Anonym anmelder i Vendsyssel Tidende

Daniel Züberleins oppsetning av Gengangere på Theatret i Hjørring anmeldt i Vendsyssel Tidende 17. oktober 1883 (Nr. 256).

«Gjengangere» gik i Aftes over Scenen i Hjøring. Hele den læsende Verden kjender jo Ibsens berømte Familiedrama og den stenhaarde Alvor, der taler igjennem det. Man kjender Fortællingen deri. Kammerherre Alving er en pæn Mand – i Verdens Øjne. Hans Hustru – en ung Pige, hvis Slægt har giftet hende med hans Formue – opdager strax, at hun kun har en brutal Vellystning for sig. Hun flygter fra ham, men bliver af Kirkens Mand, Pastor Manders, vist tilbage paa «Pligtens» Vej. Manders bliver saa Vidne til Frugten af det Store og Gode, han har udrettet; han har læget Huden over Saaret, saa den for Verden er kommet til at se glat og net ud, men under den staar det gyseligt til. Han har kastet den unge Pige ind til en livslang Kamp for at skjule, at det Menneske, man har givet hende til Mand, hendes Søns Fader, ikke er den højtagtværdige Hædersmand, man anser ham for, men et nydelsessygt, usselt Menneske, der falder hen som en Hjælpeløs efter først at have tilføjet hende den dybeste Krænkelse, idet han i deres fælles Hjem er bleven Fader til en Tjenestepiges Datter. Hvert Spor af Mandens Forsmædelse vil hun gjemme bort og skjule. Først og fremmest skal Sønnen Osvald, en rigt begavet Natur, Intet vide om sit Ophav, Intet skal han have efter dette, ikke engang Faderens Penge, der som den sidste Løgn til at dække over hans Forvorpenhed anvendes til et kristeligt Asyl til denne Samfundsvens Minde. Saa skal Alt være glemt, alle Broer fra Fortiden være afkastede. Men paa samme Tid vender Sønnen hjem, træt, elendig, angst. Den «lykkelige Illusion», som man har holdt ham i, hjælper Intet. Han kæmper værgeløs og bange mod en ubøjelig Lov, den om Fædrenes Synder, der hjemsøges paa Børnene, men kun for tilsidst at synke ud i den tilintetgjørende, haabløse Aandssvaghed med et fortvivlet Skrig mod den, der har født ham, med en Bøn til den, der har givet ham Livet, om atter at tage det. Al Moderens Omhu, al hendes Kamp har været forgjæves. Naturen har hævnet sig. Indspundet i denne Hovedhandling findes der mærkelige og dybe Skildringer af Livet; man faar at se Gjengangersken af Kammerherre Alvings Frille i hans Datter, et tidligmodent, lokkende, men hjerteløst Fruentimmer med tydelig Kursretning mod «Lille Havnegade», hvor hendes Fader af Navn, Snedker Engstrand, spekulerer i et lille «kristeligt» Sømandshjem for velbeslaaede Kaptajner og Styrmænd – med hende som Skytsengel. Man ser den pjaltede Præst, saa ræd for vrange Domme af Omverdenen, at han falder moden lige ned i Hænderne paa Engstrand, der er sunken gjennem alle Lastens Vande lige ned til Mudderet: det modbydeligste Hykleri og den «sagkyndigste» Anvendelse af det Hellige. Men Hovedlæren, der lyser frem af dette Drama, er et Fingerpeg mod Naturloven om Arvelighedens og Moralens Forbindelse med hinanden, der, naar den først bliver ikke alene kjendt, men anerkjendt, saaledes, at den træder ind som et Led i hvert enkelt Menneskes Bevidsthed, maa blive en mægtig Løftestang for Slægtens Moral. Fortidens, Overtroens Gjengangere ere manede ned, de vare kun Skygger og Løgn, Videnskabens «Gjengangere» have meldt sig, de ere mere ubønhørlige. De ere Kjød og Blod. De lære os, at det ikke hjælper at gjemme sin Svaghed, sin Last, sin Ynkelighed inden Døre eller inden Vesten. De tage Skikkelse i os selv og i vore Børn. Der hjælper ingen Syndsforladelse, ingen Halvdagsanger, de komme igjen saa sikre, saa ubønhørlige som Korn af sin Sæd og Ukrudt af sin, og de skifte ikke Karakter, fordi man beder Bønner over dem. Det Eneste, der maaske kan overvinde dem, er et slægtlangt Arbejde med en Villie, der i Fasthed søger at naa Naturloven.

Saadan et Stykke som «Gjengangere» kan jo ikke vente et jublende Publikum, thi det slaar ikke Andre, det rammer os selv. Enten forstaar man det ikke og begriber ikke, hvad al den Ulykke skal paa Bræderne i Stedet for noget mere Hyggeligt og Fornøjeligt, der bedre svarer til en Værdi af 1 Kr. 50 Øre, eller man bliver angst og gaar om med Haanden paa Baghovedet, ikke vidende, hvad Øjeblik man vil finde det rigtigt at udbede sig Solen. Men virker slige Dramer end i Øjeblikket bedøvende, saa er der dog næppe noget Spørgsmaal om, at det er den Vej, vi skulle, og at Slægten maa tage sin Tugt og sin Lære, selv om den er haard.

Udførelsen kunde naturligvis ikke paa langt nær maale sig med det mægtige Værk, der skulde fremstilles. Men det er bedre at høre en fortrinlig Prædiken af en middelmaadig Præst, end slet ikke at høre den. For saa vidt var Opførelsen al Ære værd. Af Hovedrollerne udførtes Fru Alving af Fru Recke-Madsen. Hun var ganske heldig med anstandsmæssig at fremstille Kammerherreinden, men en finere Udførelse af den intelligente Kvinde og hendes vexlende Bevægelser fik man ganske vist ikke i saa høj Grad, som man kunde ønske det. Hr. Züberlein var heldig i adskillige af Scenerne. Det Nedbrudte, Sønderrevne, kom maaske ret godt frem; men han var vist som Helhed for meget Kadaver. Man kunde muligt ønske momentvis at se Sporene af den kjække og dygtige Kunstner, hvis Ruin man skulde være Vidne til. Hr. Sahlertz' Pastor Manders tør nok betegnes som temmelig mislykket. Denne karakteristiske Figur blev under hans Spil en alt for almindelig intetsigende «værdig Onkel». Viggo Hejlessens Snedker Engstrand var af et Begynderarbejde at være endog meget vellykket. Skikkelsen var dog maaske vel karrikeret i Retning af det Forvorpne, saadan at det paatagne hellige Væsen kom til at tage sig vel utroligt ud, selv for en saa naiv Størrelse som Pastor Manders; men den stod i alt Fald mange Fod over Frk. Svanes Regine, der lige saa godt kunde være en Figur fra «Den svage Side» eller et andet «Slagstykke».

Publisert 21. mars 2018 10:23 - Sist endret 21. mars 2018 10:23