Signaturen «W.»

Daniel Züberleins oppsetning av Gengangere på Odense Theater anmeldt av signaturen «W.» i Fyens Stiftstidende 1., 3. og 4. oktober 1883 (No. 249, 251 og 252, 112. Aargang).

[1. oktober 1883]

Odense Theater.  Opførelsen igaar af Henrik Ibsens «Gjengangere» havde samlet et talrigt Publikum, der fulgte Forestillingen med stor Interesse og efter dens Slutning ydede den stærke Bifald. Stykket og Udførelsen skulle vi omtale nærmere imorgen.

 


 

[3. oktober 1883]

Odense Theater.  Indholdet af Ibsens «Gjengangere» griber saa dybt ind i betydningsfulde Samfundsspørgsmaal, at det nok kan lønne sig, selv nu, efterat Stykket er blevet 2 Aar gammelt, at gjøre det til Gjenstand for en udførligere Betragtning. Dette skal ogsaa skee her i Bladet, dog tillader Pladsen det endnu ikke idag, og vi skulle derfor denne Gang indskrænke os til et Par Bemærkninger om Udførelsen. Selv med de store og gjennemgribende Svagheder, der hæfte ved dette Arbejde, bliver «Gjengangere» altid et overordenlig interessant Stykke paa Scenen, naar det lykkes Fremstillerne at svare til Forfatterens Hensigter; det viste sig ved Lindberg-Forestillingerne i Kjøbenhavn. Selvfølgelig kan et saa glimrende Resultat ikke naaes af det Selskab, som nu gjør en «Gjenganger-Tourné» i Provinserne, men det maa dog siges, at Fru Alving i Fru Recke-Madsen har en dygtig Fremstillerinde, og at Hr. Züberlein, uagtet Engstrands Rolle ligger ganske anderledes passende for ham end Osvalds, dog faaer ikke saa lidt ud af denne; som Præsten Manders seer Hr. Sahlertz godt ud, men han deklamerer for meget og glemmer, at Fru Alving foreskriver ham Rollens Karakter, da hun udbryder: «De er og bliver et stort Barn.» Regines og Engstrands Roller udføres af to unge Kræfter og i Betragtning deraf meget respektabelt. Frøken Svane er dog tilbøjelig til at kaste lidt Operetteduft over Regine, og Hr. Hejlesen formaaer endnu ikke at faae det snedige Hykleri hos Snedkeren tilstrækkeligt fyldigt frem. Vi antage, at man overalt vil have – ikke just Fornøjelse, thi «Gjengangere» er slet ikke anlagt paa at virke fornøjeligt – men Interesse og Nytte af at see dette Stykke.

 


 

[4. oktober 1883]

«Gjengangere».  Det er nu to Aar siden, at Henrik Ibsens «Gjengangere» kom frem i Pressen og blev underkastet en meget skarp, fra flere Sider endog knusende Kritik. Da Direktør Lindberg imidlertid for ikke længe siden udførte det Vovestykke, at bringe dette Arbejde frem paa Scenen her i Danmark, viste det sig, at «Gjengangere» i alt Fald ikke var værre, end at det kunde trække fuldt Hus, og at dets sceniske Udførelse i Meget kunde danne en Modvægt imod det Indtryk, som Læsningen af det havde frembragt. Dette Særsyn turde maaske give Anledning til nu at see lidt nærmere paa Stykket, og det saa meget mere, som det jo er blevet opført her i Odense et Par af de nærmest foregaaende Aftener.

Fru Alving har i sin Tid gjort et godt Parti. Hendes Moder og hendes Tanter, og hvem der ellers beskæftigede sig med hendes Anbringelse, havde overtalt hende til at ægte den af Udskejelser allerede dengang legemligt nedbrudte Løjtnant Alving. Havde hun raadet sig selv, var hun sandsynligvis bleven Pastor Manders' Hustru. Den fattige Pige bøjede sig for det, man fremstillede for hende som en Pligt, men kom bittert til at fortryde det: Efter knap et Aars Ægteskab flygtede hun fuld af Fortvivlelse fra Alving og søgte Tilflugt hos Manders, der dog overtalte hende til at vende tilbage og bøje sig under den ægteskabelige Pligt. Da hun senere blev Moder, bandtes hun mere til Hjemmet, som Mandens Laster gjorde hende saa modbydeligt. Hun maatte opleve og skjule for Skams Skyld, at hendes Mand havde en Forbindelse med hendes egen Tjenestepige, og Frugten af denne Forbindelse, et Pigebarn – Regine – tog hun senere selv i Huset. Alving sølede sig mere og mere i sine Laster, og for at skjule hans og Husets Skændsel havde hans Hustru mangen Gang maattet «gjøre sig til Selskaberske i hans lønlige Svirelag oppe paa Kammeret. Der havde hun maattet sidde paa Tomandshaand med ham, havde maattet klinke og drikke med ham, høre paa hans uterlige, sanseløse Snak, havde maattet kæmpe Nævekampe med ham, for at faae slæbt ham i Seng». Hun bar alt dette for sin Drengs Skyld. Men da Forhaanelsen med Tjenestepigen kom til, svor hun ved sig selv, at det skulde have en Ende: Hun tog – og kunde tage – Magten i Huset, men sin Søn satte hun ud til Fremmede, forat han ikke skulde erfare Faderens Nedværdigelse. Hun søgte Trøst i Arbejde og samlede en saadan Formue paa Alvings Gods, at hun efter dennes Død kunde tage den Sum, han havde ejet, da de bleve gifte, ud af det og sætte den i et Asyl, dels for at denne Velgjørenheds-Anstalt, som bar Alvings Navn, ligesom skulde slaae alle Rygter ned og rydde al den Tvivl af Vejen, som hun frygtede for dog engang maatte komme frem med Hensyn til ham –, men dels ogsaa forat Sønnen «ikke skulde taget Nogetsomhelst i Arv efter sin Fader». Denne Søn – Osvald – er bleven Maler. Efter Faderens Død kan han atter komme hjem. Men hvorledes! Sex-syv og tyve Aar gammel bærer han paa den forfærdelige Vished, at en Blødhed i Hjernen – næste Gang, Anfaldet kommer, – vil gjøre ham til et Dyr i Menneskeskikkelse, og at denne Sygdom er Følgen af hans egne, forholdsvis slet ikke saa slemme Ungdomssynder. Oplysningen herom har han faaet af sin Læge i Paris, der først bestemt har paastaaet, at Blødheden i Hjernen var en Arv fra hans Faders Synder, og kun har forandret denne Anskuelse ved at læse de Breve fra Moderen, hvori hun ligeoverfor Sønnen fremstiller Alving som et Mønster paa al Dyd. Saaledes kommer Osvald altsaa hjem til den Intet anende Moder. Han er allerede aandelig sløvet og tænker mest paa Tilfredsstillelsen af sine legemlige Krav; men han har den fulde Fornemmelse af, hvad der mangler ham – Livskraft og Livslyst – og af hvad der venter ham – aandelig Død. For engang at undgaae det Forfærdelige har han forsynet sig med Morfinpulver. Selv har han ikke Mod til at anvende det, og det gjælder for ham derfor om at finde En, der kan «give ham Haandsrækningen». Han troer at have fundet denne Hjælper i Regine, i hvem han ikke aner Faderens Slegfreddatter, men derimod den, der forinden Haandsrækningen skal gives, kan puste til det Par fattige Gløder, der endnu er tilbage af hans Livskraft og Livslyst. Kort efter, at han er kommen hjem, brænder Asylbygningen, og han kaster sig med Fortvivlelsens Iver ind i Redningsarbejdet. Spændingen derved fremkalder et Anfald af hans Sygdom, og under dette begjærer han Regine til Hustru. Allerede tidligere har hans Moder, da han fuld af Fortvivlelse betroer hende sin Sygdom, opklaret Sammenhængen med Faderens Levnet for ham, fordi hun derved troer at kunne tage Byrden fra ham og mulig atter faae ham karsk. Men det er for sent. Hint andet Anfald, hvis Følger Osvalds Læge i Paris havde forudsagt, er kommet, og den Ulykkelige, der oplyses om Regines Fødsel, seer hende hjerteløst vende ham Ryggen og mister alt Haab om noget Lysglimt mere i denne Verden, synker lidt efter lidt sammen til den aandløse dyriske Tilstand, der har spiret i ham siden hans Fødsel, og som er den Arv efter Faderen, som hans Moder ikke har kunnet tage fra ham. I sin Fortvivlelse veed Fru Alving ikke, om hun skal yde det, der nu er tilbage af Sønnen, af det Eneste, hun har knyttet sit Liv til gjennem lange ulykkelige Aar, den Haandsrækning, han i sin Fortvivlelse har udtænkt. Her slutter Ibsen sin Fremstilling. Hvad den ulykkelige Moder vælger, det siger han ikke.

Dette er den Familiedramaets Ramme, indenfor hvilken Ibsen giver sine Karakterskildringer og retter sine Angreb paa visse bestaaende Samfundsbrøst. Med den ham ejendommelige glimrende Teknik har han, uden at komme synderligt udenfor det væsenligst Nødvendige, samlet sine blodige Svøbeslag i en til den yderste Spænding fremskridende handlingsformfuldendt Dialog. Stykket omfatter fem Personer, men hver af dem er en stærk tegnet Type, hentet fra vor Tid til Brug for Digterens Angreb. Ja, selv den forlængst bortgangne Alving maa tjene dette Formaal. Efterat hans Enke har skildret hans ryggesløse Liv for Ungdomsvennen, giver hun Sønnen Forklaringen saaledes: «Du skulde have kjendt Din Fader, da han var ganske ung Løjtnant. I ham var Livsglæden oppe, Du!… Det var som et Søndagsvejr, bare at see paa ham. Og saa den ustyrlige Kraft og Livsfylde, som var i ham! … Og saa maatte sligt et Livsglædens Barn – for han var som et Barn, dengang – han maatte gaae derhjemme i en halvstor By, som ingen Glæde havde at byde paa, men bare Fornøjelser. Maatte gaae her uden at have noget Livsformaal; han havde bare et Embede. Ikke øjne noget Arbejde, som han kunde kaste sig over med hele sit Sind; – han havde bare Forretninger. Ikke eje en eneste Kammerat, som var mægtig at føle, hvad Livsglæde er for Noget; bare Dagdrivere og Svirebrødre!« Og saa kommer Følgerne, Sammenhængen med Osvalds Sygdom: «… Jeg saae bare den ene Ting, at Din Fader var en nedbrudt Mand, før Du blev født.» Her giver hun Billedet af det Samfund, hvis Brøst skal revses. Men nu Fru Alving selv. Hun læser vore Dages realistiske og atheistiske Skrifter, og da Pastor Manders undrer sig derover og spørger hende, om hun føler, at hun bliver bedre eller lykkeligere ved den Slags Læsning, svarer hun: «Jeg synes, at jeg bliver ligesom tryggere … Jeg faaer ligesom Forklaring og Bekræftelse paa Mangt og Meget af det, jeg selv gaaer og tænker mig. Ja, for det er det Underlige, Pastor Manders, der er egenlig slet ikke noget Nyt i disse Bøger; der staaer ikke Andet end det, som de fleste Mennesker tænke og troe. Det er bare det, at de fleste Mennesker ikke gjøre sig Rede for det eller ikke ville være ved det.» Et andet Sted siger hun: «… Jeg troer næsten, vi ere Gjengangere Allesammen, Pastor Manders. Det er ikke bare det, vi have arvet fra Fader og Moder, som gaaer igjen i os. Det er alle Slags gamle afdøde Meninger og alskens gammel afdød Tro og Sligt. Det er ikke levende i os; men det sidder i os alligevel, og vi kunne ikke blive det kvit. Bare jeg tager en Avis og læser i, er det ligesom jeg saae Gjengangere smutte mellem Linierne. Der maa leve Gjengangere hele Landet over. Der maa være saa tykt af dem som Sand, synes jeg.» I et eneste, ganske lille Ord, der i sin Sammenhæng maaske undgaaer de fleste Tilhørere, giver hun den fyldigste Forklaring over disse Skrifters Virkning paa hende. Hun siger – i en anden Samtale med Præsten – om sin afdøde Moder: «Om Moder kunde see op nu og vidste, hvor al den Herlighed havde baaret hen.» Men hvorledes var hun kommen saa vidt? Hun siger det til Præsten. «… De er selv den Mand, som fik ægget mig til at tænke … da De tvang mig ind under det, som De kaldte Pligt og Skyldighed; da De lovpriste som ret og rigtigt, hvad hele mit Sind oprørte sig imod som imod noget Vederstyggeligt. Da var det, jeg begyndte at see Deres Lærdomme efter i Sømmene. Jeg vilde bare pille ved en eneste Knude; men da jeg havde faaet den løst, saa trevlede det op Altsammen. Og saa skjønte jeg, at det var Maskinsøm.» Og hvorhen fører denne Livsanskuelse hende? Osvald har betroet hende, at Regine kunde redde Livsglæden for ham, og hun siger til Præsten, først da denne finder det rigtigt, at hun har holdt Faderens Levnet hemmeligt for Sønnen og ikke nedbrudt dennes Idealer: «Aa, Idealer, Idealer! Hvis jeg bare ikke var saa fejg, som jeg er! … Jeg var under Pligten og Hensynene, derfor løj jeg for min Søn Aar ud og Aar ind. Aa, hvor fejg, – hvor fejg jeg har været!» Og derefter med Hensyn til Regine: «Hvis jeg vidste, han mente det alvorligt, og at det vilde blive til hans Lykke … hvis jeg ikke var saa gudsjammerlig fejg, som jeg er, saa vilde jeg sige til ham: Gift Dig med hende, eller indret Jer som I vil; men bare ikke noget Bedrag.» Manders forfærdes selvfølgeligt, og saa siger hun til ham: «Haanden paa Hjertet, Pastor Manders; troer De ikke, at der ude omkring i Landet findes adskillige Ægtepar, som er lige saa nær i Slægt. … Vi stamme nu forresten Allesammen fra den Slags Fonbindelser, siges der. Og hvem er det, som har indrettet det saaledes i Verden? … Jeg er ræd og sky, fordi der sidder i mig Noget af dette Gjengangeragtige, som jeg aldrig rigtig kan blive kvit.»

Opdragen uden fast Tro, henkastet i et Pengegiftermaals Ulykker, er denne Kvinde kommen saa langt ind paa den krasseste Materialisme, at, hvis ikke den af Vorherre i hendes Sjæl nedlagte Spire til det Gode og Anelsen om ham endnu, om end mod hendes Villie og efter hendes Opfattelse kun som en Gjenganger, stod imod, vilde hun ikke betænke sig paa at lade Sønnen ægte sin Søster.

Men til denne Karakters rette Forstaaelse hører den Type, der er given i Præsten Manders. Hvorfor har Religionen ingen Magt faaet over denne højtbegavede Kvinde? Manders er det levende Svar.

Retsindig, hjertensgod og godtroende, men uden Selvstændighed, har denne Præsteskikkelse ingen Klarhed over det rette Forhold mellem Troens Theori og Praxis, ingen Kraft til at komme ud over de ydre Samfundshensyn, hvor disse som Samfundsbrøst komme i Strid med den indre, guddommelige Sandhed. Man vil tage højligen fejl, hvis man troer, at der skal være noget bevidst Hykleri hos ham; den Opfattelse slaaer Ibsen selv til Jorden. Efterat Manders har ladet sig tage grundigt ved Næsen af den skurkagtige Erkehykler Engstrand, lader Ibsen ham først sige til Fru Alving: «Der seer De, hvor overmaade varsom man maa være med at fordømme et Medmenneske. Men det er da ogsaa en inderlig Glæde at forvisse sig om, at man har taget fejl. Eller hvad siger De?» – Og derefter lægger han Fru Alving, hvis Blik er klart og skarpt nok, og som har kjendt Manders i saa mange Aar, de Ord i Munden: «Jeg siger, De er og bliver et stort Barn, Manders … Og jeg siger, at jeg kunde have Lyst til at slaae begge Armene om Halsen paa Dem.» Men Barnet er for stort, Barnligheden for omfattende for Præstegjerningen; den gjør uklar, usikker og, om end ubevidst, usand. Han ræddes over de Bøger, Fru Alving læser, men maa tilstaae, at han fordømmer dem paa Andres Autoritet og uden selv at kjende dem, og, hvad værre er, han indrømmer, at Læsningen kan gaae an i Smug, naar blot Folk ikke faaer det at vide, saa det kan skade Ens Omdømme. Han er bange for, at det, at brandforsikre Asylet, skal vække Forargelse hos et stærkt kirkeligt Parti, som deri vilde see Mangel paa Tillid til Guds Beskyttelse for et veldædigt Foretagende; selv har han alt Sit forsikret. Han har i sin Tid af sand Kjærlighed til det Rette overvundet Fristelsen, da den unge Kone vilde kaste sig i hans Arme, og ført den Kvinde, han elskede, tilbage til Pligten hos hendes Mand; men fem og tyve Aar derefter gyser han særligt ved Tanken om, hvad Folk havde villet sige, om han ikke havde handlet saaledes. Han foreholder Fru Alving hendes formentlig svare Synd imod Osvald, men han har, da Fristeren Engstrand kommer, ikke Mod til at møde en opsigtvækkende Undersøgelse om Aarsagen til Ildebranden og til at afvise Skurkens Tilbud om at tage Skylden paa sig. Med slige Præster til Vejledere faae de Unge ikke i Religionen tilstrækkelig Modstandskraft mod Anfægtelserne. Dertil hører det, Manders selv kalder, men hvad han allermindst af Alt selv er: en stærk Personlighed.

Fru Alving og Pastor Manders ere de egenlige Hovedpersoner i Stykket, gjennem hvis Samtaler Forfatteren søger at ramme de Samfundsbrøst, han har for Øje. De tre andre typiske Figurer staae som enkeltvise Affødninger af Fælles-Onderne.

Af hele Situationen, der udvikler sig og afsluttes i Løbet af et halvt Døgn, følger det naturligt, at Osvald maa fremtræde i en halvvejs udviklet Form. Han staaer paa Randen af det Forfærdelige. Minderne om Livsglæden og om Kunstnerens Frihedsliv kunne endnu blusse op i ham, men han er allerede aandelig og legemlig træt. Den dyriske Tilværelse, han er fordømt til at hensynke i, sender allerede sine Forløbere. Da Manders taler om Kunstnerens legemlige Hvile som en Samlen Kræfter til store Opgaver, har Osvald ikke andet Svar end: «Ja. – Moder, skal vi snart spise?» Publikum leer; men dette Svar er, nøjere beseet, rystende. I hans Beundring af Regines Ydre skinner en ren materiel Opfattelse igjennem. Blusser han op ved Minderne om Frihedslivet hos Kunstnerne i Verdensstaden, gaaer der selv gjennem den bitre Revselse af hyklerske Klager over Sædernes Fordærvelse en kras Materialisme, en Underkjendelse af Villiens Renhed og Kraft: «En fattig, ung Kunstner – en fattig, ung Pige. Det koster mange Penge at gifte sig. Hvad skal de saa gjøre?» Og da Præsten mener: «De skulde have holdt sig fra hinanden fra først af», svarer han ham: «Den Tale kommer De ikke langt med hos unge, varmblodige, forelskede Mennesker.» Det Eneste der endnu staaer klart for ham er hans Ulykke. Hans Forklaring for Moderen er den mest gribende Skildring af et spildt Liv. Men Flammen blusser endnu kun op mod sin Slutning. Det stærke Luftpust, som Sindsbevægelserne føre med sig, tærer dens sidste Næring; saa slukkes den, og der bliver kun en fæl, rygende Tande tilbage.

Skarpere kommer Regine, Osvalds Slegfredsøster frem, men til Gjengjæld bevæger hun sig indenfor snevrere Omrids. Har Osvald fra Faderen arvet den svulmende Livslyst med den nagende Kræftskade paa Aanden, saa har Regine fra Moderen arvet den Beregning, der kun sælger sig for en høj Pris. Hjerte er der hos hende intet Spor af. Alt Smukt ligger paa Overfladen, og hun samler «i faa, men velvalgte Ord» det Indtryk, hun har gjort under hele Handlingen, naar hun til Slutning siger: «En fattig, ung Pige maa nytte sin Ungdom; ellers kan hun komme til at staae paa en bar Bakke, før hun ved af det.» Men kast Dig ikke bort, Regine! – «Aa, skeer det, saa skal det vel saa være. Slægter Osvald sin Fader paa, saa slægter jeg vel min Moder paa, kan jeg tænke.» Hun er bleven stor i Fru Alvings Hus, der hvor ingen Tro, ingen sand Gudsfrygt har kunnet fordrive Luften efter de betalende og de betalte Udskejelsers Tid.

Skarpest og fyldigst tegnet af de tre sidst omtalte Figurer er Engstrands; en fuldendt hyklersk Skurk, hvis Hykleri er opklækket af kortsynede, lettroende Omvendelsesivrere. Han har giftet sig med den faldne Piges – Regines Moders – Syndepenge, og Regines Yndigheder vil han kjøbe til Brug i et Sømandshjem af den finere Slags. Sin Forbindelse med Regines Moder fremstiller han for den lettroende Præst som en ædel Handling i det Øjemed at frie den faldne Pige for Vanære og yderligere Fald. Og for at vinde Manders for at støtte hans Entreprise med Sømandshjemmet opdigter han Præstens Skyld i Asylets Brand, ihvorvel der er Sandsynlighed for, at han selv har voldt den.

Det er med disse Karakterskildringer, Ibsen gaaer løs paa Løgn og Raadenskab i Samfundslivet. Dette Formaals Berettigelse kan Ingen bestride, lige saa lidt, som der kan rejses nogen Tvivl om, at det, han i «Gjengangere» vil ramme, virkeligt bestaaer. Spørgsmaalet bliver nu, om Enkelthederne egne sig til at drages frem paa Scenen, og, hvis dette Spørgsmaal besvares bekræftende, om Fremdragelsen er skeet paa en heldig Maade.

Det er næppe tvivlsomt, at netop Fremdragelsen af Arvelighedstheorien, som den stilles frem i «Gjengangere», er et – mildest talt – uheldigt Æmne. Paa den anden Side maa det indrømmes, at der er taget saa let paa det, som foreneligt med Formaalet, og hvad de øvrige Raadenskabspunkter angaaer, da har Samfundet saare godt af at see dem fremdragne i al deres Skarphed.

Men nu Maaden? Det beroer sikkert paa en fejl Opfattelse af Ibsens Ejendommelighed som dramatisk Digter – i det Mindste paa hans nuværende Stade –, naar man vil søge hans Livsanskuelse hos nogen af de Karakterer, han tegner. Han vil revse Samfundets Brøst og derigjennem arbejde paa Menneskehedens Lykke. Men han har sin egen Maner. Han stiller sig, saavidt han formaaer, objektivt, om man saa maa sige, udenfor det Hele, tager ud, hvad han bruger, kaster det skaanselløst i Øjnene paa det fordærvede Samfund og lader saa dette Samfund selv om, efter denne skarpe Belysning, at søge efter en forsonende Løsning. Det synes næsten, som om dette System, som man mødte lidt mere afdæmpet i «Et Dukkehjem», kunde have naaet sit Højdepunkt i «Gjengangere». Her møder man ikke det svageste Glimt af en forsonende Fremtid. Osvald uigjenkaldeligt hjemfalden til en rædsom Fremtid, hans Moder hjemfalden til Valget mellem at see Sønnen leve som et Dyr eller hjælpe ham til Selvmord, Regine hjemfalden til Fordærvelsen, Engstrand vandrende trøstigt mod Prostitutionsnæringen, og selv Manders dragende bort med en frakjøbt Brøde paa sin Samvittighed, – nej, her er intet Glimt af Forsoning. Dette er Ibsens Fejl og Stykkets Svaghed. Han kæmper mod Løgnen, men i sin Iver bliver han selv usand. Thi der er intet Liv uden noget Godt, ingen Kamp uden en forsonende Tanke. Bevidstheden herom lever hos ethvert Menneske, og det er Forsyndelsen mod den, der fremkalder hos Tilskueren den Fornemmelse, man løst hen betegner med Navnet «uhyggelig», men som i Virkeligheden er Protesten mod den krænkede Menneskefølelse, der nok skal gjøre sig gjældende, om det saa er i det dybest sunkne Samfund.

W.

Publisert 21. mars 2018 09:56 - Sist endret 16. apr. 2018 11:24