Johan Daniel Irgens Hansen

En folkefiende anmeldt av Johan Daniel Irgens Hansen i Dagbladet i Kristiania 29. november, 4., 6. og 8. desember 1882.

[29. november 1882]

Literatur-Tidende.

Henrik Ibsen: En Folkefiende. Skuespil i fem Akter.
    Enhver Sammenslutning er et Kompromis: det er et Offer af en vis Del af den individuelle Vilje for et fælles Øjemed.
    Med Hensyn til Kundskab og Intelligens er det Tidsalderens fastslaaede Sandhed, at Masserne, baade af Middel- og Arbejderklassen, træder i sine overordnedes Fodspor.
    Aviserne bærer de manges Stemme hjem til den enkelte blandt dem; af Aviserne lærer den enkelte, at andre føler som han, og at han vil finde ogsaa dem rede til at handle, hvis han er færdig.
    En fast Karakter bliver paa samme Tid mere vanskelig at erhverve, som man lettere fritages for den.
    Onderne er, at Individet gaar tabt og bliver magtesløst i Mængden, og at den individuelle Karakter bliver slappet og enerveret.
    (J. Stuart Mill: «Civilisation».)
Bildet kan inneholde: font, utgivelse.
Johan Irgens Hansen i Dagbladet 29. november 1882.

I den store Proces mellem Individet og Samfundet har det første sin geniale Advokat i Henrik Ibsen, og de Indlæg, han Tid efter anden er kommen med, har ikke styrket Samfundet i dets hidtidige Supremati. Hvad J. Stuart Mill saa som den moderne Civilisations tunge Slagskygge var netop Individets Opgaaen i Begrebet Samfundslem, og han saa med mismodige Blik paa den Udvikling, det moderne Demokrati gik imøde, saalænge ikke Individualitetsprincipet blev det ledende i Opdragelsen og Statsstyrelsen samt Forbindelsen mellem Individerne større og fuldkomnere. Og Grunden til Misforholdet ser han deri, at det moderne Demokrati slæber paa en forlagt Samfundsopfatning og har Tjenere i sin Sold, som ikke vil arbejde paa den nye Basis samtidig med, at de har opgivet Haabet om en Rekonstruktion af ældre Samfundsformer. Han er mere end skeptisk overfor det «liberale» Haab om, at Flertallets Herredømme skal bringe Individualitetsprincipet til Gjennembrud, idet Masserne endnu ikke har traadt i de Spor, Forgangsmændene eller endog blot de upper few allerede har forladt.

Denne mistrøstige Opfatning af det moderne Liv har Ibsen været den store Tolk for, og deraf kommer det, at begge de store Partier hos os forgjæves har regnet ham som deres. Ifølge sin hele ledende Tanke kan han ikke være nogen af Delene; thi hvad de strides om, er Lapperi i hans Øjne: Riv Spillet overende! Jeg er ej med at flytte Brikker. Men begge Parter er i Hovedsagen enig, og kun dens Løsning kan berge Samfundet fra Selvmord, og Selvmordet er Samfundets Sejr over Individet. Kun gjennem dettes Hævdelse kan Samfundets Støtter bevares, og disse er Sandhedens og Frihedens Aand.

Problemet er det samme: At være sig selv, trods Ægteskab, Slægt og Samfundet, og her har vi en ny Formel for Løsningen: den stærkeste Mand i Verden, det er han, som staar mest alene. Bogen er en Fortælling om, hvorledes Selvhævdelsen isolerer endog der, hvor Selvet ofrer sig for det fælles. Den selvfundne Opgaves Løsning viser Samfundet tilbage, saalænge den enkelte ikke vil bøje sit Arbejde ind i en eller anden Samfundskanal, hvori grumsede Interesser er den bærende Strøm. Men i Modsætning til J. Stuart Mills Pessimisme hævder Ibsen Individets Evne til selv under de nuværende Individualiteten udhulende Forhold at kunne og burde hævde sig selv. Saaledes som Forholdene er, bliver denne Selvhævdelse en Stillen ene, og først naar den enkelte er bleven ene, har han den rette Magt; thi da virker han kun gjennem sig selv som saadan, først da er han sin egen Herre, lyder kun selvskrevne Love, handler kun ud fra sin egen Væsensbestemthed. Og denne Væsensbestemthed findes gjennem Arbejdet for det fælles Vel; denne Tanke er Livsnerven i Selvets Væsen, gjennem det lever og aander det, i det har det sin Kraft og sin Løn, selv om Samfundet, det fælles, kun lønner med Haan og Nød og bruger hele sin frygtelige Evne til at bryde Kraften.

Selvhævderen heder i dette Stykke Doktor Stockmann, og han bestaar Kampen mod Samfundet, endskjønt han taber en Broder, en Arv, en Livsstilling og Udsigt til det tarveligste Udkomme. Hans Ruder stenes, hans Bolig opsiges endog, hans Børn vises fra Skolen, og hans Datter taber sin Post som Lærerinde. Og dog giver han ikke tabt.

Og hvad er det saa, Tomas Stockmann lider alt dette for? Han har opdaget, at Vandforsyningen til Badeanstalten fører Infusorier med sig, og at Søvandet ogsaa er belemret med Giftstof. Byen lever af Badeanstalten, og hvis Ulemperne skal rettes paa, maa der optages et stort Laan. Saalænge Husejerforeningen, Maadeholdsforeningen og «Folkebudet» tror, det vil gaa ud over de store i Byen, er de hans svorne Venner; men med Underretningen om, at Byen vil bebyrdes med et Kommunelaan og Badeanstalten foreløbig lukkes, slaar Stadens Fraktioner sig sammen, og Doktoren, som nu har faaet Øjnene op for hvad Samfundet er for et indviklet Floke af selviske Hensyn og selviske Maal, hasper det hele op i en Tale, som vækker alles Vrede mod ham, og skaffer ham Borgernes Resolution for, at han er en Folkefiende.

Saa røver Samfundet fra ham alt, hvad det kan røve, borgerlig Stilling, Levebrød, Omgang, Hus over Hovedet m. m.; men hvad erklærer han saa? Nu er jeg en af de stærkeste Mænd i Verden.

Kampens Arena er en Kystby i det sydlige Norge, og de forskjellige Elementer i vort Samfundsliv faar sit Lys fra Kravet om at være sig selv. Ynkeligheden i Magthavernes, Embedsmændenes og de rigeres Koteri, i den kompakte liberale Majoritet, i Pressen, i de politiske Ærgjerrigheders Stræben jages ud til det yderste for Haanens, Ironiens og Spottens lynende Klinge. Der er ingen Persons Anseelse, og der tages ikke for godt nogensomhelst spidsborgerlig Liberalisme. De ledende Mænd: «De er som Gedebukke i en ung Træplantning; de gjør Ugagn overalt; de staar en fri Mand ivejen, hvor han saa snor og vender sig, – og jeg skulde helst se, at vi kunde faa dem udryddet som andre Skadedyr – . . . For jeg nærer den velgjørende Fortrøstning, at Efterliggerne, alle disse Gamlinger fra en hendøende Tankeverden, de besørger saa ypperligt sig selv taget af Dage; der behøves ingen Doktors Hjælp til at paaskynde deres dødelige Afgang». Og om de liberale: «Sandhedens og Frihedens farligste Fiender iblandt os, det er den kompakte Majoritet. Ja, den forbandede, kompakte, liberale Majoritet, – den er det! Nu ved I det».

I sin Afhandling: «Civilisation» spørger J. Stuart Mill, hvorledes Tidens Onder skal læges, og han svarer: gjennem Styrkelsen af Individet, moralsk og intellektuelt, og Hovedvægten lægges paa Børneopdragelsen. Tomas Stockmann vil ogsaa selv opdrage sine to Gutter til «frie, fornemme Mænd», og han vil gjøre Experimentet at forme frie Individer ud af «Samfundets Køtere, Gadelømler, rigtige Lurver – der kan sidde mærkværdige Hoveder paa dem iblandt.» Som man ser, atter denne sidste Tilflugt til dem, Samfundet ikke har faaet Tid til at forhutle. Vi mindes Göthes og Holbergs Forkjærlighed for ukultiverede Bønder, hos hvem de fandt mere sand Filosofi end hos de skolerte, og disse rigtige Lurver, de staar jo paa en Maade udenfor Samfundet; et Haab kan der saaledes være om at staalsætte disse Individualiteter, saa at der kan fremgaa bevidste, sig selv hævdende Personligheder.

Dette foreløbig om Bogens Problem. Det er mægtigt i sig selv, og Digterens Løsning er kunstnerisk gjennemført paa en Maade, som her kun skal betegnes som den gamle mesterlige. Og hvad der siges vort Samfund her i dette Arbejde, er vel værd Eftertanke. Vi ved, at frisindede Aander ude i Europa har hævet Røsten mod Folkeforgudelsen, Masseherredømmets Dogme, og herhjemme har der ogsaa været hørt Røster varende mod Faren for at falde ned i en ny Autoritetstro; men Ibsens Røst har en vækkende Klang, og mangen liberal vil nok vækkes til Selvprøvelse og finde, at ikke al Liberalisme er i Slægt med Frisind. Men for alle dem, som kjender Frisindets Krav, er «En Folkefiende» et manende Ord til ikke at slakne paa Fordringerne, et nyt Forsvar for den Sætning, at Sandhed og Frihed naaes ikke ad Korporationens eller Associationens Vej, men kun ad den bratte, aldrig endende Personliggjørelsens trange Sti.

    «Ja, Herregud, hvor fornøjeligt det er at staa saaledes i broderlig Forening sammen med sine Medborgere».
    «Sagen er den, ser I, at den stærkeste Mand i Verden, det er han, som staar mest alene».

Individualitetens Repræsentant overfor Samfundet er i den Konflikt, Ibsen her har stillet, Doktor Stockmann, og Gjennemførelsen af den psykologiske Løsning for hans Vedkommende er saa sikker, at der ingen Fortolkning behøves. Hans Ejendommeligheder er saaledes klargjorte, at vi ser Nødvendigheden af hans Udvikling paa hvert Punkt, saa at man efter Læsningen fuldt ud forstaar, at det kan være den samme Mand, som har sagt begge de to i Mottoet stillede Tirader. Men det nye i den enkeltes Stilling overfor sig selv og Samfundet er i Forhold til Ibsens tidligere Arbejder den, at vi her ikke har en Personlighed, som vi ser finder sig selv, som Konsul Bernick, ikke et Menneske, som opdager sig selv og maa flygte for at redde sin Værdighed som Nora, ikke en Mand, som ser sit Kald i at ofre sig selv, som Brand; men vi har her den enkelte Mand, som lever i og for Samfundet, ser sit Kald i dette, er sig selv i dette, og forlanger det som sin ubetingede Ret at hævde sig selv mod hele Samfundet, naar dette sætter ham udenfor, fordi han vil det almene vel. Og hvad vi i «Samfundets Støtter» ser antydet, er her helt udført, nye Anklager rejses mod Samfundet, og den enkelte staar med fuldere Forstaaelse af det, hvorigjennem Selvets Redning skal kunne ske. Og den Udvidelse af Spørgsmaalets Besvarelse, som er givet, er skeet ved, at den enkelte her er stillet i Konflikt med alle de Modsætninger, Samfundet ifølge sin Natur maa stille.

Doktor Stockmann er gift, hans Kone lever, og de har 3 Børn, en voxen Datter og to Gutter paa 13 og 10 Aar. Naar nu Doktoren kommer i Strid med Samfundet omkring sig, saa maa denne virke paa hans Forhold til hver af Personerne i Familjen, og han kan ingen Løsning finde uden ved at have alle dem med sig. Herved bliver den stillede Opgave vanskeligere; men Svaret kommer ogsaa til at omfatte langt mere end om det gjaldt et enkelt Væsen og dets Ret overfor Samfundet. Og at Ibsen ikke vilde gaa af Vejen for sin Opgave, kunde man paa Forhaand vide. Han har i denne Familjes Historie stillet Programmet for Befrielsens Tilblivelseshistorie overfor Samfundets Overgreb paa Individets Enemærker, og vi skal her gjennemgaa, hvorledes han hævder Nødvendigheden af et radikalt Brud med forskjellige af de Sandheder, som Doktoren sammenligner med harske, ulne, grønsaltede Skinker.

Som vi ser Doktor Stockmann i første Akt, kommer vi knapt til at tænke paa, at det er ham, som skal blive Folkefienden, og efter vor gjængse Opfatning tror vi heller, at Broderen Peter skal udfoldes i hele sin «folkefiendske» Bureaukratisme. Men alligevel har vi i den første allerede et fuldtegnet Billede af en ejendommelig Natur, hvis Sammensætning netop gjør ham til Samfundets Fiende, naar det ikke helt ud vil respektere hans Ret.

Lykkelig i sin Familje, inderlig vel fornøjet med sine nye Kaar efter den lange Sultefodring nordpaa, ivrig optaget af sin Gjerning, fuld af Planer og Ideer til det fælles bedste, tillidsfuld overfor sine Medmennesker finder han alting fortrinligt, og hans egen Arbejdsiver og Arbejdsglæde lader ham overhøre de Dissonanser, som gjør sig gjældende. Saaledes svarer han paa Broderens Theori om at underordne sig under det hele de karakteriske Ord: «Kan gjerne være. Med hvad Pokker kommer det mig ved?» Men Broderen, hvis Styrke er Mistænkelighed, spaar ham Ulykke af den indgroede Tilbøjelighed at ville gaa egne Veje, hvad der i et velordnet Samfund er omtrent ligesaa utilstedeligt som at gaa Krogveje. Da Doktoren saa faar Brevet med Bekræftelse paa sin Formodning, om at Vandet i Ledningen er inficeret, er der ingen Skygge over hans Glæde, ingen Tvil i hans Sikkerhed: Det maa lade sig gjøre. Og hans Hustru og Datter deler hans Glæde paa den samme uegennyttige Maade som han selv, og Tæppet falder, idet han hvirvler sin Hustru omkring i Stuen i stormende Glæde over at kunne gjøre sig fortjent af sine Medborgere. Doktorens Ivrighed er parret med en let opbrusende Heftighed, hans Godmodighed med stolt Hævden af sig selv som den fornemme Mand i aandelig Henseende, hans Omhu for Almenvellet med en distrait Glemsomhed overfor de nærmeste Ting. Han har vundet alles Hjerter ved sin opofrende Virksomhed, sit ligefremme Væsen og varme Hjertelighed, og Lønnen for sine næstenkjærlige Bestræbelser ser han udelukkende i disses Gjenkjærlighed.

Derfor bliver han baade rørt og henrykket, da Hovstad og Aslaksen tilbyder ham sin Hjælp, om han end ikke kan begribe, at der behøves nogenslags Apparater i Sagens Anledning; den er jo saa soleklar. Det eneste, som han kan tænke sig, er, at Broderens Jalousi over ikke at have været med paa Opdagelsen kan ærgre denne; men naar bare Sagen fremmes, skal han gjerne dele Æren med ham. Han staar endnu fuld af Tillid til sine Omgivelser, synes, det er fornøjeligt at staa saaledes i Forening med sine Medborgere. Men saa kommer det første Stød. Byfogden, Formanden i Badeanstalten m. m., hans egen Broder Peter bringer sin Samfundstheori i praktisk Anvendelse. Og da tvinger alle Doktorens Egenskaber ham til den heftigste Reaktion. Hans Stolthed som Videnskabsmand, hans Næstenkjærlighed, hans udprægede Selvstændighedsfølelse, alt i ham rejser sig til en energisk Protest mod denne Lære, som hindrer ham i at virke der, hvor hans Evner ligger, og hvor han kan gavne Samfundet. Hans sikre Tro paa sin egen Sag, hans Fortrøstning til sine Medborgere og hans Foragt for Truslerne om pekuniært Tab lader ham staa fast overfor Hustruens Bønner om at finde sig i Uretten. Hun fører frem for ham, at det jo er hans egen Bror, han sætter sig op imod, hun fremmaner, hvad han og hun har lidt ved Savnene der oppe, og hvad der skal blive af Gutterne. Med ved det sidste rammer hun hans endnu ikke fuldt udviklede Selvstændighedsfølelse i dens Hovednerve: Han vil have Ret til at se Gutterne i Øjnene, naar de engang blir voxne fri Mænd.

Endnu har han dog sikkert Haab om, at Broderen nok skal give sig, og hans Fortrøstning til den liberale Presses uegenyttige Hævdelse af Samfundets Vel skal nok aabne Øjnene for hans Sags Retfærdighed. Hele hans Iver samler sig om dette, snarest mulig at se sin Fremstilling trykt, og DHrr. Aslaksen, Hovstad og Billing er henrykte over den nye Kraft, der er dem tilflydt, de kalder ham en Samfundsven, medens Broderen kaldte ham en Samfundsfiende; men Samfundsven klinger ikke godt nok, og Billing titulerer ham Folkeven, hvilket Ord Aslaksen nok tror, Husejerforeningen vil gjøre Brug af under sin Demonstration for ham, og Doktoren er bevæget ved at se saa varmhjertede Mennesker støtte hans Sag. Idet vi derefter forberedes paa Omslaget ved Aslaksens Udvikling af Maadeholdslæren og Billings Stimulanstheori og Petras Skuffelse overfor Hovstad, bliver den følgende Allianse mellem Byfogden og «Folkebudet» os forstaaelig, og den brutale Nægtelse af enhver Befatning med ham og hans Sag bringer Hustruen over paa hans Side, saa at fra nu af staar Familjen som en Mand i Kampen mod det omgivende Samfund.

Doktorens tabte Illusjoner gjør ham ikke modløs, han vil ikke opgive Kampen for sin Sag; men nu ser han, at hvad det gjælder, er noget langt mere end en Desinfektion af Spisningsrørene, det er en hel ny hygienisk Behandling, Samfundet trænger til, og med hele sin Ilterhed vil han have sagt dette til sine Medborgere, for at de kan vide, hvor de har ham og maaske komme til at indse, hvor ravgalt det er for Samfundets Skyld, at dræbe Samfundslivets Rod, den individuelle Frihed. Dette fremstiller han saa i sin Tale paa Horsters Sal. Badeanstalten er ham foreløpig en ligegyldig Sag; han ved, at det maa gaa, som han vil, han har jo udenbys Blade at skrive i; men med sin Næstenkjærlighed brænder han efter at meddele sit nye Syn til sine Medborgere, vel vidende, at han vil høste Haan og Lidelse; men oprørt i sit Væsens inderste Grund vil han gjøre sit Liv til en Prædiken mod Samfundsløgnene. Hans foreløbige Løn er Resolutionen for, at han er en Folkefiende, knuste Ruder, Opsigelse af Hus og Stilling og systematisk Udestængning fra Samfundet med Berøvelse af Udsigten til at kunne leve. I alle disse Gjenvordigheder holdes han oppe ved sin Tro paa sin Opgaves Held, og Opgaven vil han tilslut gjennemføre der, hvor han er; thi der ved han, hvad det gjælder om, og i det store Vesten er det ligt med her; ogsaa der har man den kompakte Majoritet og den liberale offentlige Mening.

Og hvad er saa denne Opgave?

Hidtil er kun udviklet Stockmann i hans personlige Forhold til Samfundet; men for at forstaa, hvad det er, han mener, maa vi tage hele Familjen med; thi hans Program er at hævde sin egen personlige Frihed igjennem alle sine personlige Relationer og saaledes først og fremst hans egen Familje. Betegnende nok for, hvorledes han opfatter sin Stilling, er det, at han i sin Tale ikke berører Politik, og naar han siger: denne forbandede kompakte liberale Majoritet, saa kan liberal her gjerne ombyttes med et hvilketsomhelst andet politisk Prædikat. Men han siger liberal, fordi denne Majoritet i det foreliggende Tilfælde er den store Dæmning mod hans Ideers Gjennemførelse. Hvad der kan være for Støttepunkter imod ham hos det andet Parti, det er ham ligegyldigt; thi han ved, det maa visne bort; thi det har ikke Rod i det levende Samfund længer. For ham er begge Partier et og det samme; thi overfor ham har de vist sig enige i det, at fortrykke Sandheden for Samfundets Skyld. Han rejser derfor den lydelige Protest, for siden ved sit Liv midt i dette Samfund at vise, hvorledes en fri, fornem Mand har sin Styrke i sig selv, og hvorledes Friheden naaes ved at unddrage Samfundet Anledningen til at sætte sit Plebejemærke paa den unge Slægt.


 

[6. desember 1882]

 

III.

    Den enkelte faar sandelig finde sig i at indordne sig under det hele, eller rettere sagt, under de Myndigheder, som har at vaage over det heles Vel.
    En Politiker skal ikke forsværge nogen Ting.
    Flertallet har altid Retten paa sin Side.
    Og det har Sandheden ogsaa, Gud døde mig.
    Minoriteten har altid Retten.

Ligeoverfor Doktor Stockmanns stolte Selvbevidsthed har Ibsen stillet Samfundsbevidstheden i forskjellige Former, og han viser os, hvorledes de alle er lige fiendtlige Fremsætteren af dem ubesindig, og hvis mod Hævdelsen af den personlige Sandhedstrang, og vi ser Doktoren under sin Konflikt komme til fuld Bevidsthed om sit Standpunkts Forskjellighed fra de Synsmaader, der gjøres gjældende overfor ham. Vi skal nu se, hvad det er for Theorier, hvorpaa Samfundet i dette Tilfælde bygger sit Supremati over Individet. Tidligere gjordes gjældende, at Doktoren maatte reagere, som han gjør, ifølge hele sin intellektuelle og moralske Habitus; nu gjælder det at udfinde Basis for de andres Fremgangsmaade, og derfra at forklare deres Handlingssæt.

Byfogdens Theori er meget grej og klar: Autoriteterne er et Faktum og maa behandles som saadanne; det vil hos ham sige, at baade de selv og deres Handlinger er som de bør være, og de menneskelige Skrøbeligheder ved begge skal søges ændrede saaledes, at den moralske Anseelse Intet lider derved, og denne beror igjen derpaa, at Ændringer foretages i Stilhed, hvorved hver Handling faar Udseende af en fornyet Visdomsytring. Dette er den bedst mulige Styrelsesform. Men for at den skal kunne arbejde, maa alle Hjul i Maskineriet arbejde i Fællesskab, enhver Person i Tjeneste er først og fremst Tjenestemand, dernæst som en Privatunderholdning Menneske. Enhver Fravigelse fra denne Opfatning maa stemples som samfundsfarlig. Ideer, som ikke er inkorporerede i Styresættet, er besværlige, han hævder dem, trods Autoriteternes Modstand, bliver han følgerigtig at betragte og behandle som en Samfundsfiende. Den bureaukratiske Organisme maa med Nødvendighed skille et saadant fiendtligt Element ud, og ifølge hele sin Bygning er ethvert nyt Moment i Udviklingen et fiendtligt; thi den fastbyggede Form har Møje med at faa indlemmet det ny, og Møje og Besvær er det netop den rutinemæssige Forretningsordens Opgave at befri Styrelsen for. Netop det er dette Styresæts Fortrin, at det arbejder med en jevn Sikkerhed, som i de fleste Tilfælde formaar at knuse til Atomer de Forslag til Ændringer, som maatte volde principielle Vanskeligheder. Naar derfor Byfogden ikke kan se, at de paaberaabte Misligheder er af saa graverende Art, som Doktoren siger, saa ligger heri ikke med Nødvendighed en bevidst Kjæltringagtighed; thi for Manden staar det som et Dogme, at selv om det er en Sandhed, hvad Doktoren hævder, saa maa denne tillempes paa en saadan Maade, at Autoriteternes moralske Anseelse ikke lider derved; thi sker dette, saa er dermed den bedste Styrelsesform rammet i sin Grund, og Samfundets Liv berøvet enhver Garanti for roligt Liv og sand Trivsel. Byfogden siger, at Doktoren som Funktionær kun har at nære og forfægte Administrationens Anskuelser – til Almenvelets Fremme; Doktoren maa sige nej hertil, og dermed er Krigen erklæret mellem ham og denne Samfundsopfatning.

Doktorens Opdagelse synes at være et fortrinligt Agitationsstof, hvorved det kommunale Styre kan komme i «Folkebladets» Partis Hænder, derfor vinder han en varm Tilslutning af Redaktionen og Bogtrykkeren, Aslaksen. Betegnende for disse Herrers Opfatning er det, at Doktorens Indignation over Krænkelsen af hans Menneskerettigheder vinder ligestor Anklang som hans Udtalelse om, at hvad han gjør, gjør han i Sandhedens Navn og for sin Samvittigheds Skyld. «Han kan blive en ubetalelig nyttig Mand for os». Men Aslaksen har dog en vis Frygt for ham, hvis han gaar videre end dette her med Badeanstalten; thi det er tydeligt for denne Fiffikus, at Doktoren har forsvoret hans ledende Princip, Maadehold. Ligeledes skjønner han, at det ikke er Doktoren om at gjøre at skaffe nogle enkelte Interesser Begunstigelse, uden for saa vidt de gavner det hele. Aslaksen derimod har som ledende Grundtanke kun dette: at spekulere i Særinteresser for derved at opnaa størst mulig Fordel for sig og Fæller, og Fordelene er af rent materiel Art, hvis Aarsag det gjælder ikke at bryde nogen Udvej af. Da det derfor vises ham, at han ved at støtte Doktoren paalægger sig selv og Medborgere en Byrde, som de, ved at staa kompakt imod ham, kan haabe at unddrage sig, saa er der heri ikke mere Kjæltringskab end hos Byfogden; thi for Aslaksen er det Indbildninger og Tøv dette med Almenvellet, uden for saa vidt han kan se det i sin og ligestilledes øgede Velvære; enhver Indskrænkning heri maa være skadelig; thi han kan jo føle det som et Onde. Derfor er der ikke et Øjebliks Betænkning hos ham; desuden tør han ikke, fordi hans anseede Stilling vilde være tabt, om han hjalp en Ting frem, som kunde skade Smaaborgerne, hvis Talerør han er.

Redaktionens to Medlemmer Hovstad og Billing vilde gjerne være af med Aslaksen, som ikke vil tillade de principielle Forskjelligheder at komme frem der, hvor Bladet kunde tabe derpaa; men med alt det, at begge de Herrer er forbitrede over sin Afhængighed, saa anerkjender de dog i Principet Aslaksens Udtalelse om, at Abonnenterne bestemmer, hvad der skal ind i Bladet. Hovstads Samtale med Petra i anden Akt illustrerer dette, og Hovstad erkjender udtrykkelig under Folkemødet at han er bestemt ved, hvad Almenviljen vil. Folkebudets Alliance med Byfogden bliver derfor en Nødvendighed, fremkaldt ved Særinteresser, men bygget paa det fælles Grundlag, at Sandheden kun forsaavidt har Ret til at udtales, som det befordrer det af mig hyldede Styresæt, idet nemlig Samfundet lider mere ved en ubetimelig Sandhed end ved en laverende Løgn. Og hvad der er betimelig Sandhed, bedømmes af Folket, som Doktoren i dets Forhold til Sandheden nærmest vilde kalde Hr. Qvælerud.

Overfor Byfogden kom Doktoren snart paa det rene med sin radikale Modsætning; men da hans Artikel nægtedes Optagelse i Bladet bliver han ikke staaende ved den Forklaring, at alle disse Mennesker gjør dette mod ham og Sandheden af pur Egennytte. Han søger dybere ned, og Hovstads: jeg tør ikke, bliver ham Ledetraaden til den fælles Grund, hvorfra disse Opfatninger er spirede op. Og han gjenfinder det samme Hovedtræk: Ind ividets Pligt til Selvopgivelse overfor Samfundet. Hos Byfogden var dette klart udtalt i hans Krav til Funktionæren kun at nære funktionelle Synsmaader; men hos Folkebudets Redaktion finder han det samme, kun noget anderledes formuleret. Den enkelte har at handle som Partifælle, og ved han ikke, hvad Partiet vil, saa voterer han med Aslaksen. Begge disse Opfatninger er Doktoren lige radikalt uenig i, begge oprører de ham i lige Grad ved den destruerende Indflydelse, de har paa det personlige Sandhedskrav og Frihedskrav. Og han fortæller sine Medborgere dette i saa heftige og indignerede Ord, at han vækker alles Vrede mod sig. Men hvad han har faaet Øje paa, er ikke Partivæsenets Fordærvelighed i og for sig: han benægter intetsteds dets Nødvendighed; men det er den Maade, hvorpaa Partierne nødvendigvis maa sluge Individerne og opløse dem i Partifæller, det er det, han tordner mod. Og Grunden til at saa galt er Tilfælde stikker deri, at den Grund, hvorpaa det liberale Parti f. Ex. opererer, er ligesaa grundraadden, som den, hvorpaa Byfogdens Bureaukratisme er bygget. Begge lægger de nemlig Hovedvægten saaledes paa Samfundets Enhed, at de har tabt af Sigte Samfundets store Opgave: Individernes Beskyttelse, ikke i Egenskab af det eller det, men netop i Egenskab af det at være sig selv i Arbejdet for det fælles Vel. Ifølge dette hans Standpunkt er Partier lige nødvendige som de nu er, og han har ingen Antydning givet til, hvorledes hans egne Meninger skal blive herskende uden gjennem en Majoritet; men han nægter enhver Majoritet, saaledes in casu den liberale Majoritet, Retten til at hindre ham i at udtale sin Mening, og han protesterer mod den form af Partidannelse, som vrider det halve Liv af en Sandhed forat faa den ind i Partiprogrammet, fordi de enkelte Lemmer kun har Partioverbevisning, men ikke individuel, og han ser endvidere, at Ulemperne ikke kan hjælpes, medmindre en hel ny Aand maa gjøres gjældende. Først derved kan Samfundet blive en Sammensætning af frie, fornemme Væsener, med ukrænket Individualitet, og personligt Forhold til Sandheden.

Dette nye Programs Gjennemførelse hjælper saa Samfundet selv Doktoren til at gjennemføre, idet det netop paa Grund af sin Sammensætning som en gjensidig Reassurance nødvendigvis maa skyde den ud, som ikke vil betale Præmien: Opgivelse af Personligheden til Fordel for Samfundsformen. Stillet alene med sin Familje, har han nu den Opgave at forsøge gjennemført sit Program, og han har seet, hvor Vejen ligger. Nu kan han gaa den; thi Modstanden fra hans Kones Side er brudt, og Gjennemførelsen beror paa hans egne Evner. Overfor Samfundet har han vundet; thi dette maa for det første gjøre, hvad han vil i Anledning af Badeanstalten, og han har i sin Kamp reddet, hvad han anser højest af alt, sin egen personlige Sandhedsoverbevisning. Antydningerne til Gjennemførelsen har Ibsen med vanligt Mesterskab spredt saaledes, at vi tilslut faar fuldt Lys over, hvor Doktoren maa begynde, og hvad det er for noget nyt, som skal føre til sandere og friere Forhold.


 

[8. desember 1882]

 

IV.

    Der er saa megen Usandhed baade i Hjemmet og i Skolen. I Hjemmet skal der ties, og i Skolen maa vi staa og lyve for Børnene.

Doktor Stockmanns Familje er, saaledes som vi ser den allerede i første Akt, et Billede, som maa slaa enhver ved sin Virkelighedsmagt, og de Træk, Digteren har valgt til at karakterisere dens Fysiognomi, er saa fortrinlig udsøgte, at vi samtidig med Tegningen af denne enkelte Familje har de store Lineamenter, som er særegne for en Række af Hjem det hele Land udover. Her lever en Mand i et lykkeligt Ægteskab med en Kvinde, som vistnok kan dele hans Glæder med ham, men som dog ikke er ydende. Hun forstaar ikke, hvad hun arbejder for, men tror saa sikkert paa ham, at deres Liv er henrundet i en Harmoni, baaret af deres gjensidige Kjærlighed og Kjærligheden til Børnene. Af Naturel er disse to Mennesker saa ulige som vel muligt; intellektuelt er hun lidet fremragende, og hendes Forestillingskreds er mere overensstemmende med det omgivende Samfunds end med hans. Hun er imidlertid ved Samlivet med ham bleven vant til en hel Del Ting, som er hendes Natur imod, hendes Forestillinger er i mangt og meget ændrede, men inderst inde lurer dog den gamle Adam, som ogsaa strax gjør sig gjældende, da Konflikten kommer.

Kampen med hende bliver imidlertid let, og det af flere Grunde. Hun er blandt andet saa vant til at se op til ham, at hendes Indvendinger, dikterede af Kjærlighed til ham og Børnene, en for en falder tilfode overfor hans sikre Tro paa sin Sags Ret. Men ser vi paa, hvad det er, Fru Stockmann repræsenterer overfor ham, vil det blive klart, at hun i sin Sfære er Advokat for den samme Opfatning af den enkeltes Pligt overfor Samfundet, som Byfogden og «Folkebudets» Parti gjør gjældende. Hun lader Børnene forlade Stuen, naar der tales om Ting, som de kunde faa Tanker af; hun gjør det instinktivt, ved ikke at forsvare det; hun «synes ikke om det». Hendes første Indvending efter Konflikten mellem Brødrene er ægte kvindelig: din Bror har nu engang Magten, dernæst: at sætte dig op mod din egen Bror, og saa: du faar din Afsked, endvidere: dem, du skal forsørge og: Herregud, der er saa meget uretfærdigt, en faar bøje sig under her i Verden. Det er hele Skalaen af de Indvendinger, hun fra sit Standpunkt maa gjøre, og de bunder alle i den samme Betragtning: den enkelte har sine væsentlige Pligter i Egenskab af det eller det, og den passive Rolle er fuldt berettiget, naar jeg ikke for min Del kan faa min Ret i Livet. Herimod maa Doktoren protestere, men det er betegnende for hans Karakter, at hans Tilbagevisninger ofte indledes ved saadanne Ytringer som disse: Jeg tror, du er gal, Katrine. Du er løjerlig, Katrine og lignende. Det er ham med andre Ord en saa fjern, fremmed Betragtningsmaade, at han forbauses over at høre den fremsat. Da saa Konflikten udvides og Hustruen gaar over til ham paa Grund af den brutale Hensynsløshed overfor Manden, saa har han den allierede, som skal kunne hjælpe ham praktisk under Gjennemførelsen af hans Opgave. Som den, der er Aand af hans Aand, kan Petra staa ham bi. Hende ser vi allerede i første Akt som Faderens Datter, fri, selvstændig og i sin egen Livsgjerning bevidst sit eget Modsætningsforhold til Samfundets Krav. Hun har allerede tidlig faaet Øjet op for det, som stedse mer og mer drager alles Tanker hen paa sig: Opdragelsen. Men paa dette Omraade staar der, og vil der endnu komme til at staa maaske nogle af de heftigste Kampe, som Samfundene endnu har seet. Thi det Program for Opdragelsen, som Doktoren og Petra vil gjennemføre, er radikalt forskjelligt fra det, som nu er det alment gjældende, og Doktorens store Opdagelse blir netop dette, at han ser, gjennem hvilket stort Middel hans Standpunkt skal kunne hævd es.

Som det nu gaar til i Skole og Hjem, ved han, at Sjæle krøges og bænkes, saa at de forlader Læreinstituterne som lemlæstede Individualiteter, proppet med den Samfundsopfatning, han afskyr, ude af Stand til at tænke frit i et eneste Forhold, idet de nemlig er blevne lært en Række Pligter i Egenskab af det og det, hvorved Individualiteten er opløst i en Række Pligtkategorier, saasom Sønnepligt, Broderpligt, Borgerpligt osv., og det gjennemgaaende Drag i denne Pligtlære er Passivitet. Og paa det intellektuelle Omraade forholdes der de unge de Momenter, gjennem hvilke en frugtbar Reflektion kunde vækkes, og Stoffet bibringes dem paa en saadan Maade, at den enkeltes Tænkning bliver en Reproduktion af «de overordnedes Tanker». Selvstændighed i Tænkning bliver for den unge en Utilladelighed. «Aha, man indlader sig allerede paa Opinionsytringer», siger Byfogden til Petra, som i vor Presse allerede har faaet Prædikatet emanciperet.

Paa sin hyperbolske Maade siger derfor Stockmann, efterat Gutterne er komne fra Skolen med den Anbefaling at blive hjemme nogle Dage: «I skal ikke lære nogen Guds skabte Ting», hvad der maa opfattes saaledes, at de herefter ikke skal tage imod nogen Undervisning paa den gamle Maner. Tilegnelsen skal være fri, de skal ikke antage noget paa Lærernes Ord, den frie Tankes «hvorfor» skal indarbejde hver Ting i dem saaledes, at de i sin Tilegnelse staar uafhængige i sin Overbevisning. Dette er nøjagtigt, hvad Stuart Mill og i vore Dage Herbert Spencer hævder som Opdragelsens ledende Princip; men hvor lidet overensstemmende dette er med vort Samfunds Opdragelsessæt, maa man være meget lidet kjendt med Forholdene for at være uvidende om. Det dogmatiske Drag i Undervisningen strækker sig fra det religiøse, gjennem det moralske lige til det intellektuelle, ja selve Kundskabstilegnelsen er saavidt beskaaren, som den i vore Dage kan blive. Fortielsens Princip er saa godt gjennemført, at f. Ex. Herbert Spencers Bog om Opdragelsen ved Oversættelsen maatte berøves Kapitlet om den religiøse Opdragelse, fordi det vilde støde formeget, og efter Hovstads Theori om at faa lusket Liberalismen paa Folk var dette utvilsomt korrekt. Men for Doktor Stockmann er dette fuldstændig betydningsløst; thi han vil netop den bevidste Overgang til det nye Standpunkt. For ham er disse voxne liberale Mennesker, som gaar omkring og kalder sig frisindede, den værste Pest, han ved; thi netop fordi de har nogle af Frihedens Attributer ved sig, formaar de at blænde de ukyndige og holde disse tilbage, medens Efterliggerne, de, som er udenfor Livsstrømmen, hellere vil befordre det rette Frisind ved den Foragt, som maa vaagne hos Massen.

Han er selv gaaet uden Bevidsthed om det fordærvelige for de unge Individualiteter ved saaledes at gaa og slides istykker mellem uensartede Opfatninger. I hans Hus hører de en Ting, i Skolen en anden, de bliver sendt ud af Stuen, naar der kan være Fare for, at de bliver sig Modsætningsforholdet bevidst, og Adjunkt Rørlund giver dem en Opfatning af Tilværelsen, som paa hvert Punkt maa fjerne dem fra Faderen og indgive dem den Aand, hvori Faderen ser Samfundets Fordærv. Men da han er bleven klar over dette Misforhold, ser han sin helligste Ret og Pligt deri, at han vil værne om de Enkeltvæseners Frihed, som han har sat ind i Verden. De ialfald skal ikke faa Samfundets Trællemærke paa sig, de skal blive frie og fornemme Mænd.

Som vi ved, er dette for en stedse voxende Mængde af oplyste Mænd den snæreste Opgave under vore Forhold, og vor Digtning har ogsaa beskjæftiget sig med Problemet; men aldrig er Fordringen stillet saa strengt som her, og ingensinde har nogen formaaet at sætte denne Opgave saa indlysende frem i dens nødvendige Sammenhæng med hele vort Samfunds Brist. Det er intet mindre end den frie Tankes Program gjennemført i Opdragelsen, som kan redde Samfundet for Chinesenthum, kun naar Samfundet bestaar af Individer, som i første Instans respekterer hverandres Menneskerettigheder, kan Samfundet blive sundt, først da kan den enkelte gjøre sig gjældende efter sin egen Værdi, først da kan Minoriteten faa sin Ret: at blive hørt og vinde Indflydelse, og en hvilkensomhelst Majoritets enkelte vil da ikke væsentlig blive Partifæller, fordi deres Individualitet gjennem Opdragelsen er bleven saaledes befæstet, at dens Hellighed er ukrænkelig.

Som man ser, er det meget radikalt, hvad Doktor Stockmann vil, og der skal en idebegejstret, sangvinsk Natur som hans til for overhovedet at indlade sig paa en saadan Opgave. Digterens Genialitet viser sig imidlertid netop deri, at den psychologiske Bygning hos «Folkefienden» er saa sikkert gjennemført, at der intetsteds er Plads for Indvendigheder mod hans Forhold i de enkelte Tilfælde. Og den hele Række af Personer omkring ham er saaledes tegnede og skisserede, at de træder frem nøjagtig med den Tydelighed, som deres Betydning i Forhold til det hele fordrer. Skulde en Indvending rejses mod noget, maatte det være, at Byfogden, Hovstad og Billing fremstilles i sit Forhold til Doktoren som blotte Repræsentanter for sit Standpunkt. Men for Ibsen har det her været magtpaaliggende at hævde de ideelle Modsætninger med en saadan Styrke, at den personlige Karakteristik ikke er kommen til den Klarhed, som ønskeligt kunde være. For Stockmanns Vedkommende er den fortrinlig, og netop det, at flere af hans Udtalelser ialfald i sin Form peger ud over, hvad han sigter paa, er et fortræffeligt karakteriserende Træk. Og den dramatiske Bygning er ligesaalidt færdig med fjerde Akt, som Problemet er løst for hans eget Vedkommende. I fjerde Akt ved han, hvad der skal rives ned og bryder med Samfundet, i femte Akt ved han, hvad han vil bygge op; derfor bliver den – ofte uberettiget fremførte – Anke, at Ibsen ingen Løsning giver, uanvendelig her. Han stiller Opgaven, ikke som i Brand over menneskelig Evne, ikke engang realiserbar paa Vidden, men findende sin Grav i Iskirken; men han stiller den indenfor menneskelige Evners Rækkevidde, realiserbar inden selve Samfundet, med det bevidste Maal at indblæse dette en ny Aand gjennem Fornyelse af den enkelte. Og dette er det mest betydningsfulde ved det nye Arbejde. Ibsen lader ikke blot Dissonanserne lyde; men der klinger ogsaa igjennem Menneskelivets Fuga Fremtidens forløsende Harmoni.

Publisert 20. mars 2018 14:11 - Sist endret 13. juli 2023 11:21