Theatret. Lørdag gav Lindbergs Selskab for godt Hus Henrik Ibsens vittige Skuespil «Kjærlighedens Komedie». Ved sin Fremkomst for 30 Aar siden vakte dette en sterk Uvilje og slog ikke videre an, maaske fordi det rørte ved de «hellige Dyr», Kjærligheden og Ægteskabet, der ialfald i Poesiens Rige maatte lovprises.
Nu ser man klarere. Man kan nyde Viddet og den glimrende Verskunst, der hos Ibsen neppe har slaaet saaledes ud i Blomst som her, og endda for en stor Del være enig med Forfatterens Anskuelser. Man ser, at Falk er en aandelig Pjalt, en Deklamator, der vistnok af Forfatteren lægges adskillige gode Ting i Munden, men som savner Evnen til at anvende sin kritiske Begavelse hos sig selv.
Derfor falder det i Øinene, at et Ægteskab mellem ham og Svanhild vilde ende i Forsumpelse, vi har vore Tvil om, at Hr. Falk overhovedet er skikket for Ægteskabet, og det er i sin Orden, at de skilles.
Spillet var som sædvanlig meget godt. Især var Fru Lindbergs Svanhild en meget fremragende Præstation. Der er i hendes Spil en Nobelhed og Finhed parret med den største Sikkerhed og en Frihed for alt, som er usandt og falsk, der virker saa velgjørende. Hr. Asplinds Falk var ogsaa god; særlig klarte han Thevandstalen meget tilfredsstillende.
Af de andre nævner vi Hr. Stavenows Kopist Styver og Hr. Lindbergs Guldstad.
Hr. Kelbergs Præsten Straamand var kanske vel sødladen og dreves derved over i Karrikaturen, ligesom hans Spil og Maske mindede for meget om Provsten i «Brand» og Presten Manders i «Gjengangere.»
Samspillet var bra, og det hele gik med Liv og Fart. At Suflørkassen er borte, som nu under Lindbergs Sejour, er et sjeldent Syn paa Trondhjems Scene.