Kristofer Randers

Neppe nogensinde har vel en Førsteopførelse paa Kristiania Theater været imødeset med saa megen Forventning og fundet Sted under saa høitidelig Spænding som Forestillingen igaar, da Henrik Ibsens nye Drama «John Gabriel Borkman» for første Gang kom til Opførelse paa vor Scene. Allerede flere Dage iforveien var samtlige Billetter blevne bortrevne, tildels til fire og femdobbelte Overpriser, og fra Gulv til Tag var Theatret fyldt af et distingveret Publikum, som gav Forestillingen et mere end almindelig festligt Præg. Den Udførelse, Stykket faar, maa ogsaa siges at være ganske respektabel, om der end fra Kritikens Side kan gjøres grundede Indvendinger saavel mod Spillet i de enkelte Roller, som mod den Opfatning, hvorpaa Stykkets Indstudering i sin Helhed er bygget.

«John Gabriel Borkman» er, som tidligere udtalt her i Bladet, det mørkeste, tristeste og mest haabløst fortvivlede af alle Ibsens Dramaer. Ligeoverfor det synes «Gjengangere» næsten en Idyl og «Vildanden» bare en lystig Farce. Og navnlig i Sammenligning med Digterens to næst foregaaende Arbeider træder dets dybe Pessimisme skjærende i Dagen. I «Bygmester Solness» traadte, naar det gamle ramlede, Ungdommen frem med sine freidige Krav og sin lyse Tro. Og i «Lille Eyolf» lyste der dog tilslut et Fremtidshaab op over den Skuffelsens Resignation, som «Forvandlingens Lov» havde fostret.

I «John Gabriel Borkman» er der intet af dette. I en Række mesterlig sammenknyttede Scener oprulles der for os en Menneskelivets Tragedie, hvorover for at bruge Digterens egne Ord i «Bergmanden»

ingen Morgenstraale skinner,
ingen Haabets Sol oprinder,

indtil det ender med den halvt symbolske Scene oppe i Kulden og Ødemarken, hvor «to Skygger rækker hinanden Haanden over den døde Mand». Og af den Ungdom, som her optræder og skal tage de gamles Arv, er der i Sandhed ikke meget hverken af Trøst eller af Fremtidshaab at vente. Uden Samvittighedsskrupel forlader Søn og Datter sine Forældre uden engang at sige dem Farvel, og halvt haanlig, halvt ironisk lyder de Ord, hvormed de under raslende Bjeldeklang drager ud i Verden; at det eneste, de vil, er at komme bort fra Hjemmenes Stueluft og «leve, leve, leve».

Det Indtryk, dette Stykke gjør, er da et i høi Grad knugende trist og uhyggeligt men paa samme Tid ogsaa et mægtig gribende. Der er som af en engelsk Kritiker antydet noget af en moderne Kong Lear i denne faldne Storhed, der rastløs gaar omkring i det store, øde Værelse som en Ulv i et Bur, svigtet af dem, der skulde staa ham nærmest, og forladt af alle undtagen af den ene, som han har handlet mest ilde imod. Ud af denne triste Livstragedies Mørke lyser der intet Haab, og under hele Stykkets Gang ledsages vi ligesom af Gjenklangen af denne «Danse macabre», i hvis Toner den ulykkelige Borkman synes at høre «Malmen synge».

Naar denne Virkning tildels forspildes ved Opførelsen paa Kristiania Theater, ligger dette for en væsentlig Del deri, at Stykket spilles i et urigtigt Tempo og med for grelle Farver. Handlingen i «John Gabriel Borkman» er henlagt til et gammelt Familiesæde og foregaar væsentlig mellem gamle Mennesker, der saa at sige gaar paa Gravens Rand og lever i Fortiden. Derfor maa der hvile derover noget indestængt og dæmpet, med en Baggrund af undertrykt Sorg og bitre Minder. Paa Kristiania Theater er saavel Udstyr som Spil for uroligt og nervøst, for voldsomt og larmende der mangler gjennemgaaende den rette Stemning og den rette Stil.

Denne Mangel paa Ro og Beherskethed er særlig fremtrædende hos Titelrollens Indehaver, Hr. Garmann. Garmann spiller Rollen med en Kraft og Lidenskabelighed, som ofte river med, og som gjentagne Gange indbragte ham Publikums Bifald. Men rigtigt var dette Spil, saavidt jeg skjønner, ikke. Der er udenfor Egoismen og Herskesygen navnlig to Egenskaber, som denne Mand maa være i Besiddelse af: han maa af Intelligens være sine Omgivelser overlegen, og han maa af Væsen være sleben og fin, det er nemlig ikke for ingenting, at han har været virkelig Bankchef og designeret Statsraad, og det er heller ikke for ingenting, at en Kvinde som Ella Rentheim omfatter ham med en Kjærlighed, hvorfor hun har ofret hele sit Liv. Garmann er imidlertid hverken overlegen eller fin, han er høirøstet og buldrende, voldsom og febrilsk, og hans Spil blev derfor altfor meget et Spil for Raderne.

Heller ikke syntes Fru Gundersen mig at svare til det Billede, som Ibsen har tegnet i Fru Borkman. Fru Borkman beskrives i Stykket som «en ældre Dame af koldt, fornemt Udseende med stiv Holdning og ubevægelige Ansigtstræk». I Fru Gundersens Fremstilling blev hun derimod livlig og nervøs, med blød og vibrerende Stemme. Den Skikkelse, Fru Gundersen fremstillede, var i og for sig gribende og sympathisk. Men Ibsens familiestolte og forstenede Ægtefru var hun saa langt som muligt fra at være.

Endnu mindre lykkedes det Frøken Reimers at give noget sandt og sympathisk Billede af Ella Rentheims fine Kvindeskikkelse. Ella Rentheim er i Stykket en ældet Dame, der bærer paa Merkerne af den største Skuffelse, som Livet kan tilføie en varmhjertet Kvinde: Skuffelsen over en svegen Ungdomskjærlighed; og nu lider hun til og med af en livsfarlig Sygdom, som neppe vil tillade hende at leve Vinteren over. Derfor siges det ogsaa udtrykkelig i Stykket, at hun allerede har sølvhvidt Haar, og at hendes Ansigt har et «mere lidende end haardt Udtryk». Men hvorledes fremstiller Frk. Reimers hende? Med en ungdommelig Maske og Figur, som fraset det graapudrede Haar neppe lader en ane, at hun er over 30 Aar gammel, og med noget rankt og koldt i sin Optræden, som hverken stemmer med det smertelige Minde, hendes skuffede Kjærlighed har efterladt, eller med den instinktive Moderfølelse, hun nærer ligeoverfor sin ungdomselskedes Søn. Skulde det, alt i alt, ikke været fornuftigere, om man havde ladet Fru Gundersen og Frk. Reimers bytte Roller?

Borkmans Ven, den stakkars mislykkede Extraskriver Foldal, spilles af Hr. Selmer, som deraf har skabt en af sine halvt komiske, halvt rørende Figurer og navnlig lader sin altopofrende Faderkjærlighed ligeoverfor Datteren komme smukt frem. Men Figuren er ikke livagtig og troværdig nok og minder for meget om enkelte af denne Skuespillers tidligere Farcefigurer eller maaske nærmest om hans gamle Adjunkt i Wilhelm Krags «Solnedgang». Af den, der i sin Tid har spillet den stakkars Tulling i «En Hanske» saa godt, kunde man ventet, at han havde givet Tusseladden Foldal bedre.

Derimod var der visselig ingen, som paa Forhaand troede, at Hr. Roald paa nogen tilfredsstillende Maade skulde kunne udføre en Rolle som den ungdommelige, flotte og elegante «Levemand» Student Erhart, dertil maatte han antages altfor meget at have det Ydre mod sig og at mangle den Lethed i Manerer og Fremtræden, som her udkræves. Nogen fuldt tilfredsstillende Figur lykkedes det ham da heller ikke at fremstille, men det skal indrømmes, at hans Spil ikke var uden naturlig Kraft og ikke egentlig skjæmte Opførelsen ud.

At Fru Wettergreen gjorde god Fyldest for sig som den flotte og feiende, fristende og bedaarende Enke Fru Wilton, behøver neppe at siges, ligesaalidt som at Fru Dybwad var sød som den lille femtenaarige Frk. Frida.

Paa Stykkets Udstyr og navnlig paa dets Dekorationer er der lagt meget Arbeide, og der er intet sparet for at gjøre dem saa smukke og stilfulde som muligt. Men det synes mig, at dette kun delvis er lykkedes. Medens der saaledes intet væsentligt er at udsætte paa Dagligstuen i 1ste Akt, er Salen i 2den Akt næsten gjort altfor stilfuld; Billederne langs Væggene, der efter Digterens Anvisning skal være i «falmede, afblegede Farver», straaler tvertimod paafaldende friske, næsten skrigende, saa de mere ligner Oliemalerier end vævede Tapeter og i Forbindelse med den lyse Forgyldning og det sterke Lampelys giver Rummet mere Udseende af en Festsal end af den «fordums Pragtsal», hvori den ensomme Grubler nu i 8 Aar har vandret sin rastløse Gang. I 4de Akt er Maaneskinslandskabet udenfor Huset og Pladsen oppe paa Brenna paa Grefsenaasen med Udsigten nedover Kristianiadalen meget smukke og virkningsfulde. Derimod kan jeg ikke finde, at dette kan siges om det meget omtalte cirkulerende Teppe, som skal forestille Landskabets langsomme Forandring, medens Borkman og Ella stiger opover Aasen. Paa Theatret fremstilles dette derved, at de tilsneede Trær stadig drager forbi fra den ene Side af Scenen til den anden. Men denne Bevægelse, der bringer en til at tænke paa den vandrende Skov i Macbeth, giver intet Indtryk af, at Landskabet hæver sig, det virker blot som et forstyrrende Mellemspil, der mere synes at høre hjemme i et Feeri end i et realistisk Drama. Det er jo al Anerkjendelse værd, at Theatret med megen Anstrengelse og Bekostning har søgt paa dette Punkt at lade Digterens Anvisning ske Fyldest, og det er ikke let at sige, hvorledes Tingen skulde lade sig ordne paa nogen bedre Maade. Men for Virkningens Skyld tror jeg, at man havde staaet sig vel saa godt paa at lade det bero med en enkelt Kulisseforandring for aaben Scene.

Publikum var den hele Tid meget velvilligt, og der faldt jevnlig Applaus, sterkest efter 2den Akt, da Garman og Frk. Reimers blev fremkaldte. Efter Stykkets Slutning fremkaldtes Ibsen, der overvar Forestillingen, 3 Gange og tilsidst samtlige de Spillende.

Der er, naar man har overværet denne Opførelse, en Sammenligning, som paatrænger sig en: det er Sammenligningen med den Udførelse, Stykket i forrige Uge fik af det Lindbergske Selskab i Drammen. Og naar Sandheden skal siges, kan det neppe negtes, at vort Theater her trækker det korteste Straa. Der var Mangler ved den Lindbergske Forestilling ogsaa, der havde været kort Tid til Indstuderingen, der spilledes med et forholdsvis tarveligt Udstyr og med i Hast sammenrapset Selskab, hvoraf enkelte af de yngre Medlemmer dannede en noksaa «ubekvem Materie». Men for Hovedrollernes Vedkommende, der var i Hr. Lindbergs, Fru Aabergs, Fru Lindbergs og Hr. Foss´ Hænder, var Udførelsen gjennemgaaende god, tildels udmerket; og som Helhed gjorde denne Forestilling navnlig for de to første Akters Vedkommende en meget mere gribende Virkning og var ganske anderledes i Stykkets Aand. Sagen er, at dér var der en kraftig og kunstforstandig Haand, som førte Ledelsen og paatrykte den hele Udførelse fra det største til det mindste sit eget forstaaende og karakteristiske Præg. Ved Kristiania Theater savner vi desværre en saadan indsigtsfuld og kraftfuld Ledelse. Derfor kan man blive Vidne til saadanne rene Misforstaaelser og haandgribelige Misgreb som det, der er kommet tilsyne i Frk. Reimers´ Rolleanlæg og Markering. Og derfor vil Fremstillingen trods gode Tilløb og Enkeltheder have saa let for som Helhed at falde istykker.