gaaet og tørstet efter et eneste kjærligt Ord fra hende. «Ah, — skulde her være en Gjerning for mig,» siger Ellida for sig selv og stirrer hen for sig under stridende Tanker og Stemninger.

5te Akt spilles, ligesom tredie, i Udkanten af Doktorens Have, ved Dammen, i tiltagende Sommernatsskumring. Afgjørelsens Stund er snart inde, Wangel og Ellida gaar urolig og venter. Thi det staar fast, at Ellida vil tale med den Fremmede, naar han kommer, og Doktoren kan nok holde hende tilbage med Magt, siger hun, men ikke hindre, at hun vælger inderst inde i sit Sind. Og hun har jo Ingenting at staa imod med, hun er jo saa rent rodløs der i Huset, Børnene eier hun ikke, har ikke en Nøgle at give fra sig, ikke en Besked at lægge etter sig. Det er hans Skyld, han har ment det godt, men nu hævner det sig. Der er Stunder imellem, da hun søger at trodse alle dragende og skræmmende Magter og synes, der vilde være Fred og Redning i at ty inderligt til ham. Men hun kan ikke det heller. — Inden «den fremmede Mand» atter viser sig, følger der nu først en ypperlig Scene mellem Arnholm og Bolette, der begynder med at give ham en Kurv, men derpaa betænker sig og forlover sig med ham, — og dernæst en meget karakteristisk liden Scene mellem det naive Skind Lyngstrand og det lille drillende Trold Hilde. Saa kommer «den Fremmede». Som igaar virker han paa Ellida forfærdende men ogsaa tiltrækkende. Hun spørger, hvorfor han holder saa uryggelig fast paa hende. Han svarer, at «Løfter binder Ingen,» men at de to høre sammen, og at naar han holder saa fast ved hende, er det, fordi han ikke kan Andet. «Hele Havets Magt er samlet i dette Ene,» bryder Ellida ud, « dette, som drager og frister og lokker ind i det Ukjendte.» Og saa stiger den Fremmede over Havegjærdet og nærmer sig. Doktoren truer med at lade ham arrestere som Drabsmand. Dertil svarer han ved at fremtage en Revolver — ikke for ham eller for hende, men til eget Brug, for han vil leve og dø som fri Mand. Ellida befinder sig i stigende Oprør, — alle hendes dragende Længsler og Begjær hige og drage ud i det Ukjendte, som hun var skabt for, og som Wangel har lukket for hende. Kravet paa det Grændseløse og Endeløse og paa det Uopnaaelige vil drive hendes Sind helt ind i Na ttemørket til Slut, siger han, og hun svarer, at hun føler det «som sorte, lydløse Vinger» over sig. Saa i Fortvivlelse siger han, at han lader «Handelen gaa om igjen», at han giver hende fuld Frihed til at vælge under eget Ansvar. Og da hun har faar Vished for, at han virkelig mener dette, og at det er i Kjærlighed til hende, han føier hende, viser hun den Fremmede fra sig og erklærer ikke at ville reise fra Wangel. Altsaa forbi? siger den Fremmede. Ja, forbi til alle Tider, svarer Ellida, for mig er De en død Mand, jeg gruer ikke for Dem, og jeg drages ikke heller. Farvel Frue — siger den Fremmede og svinger sig over Havegjærdet — fra nu af er De ikke Andet end et overstaaet Skibbrud i mit Liv. — Og nu, da Ellida har kundet vælge, og derfor ogsaa forsage, har hun bare Tanke for Wangel og for sine to Børn, som hun nok skal vinde. Saa komme de Andre, og efter en kort Slutningsscene falder Tæppet.
 

Denne Oversigt har ladet alle de mange, tildels fortræffelige Biscener saagodtsom aldeles ude af Betragtning og er i det Hele taget mindre fuldstændig. Hensigten har ogsaa kun været at gjengive det Væsentlige i Handlingens Gang og Hovedfigurens Udvikling. Man vil have seet, at frit for det Gaadefulde og Problematiske er Stykket ikke, men at de Sunde i det dog gaa af med Seiren, og at der til stor Fordel for den sceniske Virkning synes at være en stærk og stigende Spænding lige til den velgjørende afslutning.
 

Det er et væsentligt Fortrin ved et Kunstverk, naar Kompositionens Linier løbe sammen om Hovedfiguren og lade denne træde frem som den, ved hvilken Øiet i første og sidste Haand fæster sig. I denne Henseende staa de fleste af Ibsens Arbeider høit, men maaske er det ikke med noget af dem Tilfældet i saadan Grad som med «Fruen fra Havet». Om Ellidas Skjæbne er det, det her gjælder — paa en saa intens og gjennemgribende Maade, at alt Andet træder i Baggrunden for det, som vedrører den; om Ellidas Skikkelse ere de øvrige naturligen grupperede, nogle nærmere, nogle fjernere men alle i Vexelvirkning med den. Hver af dem modtager sin Paavirkning fra hende; og paa den anden Side yde de alle sine Bidrag om ikke til hendes Udvikling, saa dog til Belysningen af hendes Personlighed. Kompositionen er forsaavidt paa engang sammentrængt og klar, afrundet og energisk, intet Led savnes, intet kunde godt være borte; og i denne Henseende synes ikke meget at være tilbage at ønske. Men netop ved et Billede med saa stærk og saa fint beregnet central Virkning paatrænger sig desto mere levende det Spørgsmaal, om selve Midtfiguren ogsaa ved sin Karakter, sin Kolorit og sin Modellering er skikket til at bære og fyldestgjøre den koncentrerede Interesse, hvormed Blikket ledes til bestandig at søge hen mod den. Paa det Svar, som her maa gives, beror egentlig det Hele. Maa det siges, at Hovedfiguren er forfeilet, kunne alle Kompositionens og de øvrige Figurers mulige gode Sider ikke opveie dens Svaghed.

Ligesom «Fruen fra Havet», sammenlignet med Forfatterens nærmest foregaaende Arbeider, afgjort bevæger sig i en renere Luft, og Personernes menneskelige Niveau i det Hele taget her ligger høiere, saa har ogsaa det nye Stykkes Heltinde et avgjort Fortrin, nemlig det at være en sympathisk Skikkelse, der følges med en Deltagelse, i hvilken ikke Noget hos hende selv gjør Skaar, om den end for en stor Del er behæftet med det Pinefulde. Det, hvormed Nora og Rebekka West kjæmper, er Konsekvenserne af egen Brøde; Ellida er brødefri. Hun lider, hun tynges som de af, hvad der har Rod i hendes Fortid; men der er med Hensyn til dette Intet at bebreide hende, og hun er ogsaa ligeoverfor det en ren Karakter. Hun er trofast og ærlig, aaben og sand. Hun har uden nogen ydre Nødvendighed sagt Wangel, da han friede til hende, at hun har haft en tidligere Tilbøielighed; og naar hun siden i Aarevis har dulgt for ham, hvad der var kommen over hende, saa har det været af Hensyn til ham, ikke til hende selv. I det Hele viser hun megen Hjertets Elskværdighed overalt, hvor denne kan komme frem, i Smaat som i Stort. Hendes Forhold til Wangel er præget deraf, og fordi han vil komme til at lide under Følgerne af en Flytning ud til Havet, tilbageviser hun uden Betænkning Tilbudet Herom, skjønt al hendes egen Længsel staar derefter. Ligeoverfor Arnholm er det hende en Trang angaaende det Afslag, hun i sin Tid gav ham, at meddele ham en Forklaring, der kan borttage det Krænkende og gjøre Erindringen mindre ubehagelig. Endog de to Pseudo-Kunstnere, Ballested og Lyngstrand, ere Gjenstand for hendes venlige Hensyntagen. Hun interesserer sig for den Førstnævntes sikkerlig miserable Kunstudøvelse, og den Sidstnævnte, hvis indskrænkede Midler have henvist ham til et obskurt Logis, ligesom hans Mangel paa finere Levemaade er paatagelig, har hun indbudt til sit Hus og viser ham Deltagelse, f. Ex. naar hun laaner ham sin Parasol til Støttestav, da han skal op paa Udsigten i 2den Akt. Ogsaa i hendes Forhold til «den Fremmede» er hendes Elskværdighed tilstede. Han fylder hende med den dybeste Gru, hun vilde for enhver Pris kunne blive af med ham, men det er hende en umulig frastødende Tanke, til hvilken hun ikke et Øieblik lytter, at det skulde ske ved at overlevere ham i Retfærdighedens Hænder. Ligeoverfor Steddøtrene kunde der synes at være en Mangel. Hun er vedblevet at staa som en Fremmed for dem, og dog er der baade hos den rolige Bolette og hos den mere lidenskabelige Hilde en Længsel efter Samliv og Forstaaelse, som, om hun havde seet og imødekommet den, maatte have baaret Frugt. Men dermed er Sammenhængen ganske vist ikke nogen anden end den, at hun fra Først af har faaet en feilagtig Opfatning og har trukket sig tilbage, fordi hun har ment at se sig tilbagestødt og afvist, hvor Vanskeligheden kun stak i det første Samværs naturlige Forlegenhed. Uagtet hun saaledes er, som man siger, kommen paa Kant med de unge Piger, er der dog ingen Kulde i hendes Væsen ligeoverfor dem, hun omgaaes dem med Blidhed, og den Maade, hvorpaa hun tager Historien med deres for hende hemmeligholdte Festligholdelse af Moderens Fødselsdag, er ubetinget elskværdig, ligesom det ogsaa kommer som en stor og oprigtig Glæde for hende, da hun øiner Udsigt til at kunne blive Noget for dem.

Heltindens Personlighed eier saaledes gode og tiltrækkende Egenskaber, som sikrer hende vor ubetingede Sympathi. Men hendes Historie er fra Først til Sidst en Sygehistorie, en eiendommelig psykiatrisk casus, hvis fremskridende Udvikling afgiver Stykkets Handling, medens dens Helbredelse gjennem et dristigt Eksperiment, et heroisk Middel, danner Afslutningen. Der ligger intet virkeligt Drama i dette. Et Saadant kan blot blive til, naar Knuden og dens Løsning, Spørgsmaalet og Resultatet ligger indenfor Rækkevidden af Menneskets Vilje og Virksomhed, naar Forfatteren lader sine Personer have a chance, kunne træffe, et Valg — ikke naar de modstandsløst ere givne en Magt i Vold, mod hvilken de ere ud e af Stand til at kjæmpe; og den dramatiske Digtning befinder sig paa Afveie, naar den søger sine Hovedmotiver i det Pathologiske, enten Lidelsen er af fysisk eller psykisk Natur. I saa Henseende gjør det ingen Forskjel, om det, der har fremkaldt Abnormiteten, er en ganske dagligdags og ligegyldig Aarsag eller, som her, den mystiske Indflydelse paa Sind og Fantasi af særegne Naturomgivelser; Stoffet bliver i sig selv ikke mere dramatisk, fordi om Ibsen har formaaet at gjennemtrænge det med Noget af Nordlandshavets dunkle og dystre Eventyrpoesi.

Ellida er hallucineret, hun lider under en Mani, inden hvis Omraade hun har mistet al Vilje- og Dømmekraft, og skjønt hun selv har en bestemt Fornemmelse af sin Tilstand, ser hun sig ude af Stand til at arbeide sig ud af den. Paa intet Punkt viser hendes Sindsforvirring sig stærkere end netop der, hvor Afgjørelsen ligger: i Anskuelsen af hendes Forhold paa den ene Side til «den fremmede Mand», paa den anden Side til Wangel. Medens den Første drog hende til sig ved en ubegribelig, uimodstaaelig aandelig Tvang til Trods for hendes afgjorte Utilbøielighed, ja Modvilje, sluttede hun sig til den Sidste «frivilligt», «med Valg til begge Sider», «under eget Ansvar». Men desuagtet staar netop det Omvendte for hende som en Sandhed, hun ikke kan komme fra: at der var Frivillighed i hendes Valg af «den Fremmede», derimod ikke i hendes Indtrædelse i Ægteskab med Wangel. Det var netop, da hun følte sig fri for den Tvang, den Fremmedes dæmoniske Herredømme havde lagt paa hende, at hun tog imod Wangels Beilen, medens det endnu havde hindret hende fra at kunne give Arnholm et gunstigt Svar. Nu føler hun Ægteskabet som et Baand, der binder hendes Frihed ligeoverfor «den Fremmede», — deraf kommer Forvirringen. Oprindelig stod hun i Virkeligheden med aldeles samme Frihed til at afvise eller følge ham som nu, men det er den vildfarende Forestilling, den Indbildning, at Friheden først nu er tilstede, som virker til Forjagelse af hendes øvrige Vrangforestillinger.

Man vil maaske nævne Ofelia som et berømt Exempel paa Anvendelsen af Sindssygdom paa Scenen; men ved dette Exempel er det at mærke, at Sindsforvirringen fremtræder som et enkelt Moment og som det tragiske Resultat af særegne dramatiske Forudsætninger. Et helt Skuespil med Sindssvaghed baade som Udgangspunkt og som Hovedthema er og bliver noget ganske Andet.

Vanvidsscenen i «Hamlet» viser iøvrigt kun, at Motivet lader sig benytte med stor scenisk Effekt; «Fruen fra Havet» viser det ogsaa. Udviklingen af Ellidas Historie gjennem de 5 Akter er i høi Grad effektfuld. Scenerne med «den Fremmede» i 3die og 5te Akt danne forsaavidt Høidepunkterne. Maaske kunde Virkningen af hans første Optræden være forhøiet, om Forfatteren havde ladet Ellida gjennem sin Bekjendelse i 2den Akt komme over i en vis Tilstand af Lettelse og Ro, hvori hendes gamle Skræmsels pludselige Tilsynekomst faldt desto mere skjærende ind; en saadan Vending synes ogsaa at have nogen indre Rimelighed for sig. Ved den sidste, afgjørende Scene er det unægtelig en Svaghed, at den i det ydre Apparat altfor meget er en Gjentagelse af den i 3die Akt, og at Effekten er væsentlig ensartet. Og dog vil ved Opførelsen den Spænding, hvormed man nødvendigvis kommer til at se hen mod Resultatet, sikkerlig medføre, at den nævnte Svaghed i Anlægget bliver mindre mærkbar.

Det kan sies, at det er denne sidste Scene, som redder det Hele. Havde Udgangen været saa, at Ellida ikke havde rystet af sig det, der havde magtstjaalet hende, men at hun havde ladet sig rive med ud i Mørket, vilde Stykket helt igjennem virket nedslaaende og forstemmende og ladet En sidde tilbage som i en beklumret Atmosfære. Nu renses Luften tilslut som ved en elektrisk Udladning, og — naar Enden er god, er Alting godt. Man kommer næsten til at glemme Sygdommen over Helbredelsen.
 

De gode og onde Magter, der kjæmpe om Ellida, og mellem hvilke hun staar som Stridens viljeløse Gjenstand, ere repræsenterede i Doktor Wangel og «den fremmede Mand».

Doktoren har én Betingelse, som gjør ham stærk, som sætter ham istand til at holde ud i Kampen og føre den til Seir, nemlig hans dybe, fordringsløse, selvopofrende, ubetingede Kjærlighed. Uden denne var han i høi Grad uskikket til at løse en saa vanskelig Opgave som den, der stilles ham; thi han er af de svage Naturer, som kun trives i Solskin, som selv maa være glad og maa have glade Ansigter omkring sig. Man kan saa godt se, hvorledes det maa være gaaet til, da han førte Ellida ind i Huset som sin Hustru og sine to unge Døtres nye Moder. Han har gjort det, paa den ene Side opfyldt af Beundring for Ellida, betagen af hendes Skjønhed og Ynde, paa den anden Side i en vis Sky ligeoverfor de unge Piger, i en Frygt for at krænke deres Følelser ved ikke længere med dem at bære Ensomheden efter deres Moder. Da nu en Sammenslutning mellem Ellida og Døtrene ikke af sig selv kom istand, har han ikke formaaet at forene dem men har istedet delt sig selv, og det har han gjort samvittighedsfuldt og af godt Hjerte. Med samme kjærlige Trofasthed er han sine Døtres Fader og Ellidas Mand. At han ikke faaer det til at gaa sammen i Hjemmet, kommer lige meget af Mangel paa den rette Forstaaelse som af den Mangel paa Fremfærd, Bolette medrette tillægger ham. Istedetfor at sætte Ellida paa sin rette Plads som Husmoder, lader han Bolette vedblive at staa for Bestyret og Alting gaa i sin gamle Gjænge; derved har han ikke alene gjort, at hun, som hun klager over, er bleven rodløs i hans Hjem, men ogsaa, at hun er holdt udenfor det, som efterhaanden skulde nærmet hende til Bolette og Hilde, og at hun derhos har faaet altfor megen Leilighed til at hengive sig til sit Grubleri og sine sygelige Tanker. Da Ellida og Døtrene ikke trives sammen paa Verandaen, søger han ikke at overvinde denne Vanskelighed men gaar undaf for den ved at bygge et Lysthus til Ellida nede i Haven, for saa selv at gaa frem og tilbage mellem dem. Og skjønt han er en ærlig og aaben Karakter, hvem det er en Pine at gaa fordulgt tilverks, har han dog ladet Ellida forblive uvidende om, at han med Døtrene hædrede deres Moders Minde, i Grunden vist ikke af nogen Mistillid til hende, men alene fordi det faldt ham vanskeligt at finde den rette Vei til hendes Indvielse deri. Hans Svaghed og Mangel paa Fremfærd viser sig ogsaa i den Maade, hvorpaa han har taget Ellidas Sygdom; han har gaaet og seet paa den, har seet hende lide og selv lidt grusomt under den. Men uagtet det snart burde gaaet op for ham, at hun gik og bar paa Noget, der tyngede paa hendes Sind, har han ikke gjort noget alvorligt Forsøg paa at komme underveir med dettes Beskaffenhed, hvad der dog utvivlsomt vilde faldt ham temmelig let, da Ellida strax er rede til at vise den hende forholdsvis fremmede Arnholm Fortrolighed, og det altsaa sees, at hun har gaaet med Trang til at lette sig for Byrden. Det er jo ogsaa alene et kjærligt, om end misfors taaet, Hensyn til Wangel selv, der har holdt hende tilbage fra det aabenbare, hvad der volder hendes Tungsind og hendes underlige Forhold mod ham. Men han er bleven staaende ved den letvindte og overfladiske Diagnose, at hvad der er i Veien med hende i Grunden ikke er Nogenting, ikke Andet end det, at hun gaar med Hjemve efter det aabne Hav og ikke kan trives i Byluften.

«Feiler der hende Noget»? spørger Arnholm i 1ste Akt. — «Ikke saadan ligefrem feiler,» svarer Doktoren. «Skjønt hun har rigtignok været mærkelig nervøs i de sidste Par Aar.»

Hans Behandling af denne Nervøsitet er ligesaa karakteristisk. Den har ikke gaaet ud paa at helbrede, men alene paa at dulme. Uagtet han som Læge ved, at Anvendelse af Morfin uden haardeste Nødvendighed er en høist betænkelig Sag, føier han hende stadigvæk i Benyttelsen af dette Middel til at berolige og oplive hende. Selv griber han, for at holde Humøret oppe, til at stimulere sig med stærke Drikke, naar Leilighed bydes. Saa aabnes hans Øine ved Ellidas uventede Forklaring i 2den Akt. Han ser nu, hvor alvorligt det er fat med hende, at hun er sygere, end han troede, men han lader hende bare atter faa en Dosis Morfin og staar forøvrigt raadløs. Det er først «den fremmede Mands» uventede Optræden, som bringer ham til at tage sig ordentlig sammen til en grundigere Overveielse af Sygdommens Natur og Aarsager. Resultaterne heraf fremgaa af hans Samtale med Arnholm i 4de Akt, som viser, at han nok er kommen saa temmelig indpaa Forholdets Beskaffenhed, men ogsaa, at det i sin dybeste Grund fremdeles er ham uklart, og at han hverken ved ud eller ind. Han gjør et frugtesløst Forsøg paa at raisonnere med Ellida og derigjennem bringe hende til Fornuft. Saa ender det med, at Spørgsmaalet stilles, ikke længere til hans Lægekyndighed og hans Forstand, men til hans Kjærlighed, — og den staar sin Prøve. Han har paa dette Punkt den ømmeste Samvittighed, han er saa rede til at anse sig selv som egenkjærlig. Han bebreider sig som Egoisme, at han trods Aldersforskjellen har giftet sig med Ellida, og at han har draget hende bort fra de hjemlige Omgivelser; og han er bange for paany at fortjene en Bebreidelse af samme Natur. Nu vilde vel det at holde Ellida tilbage med Magt være at søge hende bevaret for hende selv, men ogsaa for ham; og da der paa den anden Side spørges om Forsagelse, om at han paa hendes Forlangende skal give Slip paa hende, er han strax villig. Han søger for hendes, ikke for sin egen Skyld Forhaling til Morgendagen, til Faren for hende er over, men han lader sig dog bevæge til strax at lade hende have sin fulde Frihed. Det er i lægevidenskabelig Forstand et heroisk Middel, han herved anvender; men heroisk er det ogsaa i anden Betydning.

Er Doktoren en lys, helt igjennem menneskelig Skikkelse, saa staar «den fremmede Mand» i begge Henseender som en skarp Kontrast. Der er en egen Mørkets Uhygge over ham og det ikke alene paa Grund af hans truende Indgriben i Ellidas og Doktorens Skjæbne, men ogsaa paa Grund af hans Væsens Gaadefuldhed. Han kommer da ved første Øiekast til at virke ubetinget og stærkt frastødende. Man ser i ham den blodbestænkte Drabsmand og Drabsmand i dobbelt Henseende, fordi han ogsaa har dræbt Ellidas Sjælefred og forstyrret hendes Forstand ved den magnetiske Indflydelse, han har vidst at bringe hende ind under. Ellida gruer for ham, og man bringes til uvilkaarlig at gjøre det Samme. Og dog turde denne Gru, nærmere beseet, mindre gjælde hans Personlighed end Noget, der ligger udenfor denne. Selv er han ikke ond. Der er ikke noget Hadefuldt, noget Underfundigt ved hans Optræden. Han vil ikke tvinge Ellida til at gaa med ham, hun skal gjøre det frivilligt. Han tager Vaaben i Haand, men ikke for at true, ikke for at gjøre Andre Skade, alene for i yderste Nød at kunne unddrage sig den Skjæbne, han for enhver Pris vil undgaa, — man fristes til at tro, at han maa have været at undskylde, dengang da han dræbte Kapteinen. Og tilsidst, da Ellida har sagt sig fri fra ham og nægter at gjøre ham Følgeskab, gaar han sin Vei stille, fredeligt, uden Hidsighed, uden Indsigelse, uden et vredt Ord, uagtet han betegner det Indtrufne som et nyt Skibbrud i sit Liv.

Det, som giver Nøglen til hans Væsens Hemmelighed, forsaavidt denne ikke vedbliver at staa som et uløst Problem, er de Repliker i 5te Akt, hvori han siger til Ellida: «Finder ikke du ligesom jeg, at vi to hører sammen?» — og derpaa, da hun saa spørger, om han mener for Løftets Skyld: «Løftet binder Ingen. — — Naar jeg holder saa uryggeligt fast ved dig, saa er det, fordi jeg ikke kan Andet.»

Det er aldeles den samme Forklaring, som Ellida i 2den Akt giver, da hun spørges, om hun fulgte «den fremmede Mands» Kalden: «Jeg kunde ikke Andet.» Det er efter Alting utvivlsomt, at han saavelsom hun siger Sandt, og at han ligesom Ellida staar viljeløs, behersket, i det, som er imellem dem. Det er ikke nogen af ham selv udspunden Trolddom, han har kastet paa hende, han staar selv under den samme dunkelt-eventyrlige Aandsmagts Herredømme, som han kun har været Redskabet til at bringe ogsaa hende ind under. Der er noget af Draugen over ham, en mystisk Naturindflydelse har gjort ham til en Personifikation af Havet, det grufulde og lokkende, det frastødende og favntagende. I Ellida mødte han en Personlighed, opvoxet i Ensomhed ved Havet, opfyldt af dets vexlende Stemninger, dobbelt modtagelig og følsom for disse, da hun visselig har arvet noget af sin sindssvage Moders Sygelighed i Gemyttet, — prædestineret til at være med paa den mørke Kultus ligeoverfor Havets Naturmagt, hvortil han selv følte sig dreven, og som kom til Udtryk i den forunderlige «Vielse til Havet», hvori hun med ham tog Del.

Det er vel nok Tilbøielighed ogsaa, som bringer ham til efter de mange Aar og de mange afviste eller ubesvarede Breve at komme for at hente Ellida, — hans Afskedsord saavelsom hans voldsomme Sindsoprør, da han ombord paa Skibet erfarede, at hun var gift, synes at vidne om det. Men ialfald langt mere end Tilbøieligheden er det en Naturnødvendighed, som driver ham, og som fremtræder gjennem ham, — en Naturmagt, som ikke hører paa Indvendinger og ikke bryder sig om Modstand, som mægtig, bred og ubønhørlig river med sig Alt, undtagen det, som har Fjeldets Urokkelighed.

Dette finder Ellida — og med hende maaske Forfatteren — i den frie, selvstændige, ansvarlige Menneskevilje, medens der er dem, som ville mene, at dette er en Vildfarelse, at Menneskeviljen med al sin Frihed og Selvstændighed ialfald kun er at stole paa, naar den støtter sig til en fast og oprigtig Kristentro.
 

Lyngstrand gjør i 5te Akt en meget træffende Bemærkning med Hensyn til den Maade, hvorpaa Stykkets Personer optræde, nemlig den, at «alle Mennesker saa gaar de parvis, — altid To og To sammen.» Wangel og Ellida, Ellida og Arnholm, Arnholm og Bolette, Bolette og Lyngstrand, Lyngstrand og Hilde, — saa er det hele Stykket igjennem. Ligeoverf or en anden Forfatter end Ibsen maatte det befrygtes, at det Spæde og Ensformige i Sceneføringen, der saaledes er gjennemgaaende, vilde vise sig som en væsentlig Aber med Hensyn til Stykkets sceniske Virkning; og det kan ikke nægtes, at ved Læsningen enkelte af de lange parvise Samtaler synes lettelig at kunne falde trættende, navnlig forsaavidt de vedrøre det i det Hele taget lidet varierede Hovedthema. Vi ere imidlertid vante til at opleve, at Ibsens Arbeider, naar vi faa se dem paa Scenen, gjøre alle Indvendinger af denne Art tilskamme og maaske netop have Styrke der, hvor man mente, de vare svage; og naar Forfatteren selv har pegt paa den nævnte Omstændighed, tør vi trygt antage, at han ogsaa har taget den med i Beregningen.

Som det fornemste Par ved Siden af Wangel og Ellida fremtræder Stykkets «Elsker» og «Elskerinde», Arnholm og Bolette. En eiendommelig Elsker og en ikke mindre eiendommelig Elskerinde; det vil sige eiendommelige netop deri, at der er saa lidet Udpræget, saa lidet Markeret og især saa lidet af et mere bevæget Følelsesliv hos dem Begge. Deres Roman er ogsaa saa prosaisk, saa kemisk ren for Romantik som mulig, og den Sindsro, hvormed man følger dens Udvikling, er høist forskjellig fra den Spænding, hvori man er vant til at hensættes, naar det gjælder, hvorvidt og hvorledes «han» og «hun» skal faa hinanden. Men Historien med Arnholm og Bolette kommer visselig til netop derigjennem at berede Tilskuerne en ikke uvelkommen Hvile under al Hovedhandlingens Sensation; og om den mangler den høiere Erotiks mere lyriske Tiltrækning, er den derfor ikke blottet for sin Interesse.

Arnholm er Skolemand og Pebersvend og er bleven det Sidste netop som Følge af sin Virksomhed i den førstnævnte Egenskab. «Han har været Lærer for næsten alle de unge Piger, han kjender,» og «man gifter sig ikke med En, som har været Ens Lærer,» siger Bolette i 4de Akt, — en ganske fiffig Observation, i hvilken der turde være adskillig Sandhed. Man erfarer forøvrigt ikke, om Arnholm for sit Vedkommende har hjembragt flere Kurve end den, som han i sin Tid modtog af Ellida. Men i ethvert Fald have de ligesaalidt som denne efterladt dybere Mærker i hans Sind. Den lidenskabelige Hengivelse er ham ganske vist fremmed; men han er paa den anden Side heller ikke nogen kold eller fortørket Personlighed. Med sine syv og tredive Aar, sit noget overanstrængte Udseende, sine Rynker og sin begyndende Maane har han dog i Behold en ikke saa liden Ungdommelighed. Han er jo ikke nogen spænstig Yngling, han liker ikke Fjeldvandringer, han har ikke Lyst til at hoppe iland fra Baaden eller til at svømme ud paa Dybet, men han er dog aktiv Danser og med paa de Unges Udflugter, vel uden nogen egentlig Fornøielse men ogsaa uden Fortrædelighed. Han er overhovedet en sund og vel balanceret Natur. Det er tydeligt, at det Livsspørgsmaal, som har bragt ham hid, det Spørgsmaal, som reistes ved Doktorens Brev med dets formentlige Antydning af en hos Bolette levende Tilbøielighed, Spørgsmaalet, om hun var saadan, at han vilde knytte sig til hende, og han selv saadan, at hun efter Gjensynet fremdeles vilde have ham, — det er tydeligt, at dette Spørgsmaal fra Først af optager ham stærkt og vedbliver at gjøre det, indtil han er naaet frem til dets Løsning. Men dette hindrer ham ikke fra at vise den fortrolige Vens oprigtige, forstandige, varme Deltagelse i de Bekymringer, som baade Wangel og Ellida kommer til ham med.

Bolette har ved Gjensynet strax gjort et stærkt Indtryk paa ham, og naar Hilde i Begyndelsen af 3die Akt bryr Bolette med ham, har dette sin Grund i den Maade, hvorpaa han allerede har gjort sig til hendes Kavaler. Men ligesom Bolette bliver høilig overrasket ved Hildes Hentydning, saaledes har hans Tilnærmelse ganske vist ikke heller endnu været saadan, at det har kunnet falde hende ind at se den som mere alvorlig. Han er fuldkommen Herre over sig selv og gaar forsigtig tilverks. Først vil han lære Bolette nærmere at kjende, se ind i, hvad hun er, og hvad hun kan blive for ham, som han for hende.

Ogsaa hun paa sin Side er en Personlighed, hvis Ligevægt ikke let forstyrres, uden urolige Længsler, uden Lidenskab. Hun gaar sin jævne Gang gjennem Livet, passer Huset, er omhyggelig for Faderen, søger at holde Styr paa Hilde, gjør i det Hele taget sin Pligt i det, hun er sat til, uden at føle sig ulykkelig ved det, men ganske vist ogsaa uden nogen virkelig Tilfredshed med sin Lod. Denne hendes Mangel paa Tilfredshed gjælder rigtignok mindre Nutiden end den Fremtid, der staar hende i Udsigt. Som Ellida higer ogsaa hun efter at komme bort fra den «Karudsdam», hvori hun synes, hun er indestængt. Men medens Ellidas Higen gjælder den Næring og Berigelse for sit Følelsesliv, som hun venter at finde i Fornyelsen af sine Barndoms- og Ungdomsindtryk ude ved Havet, er det, som Bolette attraar, af en ganske forskjellig Natur. Det er Udvikling af sin Forstand, Udvidelse af sin Kundskab, som hun stunder efter at kunne opnaa, og hun vil bort alene af den Grund, at dette ikke findes her. Det, som ligger paa Bunden af hendes Lyst til at se og lære, er heller ikke afgjort af mere ideel Beskaffenhed. Det er nok saa, at Snæverheden af hendes aandelige Synskreds til en vis Grad trykker hende, men i Hovedsagen gjælder Spørgsmaalet ganske tørt Forsørgelsen, Betingelserne for at kunne komme til at hjælpe sig selv, naar hun ser sig henvist dertil. Det er hendes Bekymring, at Faderen ikke tænker paa dette. Men det falder hende ikke ind, at der ogsaa er en anden Maade, hvorpaa hun kan komme ud i Verden og blive forsørget, og som det vil bero mere paa hende selv at finde Veien til, — den at blive gift. Hun er saa aldeles fremmed for den Tanke at stræbe efter et godt Parti, at hun endog, efterat Lyngstrand har gjort hende opmærksom paa Overlærerens Egenskab af et Saadant, anser et Giftermaal med ham for en Umulighed.

I sin Tid, da Arnholm var hendes Lærer, har hun været indtaget i ham, det lægger hun intet Dølgsmaal paa. Men da hun nu ser ham igjen, er han for hende «den gamle Fyren». Hendes fordums Inklination er helt og holdent fordunstet, hun finder heller ikke noget Frastødende ved ham, han er hende ganske ligegyldig. Da han kommer til hende i de Friertanker, hvorom hun ingen Anelse har, taler hun fuldkommen frit med ham, som hendes fordums Lærer og Husets gode Ven, om sin Stilling og om sine Ønsker; og da han hentyder til, at disse Ønskers Opfyldelse ligger i hendes egen Haand, paa en Maade som — med den feilagtige Bagtanke hos ham, der endnu tror, det er hende, Doktoren i sit Brev har sigtet til — gjør det ensbetydende med et Frieri, er hun saa langt som muligt fra at opfatte denne Mening.

Dette viser sig klart af den i næste Akt paafølgende Scene mellem Lyngstrand og hende. At kunne gifte sig med Overlæreren kalder hun, som allerede nævnt, umuligt, ligesom hun i det Hele taget synes aldrig at have tænkt over den Ting at blive gift. Den halvt komiske, halvt tragiske saakald te Billedhugger, paa hvis naive Kunstindbildninger hun med sin sunde Sans ingen Tro har, er Gjenstand for hendes Sympathi, fordi hun med Kvindens Deltagelse for Svaghed og Lidelse har hjertelig Ondt af ham; og da hun forstaar, at hun virkelig kan gjøre den syge Stakkel en Glæde ved at love at ville tænke paa ham, giver hun ham dette Løfte, med fuldkommen Forstaaelse af, at han paa sin løierlige Maade har friet til hende, men ogsaa ganske paa det Rene med, at det ingen egentlig Forlovelse er, — «det fører jo dog ikke til nogen Verdens Ting.» Hun har føiet et sygt Barn og lægger sig det ikke videre paasinde. Det er saaledes ganske uden virkelig Grund, at Arnholm berøres ubehagelig ved at se dem sammen, Noget, han ogsaa strax lærer at indse, da han i sidste Akt kommer til det endelige Opgjør med Bolette.

Denne Scene mellem dem er typisk, den vil visselig til alle Tider komme til at staa som et Paradigma paa Indledningen til et Fornuftgiftermaal. Det, der betinger et saadant, er Resignation ligeoverfor manglende Tilbøielighed, til Opnaaelse af de Goder, som bydes til Gjengjæld. Det unge Hjerte krymper sig men giver tilsidst efter for det koldblodige Hensigtsmæssighedshensyn. — Arnholm vækker først en overstrømmende Glæde hos Bolette ved at love hende, at hun skal faa opfyldt sit Ønske om at komme ud og lære Noget, og denne Glæde lider intet væsentligt Skaar, da hun hører, at det ikke er hendes Fader men han, som vil hjælpe hende dertil, — af ham som hendes fordums Lærer synes hun, at hun kan tage imod det. Men da hun saa hører, hvad hans Mening egentlig er, bæver hun tilbage, hans Frieri gjør hende ikke forlegen men forskrækket, og hun afviser det som en fuldstændig Umulighed. Hun vil ikke engang rigtig tro, at det kan være hans Alvor. Det gjør han hende da klart, at det virkelig er. I lidt vel belagte, men ogsaa af en vis Følelsens Varme gjennemstrømmede Ord meddeler han, hvorledes det er hende, som uden sit Vidende har draget ham hid, men det frugter ikke. «Aa, men jeg synes, det er saa rent umuligt, Hr. Arnholm,» svarer Bolette, «De, som har været min Lærer! Jeg kan ikke tænke mig at skulle staa i noget Slags andet Forhold til Dem.» Det er et Afslag, som synes afgjørende nok, — en Bøtte koldt Vand. Heller ikke dette formaar dog at bringe ham ud af Balance. Ganske rolig siger han, at saa faar hun lade være at tage ham, han staar ved Tilbudet om at hjælpe hende lige godt. Er nu dette fra hans Side ganske uegennyttigt, eller er der en fin Beregning i det? I saa Fald slaar Beregningen til. For Bolette er det efter det Passerede blevet ligesaa umuligt at modtage hans Tilbud uden ham som med ham. Og i denne hendes Vaande udmaler han for hende, hvad det er, hun støder fra sig. Det fører til Maalet, efter nogen Usikkerhed slaar hun til. «Jeg tror i Grunden — at dette her maa kunne gaa» er hendes Slutningsord. Efter det Kjendskab, man har faaet til Begge, føler man Tro paa, at hun har Ret. Det vil vistnok gaa godt.

Der er i Grunden ikke Spor af Komik over dem; men naar Amor optræder med Portemonnæ istedetfor med Kogger og Bue, bliver der næsten altid noget Komisk ved det, uagtet Tragedien sagtens mangengang ikke ligger langt borte. Her i dette Tilfælde føler man sig rigtignok tryg: Arnholm og Bolette kommer nok til at trække godt sammen henad Livets Landevei. Er han vist lidet skikket til at tilfredsstille høiere Fordringer, saa er til Gjengjæld hun uden saadanne, og deres Hjem vil utvivlsomt blive af samme Art som Doktor Fjeldbos Barndomshjem, — et saadant, hvor der aldrig er Ønsker udover Evnerne, aldrig Krav, som forlise paa Forholdenes Skjær, aldrig hverken Forstandens eller Stemningens Udskeielser, men Ro og Harmoni og Ligevægt.

Ellida er som det brusende Hav, der tilsidst kommer i Ro, Bolette som den stille Karudsdam, og deres Skjæbnes Traade udspinder sig i Stykket Side om Side. De slynges ikke i hinanden, de berøre hinanden neppe; men Sammenstillingen er i sig selv vittig.
 

Stykkets tredie Par er Lyngstrand og Hilde. Egentlig intet Par i samme Betydning som de andre, thi nogen mere inderlig Forbindelse er der ikke og bliver der heller ikke mellem dem; men de færdes dog meget sammen og passe ogsaa til hinanden, forsaavidt ialfald, at de — i Modsætning til de Øvrige — Begge som Mennesker betragtet ere temmelig ufærdige, medens de rigtignok forresten ere høist forskjellige.

Lyngstrand har af Forfatteren faaet den Mission at bringe Ellida en Hilsen fra «den fremmede Mand» og er til den Ende gjort til Badegjæst ved det blomstrende Søbad i den lille Fjordby i det nordlige Norge, uagtet noget saadant Bad i vort Lands nordlige Egne, som bekjendt, ikke findes og paa Grund af Vandets Temperatur neppe heller kommer til at existere, og uagtet det i ethvert Fald ikke kunde passe for ham med hans Brystsvaghed, — han skal jo ogsaa netop afsted til Syden. Nu, dette er Smaating, hvormed Ibsen ikke tager det saa nøie, og i sig selv har det jo heller ikke megen Betydning, hvorledes Lyngstrands Tilstedeværelse er motiveret. Væsentligere er Spørgsmaalet om hans Plads i Stykket. Man kan sige, at han er en temmelig uvedkommende Bifigur, forsaavidt hans nævnte Ærinde med Hensyn til Hovedhandlingen lettelig kunde tænkes udført, paa anden Maade. Men desuagtet vilde Adskilligt være tabt, om han ikke var med; thi man vilde da i dette Stykke savnet en Figur, som aldrig pleier at mangle hos Ibsen, nemlig Egoisten. Thi Lyngstrand er Stykkets Egoist. Er Overlæreren dettes Guldstad og Bolette dets Svanhild, saa er han dets Falk. Alle hans Tanker dreie sig om ham selv, om hans Sygdom og om hans Fremtid, om hans Oplevelser og hans Udsigter. Han har ogsaa et Berøringspunkt med en anden Ibsensk Figur af samme Art, med Hjalmar Ekdal; til dennes «Livsopgave» svarer Lyngstrands «Livskald». Det er i begge Tilfælde den samme Chimære, der gjælder som en løftende Virkelighed for denne som for hin. Kun er der den store Forskjel, at Lyngstrand vistnok helt fra Først af i god Tro er kommet ind i Illusionen, og at han lever i den med en næsten utrolig Naivetet. Drømmen om at kunne overføre et modtaget Livsindtryk i plastisk Form — hvortil det efter sin Natur er saa omtrent umuligt — den blotte Drøm forvexler han uden Videre med dens Realisation og en barnslig Higen efter at komme til at haandtere det bløde Ler, hvad han ikke engang endnu synes at have forsøgt, med et Kunstnerkald, der ein, zwei, drei skal føre ham til Ærens Tinde. Det har i hans Øine en saadan Betydning, at ikke blot han selv skal leve for det, men de to unge Piger ogsaa. Optaget af sig selv er han uden al Forstaaelse af, at Bolette ynker ham, og at Hilde har ham grusomt tilbedste. De ere for ham Væsener uden al Selvstændighed. Han vil, at Bolette skal tilbringe sin Tid med at gaa og tænke paa ham, for at han i Bevidstheden derom kan finde Styrke til sin Gjerning; men naar han saa engang kommer hjem igjen som den berømte Mand, saa er hun bleven for gammel, mener han, og saa skal Hilde faa Lov at indtage hendes Plads. Men han bliver høist overrasket ved at høre Bolette betegne denne hans mærkværdige Opfatning af Kvindens Livsopgave ligeoverfor Manden som egenkjærlig; det er ikke sig selv, det er «Kaldet», han tænker paa, og det er naturligvis noget ganske Andet.

Det var jo ikke muligt, at han kunde udkramme saadanne Ideer, medmindre hans Intelligens var uudviklet og hans Kulturstandpunkt temmelig lavt. I hans Sprog og hans Udtryksmaade, i mange Smaatræk ligger ogsaa dette fremme, ligesom det maa være noget Ordinært, noget Klodset i hans Ydre, hvortil Hilde sigter med den Ytring, at «En kan se udenpaa ham, at han heder Hans.» Med alt dette er der dog noget Godlidende ved ham, venlig og troskyldig, som han er, og glad over «Knækket», som gjør, at alle Mennesker ere saa snille og «godgjørendes» mod ham.

Hilde er en høist eiendommelig Ingenuefigur. Hun er pikeret over, at Faderen ikke vil lade ogsaa hende gjælde som giftefærdig; men enfant terrible er hendes rette Betegnelse, og trods sin Fordring paa at gaa for en voxen Dame hævder hun fremdeles Frihed til at følge sine viltre Indskydelser. Man skulde ikke tro, der fandtes Spor af Alvor hos hende, og hendes Spil med den arme Lyngstrand, hvis ubekymrede Vandring mod en tidlig Død hun finder «spændende», er ligefremt grusomt. Hun er i det Hele et lidet Trold, kvik og hensynsløs. «Fy, Hilde», siger Bolette, «Du er rigtig en styg Unge.» «Det vil jeg ogsaa være. Paa Trods!» er Hildes Svar. Men det er en stærk, utilfredsstillet, tilbagetrængt Hjertesorg hos hende, som paa denne trodsige Maade giver sig Luft, ikke mindst i hendes Forhold mod og i hendes Dom om Ellida. Det er Sorgen ved at tro sig overseet af denne, ved at føle sig udenfor hendes Kjærlighed. Bagved al hendes Vilterhed stikker der et varmt og trofast lidet Hjerte, og man er uden Tvivl om, at det Ædle i hendes Natur vil skyde Væxt og hurtig vinde Bugt med Ukrudtet, saasnart hun faar Lov at være Noget for Ellida, saasnart denne møder hendes Trang til moderlig Kjærlighed og Samliv.
 

Saa have vi endelig Ballested. Han staar komplet udenfor alt det, som bevæger Stykkets øvrige Personer, men ogsaa han har sin Opgave — den at bringe et komisk Streiflys ind paa enkelte Punkter, men forresten vel især at repræsentere «de lokale Forholde», som en snurrig Legemliggjørelse af Eiendommeligheden i de Omgivelser, hvori Stykket spiller. Han er tegnet i faa Træk, hans Repliker ere ikke mange eller lange; men man har ham lyslevende for sig med sit forlorne Kunstnertilsnit, sine Reminiscenser fra det paa Grund af «finansielle Vanskeligheder» opløste «Skives Theaterselskab» og dets tragiske Repertoire, sin Flothed som Fremmedfører og ligesaa overlegne som mangelfulde Omgang med fremmede Sprog og Umuligheden for ham ved at komme tilrette med Udtalen af dette ene Ord «akklimatisere», som han dog altid fører i Munden. Han er en helt igjennem morsom Figur, som trods sin mere i Baggrunden trædende Betydning dog er til Gavn for Stykkets Virkning.
 

Hvad er det nu, Ibsen har haft i Sigte ved «Fruen fra Havet»? Svaret ligger i det ene Ord Ægteskabet. Livssamfundet mellem Mand og Kvinde og det Grundlag, hvorpaa det maa bygges for at kunne blive, hvad det bør være, danner et stadig tilbagevendende Emne for Ibsens Digtning, og han har altid bevaret sit Standpunkt. Dette betinges egentlig ikke deraf, at han stiller sig paa Kvindens Side og fremstiller hende som den Forurettede og Lidende, hvis Menneskerettigheder ikke anerkjendes, og hvis naturlige Krav paa Selvstændighed i Samlivet fornægtes. Heri ligger ganske vist et meget fremtrædende Karaktermærke, men det er dog ikke det afgjørende. Det staar antagelig i Sammenhæng med den Opfatning hos Digteren, at Forsyndelserne i Ægteskabet som Regel ere, hvad det Hovedsagelige angaar, at lægge Manden tillast. Men den Sandhed, som det egentlig gjælder for ham at faa frem, er denne, at et Ægteskab trods alle ydre Former og alle Samlivets Baand aldrig er noget sandt Ægteskab, saalænge det for nogen Del hviler paa Egoisme, saalænge den ene Ægtefælle ikke er noget mere for den Anden end en aandelig talt for ham passiv Gjenstand for hans Tilbøielighed, som paa sin Side forudsættes at skulle gaa op i ham, medens han selv bliver staaende i sit eget uforandrede Jeg.

Med Ellida er det som med Selma og med Nora: hendes Mand har ladet hende føre en Dukkehjemstilværelse, der ikke har kunnet lede til noget Aandssamfund mellem dem, ikke lade hende være hans Hustru i Ordets sande Betydning. Selma bryder lidenskabelig overtvert men har maaske ikke Kraft til at rive sig løs eller ikke Hjerte til at forlade sin Mand i Ulykken; Nora gaar bort fra Hjemmet. Men Ellida bliver. — Hun oplever «det Vidunderlige», det, at Manden for hendes Skyld, af Kjærlighed til hende, fordi han dog virkelig er hendes Ægtefælle, fornægter sig selv, opgiver sit Eget, er villig til at give Afkald paa Alt, endog paa hende selv, for hendes Lykke.

Wangel er den første Ægtemand hos Ibsen, som ikke er en Egoist. Derfor har Forfatteren ogsaa her kunnet sætte et Punktum, hvor man er bleven vant til at finde et Spørgsmaalstegn.