Vilhelm Andersen

John Gabriel BorkmanDet Kongelige Teater anmeldt av Vilhelm Andersen i Illustreret Tidende i København 7. februar 1897 (Nr. 19, 38. Bind, s. 305-306).

John Gabriel Borkman.

Holberg og Ibsen – det er med to Ord det kongelige Teaters kunstneriske Eksistensberettigelse for Tiden. Den danske Skueplads har den Ære at forsvare Stillingen som den første Ibsenscene i Europa. Det føltes ved Opførelsen af John Gabriel Borkman i Søndags, at man var sig dette Ansvar vel bevidst. Det lykkedes de danske Skuespillere at skaffe Værket mere Bifald, Publikum en rigere Nydelse af Ibsens Skuespil, end det efter de modtagne Efterretninger at dømme hidtil er lykkedes noget andet Teater. Dette er virkelig en stor Ære for Teatret. Endnu større vilde Æren have været, hvis et Par iøjnefaldende Urimeligheder i Rollernes Besættelse vare blevne fjernede før Førsteforestillingen. Da dette ikke er sket, vilde det være den allerstørste Ære for Teatret selv og for vedkommende Kunstnere, om disse Forandringer, hvis paatrængende Nødvendighed enhver kan se, blev foretagne snarest muligt.

Grundtvig har et Sted sagt om sine «Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord», at han har valgt disse vilde Emner, fordi de syntes ham ret skikkede til at vise Livsforhærdelsen i Norden. Ingen Digter, siger han, der ej selv er lige saa forhærdet, kan eftermale Billedet uden hist og her at omblande Farverne og lade et anden Steds borget Lys gennemglimte den natlige Sky, under hvilken Skikkelserne røre sig som Trolde. Livsforhærdelsen i Norden! – er det ikke det samme, Ibsen har villet vise. Hvilke fortvivlede Egoister, hvilke forhærdede Tisselgemytter! lige fra Bankchefen der har gjort den store Synd, hvorfor der ingen Naade gives, til Tjenestepigen der ganske sikkert vil sige op til den Iste. Gunhild, der ingen andre Tanker rummer ud over den ene: Navnets Oprejsning; Søsteren Ella, som lige saa forhærdet ene higer efter Bod for sit Kærlighedssavn. Fru Wiltons verdenskloge Beregning; Erhardts brutale Tyveaars Lyst til at leve, leve, leve; lille Fridas uskyldig søde Mine, naar hun uden at mene noget ondt dermed løber fra Hjemmet og Forældrene for at blive Kunstnerinde, Foldals naive Faderglæde, fordi det er hans Smule Digtergave, der har omsat sig til Musik hos hende – alle søger de deres eget. At leve er Kamp med Trolde; der er «Trold» i dem alle. De ville alle være sig selv nok. Ingen af dem har haft Mod til at bøje sig under Forvandlingens Lov. Først da de to Søstres Hænder finde hinanden over Borkmans Lig, sker det vidunderlige, hvis det da overhovedet sker i dette Stykke, Overgangen til et højere Liv med Forlis af hele Livets Lykke. Da plantes Korset i Sneen, da glimter et andetsteds borget Lys gennem den natlige Sky, da lyder det endnu en Gang fra Vinterhimlen: Han er deus caritatis.

Saaledes er Grundtanken i Digterværket, saa lidet ny og overraskende i Ibsens Produktion, at den har kunnet gengives i lutter ibsenske Udtryk. Kun er Skildringen af Livsforhærdelsen i Norden stemt endnu nogle Grader højere op, og fylder i den Grad det hele Værk og bestemmer dets Karakter, at Forsoningstanken bogstavelig er som et Glimt, der lige i Slutningen i et kort Nu belyser den mørke Scene. Man kan, naar man studerer Ibsens senere Værker, ikke vel værge sig mod den Forestilling, at denne Digter, der begyndte med at skrive norsk Nationallitteratur, er endt med at skrive norsk Eksportlitteratur. Det ser ud, som om Ibsen, der før var saa lykkelig at kunne give Europa en god Dag og indskrænke sig til at være Digter for sit Folk, nu, efter at have opnaaet Verdensmesterskabet for Europa, arbejder under Trykket af, at de civiliserede Nationers Øjne vogte paa ham i Forventningen om noget til Gavns nordisk og fremmedartet. Ibsen har vel ikke skrevet «John Gabriel Borkman», som han skrev det, for at give Francisque Sarcey noget at ærgre sig over, men han har skrevet det saaledes, fordi han maatte give Europa noget at undre sig over. Deraf Værkets for Nordboer yderst fantasifulde Nordiskhed. Ibsens sidste Skuespil synes at have langt mindre Tilhold i den samtidige Virkelighed i nogen nordisk Stad, hvor der findes Sporvogne og store Pengeinstitutter, end i de islandske Sagaer. «John Gabriel Borkman» er trods nogen oehlenschlägersk eller grundtvigsk Tragedie et Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord.

Men som Arbejdet er fra Mesterens Haand et Vintereventyr, en nordisk Fantasi, saaledes maa Fremstillingen blive. Sneen og Isen, Mørket og Kulden, det maa Teatermaleren besørge. Men Hjertekulden, Ensomheden, de selvsyge Grublerier, den hele Leg af Trolde, der rage halvt forstenede op af Sneen – det er Skuespillernes Sag. Her er endelig igen et Stykke, der fordrer Fantasi af sine Fremstillere. Man kan ikke møde Hr. og Fru Borkman paa Gaden eller konversere dem i Selskabslivet. Iagttagelsen giver kun lidet Stof. Hvad Digterens Fantasi har skabt, maa Kunstnerens reproducere.

Det var at vente, at Hr. E. Poulsen, Shylocks endnu usvækkede Fremstiller, vilde kunne faa noget meget betydeligt ud af Ibsens Fantasifigur. Han spillede den uden videre med Ibsens Maske. Herom kan der siges meget.

Hvem er John Gabriel Borkman? Han er Bankchef, siges der. Ja vel. Den sorte Frakke, det hvide Slips, den stramme Holdning, Kindskægget, Pengespekulationerne tilhører den norske Bankchef af den engelske Skole. Derfor hedder han vel John. Men det er kun en Maske. Han siger det selv: Dampskibene, som skulde komme og gaa, Fabrikkerne, der skulde snurre, det er kun Underværkerne af hans Rige.

Hans Rige er ikke af den Verden. Han vil skabe Forbundsliv hele Jorden over og Lys og Varme over Sjælene i mange tusind Hjem. Riget, han har attraaet, er altsaa et aandeligt Herredømme. Hans Geni er det at have hørt, hvad ingen anden hørte: Raabet af de livkrævende Værdier. John Gabriel Borkman er en Digter. Maaske det er derfor, han hedder Gabriel, som Engelen, der bebuder.

Og denne Digter ligner ganske rigtigt Henrik Ibsen. Det er en Hovedtanke i Ibsens Poesi, at den højeste Aandsmagt maa betales med Tabet af Menneskelykke. Dit bedste Arbejde, dine dybeste Tanker, din Sved og dit Hjerteblod giver du din Kunst, og hvad du giver den, det miste de, der have Krav paa dit Liv. Dette – og ikke Oehlenschlägers Correggio – er Kunstnerens store Familietragedie. Hvad selv den ringeste Svend, der mener det alvorligt med sin Kunst, kan erfare, har Mesteren erfaret for dem alle. I hans Alderdomsdigtning er denne Tanke en Grundtanke.

Saaledes er Bygmester Solness. For at Bygmesteren kunde naa at bygge og skabe i Skønhed og Storladenhed, maa han gaa sit hele Liv og veje op og betale med Menneskelykke. Derfor er der tomme Barneværelser i hans Hus. Derfor fryser hans Hustru – hos Ibsen fryser altid Geniernes Hustruer. Ogsaa i Allmers er der noget af dette. Medens han skriver sin store Bog om det menneskelige Ansvar, opgiver han Ansvaret for sin Hustru og sit Barn. Og saaledes er tydeligst John Gabriel Borkman. For at naa til Riget og Magten og Æren begaar han den naadeløse Synd at myrde Kærligheden.

Thi «han var en Bjærgmands Søn, han Bankchefen.» Replikken falder saa tungt som et Eftermæle. Det er Dommen over den døde, Forklaringen af hans Væsen, maaske ogsaa, som formodet, af hans Navn – «Borkman» ser jo ud som et forhærdet «Bergmand». Derfor naaede Borkman aldrig Maalet. Det er Forbandelsen over hans Gerning, at de Tanker, der skulde befri Verden, ere fødte i Ensomheden under den Jord, hvor Mennesker bygger. Dernede, i Gruben, og senere da han stod med Lygten i Bankens Kælder, har han hørt Guldet synge af Længsel efter at komme op i Lyset og tjene Menneskene. Man husker denne Situation igen fra et af Ibsens Ungdomsdigte om Bjergmanden, der bryder sig Vej i Dybet for at høre Malmen lyde, og som afsværger Dagens Pragt og Liens Sange, for at Dybets Aander skal lære ham at forstaa Livets Gaade.

Man maa ikke afvise en Undersøgelse som denne som ufin og unødvendig. Den er det ikke. Det er baade hæsligt og ørkesløst at ville opsnuse Indiskretioner fra Digterens Privatliv, som aldeles ikke kommer Forstaaelsen af Værket til Gode. Men det er ikke overflødigt til Forstaaelse af en Fantasidigtning som Ibsens sidste Arbejde at opsøge det i Digterens Sjæl, som er Sjælen i Værket. Ibsens Privatliv tilhører ham selv, hans Sjæl tilhører os, hans Læsere.

John Gabriel Borkman er da en Kunstnertragedie, som Bygmester Solness var det, og ikke meget lettere for et stort Publikums Forstaaelse end dette. Det er da ganske vist dristigt, at en Kunstner, iøvrigt i Overensstemmelse med Digterens Kostymeangivelse, letter Publikum Forstaaelsen af Digterværkets personlige Indhold. Det kan unægtelig ogsaa undertiden virke generende – som naar Borkman præsenterer sig som en udbrudt Straffefange, og man da ser Tugthuskandidaten for sig i Henrik Ibsens verdensberømte Skikkelse. Det er dog ikke mere dristigt og mere generende, end om en Skuespiller vilde spille Aladdin med den unge Oehlenschlägers Maske, hvad vel ingen vilde tage ham fortrydeligt op. Selvironien er vel naivere, men ikke svagere i Oehlenschlägers Arbejde end i Ibsens.

Som Figuren nu blev fremstillet, forstod man, at John Gabriel Borkman var den Livsforhærdelsens og Magtbegærets Trold, hvormed Ibsens Poesi altid har kæmpet, at Digteren ogsaa i dette Værk, som i alle andre, har holdt Dommedag over sin egen Genius. Paa denne Maade blev John Gabriel Borkmans Dødningedans Stykkets Handling. Hans Død blev selv for den sløveste Tilskuer noget mere end en almindelig Teaterdød. Mange have anet, at paa dette Bjerg saa' vel for sidste Gang den nordiske Kunsts ypperste Genius ind i «Riget», det tredje Rige, som Mystikeren bebudede og Digteren drømte om, det fjerne Rige, han aldrig skulde naa.

Saaledes forstaaet og fremstillet faar Ibsens sidste Skuespil en Betydning i hans Produktion, som ellers ikke tilkommer det. Dets rent umiddelbare Scenevirkning er ikke stærk, de mange og lange Opgør – mellem de to Søstre og mellem Borkman og dem begge – hvorved Ibsen efter sin Skik ligesom varper sig tilbage paa deres Skæbnes Traad, have vanskeligt ved ret at fængsle et Publikum. Den dramatiske Spænding er paa ingen Maade saa stærk som i de andre Arbejder fra de senere Aar, end ikke som i «Lille Eyolf». Heller ikke Tekniken er saa uangribelig som det – bl. a. ved det behændige Greb med de kontinuerende Akter – kunde synes. Fjerde Akt, Dødningedansen, skulde suse af Sted som et piskende Snevejr. Scenen med Foldal var her, ikke mindst ved Opførelsen, en ærgerlig Forhindring. Man havde den største Lyst til at skubbe den Mand med den Slæde af Vejen. Stykkets Styrke er dets Stemning, den mægtige Fantasi i Figurernes Tegning og i Stedets, ja Stuernes, Farve.

Spillet maa da for alt i Verden vogte sig for at lade Stykket falde fra dets symbolske Højde. Der kunde ellers let i Stuen under Salen, hvor den store Mand traver om i ubegreben Ensomhed, blive opført en ganske artig Komedie om to iltre Damer, der slaas paa Livet løs om en dum Dreng, der løber væk fra det hele med et smukt Fruentimmer.

Bedst lykkedes her heldigvis de to Hovedpersoner, Søstrene, der ligner hinanden og dog er saa forskellige, som Silke og Fløjl. Man forstod meget godt ved Fru Eckardts og Fru Hennings' Spil, at disse to Kvinder, der to Gange kæmper sammen om en Mand, ere de samme to Kvinder, som altid har kæmpet om Manden i Ibsens Poesie, hans Muser, den kolde og den varme. Lettest Spil havde her Fru Eckardt. Gunhild er i Grunden kun én Streg, Livsforhærdelsen i Sagaen, Skriget om Oprejsning for den krænkede Ættestolthed. Er Borkmans Fylgje en syg Ulv, saa er hendes en saaret Ulvinde. Fru Eckardts Gunhild var dannet med stor Virkning om denne ene Tanke. Mere sammensat er Ella Rentheim, den Figur, der under Læsningen virkede med mest Nyhed. Ibsen har i denne Kvinde gjort Tantens Figur, som ellers er hjemfalden til Komedien, til en tragisk Skikkelse. Ella er oprindelig en varm og frodig Natur, hun skulde elske, blive Moder. Saa har Borkman, som hun siger, myrdet Kærlighedslivet i hende – saadan siger vel i øvrigt ingen Kvinde – hun er ekstirperet for Moderevnen og kæmper som en Ulvinde for et Barn, der skulde være hendes. Fru Hennings var her, især i første Akt i Spillet mellem de to Søstre, fortræffelig. Senere tabte hun noget Udtrykket for den syge Moderlighed og spillede sig i Kampens Hede mange Aar yngre end sin Rolle. Naar Borkman dør i hendes Arme, dør han i det skønnes Ruin. Fru Hennings' Ella havde bevaret mere end Sporene af fordums Ungdom og Skønhed. Men begge to Kunstnerinder vare helt paa Digterens Højde.

Af Bifigurerne lykkedes, desværre, de allermindste bedst. Fru Mantzius, hvis stilfærdige Kunst saa let undgaar Opmærksomhed, gav ikke des mindre i hver af lille Fridas smaa Replikker et Stykke af lille Fridas Sjæl. Og som Tjenestepigen, hvis Rolle ingenlunde er uden Betydning, da hendes gentagne «I Jøssu Navn da!» som Koret i en gammel Tragedie maaler Optrinets Virkning paa Hoben, var Frk. Christophersen paafaldende god.

Men de tre andre Bifigurer vare gennemgaaende langt under Forfatterens Hensigter. Det er ikke saa let at forstaa, hvorfor Teatret har besat disse Roller saaledes, da det dog ejer tre Skuespillere (Hr. Jerndorf, Fru Oda Nielsen og Hr. Liebmann), som efter al Sandsynlighed vilde kunne spille disse Roller langt bedre, og da der ligger stor Vægt paa Udførelsen af dem alle. Foldal er en af Stykkets interessanteste Figurer. Ogsaa i ham er der en Smule ibsensk Trold. Ogsaa han er «en Napoleon, der blev skudt til Krøbling i sit første Feltslag», en Ibsen, der led Skibbrud paa Kærlighedens Komedie. Man kan være vis paa, at den Tragedie, han har i Lommen, handler om den ideale Kvinde og hedder Solvejg. Scenen mellem ham og Borkman, Stykkets morsomste og en af dets interessanteste, et komisk Sidestykke til Samtalen mellem Jarlen og Skjalden i «Kongsemnerne», blev nu næsten uden Virkning. Hr. O. Poulsen var saa bange for denne Figurs Komik som Katten for den varme Grød. Og Fru Wilton, der er dejlig som Synden og klog som Livet, var klædt paa som en Dukke og talte som en Dame fra Vaudevillen. Naar hun siger sit: «Lydig, lydig, lydig!» skal det lyde som Sølvklokker, men det lød slet ikke. Endelig blev Erhart – den unge Skuespillers ærlige Bestræbelser ufortalt – en langt simplere Fyr paa det kongelige Teater, end han vel kan taale at være. Hans vanskelige Leve'r fik en slem fed Biklang. Man troede, at den unge Mand løb hjemmefra for at leve godt.

Dekorationerne, hvormed Hr. Thorolf Petersen debuterer paa det kongelige Teater, var meget virkningsfulde.

V. A.
Publisert 6. apr. 2018 09:59 - Sist endret 24. aug. 2018 11:37