Edvard Brandes

August Lindbergs oppsetning av Gengangere ved Folketheatret i København anmeldt av Edvard Brandes i Ude og Hjemme, København, 2. september 1883 (Vol. 6, Nr. 309, s. 594-595).

Lindbergs Opførelse af «Gjengangere».

Gjengangere spillet i Kjøbenhavn paa et Privattheater af en svensk Trup, modtaget med Begejstring af Publikum, omtalt med Anerkjendelse af de samme Blade, der i sin Tid forviste Stykket til «Kalkkulen», ansaa dets Opførelse for en «Umulighed» paa Grund af dets «Modbydelighed» og erklærede Digteren for «vanvittig af Indbildskhed» unægtelig en stor Forandring. For to Aar siden havde Hovedstadsdyden udpebet det nu hørte man end ikke en Hyssen. Selv om Tiden, der har lagt En Folkefjende i Vægtskaalen og bragt hint plumpe Raseri til at sætte sig, har sin Lod i dette Omslag, saa skyldes dog den Sejr for alvorlig og stor Kunst, som den heldige Opførelse af Ibsens Drama betegner, i Hovedsagen den udmærkede Kunstner, der har vist lige saa meget Mod som Talent ved at bringe Stykket frem. Der er noget af et coup de main i dette. Mange have vel rystet tvivlende paa Hovedet, da det rygtedes, at Lindberg indstuderede dette Drama. Vort kgl. Theaters Chef har muligvis i sin Tid følt Lyst til Forsøget; et af vore Privattheatre har sikkert overlagt, om Laurbærrene, der var at vinde, kunde opveje en mulig Misstemning hos en venskabeligsindet Presse, Kristianiatheatret, som havde den absolute Forpligtelse, har ligget død for sine Aktionærers Fødder og saaledes fik Lindberg Æren og vil forhaabentlig ogsaa høste Fordelen af en god Gjerning i Literaturens Tjeneste.

Ved Opførelsen af Stykket, hvis Indhold og Idé det nu er overflødigt at udvikle, blev man maaske mest slaaet af dets revolutionære Karakter. Dets blinkende hvasse Repliker nedmeje som Leer svungne ikke imod nærende og modent Korn men ligesom af oprørske og blodige Høstkarle mod verdslige og gejstlige Autoriteter. Hug efter Hug brister det og falder det, mens Stykket skrider frem, indtil vi til Slutning staa overfor to ødelagte Liv som Rester af Samfundsfamilien, den unge Mand udslukt før Tiden og den modne Kvinde, bøjet under haabløs Græmmelse indtil sin Død, medens vi langt borte fra høre den vilde Hoveren fra Engstrands Sømandshjem. Stykket er en Amputation, der bortskjærer det Ikke-Levedygtige, og hvad der bliver tilbage har ingen Værdi for Livet. Alene de sidste Scener betage pinligt; ellers lytter man med Opmærksomhed til Stykkets alvorlige Protest og morer sig over dets skaanselsløse Vittighed. Kun hvor Osvald er inde, kommer dets tragiske Karakter frem.

Dramaets filosofiske Side, dets sceniske Anvendelse af Arvelighedstheorien faar ingen stor Betydning under Opførelsen. Hvor Osvald har sin Sygdom fra, bliver et mindre vigtigt Punkt i den Medlidenhed, vi føle for ham, saa meget mere som Digteren holder baade dens Anledning og dens Pathologi uklar. Desværre er der ikke lidet i de fortrinlige Samtaler, som ikke direkte staar i Forbindelse med Osvalds Skjæbne. De afbrudte og atter optagne Meningsudvexlinger føles som en vel lang Exposition i det Hele er næppe dette Stykke i teknisk Henseende Ibsens bedste. Der stikker saamange løse Traade frem i dets Dialog de skrive sig fra dengang, Fru Alving pillede Maskinsømmene op, men de knyttes ikke ret sammen til et Hele. Der er Spirer til mange Skuespil gjemte i Fru Alvings Ord. Det lidt Usandsynlige i enkelte Karakterer træder ogsaa stærkt frem paa Theatret; ingen Tilskuer vil f. Ex. forstaa Regines bratte Bortgang fra det Alvingske Hus, hvor hun nu kan tage Ophold næsten som Datter, i hvert Fald som Medlem af Familien. Hun, der ønsker Rigdom og Fornøjelse, maa, hvor livslysten hun end er, dog heller oppebie, hvad Skjæbnen bringer hende under hendes nu helt forandrede Forhold, end tage sin Tilflugt til Faderens Sømandshjem, hvor Udsigterne selv for hendes Skjønhed og Kløgt aldrig blive glimrende. Præstens kolossale Dumhed overfor Engstrands Hykleri former sig ogsaa vel massivt paa Scenen.

Stærkere end ved Læsningen virker ikke Gjengangere ved Opførelsen i hvert Fald ikke ved den paa et enkelt Punkt fortrinlige og helt igjennem respektable Fremstilling, som den Lindbergske Trup raader over. Dets Direktør har atter vist sig som en Kunstner af første Rang, og hans Osvald er en mønsterværdig Præstation. Hvad Lindberg bedst magter i sin Kunst, synes at være med korte Ord: pludselig Kraftudfoldelse og dennes Tilbageslag i Slappelse. Han er Herre over det pludselige élan, som Nerver, Vilje, Temperament fremtvinger, og hans Kunst kan ogsaa dvæle i det Forgræmmede, Usikre, Udslukte. En Mand, der som han med stor Viljesanspændelse har beredet sig sin Vej, vil ogsaa have kjendt mange fortvivlede Øjeblik, hvor alt Haab synes dødt og Intet var tilbage uden at lægge Hænderne i Skjødet og lade Livet slaa over sig. Men saa har atter hans store Begavelse og kraftige Sjæl ført ham til den pludselige Anstrængelse, den raske og modige Beslutning. Han har maaske tæret paa sit Brød i Taarer man sulter samvittighedsfuldt som Elev ved Provinsselskaber til Gjengjæld har han ogsaa kjendt de himmelske Magter, der hjælpe den, som ikke selv giver tabt. Lindberg er maaske med Alderen bleven mere skikket til ihærdig Forfølgen af Formaal; hans støtte Direktion viser dette, skjønt han forøvrigt tænker paa at opgive den ad Aare. Det vilde dog ikke undre En, om han var et let saarligt Menneske, om gamle Avisartikler eller nye Kritiker virkede plagende ind paa ham. Deri ligner han da den Digter, han nu fremstiller man erindre den mærkelige harmfulde Udtalelse om snesaarsgamle Bladartikler, som Henrik Ibsen for nylig har offentliggjort. Lindberg, der er sendt i Landflygtighed fra Stockholm, har sikkert ogsaa følt sig tiltrukket af den store Selvexileredes Bitterhed.

Lindbergs Hamlet bestod netop i nervøs Udfolden og Sammendragning. Han gav Viljen i den danske Prins som pludselige Vindstød, han havde Tigerspring i sine Bevægelser, hans Tale steg og faldt med et Vandsprings Kast. Stigen og Falden, være eller ikke være bestandig var han svingende mellem et energisk og dog modløst Menneskes Yderligheder. I Richard den Anden var der mindre Plads for Kraftudfoldelsen, som er det nødvendige Komplement til den anden Side af Lindbergs Kunst det er for mig nu Forklaringen af, at denne Figur virkede trættende og en Smule sødlig. Thi Slappelsen hos et saa sluttet Menneske som Lindberg kan let blive sentimental. I Osvalds Rolle kommer hans særegne Personlighed ham helt til Gode; denne er jo ved at falde sammen af Træthed og Anger, og hans pludselige Livlighed skyldes en Feberstemning. Enten taler Osvald slæbende ligegyldigt eller han skriger op i Fortvivlelse. Ganske dejligt var det, hvor Osvald slog i Bordet og raabte paa Livsglæden, eller hvor han rasede mod Moderen for det usle Liv, hun havde født ham til men fortrinligt var ogsaa det nervøse Ubehag, hvormed han hyssede paa hendes Udbrud, og den selvopgivende Mathed, hvormed han sank hen efter hver Opblussen. Hans Udseende, der var lagt an paa den Udlevede, den før Tiden Gamle, var fortrinligt, og hans Diktion perleren. Det Hele var genial Kunst.

Af hans Medspillende kom Frk. Rustan sin Rolle nærmest. Hendes Ydre, hendes Smil og Stemme satte Tilskuerne i den rette Stemning til at forstaa Regines Magt over Osvald. Det stumme Spil mellem hende og Lindberg var fortrinligt malende, hvor Regine spørger om Fru Alving billiger hendes og Osvalds Forhold. Det fuldkommen Pligtløse i Karakteren kom altid frem, mod Slutningen var derimod det Raa ikke helt forstaaeligt. Langt større kunstneriske Midler medbringer Fru Winter-Hjelm, der er en rutineret og meget intelligent Skuespillerinde. Hun førte Samtalen med Præsten med Finhed og Naturlighed, men var i de pathetiske Steder ikke saa jævn, som dette mørke Drama fordrer. Hun fortjener megen Anerkjendelse for sit Spil, især da hendes Personlighed ikke ganske egner sig til den imposante og myndige Fru Alving. Hr. Ranft var dygtig som Præsten, dog næppe barnlig nok og altfor hæftig; endelig var Hr. Axelson maaske vel tragisk som Engstrand, en Figur, der drypper af Komik og hvis Repliker hver og én ere ubetalelige. Men ingen af de Spillende og det er en stor Ære for dem var til Hinder for den fulde Nydelse af det gribende Drama.

Den ydre Iscenesættelse har været Gjenstand for megen Ros. Mon med Rette? Det var vanskeligt at forsone sig med denne urolige Stue med sine flove gothiske Forsiringer og sit halvt elegante og moderne Møblement. Rosenvold er et gammelt Herresæde, hvor Møblerne skulde være holdte i stræng Stil, og hele Indtrykket af Værelset burde vært mørkt «uden Livsglæde, fuld af Pligter». Men det var rigtigt nok, at «Verdens Gang» laa paa Fru Alvings Bord. Hvad den indre Iscenesættelse, Sammenspillets Ordning angaar, saa forøgede dette den Hæder, Hr. Lindberg har indlagt sig ved Opførelsen af Ibsens Mesterværk.

Edvard Brandes.

Publisert 21. mars 2018 09:32 - Sist endret 21. mars 2018 09:34