Anonym anmelder i Dagbladet

John Gabriel Borkman ved Christiania Theater anmeldt i Dagbladet i Kristiania 26. januar 1897 (Nr. 25, 29. Aarg.).

John Gabriel Borkman

paa

Kristiania Teater.

Huset var udsolgt. Men det var delvis et andet Førsteforestillings Publikum end det vanlige. Højres saakaldte finere Portion var saaledes noksaa stærkt repræsenteret. Samtidig saaes ogsaa flere af Venstres fremtrædende Mænd og endel Kunstnere og Forfattere. I Sniplogen til Højre i første Rad sad Henrik Ibsens Familje, mens Digteren selv saa sit Skuespil fra en Sprinkelloge, saaledes som Gustav Lærums Tegning her i vort Blad viser.

Der faldt kraftigt Bifald efter hver Akt og ofte for aaben Scene, særlig til Fruerne Wettergreen og Dybwad, Frk. Reimers og d’Hrr. Garmann og Selmer. Til Slutning maatte Digteren under stormende Bifald frem og modta Tilskuernes Hyldest. Dernæst blev Hr. Garmann gjentagne Gange fremkaldt under Publikums Jubel.

Bifald og Fremkaldelser faldt samstemmigt. Og dog ved vi neppe nogensinde at ha hørt saa afvigende Meninger om Forestillingen hos Tilskuerne. Saavidt vi kan forstaa, kommer dette af, at Udførelsen ikke i Tone og Farve er stemt efter Skuespillet, hverken i Udstyr eller i Menneskefremstilling. Her er i det hele mere Aand, Talent og Fantasi over Fremførelsen, end ved det Lindbergske Selskabs Opførelse i Drammen. Men naar det alligevel — med Undtagelse af 2den Akt — ikke gjør det Indtryk, som under Læsningen, saa kommer det af, at Stykkets Stemning ikke holdes ved Opførelsen.

Ibsens Stykke er den falmede Tilværelses Skuespil. Allerede Udstyret skal gi et Indtryk heraf. Overalt skal vi indendørs mødes af en forhenværende, falmet Pragt. Men Forgyldningen paa Møblerne i Fru Borkmans Stue skinner paa Kristiania Teater for stærkt, ligesom Farverne paa Væggemalerierne i Borkmans store Sal er for ferske og lebendige. De viser ikke Livets Afblegethed, forkynder ikke Livets Nedgang.

Ogsaa Skuespillets Hovedfigurer er afblegede, falmede Eksistenser, Menneskekarakterer i Forfald og Nedgang, «en død Mand og to Skygger». Deres Skjæbne er bestemt derved, at de ikke vover at se Virkeligheden i Øjnene og gjenrejse, hvad der kan gjenrejses, paa Fortidens Ruiner. Alle er de Fanger af det forgangne. Der lever de et Drømme- og Skyggeliv. Og alle vil de kun — i forskjellige Former — ha Forgangetheden gjenvakt. Livets Fornyelse er fjernt fra deres Tanke. Dertil er «Hjertekulden» for stærk. Selv Ella Rentheim, som fra først af har ejet og ud af Lykkens Forlis har reddet ikke saa liden Hjertevarme, selv hun har ikke vundet ny Jord, men lever i Forgangetheden.

Derfor: skal Stykkets Stemning træffes, saa maa dette forgangne præge Fremførelsen. Men Skyggelivets Mennesker bruger dæmpede Toner. Selv hvor Lidenskaben blinker, er dens Farve falmet, som Væggemalerierne hos Ibsen i den Sal, hvor Borkman i 8 Aar har tasset frem og tilbage som en syg Ulv. Men denne Følelsernes Afblegethed, dette Pust af det forgangne gir Fremstillingen paa Kristiania Teater ikke. Udførelsen er for robust og varmblodig. Vi faar ikke se noget af den Forstening, som har bragt Fru Borkman til i 13 Aar ikke at se den Mand, som hun elsker og bor i Hus sammen med og i 8 Aar har holdt Ella Rentheim borte fra de Mennesker, som dog er de eneste, hun bryr sig om.

Netop paa dette Punkt er det, Hr. Garmanns Fremstilling af Borkman svigter. Garmanns Borkman er ganske anderledes genialt og storladent anlagt end Hr. Lindbergs. Derved blir Skikkelsen betydeligere, interessantere — med større Stejlhed og dybere Afgrunde i Sindet. Hr. Lindbergs Borkman synes formelig slikket, naar man har set Hr. Garmanns. Lindberg bøjer Borkman ind under det, som er den herskende Evne i hans Kunst: Fremstillingen af de Mennesker, som Tvil paa sig selv gjør viljeveke. Men nu kommer Hr. Garmann og fortæller os noget ganske andet. Borkmans Tvil, siger han, er kun de lyse Øjeblikkes nøgterne Frembrud. Fantasterierne og Drømmen er ikke en døvende Morfinrus i de værste Stunder. Nej, Borkman sidder der fangen. Borkman er en genial Egoist, saa overbevist om Undtagelsesmenneskets Ret, at han bruger i god Tro de hensynsløseste Midler, og indbilder sig, at Livets Love ikke er til for ham. Han er et Geni i Nedgang, og det er netop hans alt overvældende Egoisme, som har fremkaldt Nedgangen og naaet en slig Højde, at John Gabriel Borkman ikke længer er sig selv mægtig, er unormal og nervøst oprevet. Dette viser Garmann os i de voldsomme Udbrud, i sin nervøse Gang, sin Stillen i Positur, naar nogen banker paa hans Dør, og i sin hele Fremtræden. Paa denne Maade gjør han det forstaaeligt, at Borkman til Slut overfor Foldal i uhyggelig Dæmonik haaner de blidere Livselementer og i Vildelse driver sig selv op i en gold og menneskekold, livsforladt Ærgjerrigheds Drøm, hvorfra han kun kan befries ved Ishaandens og Malmhaandens Knusning af hans Hjerte. Skade kun, at Hr. Garmann ikke faar lagt Skyggelivets Falmethed og Afblegethed over sit Spil. Nu buldrer og skriger han for meget, og hindrer derved sit geniale Anlæg af Rollen fra at komme til sin Ret. Hvor højt vilde han ikke ha naaet, om han havde ladet Forgangethedens Slør lægge sig dæmpende over Borkmans Eruptioner og hele Optræden. Alligevel er der i den Grad en Fantasiens Magt over Hr. Garmanns Spil, at han helt fylder Scenen i anden Akt. For sidste Akts Lyrik har han derimod ikke det rette Øje.

Fru Gundersen gav Fru Borkman med en Kraft, som vilde ha skabt en Førsterangs Skikkelse, om hun ikke tildels havde gjort den for nervøs og urolig. Fru Gundersen tog forlidet Hensyn til Stykkets Beskrivelse af Fru Borkman som «en ældre Dame af koldt, fornemt Udseende med stiv Holdning og ubevægelige Ansigtstræk». I sidste Del af 1ste Akt og glimtvis i 2den og 4de gav hun en Fru Borkman saaledes, at vi føler os overbevist om, at Fru Gundersen til Slut her vil skabe en ny, helstøbt Figur for sit Galleri af norske Kvindeskikkelser. Men saa maa ogsaa hendes Maskering bli mindre stærk og grov.

Tvillingsøsteren Ella Rentheim har Frøken Reimers søgt at gjøre saa slægtslig med Gunhild Borkman som mulig, alt selvfølgelig under Hensyn til, at Ella er en mildere og varmere Natur end Gunhild. Men Frøken Reimers gjør Ella for sund og ungdommelig. Vi faar ingen Tro paa, at Ella har lidt saa tungt, at hun nu bærer paa en dødelig Sygdom. Men derved falder der falsk Belysning over Figuren. Det ser ud, som Ella bruger sin Sygelighed som Agn, og Frøken Reimers’s i flere Scener fint følte og vakkert udførte Spil kommer ikke til sin Ret. Ogsaa for hende gjælder det at dæmpe Udbruddene, gi Lidenskaben et andet, mere hæst, skyggeagtigt Udtryk, særlig der, hvor hun bebrejder Borkman at ha begaat den Synd, som ikke kan tilgives.

Bortseet fra endel noksaa stærke mimiske Grimacer havde derimod Fru Dybwad truffet Skuespillets Aand og Tone og gav i den lille Scene, Frida Foldal har, et nydeligt Billede, som ikke saa let vil glemmes, af et ungt Barn, opvokset i trange Kaar med Kunstnerevne og Kunstnerlængsel «over de høje Fjelde». Derimod var Hr. Selmers Foldal os en stor Skuffelse. Der var selvfølgelig adskilligt dygtigt i hans Fremstilling. Men hvorfor havde han — magelig — nøjet sig med Reminiscentser fra tidligere Roller? Hvorfor ikke gjort nye Naturstudier og derved vundet nyt Land for sin Kunst?

Derved at Stykkets Hovedskikkelser er saa robuste og gebærder sig saa voldsomt, blir Nutidens og Fremtidens Repræsentanter nødt til at overanstrænge sig for nogenlunde at gjøre sig gjældende efter Stykkets Plan. Det er ikke vor Mening, at disse Figurer har noget større kunstnerisk Værd. De er jo kun Skitser og Udkast fra Forfatterens Side. Men skal de holdes oven Vande, saa maa de virke mere livskraftigt end Forgangethedens Repræsentanter. Men som Stykket nu var stemt, blev Hr. Roald og Fru Wettergreen nødt til at forcere. Uheldigvis har Hr. Roald ikke Udseende og ikke Midler til at gi en ung Student af fornem Familje. Han virker for gammelt og for bygdeagtigt. Men han ejer dog saa megen lyrisk Magt, at han, trods den lidet naturlige Anspændthed, reddede Student Erhart Borkman fra at bli latterlig. Fru Wettergreen kunde her — efter hendes Spil at dømme — ha præsteret noget fortrinligt. Men nu tvang Tvillingsøstrenes urolige og stærke Spil hende til at lægge noksaa grovslagent an. Derved blev hendes Fru Wilton for anstrengt og kom til at fattes den kloge Intelligens, som maa til, hvis vi skal se og forstaa Fru Wiltons Magt over Erhart.

I det hele tat: Opførelsen af John Gabriel Borkman var et nyt Vidnesbyrd om, at Kristiania Teater har nok af Talenter og Dygtighed, men savner kunstnerisk Ledelse og Instruktion. Dette maa saa meget mere beklages, som vort Teater er det eneste, hvor Digteren personlig har kunnet være tilstede og modta Publikums Tak.

Publisert 6. apr. 2018 09:59 - Sist endret 11. okt. 2019 14:32