Anonym anmelder i Norske Intelligenssedler

Anmeldelse av August Lindbergs oppsetning av John Gabriel Borkman ved Drammens Theater i Norske Intelligenssedler 20. januar 1897 (No. 18, 135. Aarg.).

«John Gabriel Borkman» i Drammen.


De af os, som liker Mod og Foretagsomhed, vil unde August Lindberg, at det gik bra med hans Opførelse af «John Gabriel Borkman» i Drammen igaar. Og det Publikum, som var mødt baade fra Drammen og Kristiania, og som fyldte Teatret til siste Plads, lod heller ikke til at være fornærmet, fordi Hr. Lindberg var ude for nogen norsk Scene -- og først i Skandinavien. Ialfald var Bifaldet stærkt helt fra Tæppets Fald fra første Akt, efter hver Akt var der flere Fremkaldelser, og tilslut lød der Raab paa Hr. Lindberg, som blev hjertelig hyldet.

En Hyldest, som vistnok baade gjaldt Hr. Lindbergs Udførelse af John Gabriel Borkman og hans Iscenesættelse af Dramaet.

Det er næsten overflødigt at sige, at Hr. Lindbergs Fremstilling af den knækkede Stormand var intelligent til Fingerspidsene. Hr. Lindberg har vanskeligt for at gjøre noget, som ikke er intelligent, og det er ogsaa sjelden, han gjør noget, som ikke er interessant. Hans Fremstilling af Borkman er begge Dele, fra det første Øieblik, da man ser Borkman staa med Hænderne paa Ryggen og lytte til Frida Foldals Pianospil, og til han falder død om i Sneen, dækket af Ella Rentheims Hermelinskaabe. Hvad der kan indvendes er, at Hr. Lindberg filosoferer for Alvor paa Steder, hvor man heller skulde tro Borkman drømte tomme Drømme, at Hr. Lindberg i det hele gir Borkmans Luftkasteller for meget Værd og Vægt. Man maa huske, at der er Forskjel paa Drømme. Hr. Lindberg er selv en Drømmer, men han kan ogsaa realisere sine Drømme. Borkman derimod er kun en stor Skygge, som drømmer om andre Skygger.

Mest Virkning naaede Hr. Lindberg i tredie Akt i Opgjørsscenen med Fru Borkman. Der skabte han et mægtigt Sorgens Billede af en falden Mand. Og han gjorde med sine smaa Midler ogsaa et gribende Indtryk i anden Akts Scene med Ella Rentheim.

Men her havde han ogsaa en Medspillende, som var helt igjennem udmærket, nemlig Augusta Lindberg. Med al Respekt for Hr. Lindbergs kloge Spil som Borkman, Augusta Lindberg har dog Aftnens Pris: Det var et sublimt Billede, hun gav af den hjertefine, ulykkelige Ella Rentheim, et Billede af Sorgens Skjønhed i hele sin skjære Glans. Det sætter en i samme Stemning som naar man gaar paa Kirkegaarden en Vinterdag med klar Sol og skinnende hvid Sne over de Dødes Grave.

Efter Hr. Lindberg var Hr. Voss som Kopist Foldal den, der naaede høiest. Især i anden Akt virkede han med et rørende Vemod, som straks greb Publikum og skaffede ham Bifald for aabent Tæppe. I tredie Akt halede han sin Scene vel langt ud.

Fru Borkmans Rolle gives af Fru Aaberg, kjendt fra Eldorado Teater som en dygtig Operetteskuespillerinde i det komiske Fag. Det er vistnok den almindelige Mening, at Fru Aaberg klarede sin svære Opgave som Fru Borkman over al Forventning godt. Man skal ialfald ikke sige, at hun et eneste Sted gjorde noget, som ikke var forstandigt.

Fru Voss bør absolut lægge sin Fru Wilton om. I den Skikkelse, hun nu gir Rollen, gjør hun et altfor grelt Indtryk og falder let udenfor Dramaets Ramme.

Paa Kristiania Teater skal Fru Dybwad spille den unge Pige Frida Foldal, og det er ganske vist det rigtige, at denne Rolle lægges i en stor Kunstnerindes Hænder. Frida Foldal har jo ikke meget at sige, men hun griber dog adskilligt ind i Dramaet, og derfor maa hun efterlade et noksaa varigt Indtryk i den Scene, hun er fremme. Fru Anna Mathiesen virkede igaar vel ubetydeligt, men det vil rette paa sig efter nogle Opførelser.

Vi gir David Lunde som Erhart Borkman den samme Trøst. Han var ikke bra igaar, men saa blind er vi ikke, at vi vil frakjende ham Talent. Dertil var hans Spil som Ole Edvard i «Det store Lod» altfor friskt og umiddelbart. Man gjør ikke den slags paa Maafaa, i Blinde.

Hos alle de Spillende sporede man Hr. Lindbergs overlegne og kyndige Instruktion. Det er utroligt, hvad han kan lære sine Skuespillere, ja til og med lære dem at lære sine Roller. Der fandtes ingen Sufflør, og endda mærkede man næsten ikke, at nogen af Skuespillerne famlede.

Scenen paa Drammens Teater er liden og Forholdene primitive. Nogen større Stas med Dekoration og Udstyr kan derfor ikke ventes, og mere end der blev gjort, kan vanskelig gjøres. Borkmans Sal i anden Akt virkede bedst, og Landskabet i siste Scene var ialfald iskoldt nok.

Publisert 6. apr. 2018 09:59 - Sist endret 24. aug. 2018 11:14