Bjørnstjerne Bjørnson

Gildet paa SolhougChristiania Theater anmeldt av Bjørnstjerne Bjørnson i Morgenbladet i Christiania 16. mars 1856 (No. 76, 38te Aarg.).

Gildet paa Solhoug, Skuespil i 3 Akter af Henr. Ibsen
(opført paa Christiania Theater den 13de Marts).

Thorarin og Valgerd, Drama i 5 Akter.
(Christiania, hos Johan Dahl).

Det maa overraske og glæde alle Venner af vor Literatur, at vi kan have tvende større dramatiske Arbeider at anmelde paa een Gang. Sjelden gjæstes vi af skjønliterære Frembringelser, og sjeldnest er disse dramatiske, i hvilken Henseende vi har Privilegium paa at trodse Tidens bestemte Krav. De foreliggende Digtninger har saavidt selvstændigt Værd, at ikke den dramatiske Nød alene gjør deres Ankomst glædelig, men meget mere det Løfte, begge giver om Følge og Fester. Thi en Aften, som den vi havde itorsdags, vil Henr. Ibsen give os mange af; og «Thorarin og Valgerd» tør man vel anse for det første Fantasiens Par, som af alle de indbudne kommer til Dands og Lystighed i vor gamle Historie-Hal, efterat den nylig af dygtige Mænd er ryddeliggjort og smykket.

Skjønt «Gildet paa Solhoug» og «Thorarin og Valgerd» har slaaet Følgeskab ud i den vide, vide Verden, kan dog neppe to Frembringelser være af mere modsat Natur. Det maa strax siges, at Forfatteren til det Første viser at have fundet sig selv og kan umiddelbart fortsætte, medens Forfatteren til det Andet endnu søger og famler og neppe kommer til at trives længe i det historiske Drama. «Thorarin og Valgerd» er fremfor Alt et forstandigt Arbeide, «Gildet paa Solhoug» fremfor Alt et poetisk. Hvis det gaar an at sige saa, kan det tilføies, at hint søger sit væsentligste Værd – mere i hvad det undlader, end hvad det gjør, – mere i, at det som historisk Drama har brudt med Traditionen og de nærmeste Forgjængere, end i positive Fortjenester. «Gildet paa Solhoug» har derimod næsten Alt at undlade for at blive et dramatisk Arbeide, en heel Herlighed af Lyrik at slaa ihjel. Men man føler det godt, at det vil Henr. Ibsen aldrig gjøre. Han mærker paa hvad Grund han staar; han kjærer sig lidet om at kaldes en god Dramatiker; thi Kulisser og Lamper, Tableauer og Musik, – et Feslot for alle sine Sagn og Sange er Alt, han søger i Scenen. Medens derfor hint har dels udarbeidede, dels gode Antydninger til dramatiske Charakterer, skjønsomt grupperede, udvinder dette i det Høieste et Par dramatiske Situationer. Sammenligningen skal paa et andet Sted forfølges videre; nu først et Billed af «Gildet paa Solhoug».

Billedet skal ikke bestaa i Referat af Indholdet, da dette vilde være at skjæmme ud Interessen for det trykte Stykke, som snart skal komme ud. Det første Indtryk er Alt, Anm. kan give igjen, og saafremt dette senere viser sig at have skuffet, skal det rettes. «Gildet paa Solhoug» er næsten helt igjennem versificeret (i dansk Kjæmpevisemaal). Og disse Vers er, saavidt som man gjennem en tildels slet Behandling fra Scenen kan komme efter saadant, blandt de skjønneste, meest velklingende, som ere skrevne paa Norsk. Her er vi strax inde paa det Standpunkt, hvorfra Stykket rettelig bør sees. At det er skrevet paa Vers, vil nemlig Digteren bestemt kalde Hovedbetingelsen for dets Tilblivelse. Man forestille sig blot, hvorledes det hele Billede lidt efter lidt er steget frem for ham. Han har ikke først seet en bestemt Charakter, heller ikke en bestemt Scene; thi Stykket er vitterlig ikke anlagt for nogen af Delene. Det gamle Kjæmpevisemaal har tiltalt ham, og han har mærket sig dets store Kraft til at reise en forbigangen Tid, til at bære Fantasien henimod det Dunkle og Eventyrlige. Han blev, drømmende som han er, forelsket i dette Versemaal; det veg og det kom; det lokkede og bølgede, og lidt om lidt begyndte Tanker og Sange, Figurer og Scener at stige frem deraf. Hvor ganske har Altsammen Charakter af denne Tilblivelsesmaade. Gudmund er Barde, Margit en stor lidende Sjel, som ikke kan røre ved en Tanke uden at den bliver poetisk forvandlet, Signe et drømmende Barn, for hvem Natur og Mennesker, Eventyr og Virkelighed endnu flyder i Eet, – og alle de Andre, som han for en skrøbelig Handlings Skyld maa have med, dem vil han ligesom ikke vide noget af, dem spenderer han ikke Vers paa engang. Hine tre allerede i sig selv poetiske Væsener tager nu Roller i hans Kjæmpevise; de synger en Stund hver for os, de fortæller os hver sit Sagn, de er Digteren selv fordeelt paa tre Personer. Og vi sidder nede og lænede udover Logerne; vi seer ikke, vi bare hører og drømmer, snart forvandler Alt sig for vor Sjel; vi er ikke længer i Theatret, men i et gammelt middelalderligt Slot med Taarne og Buer, Vindelbro og Grave. Det er ikke længer Rollehavende, som spiller, men en Bonde, en omreisende Troubadur, som er kommen til Slottet og vil synge dig et Kvæde i den store Gaard. Og alle Borgens Beboere ty'r ud forat lytte; de sidder i Grupper paa Trappen, paa Balkonen og i Vinduerne; og Strengene slaaes an, og Visen gaar, og det er om en Barde, som drog udenlands og kom hjem igjen og fandt sin Brud tagen tilfange af Bjergkongen, men hendes uskyldige Søster staaende udenfor og græde og række ham den Krands, som Søsteren havde vundet ham.

Har Digteren gjennem sine yndige Vers formaaet at vække en saadan Drøm, da har han opnaaet Alt, som han ønsker; thi han har ikke paa et eneste Sted givet Tilsagn om noget Mere. Og efter hvad han vil, maa man bedømme det. Han har ikke som andre af vore Lyrikere, naar de skrev for Scenen, søgt at forfuske Standpunktet; han har ikke slaaet op til Forhandling et psychologisk Spørgsmaal eller lovet at give en enkelt Scene udaf Historien. Han siger til Alle, at Altsammen er bare Epos og Lyrik, og han beder blot om en Ramme. «Donna Clara» kan i vor Literatur nærmest sammenlignes med dette Arbeide.

Hvem spørger saa om Karakterer og Handling? Hvem tæller f. Ex. Draaberne i Giftbægeret og finder ud, at dette var for svært? Det Værste vi kan sige det paa, er at det ikke er dramatisk; men da smiler blot Digteren af os og siger: hvor er det sagt, at det skal være dramatisk. – Jeg for min Deel vil gaa i Theatret Gang efter Gang og lade mig denne vemodige Vise foresynge paany. Kun Skade, at vi ikke skal have bedre Sangere. Mad. Schrumphs gamle klangløse Stemme, hvor gjorde den ikke disse Vers ondt! At Nogen kan nænne at bede hende om det, at hun selv kan nænne at sige dem! Er det nogen Rolle, som fortjener Theatrets bedste Organ, saa er det dog denne. Hvorfor fik vi ikke høre dette, hvorfor fik ikke den norske Signe en norsk Søster? Og saa Speratis Musik! Jeg har eengang hørt en Komponist ytre, at norske Melodier i Moll kan Enhver lage. Hvad bagvendt det lyder, begynder jeg næsten at tro det; men Stemningen, som hviler i dem, Billedet af hele vor øde tungsindige Natur, det forstaar ikke Enhver at trylle frem. Man maa haabe, at denne Musik blot er midlertidig.

Theatret havde givet dette Stykke spanske Dragter (rigtignok norske Beenklæder). Vi saa Don Almaviva, Donna Stefana, Don Pedro. Men saa stærkt var alligevel det nationale Præg, at Illusionen forgik En, blot man havde hørt et halvt Kvarteers Tid.

Stykket vil jeg ikke nærmere gaa ind paa, da jeg dertil savner det fornødne Materiale; men jeg vil – som jeg tror i Publikums Navn – hilse Digteren med, at ihvorvel Alt staar for os i et yderst indtagende Totalbillede, stiger dog anden Akt frem af det Hele, naar Tanken dvæler ved det lidt længere. Ligefra den fine Scene, hvori de gaa to Par og samtale hver for sig, men tilsidst føres sammen, – eller rettere lige fra Begyndelsen, ligefra at Teppet gaar op for en herlig Dekoration og vi hører Lystigheden fra Gildet, og ser Gjæsterne enkeltviis søge ud paa Gaarden fra den kvalme Stue for der at mødes med den, Hjertet har kjær, – og lige til den ypperlige Udgang, hvori Enhver gjør et Eventyr af sin Livshistorie og Margits bliver saa tungt, at hun segner med det… staar det for os saaledes, at vi aldrig kan glemme det. – Man kan sige, at det Hele er et stort Musikstykke, hvori der gaar to Hovedthemaer: Sagnet om Bjergkongens Brud og Fortællingen om Audun af Hegranæs, der krænkede den kaarede Dronning.

Publisert 4. apr. 2018 13:44 - Sist endret 17. sep. 2018 13:17