Johan Vibe

Fruen fra havet ved Christiania Theater anmeldt av Johan Vibe i Aftenposten i Kristiania 13. februar 1889.

Kristiania Theater.

(Morgenutgaven)

«Fruen fra Havet» gik igaaraftes for første Gang og for udsolgt Hus. De fleste Billetter var solgt til Overpris. Bifaldet var ved flere Leiligheder stærkt og vedholdende, og til Slutning var der fire Fremkaldelser. Først viste hele Personalet sig, kort efter Gundersen og Frue, saa Bjørn Bjørnson og endelig Hr. Bucher, der meddelte, at han skulde overbringe Publikums Hyldning til Digteren.

Spillet var som det i Reglen er Tilfældet i norske Stykker i det Hele taget godt. Navnlig fik samtlige Dameroller en god Udførelse. Fru Gundersens Spil var ypperligt og hendes Maske i høi Grad karakteristisk. Af de større Herreroller fik Overlærer Arnholm, der var i Hr. Hanssons Haand, den bedste og mest karakteristiske Udførelse.

Uagtet Stykket fulgtes med Interesse, kan det dog ikke negtes, at denne var livligst i Begyndelsen, og at den efterhaanden slappedes, efterhvert som Stykket skred fremad. Mest Effekt gjorde Slutningen af anden Akt, hvor Elida skildrer sin Sindstilstand og den besynderlige Indflydelse den fremmede Sømand har faaet over hende. Mindre stærkt virker de Scener, hvor hun møder Sømanden selv. I sin Helhed virker Stykket mattere end Ibsens øvrige Stykker, uagtet det hører til de største Sjeldenheder paa vor Scene, at se et saa godt Spil som Fru Gundersens igaar. Man kan ikke værge sig mod en Følelse af, at Tiden begynder at voxe fra den Mystik, der danner Baggrunden for dette som for saa mange af Ibsens Stykker.

Udstyret var ret smukt; men det kunde været bedre. Vi skal imorgen komme tilbage til Stykket og Udførelsen.



(Aftenutgaven)

Allerede ved Gjennemlæsningen af «Fruen fra Havet» faar man det Indtryk, at det er et af Ibsens svageste Stykker, og dette Indtryk forøges i høi Grad, naar man ser det opført. Der er for lidet Handling i Stykket til, at det med Rimelighed kan spindes ud i 5 Akter. Der er knapt Handling nok for 2. Forfatteren har ogsaa selv følt, at Stoffet var for spædt for et Stykke, der skal optage en hel Aften, og han har derfor for at fylde de 5 Akter maattet digte ind en Biintrige mellem Adjunkt Arnholm og Bolette. Denne er med sædvanlig Ibsensk Dygtighed flettet ind i Hovedhandlingen uden at virke forstyrrende paa denne; men i Virkeligheden har den ligesaa lidet at gjøre med Forholdet mellem Ellida, Doktor Wangel og Sømanden, som Lyngstrands Samtaler med Hilde. Scenerne mellem disse Personer er nærmest at betragte som Udfyldningsscener.

Det Stof, Ibsen har valgt, synes at maatte have været langt mere skikket til at behandles i en Roman end i et Stykke. Begivenhederne er nemlig væsentlig af ren psykologisk Natur, og hvad der foregaar, foregaar egentlig i Ellidas Indre. Det er en Række af psykologiske Processer, som vi faar forklaret, og som der bliver gjort Rede for under Samtalerne mellem Stykkets Personer; men de ydre Begivenheder, som finder Sted, er saa lidet betydelige, at de kunde være expederet i 3 eller 4 Scener. Introduktionen er ogsaa uforholdsmæssig lang, og de Forudsætninger, hvoraf Begivenhederne skal udvikle sig, Ellidas Sindstilstand eller Aarsagerne til denne, faar man ikke fuldt Besked om, før Teppet er gaaet ned for anden Akt. Indtil den Tid holdes man i en mystisk Spænding. Hele første og anden Akt er kun Introduktion.

Ikke desto mindre er det disse to Akter, der er mest dramatiske. Man finder sig i en lang Introduktion, naar den er udført med Ibsens overlegne Kunst, og naar man gjør Bekjendtskab med saa mange nye, eiendommelige og karakteristisk skildrede Personer, som dem vi møder i «Fruen fra Havet». Saa længe der introduceres nye Personer, der fængsler Interessen, kan man indtil en vis Grad renoncere paa en raskt fremadskridende Handling. Ibsen forstaar ogsaa den Kunst at fremkalde og vedligeholde Spændingen, og den mest vellykkede Scene i hele Stykket er ubetinget Slutningsscenen i 2de n Akt, da den stakkels sindssyge Kone afslører sine aandelige Lidelser.

Fra dette Øieblik daler Interessen, i Stedet for at den skulde stige, og specielt er Scenerne med Sømanden matte. Man har hørt saa meget om denne merkelige Personlighed med den urokkelige Viljekraft, som paa en vis Maade har hypnotiseret Ellida i hendes Ungdom, som har fyldt alle hendes Tanker og hvis Billede har forhexet hende, uagtet hun ikke elsker ham, at han staar for Tilskuerne i et halvt overnaturligt Skjær. Naar der saa paa Bredderne introduceres en almindelig Sømand, ved hvis Ydre der ligesaa lidt er noget extraordinært som ved hans Repliker, taber Illusionen sig. Man kan ikke længer forklare sig den Magt, han har over Ellida. Saalænge man blot læser Stykket, kan man tage Fantasien til Hjelp. Man kan tænke sig de underlige Fiskeøine, der skifter ligesom Havet, og som aldrig kan glemmes; men denne Mulighed afskjæres, i det Øieblik den virkelige, realistiske Figur præsenterer sig paa Bredderne. Det vilde have været lettere for Forfatteren at bevare Illusionen hos Tilskuerne og opretholde det mystiske Skjær der skal hvile over den fremmede Sømand, hvis han havde løst Knuden, uden at vi havde faaet denne at se.

Og det maatte han med Lethed kunne have gjort; thi ligesom selve Hovedbegivenheden er af ren indre psychologisk Natur, saaledes er ogsaa Løsningen af Knuden rent psychologisk. Omslaget i Ellidas Sind fremkaldes derved, at Wangel løser hende fra alle Forpligtelser mod ham og lader hende faa Anledning til at vælge i Frihed og Ansvar. Det er de magiske Ord, der hæver Fortryllelsen. Og de vilde have hævet den, selv om Sømanden ikke i egen Person havde vist sig paa Scenen.

Paa Grund af at Handlingen er af rent psykologisk Natur, faar Stykket paa sine Steder, navnlig i tredie Akt, en Bredde, der ogsaa virker med til at svække Interessen. Vi faar vide forlidet gjennem Handlingen og formeget gjennem Samtaler. Ellidas Afsløringer af sin Tilstand i Slutningen af 2den Akt virker fængslende; men naar vi atter i 4de Akt faar lange Samtaler mellem Ellida og Wangel og mellem Arnholm og Wangel om, hvad der er passeret for 8 a 10 Aar siden, virker dette lidt trættende, og man faar en Fornemmelse af, at man staar ligeoverfor unødige Gjentagelser.

Selve den Grundtanke, hvorpaa Stykket er bygget, lider ligeledes af adskillig Svaghed. Ellida er sindssvag. Dette fremgaar paa det tydeligste af Slutningsscenen i 4de Akt. Efter at have set denne vil ingen være i Tvivl om, at den stakkels unge Kone lider af en Sindssygdom. Hun har selv en dunkel Fornemmelse heraf, og hendes Mand røber ved flere Leiligheder, at han har den samme Opfatning; men da bliver det Valg, hun til Slutning foretager i «Ansvar og Frihed», uden Betydning. For at der overhovedet skal være Tale om Ansvar og om Valg, maa man have med normale Mennesker at gjøre, men det er Ellida ikke.

I Virkeligheden har hun jo havt den samme Frihed og den samme Anledning til at vælge, da hun i sin Tid besluttede sig til at gifte sig med Wangel, som nu, da Wangel løser hende fra hendes Forpligtelser. Der gives Tilfælde, hvor en ung Pige kan blive drevet ind i et ægteskabeligt Forhold, som hun ikke frivillig vilde have valgt. I saa Fald kan denne Bevidsthed om Tvang stille sig hindrende iveien for, at et virkelig kjærligt Forhold senere kan opstaa mellem Ægtefællerne, selv om den unge Kone under Samlivet har lært at sætte Pris paa sin Mand. Under saadanne Omstændigheder vil Konens Kjærlighed kunne blive vakt, hvis hun atter faar sin Frihed og «under Ansvar» kan vælge den, hun i sin Tid giftede sig nødtvungent med.

Men saadan er Tilfældet ikke med Ellida. Den Forestilling, at hun ikke har valgt Wangel i Frihed, men at hun har solgt sig, er først opstaaet i de senere Aar og er den Form, hvorunder hendes Sindssygdom ytrer sig. Hun føler sig aandelig frisk efter Katastrofen i sidste Akt, og hun er forvisset om, at nu, da hun i Frihed har faaet vælge sin Mand, skal Billedet af Sømanden med de skiftende Øine aldrig mere forstyrre hendes Ro. Det tror hun selv; men Tilskuerne har ingen Garanti for, at Sindssygdommen ikke atter kan bryde frem i en anden Form. Hun har havt saa kort Tid til at vælge, – hvor nær ligger det ikke, at den Forestilling opstaar hos hende, at hun i Afgjørelsens Øieblik har valgt galt.

Men sin aldrig svigtende psykologiske Sans har Ibsen ogsaa selv havt en Fornemmelse af dette og har derfor lagt ind et Par supplerende Momenter, som ikke staar i nogen direkte Forbindelse med Ellidas Sindssygdom. Han har ladet hende staa udenfor alle Begivenheder i Huset, ladet hende være fremmed for sine to Steddøtre og ladet hende være uden en Husmoders Beskjæftigelser. Kort før Katastrofen faar hun vide, at Hilde kun tørster efter et venligt Blik fra hende, og det gaar op for hende, at hun har en Gjerning at gjøre i det Hjem, hvor hun er sat til at virke. Dette er Momenter, der kan frembringe en Forandring hos hende og maaske atter gjøre hende til et friskt og lykkeligt Menneske, men disse Momenter træder for lidet frem i Stykket til at virke med nogen Styrke. Det er Sindssygdommen, vi beskjæftiger os med den hele Tid, og det er den, som tiltrækker sig omtrent hele vor Opmerksomhed.

Selve Ellidas Tilstand er fortrinlig skildret. Uagtet den Mystik, der hviler over hele Stykket, og uagtet det allegoriske Tilsnit, det har, har Forfatteren dog aabnet Muligheden for en naturlig Forklaring af den næsten unaturlige Magt, som den fremmede Sømand synes at have over hende, selv naar han er hundreder af Mile borte. Han lader Læseren Valget mellem at tro paa en almindelig sygelig Proces i hendes Fantasi og paa et hemmelighedsfuldt Herredømme, som den fremmede har over hende. Det er en skarpsindig Kur af hendes Mand, naar han fæster hendes Opmerksomhed ved, at hun i Begyndelsen ikke gjenkjendte Sømanden, da han viste sig for hende, og at det Billede, der levede i hendes egen Indbildning, ikke var Billedet af Sømanden, som han var, men som han havde været.

Tilskueren vil efter at have erfaret dette være mest tilbøielig til at hælde til den Mening, at alt det hemmelighedsfulde, der omgiver Forholdet til Sømanden, udelukkende er fostret i hendes egen syge Indbildningskraft. Ikke desto mindre hviler der dog en vis Mystik over det hele Stykke, der bevirker, at vi, tiltrods for de hjemlige Navne, det hjemlige Landskab og de hjemlige Forhold, har en Fornemmelse af, at vi kun staar med den ene Fod i Virkelighedens Verden. Naar Ellida og Wangel taler om, hvad der er det grufulde og om, at det er det lokkende og dragende, virker det uvilkaarlig fremmed ligeoverfor de realistiske Omgivelser. Man længes efter naturlige og normale Mennesker og efter Begivenheder og Forhold, der staar i en nærmere Rapport til det virkelige Liv, saaledes som det arter sig om os.

Stykkets Dialog er skrevet med Ibsensk Mesterskab, og Personerne er gjennem denne karakteriserede paa en Maade, som kun Ibsen er istand til.

Bl andt de spillende maa først Fru Gundersen nævnes. Hendes Præstation var helt igjennem udmerket. Allerede hendes ydre Apparition var baade sympathivækkende og karakteristisk, navnlig da hun for første Gang træder ind paa Scenen. Man føler alt ved første Øiekast, at hun er i Slægt med Havet, og man læser hendes overspændte Sindstilstand ud af hendes Øine og hvert Træk i hendes Ansigt. Det hører til de største Sjeldenheder at se et saa fortrinligt Spil paa Kristiania Theater.

Ogsaa Frøken Bruun og Frøken Juell fortjener Anerkjendelse for Udførelsen af Bolettes og Hildes Roller. Navnlig var Frk. Bruuns Spil og hele Mimik fortræffelig i Frierscenen mellem hende og Arnholm. Mindre tilfredsstillende var et Par af hendes Repliker i første Akt. Det er en Besynderlighed af Forfatteren, at han har ladet Doktor Wangel været tilbøielig til det stærke. Dette er jo ganske overflødigt for Stykket; men det kan i hvert Fald ikke være Forfatterens Mening, at han skal være, hvad man kalder fordrukken. Fraset det uheldige Forhold til Ellida, lever jo han og Børnene et lykkeligt Familieliv; men da er det umotiveret af Frk. Bruun, naar hun i Scenen i første Akt siger Repliken: «Skal det være Konjak ogsaa?» i en mørk, bebreidende Tone. Det gjør et pinligt Indtryk. Hun maa snarere sige det løst henkastet i det Haab, at Faderen skal gribe Vinket og afbestille Konjaken.

Hildes Rolle er ypperlig. Det er en af de originaleste og morsomste Figurer, Ibsen har tegnet, og den laa godt for Frk. Juell og blev spillet med Liv og Lune, men det er dog et Spørgsmaal, om hun ikke i sin Gjengivelse af den impertinente, nysgjerrige, halvvoxne unge Pige, som tiltrods for alle sine Feil har en god Bund, er lidt for ungdommelig. Hilde er ikke voxen, men hun er dog længer ikke noget fuldstændigt Barn. Hun er i Slyngelalderen og har alle Slyngelalderens Feil; men hun er opvoxet i en dannet Familie og har et kvikt Hoved, saa at hun i alle Fald er Lyngstrand fuldstændig overlegen. Som Frk. Juell spillede hende, blev hun vel barnagtig.

Ogsaa Hr. Hansson, hvis Gjengivelse af Overlærer Arnholm forøvrig var vellykket, og hvis Maske var karakteristisk, var vel ung. Den «halvgamle» Arnholm er vistnok ikke mere end 7 a 38 Aar, og der er mange Mænd, som i den Alder kan være ret ungdommelige; men det er øiensynlig ikke Tilfældet med Arnholm. Alderen har taget paa ham, han bliver anstrengt, naar han skal op paa Udsigten, og han vil nødig hoppe iland fra Baaden. Der er noget vist medtaget ved ham, som ikke kom frem i Hr. Hanssons Spil. Der kunde ogsaa uden Skade være lagt noget mere docerende og overlegent i hans Konversation. Den fordums Lærer kunde have traadt skarpere frem.

Ikke ubetinget heldig var Hr. Gundersens Gjengivelse af Dr. Wangel. Hr. Gundersen er som oftest temmelig stereotyp, og det var han ogsaa ved denne Leilighed. Desuden talte han for hurtig og fremsagde sine Repliker for nonchalant, saa at man ved et Par Leiligheder havde vanskeligt nok for at forstaa ham. I Scenerne med Ellida var han for nervøs og for heftig. Da Ellida i Slutningsscenen af 2den Akt forklarer om sin Sindstilstand og om Forholdet til Sømanden, udspørger han hende i en inkvisitorisk Tone, og i 4de Akt er det ikke langt fra, at man faar Indtrykket af, at han er vred. Dette er en Misforstaaelse. Wangel er Læge, og han har allerede i lang Tid havt en ret klar Opfatning af, at Ellida laborerer paa en Sindssygdom. Han føler den dybeste Medlidenhed med hende, og han er en opofrende Natur. Vistnok kan han, naar hun begynder at fortælle om Forholdet til Sømanden, blive grebet af en vis Ængstelse; men hele hans Optræden mod hende maa dog fra først til sidst være præget af Mildhed, Kjærlighed og Overbærenhed. Han maa være overlegen og fremfor alt ikke pirrelig eller nervøs.

Heller ikke Hr. Schanche gjorde af Lyngstrands Rolle ganske, hvad han kunde have gjort. Han var for beskeden og for sværmerisk. Med al Lyngstrands Usikkerhed og Klodsethed har han store Tanker om sig selv, og han er i ikke ringe Grad baade indbildsk og paatrængende, paa samme Tid som han er keitet. Da han fortæller Ellida om Sømanden, som han har truffet, og som han vil forevige i sit Billedhuggerverk, skal han neppe, saaledes som Hr. Schanche, sidde og se ud i Rummet i kunstneriske Drømme. Han skal henvende sig til Ellida. Hans Hensigt er nemlig først og fremst at gjøre sig interessant. Bedst spillede Hr. Schanche i den Scene, hvori Lyngstrand vil faa overtalt Bolette til at tænke paa ham, medens han er borte. Den krasse Egoists affekterede Kjælenhed gjengiver Hr. Schanche paa dette Sted godt. En falsk og stødende Realisme er det, naar Hr. Schanche for at betegne, at Lyngstrand er brystsyg, Gang paa Gang præsterer en tør Tæringshoste. Det værste var dog, at han efterhaanden glemte at hoste, saa at vi kun fik dette Træk i de to første Akter. Lyngstrand var aabenbart kommet sig mod Slutningen af Stykket.

At Hr. Joh.s Brun leverede en udmerket Ballested, siger sig selv. Ogsaa Hr. Reimers var heldig som den fremmede Sømand.

J. V.
Publisert 6. apr. 2018 09:52 - Sist endret 24. aug. 2018 14:53