Signaturen «E. S.»

Korrespondentbrev om Peer Gynt på Dagmartheatret i København av signaturen «E. S.» i Aftenposten, Kristiania, 18. januar 1886 (Nr. 31, 27. Aargang).

«Per Gynt» paa Dagmartheatret i Kjøbenhavn.

(Brev til «Aftenposten»).

 

Kjøbenhavn, 16de Januar.

 

Man har formodentlig i Norge, hvor der har været talt om eller tænkt paa den kjøbenhavnske Opførelse af «Per Gynt», været lige saa usikker som her i Danmark, hvad denne Digtnings sceniske Opførelse hos os angaar. Alle maatte vel være enige om, at det var et Vovestykke, og ikke faa mente sagtens, at man egentlig ikke kunde regne fra den Sukces, Josephsons Forsøg for ti Aar siden fik i Norges Hovedstad. Først og mest fordi «Per Gynt» i visse Stykker er meget nationalt norsk, bundende i det og det Træk for Folkeeventyr, bygget i en Sprogform, der ligger det norske Øre ti Gange nærmere end det danske, sigtende med sin Satire mod flere specifik norske Egenskaber og Aktualiteter. Dernæst fordi «Per Gynt» nu er snart tyve Aar gammelt, og fordi man følgelig i 1886 er mindst dobbelt saa langt borte, som man var i 1876, fra det Tidspræg, Arbeidet selvfølgelig har ikke altid til sin Fordel. Endelig af Hensyn til Udførelsen: Henrik Klausens Tillæg af et Decennium i Alder, hans Fremmedhed for det kjøbenhavnske Publikum, Savnet af hans Tante, Frøken Parelius som Aase, mulig i det Hele Vanskeligheden ved at faa Dagmartheatrets Personale til at passe i saa eiendommeligt et Stykke.

Efter at have overværet den første Forestilling, er Korrespondenten omtrent lige saa klog som før, hvad det omspurgte Punkt angaar. Det var et ægte Première-Publikum, som var samlet ifredags i det nydelige Dagmartheater: Literatur og Kunst var talrig repræsenteret, der var kjendelig baade Intelligens og Elegance blandt Tilskuerne; der var Evne til at forstaa Digteren og Villighed til at paaskjønne Udførelsen. Men i samme Grad Publikum havde disse Egenskaber, var det i en Spænding, der let kan afføde en farlig Slappelse; det var kritisk, og det var ikke klappende. Den mest intensive og uvilkaarlige Applaus tilfaldt Griegs Forspil til 3die Akts 2den Afdeling, Aases Død. Dette fine og høist stemningsfulde Stykke Musik, udsat for Strygere alene og fortræffelig spillet af det talrige, vel indøvede Orkester, hørtes med dybeste Opmærksomhed, i aandeløs Taushed og blev varmt applauderet. Der blev ogsaa klappet ganske livlig hele Aftenen igjennem, mest i første Akt, og der blev af og til leet med tydeligt Vidnesbyrd om, at Folk kjendte Repliken og derfor nød den. Men uagtet der var mange Fremkaldelser m. m., var Publikum dog ikke synderlig varmt, maaske fordi det ikke var tilstrækkelig naivt. Det vil være mere lærerigt at se Virkningen af Søndagsforestillingen, men for Øieblikket lader der sig neppe stille noget sikkert Horoskop for «Per Gynts» kortere eller længere Fremtid paa Dagmartheatret.

For strax at komme til det, der sagtens interesserer dette Blads Læsere mest, skal jeg begynde med at sige min Mening om Hr. Klausen. Han var vistnok i Førstningen meget angst, hvilket lod sig fornemme paa Stemmen, der i de første Scener nogle Gange lød helt hæs; ogsaa glap Memoreringen af og til for ham. Hans Entree var fortrinlig, hans første Samtale med Aase blev særdeles livlig spillet, om den end ikke gaves med mønsterværdig Diktion. Thi allerede her sporede man, hvad senere jevnt hen mærkedes, at Hr. Klausens Naturbegavelse ikke er ledsaget af en tilsvarende Teknik, og at hans Stemmeføring dels lider af nogen monoton Maner, dels falder ujevn og langtfra altid med sikker Pointering. Ogsaa Aktionen, Bevægelserne og Minespillet savner Kunstens, Dannelsens trygge Præg. Hvad Opfattelsen og den aandelige Side af Sagen angaar, gav han spændig og kraftig den Side af Per Gynt, som er den unge, kjække, kaade Bonde skjønt dog vel snarere en Theaterbonde end en realistisk Skikkelse, hvilket imidlertid gjør mindre i et saa romantisk Skuespil. Væsentligere synes Savnet af dybere Lyrik. Naar han lyver eller fantaserer, manglede han bred Fylde og varm Stemning. Hermed hang det sammen, at det Bedste i Skikkelsen egentlig ikke kom frem. Med andre Ord, Elskoven til Solveig havde ikke det ideale Præg, der skal give nogen Forklaring af den Redning, som hendes Kjærlighed skal yde, idet hendes Følelse jo maa være en Reflex af noget i ham. Dette især i hans første Scener med hende samt i hans Tale om hende, da han forstøder Ingrid. Til denne sagde han ypperlig: «Kan du negte, naar jeg ber?», men flad og falsk var den tilsvarende Repliken (med Tanken paa Solveig): «Blir der Helg, naar En dig ser?» Hr. Klausen syntes ikke fin, nobel Erotiker nok til at falde til Fode for noget saa Sublimt som Solveigs Væsen. Og som han paa dette Punkt mangler en dybere betagende Elskværdighed, saaledes fattes der ham i det Hele personlig Overlegenhed, udstrømmende indenfra. Han er bedst som den letsindige, sorgløse Gut og senere som den bløde Mand, der ikke skal eller kan være overlegen, d. v. s. hen mod Stykkets Slutning. Her var Hr. Klausen i alt Fald mere jevn og behersket i kunstnerisk Henseende, medens han ganske vist ikke her havde Leilighed til at give de karakteristiske Udtryk for Letsind og Sorgløshed, for den rent ungdommelige Kaadhed og Uvorrenhed, som i de første Scener betegnede Høidepunktet af hans Fremstilling, det mest personlige eller geniale deri. Ingen nu levende dansk Skuespiller vilde være i Stand til at spille Per Gynt bedre Vilhelm Wiehe havde i sin Tid været Manden, mangedobbelt bedre end Hr. Klausen men denne havde udmærkede Enkeltheder helt igjennem og viste trods kunstnerisk Ufuldkommenhed en betydelig kunstnerisk Dygtighed, kun ikke fin nok, ikke gjennemført nok og ikke baseret paa saa alsidig, fantasirig og stemningsfuld elskværdig en Personlighed, som Per Gynt med alle sine Brøst inderst inde skal være. Hr. Klausen er en Naturkraft, men den er ikke udviklet og kultiveret til kunstnerisk Mesterskab, selv om den hist og her og i nogle Retninger slaar fortrinlig an med Geniets rammende Sikkerhed. Fuld og personlig Seir vandt Hr. Klausen imidlertid ikke.

«Der stod Kvinder bag ham», siger Bøjgen om Per Gynt. I kunstnerisk, poetisk Forstand skortede det just Hr. Klausen paa det, som herved betegnes; i Realiteten hjalp det godt, at Hr. Klausen ved Siden af sig havde Frøken Aalberg, Fru Oda Nielsen, Fru Krum o. fl. Den først nævnte af disse Damer var fuldstændig heldig i alle de Scener, hvori Aase optræder. Kun Skade, at hendes finske Tonefald, tilsat med svensk Klang og stundom med svenske Former skulde bruge sin seneste danske Tillæring paa Ibsens norske Vers. Denne Skandinavisme kan være praktisk nok, men vilde ikke være til at holde ud, naar Frk. Aalberg ikke havde saa indsmigrende smukt et Organ, hvis Lyddannelse hun dog begaar den saa at sige «moderne» Feil at lægge for høit op i Halsen med saakaldte «Hovedtoner». Klangen bliver derved mere kjælen, men noget maniereret og tyndere; Brysttoner er dog det ægte. Ligesom Hr. Klausens ujevne Diktion lod adskillige af Per Gynts Repliker gaa tilspilde, saaledes hørtes eller forstodes mange af Aases ei heller. Men Frøken Aalberg spillede godt og døde navnlig fortrinligt, maaske med lidt for mange ydre Tegn paa Lidelse, Aandenød, Vridninger osv., men Alt i Alt dog baade fantasifuldt og meget virkningsfuldt. Da ogsaa Hr. Klausens Optræden egentlig er heldigst, hvor han kun skal være Sønnen, Barnet, den uvorne, men dog trods al Uskikkelighed i Grunden snille Gut da selve Dødsscenen fra Ibsens Side er saa udmærket skjøn og tilmed af Grieg er forsynet med saa skjøn en Musik tog dette Optrin naturligvis dybt, men er jo ogsaa saa ægte menneskeligt og tillige saa lige ud poetisk, at det sikkert vilde «gjøre sig» under næsten hvilkesomhelst dygtige Skuespilleres Behandling.

Fru Oda Nielsen var ikke saa heldig i Begyndelsen. Hun fyldte paafaldende lidt som den ideale Elskede og Elskende men Hr. Klausens Elsker er efter den ovenfor anførte Opfatning jo ogsaa mindre fuldkommen. Fru Nielsens Deklamation af Solveigs skjønne Lyrik, hvor hun kommer op til Per Gynt ved Hytten, var imidlertid i og for sig tynd og flad. Hun hævede sig, da hun stod i Tableau ved Optrinets Slutning, lænet til den aabne Dør for at vente, vente! medens han gaar bort og «uden om». Hendes Apparition i 4de Akt, da Per Gynt sover i Afrika og Sangen «Kanske det vil gaa baade Vinter og Vaar» gjorde derimod stærk Virkning og havde naturligvis let ladet sig arrangere særdeles smukt. Men sidste Akts Slutningsscene gjorde Udslaget, thi lige som den sammensunkne Per Gynt her gaves simpelt, skjønt og varmt af Hr. Klausen, saaledes syntes Fru Oda Nielsen her dybt beaandet af Stemning, tog sig skjøn og ren ud, idet hun som den aldrende Kvinde traadte ud af Hytten og var i Bevægelser, i Minespil, i Diktion og endelig i Sangen «Sov du dyreste Gutten min» paa en fin kunstnerisk og poetisk Holde.

Fru Krum var en straalende Anitra, og Dansen i fjerde Akt (i Afrika) var glimrende med stort og smukt Personale, prægtige Farver, Belysninger, Grupperinger osv. Ikke ueffen var disse sydlandske Danserinders Klædedragt med meget korte Atlaskes Benklæder med et enkelt, langt Florskjørt, der klædte høist pikant. Keiserens hvide Hest, som først Per Gynt, siden Anitra rider bort paa i hurtigt Trav, var en virkelig Hest, som ogsaa gjorde fortræffelig Virkning.

Flere af de mandlige Biroller gaves ogsaa meget godt. Saaledes Hr. Cettis Dovrekonge, der var baade kraftfuld og netop saa komisk, som den skulde være. Hans Optræden som Tigger i femte Akt, hvor han sluttelig gaar til den nationale Komedie som den sidste Tilflugt, morede meget. Man havde i sidste Øieblik besluttet at udelade Scenen med den «magre», d. v. s. Fanden, hvad sikkert var heldigt. «Knappestøberen» siger det, hvorpaa det kommer an, og denne Figur gaves særdeles vel af Hr. Helsengreen som ogsaa var en kuriøs Brudgom paa Hægstad. Hr. Martinius Nielsen var lidt tør, men dog ikke daarlig som «den fremmede Passager» (Døden), og af de to Scener paa Havet lykkedes den første paa Skibet ypperligt ved det store Fartøis Sammensynken, medens dog den anden var endnu mere gribende. Søen rullede fortrinligt, og i det usikre Lys kunde man netop skimte Baaden, til hvilken de Svømmende klynge sig. Kokken Hr. Stigaard fik ved sin hjerteskjærende Kamp for Livet og ynkelige Undergang i Dybet, mens han af Fadervor kun kan huske Bønnen «Giv mig idag « endog Tilskuerinder til at hyle, hvis disse da ikke fik Krampe af Varme og Spænding. Rørelse blev der i alt Fald. Og i det Hele gjorde de to sidste Akter sig ikke mindst godt, selv om de første og særlig Begyndelsen indeholdt Enkeltheder af høiere Værd i Karakteristik, særlig fra Hr. Klausens og Frøken Aalbergs Side. Men de Forventninger, som herved vaktes, fyldestgjordes ikke, da man kom ind paa Eventyrscenerne i Dovre.

Den første af disse de tre Sæterjenter blev dog i Virkeligheden udmærket givet, glimrende sat i Scene og udført godt baade personlig og musikalsk. Men dette fantastiske Stykke Opera og Ballet hvortil Hr. Klausens Fantasi kun ikke forslog virkede alligevel mere til Forundring end til Forstaaelse, og nu begyndte Publikum aabenbart at blive koldt, slapt. Scenen med den Grønklædte og Ridtet paa Grisen viste sig lidt mere virkningsfuldt, men i Forhold til det store Apparat med Personel og Materiel, Dans osv. i Dovrekongens Hal syntes dette Optrin ikke morsomt nok og faldt noget i to Stykker, idet de, der brød sig mest om de berømte Repliker om at være sig selv nok osv. neppe glædedes ret ved Dansen. Saa fulgte den mystiske Scene, hvor Per Gynt ligger og raver i Mørke, kjæmpende med den usynlige, gaadefulde Bøjgen. At Folk ialmindelighed skulde begribe dette, vilde være formeget forlangt; men de, der forud vidste Besked, have sikkert set Tanken tydeligere i sin Fantasi under Læsningen, end det er muligt at gribe den under den sceniske Opførelse, selv om denne er saa priselig gjort, som det her virkelig var Tilfældet.

Griegs Musik kom ypperlig til sin Ret. Orkestret var stort nogle og treti Mand og spillede fortræffelig under Ledelse af Hr. Axel Grandjean. Foruden den til Stykket skrevne Musik benyttedes til et Par Mellemakter nogle andre Kompositioner af Grieg. Denne havde selv assisteret ved Indstuderingen og til det Sidste vedblivende bedret paa Instrumentationen. Men han havde ogsaa Glæde af sit Verk selv om dette kjendeligt hist og her er lovlig fint og zart, saa at det større Publikum neppe kan høre, endsige forstaa det.

Alt i alt var Præstationen særdeles hæderlig og overordentlig interessant. Forestillingen varede næsten halvfemte Time (7½ til 12) men vil vistnok følgende Aften gaa lidt hurtigere.

 

*
*                                              *

 

 

Fra en tilfældig Korrespondent (en norsk Akademikus) har vi, samtidig med vor faste Korrespondents ovengjengivne Brev, modtaget følgende om Opførelsen:

 

Endelig oprandt da den længe ventede Dag, og hvem der med mest Forventning saa Aftenen imøde Publikum eller Theaterdirektøren er vel ikke godt at sige. I Theatersalen var der ialfald en forventningsfuld Stilhed, saa man kunde nyde Griegs deilige Musik, hvad der desværre ikke altid er Tilfældet i de kjøbenhavnske Theatre og nok heller ikke hjemme, saavidt jeg husker.

Tro nu ikke, Hr. Redaktør, at jeg vil indlade mig paa nogensomhelst Kritik af Hr. Klausens Spil; dertil er hans «Per Gynt» altfor vel kjendt hjemme. Det var blot mit Ønske, saa snart som muligt, at lade Dem faa vide, hvorledes Opførelsen i det Store og Hele løb af, og hvorledes Stykket blev modtaget.

Endelig gaar da Tæppet op for 1ste Akt; der forsøges lidt Klapning, men den dør strax hen af Mangel paa Tilslutning; de gode Kjøbenhavnere var for en Gangs Skyld lidt forsigtige og vilde ikke foregribe Begivenhedernes Gang. Dog allerede efter 1ste Akt begyndte Publikum at tø op, og der vankede en Fremkaldelse.

Strax da Tæppet gik op i 2den Akt begyndte Applausen; denne Gang gjaldt det dog ikke Hr. Klausen, men Iscenesættelsen. Det maa siges til Direktørens Ære, at han Intet har sparet for at bringe «Per Gynt» frem paa en værdig Maade. Fjeldpartierne her i 2den Akt var aldeles deilige, ligesaa Vinterlandskabet med Pers Hytte i 3die Akt. Fra Fjeldpartiet førtes man da lige ind i Dovrekongens Hal, hvor der var gjort, hvad gjøres kunde for at sætte Publikum i Stemning. Megen Munterhed vakte da ogsaa en stor dansende Bjørn og nogle Dverge, der var lige saa brede, som de var lange, ligesom en nydelig arrangeret Ballet af grønklædte Piger blev modtaget med fortjent Bifald. Ogsaa efter 2den Akt Fremkaldelse. Dog steg Begeistringen høiest efter Dødsscenen i Aases Stue, der ved Ida Aalbergs glimrende Spil blev af gribende Virkning. At hun var den af Hr. Klausens Medspillende, der bedst fyldte sin Rolle, forekommer mig at være utvivlsomt. Hun har noget blidt, indsmigrende i sin Stemme, der især i 1ste Akt, hvor hun anvender saa mange kjærlige Overtalelser paa Sønnen, slog godt an. Ved Siden heraf er hun istand til at optræde som den kraftige, viljefaste Kvinde, hvorpaa hun ogsaa i Aften aflagde Prøve f. Ex. i Scenen paa Hægstadgaarden.

Dog det bedste i hendes Rolle i Aften var som før sagt Dødsscenen og hun havde sikkerlig sin Del i de to Fremkaldelser, som fulgte paa, og ved hvilke der ogsaa tilkastedes Hr. Klausen en Laurbærkrans. Dog syntes Publikum fra nu af at blive betydelig mattere; maaske kom det af, at Tiden allerede var langt fremskreden. Hvad enten nu dette var Grunden, eller maaske Scenerne i Ørkenen kjedede, sikkert er det, at Publikum i hele denne Akt var meget tilbageholdent; det eneste, der vakte noget Bifald, var en glimrende udstyret Ballet af Ørkenpiger og Solveigs Sang, der meget smukt blev sunget af Fru Oda Nielsen. Fru Nielsen som Solveig tiltalte mig lidet; Alt saa ud, som hun ikke havde kunnet afvinde Rollen nogen Interesse; hendes Spil forekom mig at være uden Følelse, koldt og udeltagende. Derimod har hun en, om ikke stor, saa dog vakker Sangstemme, hvilken hun godt forstaar at benytte.

Ogsaa her var Scenen med Solveigs Sang fremstillet som Per Gynts Drøm i Ørkenen.

Saa kom da 5te Akt. Hertil var anskaffet et helt nyt Maskineri forat faa Forliset saa livagtigt som muligt. Og det maa siges, at det blev saa godt, som man med Rimelighed kan forlange, at et Forlis skal være paa Landjorden. For at faa de høie Master til at forsvinde, lod man det hele Aparat synke ned igjennem Theatrets tre Kjeldere. I den 1ste Kjelder springer da Per Gynt, den fremmede Passager og Suffløren, de maa befinde sig paa selve Scenen, af; idetsamme løftes nogle Kontravegter af, for at Skibet ikke skal stige op igjen; alt gik meget præcis og godt, og høstede derfor ogsaa livligt Bifald.

Resten af Aftenen var Publikum fremdeles meget retiré lige til Teppet gik ned efter Solveigs Slutningssang; da fulgte atter to Fremkaldelser.

Hvorvidt man nu kan sige, at Hr. Klausen og Theaterdirektøren kan være fornøiet med Aftenen, vil jeg overlade til dem selv at afgjøre; nogen succés var det ikke; saa meget tror jeg nok, jeg tør sige. Det synes mig, at der i Almindelighed er mere Liv over Publikum ved en Førsteopførelse end Tilfældet var i Aften; maaske Grunden kan søges i, at Kjøbenhavnerne har havt vanskeligt ved at forstaa Klausens norsk og Frk. Aalbergs svensk-norsk.

Musiken til Stykket, der af Grieg var blevet noget omdannet, blev udført af et Orchester paa 30-40 Mand under Ledelse af Hr. Grandjean og blev jevnlig modtaget med Bifald.

E. S.
Publisert 5. apr. 2018 13:11 - Sist endret 17. sep. 2018 10:03