Nils Vogt

Han søgte nedad, hvor Mulmet raader
Til Livets endeløst – tause Gaader,
Og der blev Nat over Alt hans Rige,
En Nat, som tætnede kold i Taagen,
Men stundom løfter sig stjerne-vaagen,
Thi gjennem Natten skjød Skjønhedslængsler
Lig Nordlysstriber paa Vinterhimmel.
                           (Nils Collett Vogt).

Nat over alt hans Rige – det er Hovedindtrykket, hvormed man lægger fra sig Ibsens sidste Verk. Der har været skrevet meget allerede om John Gabriel Borkman, man har hørt og læst de mest begeistrede Udbrud om Verkets fremragende Egenskaber baade i Form og Indhold, nogle Kritikere har glædet sig over i det at finde Ungdommens Ild, andre har i den deri formentlig udtalte Livsanskuelse villet se Tegn paa, at Ibsen nærmer sig Støvets Alder. Alle disse indbyrdes modsigende Domme kan kun bidrage til at øge Vanskeligheden ved i Ibsens sidste Verk at finde en klar Ide, en ledende Grundanskuelse, hvoraf det hele er udsprunget. Nærværende Anmelder vover ikke at tiltro sig Evnen at bringe Klarhed i den raadende Urede. Som Motto for det hele Verk kunde man let fristes til at sætte Borkmans afvisende: «Kjære lad os ikke komme ind paa Følelser og sligt noget», – det første Indtryk af dette Billede af moralsk Jammerlighed i en Familie, i hvis Hjem Skjønhedens og Kjærlighedens Guder aldrig har været tilhuse, kan udtrykkes med de Ord, hvormed Titelpersonen afslutter sit havarerede Liv: «Det var en Ishaand, som greb mig i Hjertet, – Nei, – Ingen Ishaand – En Malmhaand var det». Kolde som Is og haarde som Malm er disse Mennesker, der har udryddet Kjærlighedslivet i sig og om sig for at naa «Riget, Magten og Æren» paa Jorden, alle uden den ene, Ella Rentheim, der dog har havt Evnen til at elske og ofre, men er knækket ved at være bleven solgt for jordisk Vinding. I hendes Mund har Forfatteren lagt den Ytring, hvori man helst bør søge Dramaets Grundidé: «Du har dræbt Kjærlighedslivet i mig. Forstaar Du, hvad det vil sige? Der tales i Bibelen om en gaadefuld Synd, som der ingen Tilgivelse er for. Jeg har aldrig før kunnet begribe, hvad det var for noget. Nu begriber jeg det. Den store, naadeløse Synd, – det er den Synd at myrde Kjærlighedslivet i et Menneske».

Det skal ikke falde let at indordne det nye Drama som Led i Ibsens Digtning for dem, der – som Henrik Jæger i hans af Digteren selv autoriserede Verk over Ibsen – i dennes stadig fortsatte Række af sceniske Arbeider har villet se en bestemt Sammenhæng, nye Udtryk for og nye Trin i en fast og kontinuerlig Livsanskuelse. Berøringspunkter af baade ydre og indre Art er der visselig, særlig kjender man jo igjen de to Kvinders, her atter to Søstres, Kamp om den samme Mand. Men det, der skulde være den røde Traad i Ibsens Digtning, Kaldet, Ansvaret, Kravet til Personlighedens fri og uafhængige Udfoldelse, det mangler. Er det Meningen, at disse Krav er afløste af Kjærligheden som Livets største Magt, at den, der svigter Kjærligheden, svigter sit Kald, forøger sit Ansvar og taber sin Personlighed?

John Gabriel Borkman tror sig at være et Undtagelsesmenneske, der har Ret til at gjøre Uret mod Alle undtagen mod sig selv, et Geni, for hvem alle Midler er tilladte for at naa Maalet: at løse Fjeldenes og Havets bundne Skatte og deraf skabe Millioner for Menneskene og – for sig selv. Han er strandet ved det første Forsøg, han føler sig – hvor bittert ironisk lyder det ikke! – som en Napoleon, der blev skudt til Krøbling i sit første Feltslag. Der bliver ikke stort Napoleonsstof ved en saadan Krøbling. Det vil da heller ikke lykkes Læseren at tro paa noget Genialt hos denne Mand, der har fuldført en ordinær Svindlers Løbebane og nu sidder paa sit Livs Ruin, uden Anger, uden Selverkjendelse, stadig førende det store Ord om, hvad han skulde have kunnet udrette, om blot ikke de smaa Menneskers smaa Forhold havde hindret ham deri.

Ikke mindre frastødende som Karakter og Menneske virker hans Hustru, der aldrig kan glemme den Skam, han har bragt over hende og Slægten; det er for hende hans Hovedforbrydelse, som ikke kan tilgives. De lever som fremmede for hinanden i samme Hus. Manden er død for hende. For Sønnen har hun derimod stillet store Fremtidsmaal, dog ikke af moderlig Kjærlighed. Han skal opreise Huset, Slægten, Navnet. Egoistisk og hadefuld i sit Forhold til Manden, egoistisk i sit Forhold til Sønnen, har hun heller intet Takkens Ord til den Tvillingsøster, der har skaffet dem Hus og Hjem og opdraget Sønnen i de tungeste Aar efter Vanskjæbnen. Denne haarde Kvinde, der altid fryser og aldrig synes at smile uden med et ondt Smil, synes ikke at eie en eneste god Følelse ligeoverfor den Søster, der skulde været hendes Mands Hustru og i Gavnet blev hendes Søns Moder.

«En syg Ulv i Bur» kalder Fru Borkman Manden, der han i de mange Aar vanker fredløs omkring i den gamle Familiesal over hendes Værelser; selv synes hun en Ulvinde, saa meget mere frastødende, som hun ganske er blottet for den Fantasiens Flugt, der dog maaske allerede fra første Stund af har gjort Manden mindre ansvarlig i sine Handlinger (men visselig derved ogsaa mindre interessant som tragisk Helt).

Til dette Ulvepar, der i hver sit Bur knurrer og viser Tænder, saasnart de hører den anden i Nærheden, kommer efter mange Aars fiendtlige Skilsmisse Familiegaardens Eier, – Frk. Ella Rentheim, Borkmans Ungdomselskede, hvem han ofrede for at naa det første Trin paa Ærgjerrighedens Stige.

Tvillingsøsteren modtager den «fremmede Dame» med en Kulde, der stiger til Raseri, da hun hører, at Ella er kommet for at vinde tilbage Ægteparrets Søn Erhart, hvem hun med Kjærlighed har opdraget. Der er «Nordlysstriber paa Vinterhimlen» i Skildringen af denne ensomme, til Døden syge Kvinde, der engang har eiet Hengivelsens fulde Evne og sluttelig trofast bliver hos Borkman i hans forvildede Dødsvandring ud i Vinternatten. Men Kjærlighedslivet er myrdet i hende, – naar hun kræver Erhart tilbage, begrundes det i hendes egen Mund ogsaa med Hensyn, der ikke er blottede for Egenkjærlighed. Og da hun ser ham drage bort med den levelystne unge Fru Wilton, synes Glæden hos hende over Søsterens Tab at være ligesaa stor som Troen paa, at Guttens Lykke dermed er skabt. Hun er Ulvindens Søster; de moderlige Instinkter faar visselig Udtryk, men man skimter Racens stærke Tænder i den Mund, hvorigjennem de taler. Ogsaa Racens snevre Evne til uegennyttig Kjærlighed er bleven hendes Eie: «I alle disse Aar er det ble`t mig mere og mere imod – rent umuligt tilslut, at elske nogen levende Skabning. Ikke Mennesker, ikke Dyr eller Planter. Bare denne eneste ene. -» «Kom der et fattigt, forsultent Barn ind i mit Kjøkken og frøs og græd og bad om lidt Mad, saa lod jeg Kokkepigen besørge det. Følte aldrig nogen Trang til at ta` Barnet ind til mig selv, varme det ved min egen Ovn, glæde mig ved at sidde og se paa, at det fik spise sig mæt.» Erhart har hun elsket, fordi det var hans Søn, ham er hun ogsaa villig til at give Afkald paa, da Faderen maner Sønnen til Arbeide i Fællesskab med ham. Fra denne Kvinde, der iøvrigt er bleven haard under Kjærlighedssavnet, udgaar der dog et svagt Skin af en varmende og lysende Solstraale.

Allerede i «De Unges Forbund» har Ibsen nævnt «Styghed i Hjemmet» som forklarende Aarsag til en Stensgaards hule Karakter. Stygheden i Hjemmet har Erhart havt mere end nok af, den har sat sit Mærke paa ham; de gode Barndomsaar hos Tanten, hvorunder han «har faaet Lov til at voxe op i al den sorgløse Lykkefølelse, som jeg tror, der kan være over noget Barns Liv», synes sporløst at være gaaet hen over ham. Han afviser Faderens Appel til Arbeide som Moderens kolde Kaldelse til at reise Navnet og Slægten; Tantens vemodige Bøn om at ofre et Par korte Maaneder for at lyse op i et fattigt sluknende Menneskeliv præller virkningsløst af paa hans egoistiske Livskrav. Som en Hanekylling, der endnu ikke fuldt kan bruge sine Vinger, galer han sit «Jeg er ung, jeg vil leve, leve, leve», og Livets Maal fortoner sig for ham som Samliv «kort eller længe» med den yppige Fru Wilton med hendes brede, røde, smilende Læber, spillende Øine og rige mørke Haar. Om dette Lommeformat af en Levemand er det, de to Søstre forgjæves kjæmper, – han drager bort med den yppige Frue, der for Sikkerheds Skyld tager med sig ogsaa hans Elev, den 15-aarige Frida Foldal, saa han dog «har nogen at falde tilbage paa». En smuk Ungdom og en smuk Moral, maa vel Digteren ironisk have tænkt, da han med et tvetydigt Mefistofelessmil antydede dette Livsløb for de tre, der sammen reiser ud i Verden for at søge Livslykken. Og det med saadan hæsblæsende Hast, at de kjører over Fridas Fader, der i sin Enfoldighed kommer for at udtrykke sin Glæde over, at Barnet faar reise ud i Verden og er i de bedste Hænder. Borkman ler indvendig, saa det klukker i ham, ved denne troskyldige Naivetet, medens Fridas Moder, der «har liden Dannelse», sidder hjemme i Kjøkkenet og græder. Foldal er en prægtig Figur, med sin naive Extraskrivertro paa sit aldrig anerkjendte Digterkald gaar han lyslevende i Stykket som en Karikatur af Borkmans Selvtillid; han forholder sig – mutatis mutandis – til denne som Bastian Monsen til Stensgaard, men er samtidig saa rørende og troskyldig, at han i en god Kunstners Hænder kan blive et Glansnummer af scenisk Kunst.

Saa trist, saa mørkt, saa haabløst som her skildret arter altsaa Tilværelsen sig for dem, hos hvem Kjærligheden er dræbt, for egen Haand eller ved andres. Kvinderne «fordærver og forvansker Livet for os, forkvakler hele vor Skjæbne, – hele vor Seiersgang», Venskabet bliver et gjensidigt Bedrag, Kjærligheden en kortvarig Rus, for Sikkerheds Skyld allerede fra første Stund af arrangeret som en ménage à trois.

Et dystrere Billede af Livet har den store Digter aldrig oprullet for os.

Bergvæg, brist med drøn og brag
for mit tunge hammerslag!
Nedad må jeg vejen bryde,
til jeg hører malmen lyde.

Dybt i fjeldets øde nat
vinker mig den rige skat, –
diamant og ædelstene
mellem guldets røde grene.

Og i dybet er der fred, –
fred og ørk fra evighed; –
bryd mig vejen, tunge hammer,
til det dulgtes hjertekammer!

Engang sad som gut jeg glad
under himlens stjernerad,
trådte vårens blomsterveje,
havde barnefred i eje.

Men jeg glemte dagens pragt
i den midnatsmørke schakt,
glemte liens sus og sange
i min grubes tempelgange.

Dengang først jeg steg herind,
tænkte jeg med skyldfrit sind:
dybets ånder skal mig råde
livets endeløse gåde . –

End har ingen ånd mig lært,
hvad mig tykkedes så sært;
end er ingen stråle runden,
som kan lyse op fra grunden.

Har jeg fejlet? Fører ej
frem til klarhed denne vej?
Lyset blinder jo mit øje,
hvis jeg søger i det høje.

Nej, i dybet må jeg ned;
der er fred fra evighed.
Bryd mig vejen, tunge hammer,
til det dulgtes hjertekammer! –

Hammerslag på hammerslag
indtil livets sidste dag.
Ingen morgenstråle skinner;
ingen håbets sol oprinder.

Saa skrev Ibsen i «Bergmanden» for mange Aar siden. Og John Gabriel Borkman er – det har man hans egne Ord for – en Bergmands Søn. Hans Livsskjæbne, som den her er skildret af Ibsen, skal forvist ikke kunne lokke nogen til at gaa hans Vei – mod Dybet.

Det er den onde Aand, der fra Bjergets Top frister Menneskene ved at vise dem al Verdens Herlighed.

Det er fra Fjeldet, Borkman paa sin Dødsvandring skuer sit dybe, endeløse, uudtømmelige Rige, og Ella svarer ham deroppe: «Men der staar et saa isnende Pust fra det Rige, John». Men han erklærer, at han elsker de døde Skatte, som han vilde frigjøre, «med alt eders lysende Følge af Magt og Ære. Jeg elsker, elsker, elsker Eder.»

Det er hans eneste Kjærlighed paa Jorden.

Men den, der ikke modstaar Fristeren, taber sin Sjæl. Hans Jernhaand er det, der griber om Hjertet, naar Livet udslukkes.

Kan det være tilladt at lægge denne gamle Lære ind i Ibsens sidste, knugende Arbeide? Der er intet, som i ligefremme Ord bekræfter det. Heller intet, der modsiger det.

Om Dramaets Teknik er det næsten overflødigt at tale. Aldrig er Ibsen naaet høiere som dramatisk Bygmester. I den fængslende og spændende Samtales Form faar man alle Personers Forhistorie saaledes indflettet, at man overskuer en hel Families Liv gjennem en halv Menneskealder, uagtet Dramaet spiller over et Tidsrum af faa Timer, – ikke flere, end selve Opførelsen tager. Hver Sten i Bygningen er paa sin Plads, den reiser sig for vore Øine med en Mønsterbygnings faste Linier. Der rager ikke Taarne mod Himlen, ingen gylden Fløi giver Gjenskin af Solen, der findes intet Karnap for ømme Ord, ingen aabne Haller mod Lyset og Varmen. Stærk, tung, i Jern og Sten staar Bygningen der, – en af de moderne Bygninger, Samfundet med pligtmæssig Omhu bygger for sine Ulykkelige.