Signaturen «Agander»

Samfundets støtter på Aarhus Theater anmeldt av signaturen «Agander» i Aarhuus Stiftstidende 13. januar 1878 (No. 13).

Theater-Revue.

«Samfundets Støtter», af Henrik Ibsen, kom til Opførelse paa vort Theater i Fredags. Vi have allerede for længere Tid siden, da dette Stykke udkom som Bog, omtalt det foreløbig, og den Virkning, det har gjort paa os ved at præsenteres, har ikke i nogen væsentlig Grad forandret vor Mening. Ligesom Ibsen i «De Unges Forbund» revsede den politiske, folkeforførende Uvederheftighed eller Slethed, saaledes tager han her den materielle, mercantile og industridrivende Virksomhed, som antager en samfundsstøttende Charakteer, i Skole, og viser, hvorledes det moralske Grundlag kan mangle, saaledes at, nøiere beseet, «Samfundets Støtter» og Toneangivende have egennyttige Motiver og selv langtfra ere moralsk vederheftige Personer. Consul Bernick er ikke, som i Bjørnsons «En Fallit», en Svindler; hans Virksomhed er tværtimod ubetinget solid og god, og han selv er den competente, dygtige Mand til at lede de store Foretagender, som omtales; men han er saalidt uegennyttig, at han snildelig veed at modarbeide eller støtte «i det Offentliges Interesse», hvad der vil skade eller tjene hans egen Fordeel, og han fremstilles og gjælder for den ubetinget rene, sædelige, respectable og ærlige Mand, uagtet han har vundet sin Stilling ved at en Ven har taget sig Skylden paa for et Ungdomsfeiltrin, og denne Ven endog ved Bernicks passive Bistand er bleven betynget med Skyld for Uredelighed, ja uagtet han (Bernick) nu ikke engang viger tilbage for at sende en «Plimsols Liigkiste» tilsøes i Storm, for at Vennen, nu hans Svoger, skal kunne gaae under og Hemmeligheden imellem dem begraves. De mindre Samfundets Støtter, Rummel, Vigeland, ja selv den i socialistisk Retning ledende Skibsbygger Aune, ere ikke bedre; den Sidste viger ikke tilbage for at være Hovedredskab ved den forbryderske Skibsudrustning. Forfatteren er saa gjennemtrængt af sin Hovedsætning, at det Gode kun maa udrettes ved Gode, at han ogsaa satiriserer over et Selskab til moralsk Fordærvedes Frelse, uagtet dette Selskabs Fører forsaavidt ikke har Andet imod sig, end at han er en Slags christelig Stivstikker, der fører de medvirkende Damer i saa stramme Tøiler, at de ikke tør vise deres medfødte Verdslighed. Sandhed paa Bunden af Alt, dette er Løsenet, og Repræsentanten herfor er en djærv Qvinde, Lona, med hvem Bernick oprindelig havde været hemmelig forlovet, og som reiste til Amerika efter at have givet ham et Ørefigen, da han præsenterede sin nye smukke, rige Forlovede, hendes Halvsøster. Denne Sandhedens Repræsentant, som nu kommer tilbage og bringer den hele dramatiske Conflict tilveie, har dog i Virkeligheden mange betænkelige Sider. Ligesom vi tilstaae, at Djærvheden her ikke sjelden falder i det Uappetitlige, idet det næppe er ganske fornødent at optræde med «skidne Hænder» og som ung Pige allerede at have været hengiven til Banden i betydelig Grad – man lærer nemlig aldrig at bande i sit Modersmaal i fremmed Land, hvorfor Lona maa have havt Vanen fra før hun reiste –; saaledes er det ogsaa høist forunderligt, at Lonas gode Gjerning i Amerika, nemlig at pleie «Barnet» Johan, kun er udført ad temmelig usande Veie. Blandt de tre Subsistentskilder, hun der har øst af: holde Foredrag, som Folk loe ad, skrive en Bog, som var til at lee og græde over, og at synge Viser paa Kneiperne, – blandt disse Næringsveie var uden Tvivl Kneipesangen (ideelt taget!) den sandeste. De to første ere ubetinget Humbug, – den sidste behøver jo ikke at have været usædelig.

Større Usikkerhed end disse Tvivl om Heltindens egen rene Sandhedsfærd fremkaldes dog for Skildringens Almeengyldighed ved at det Samfund selv, som Handlingen foregaaer i, i Virkeligheden er en Art Ravnekrog. Vi vide ikke, om alle norske Forhold ere saa snævre og ufarvede af det almindelige Verdensskjær; men næppe kan man her komme til at tænke paa noget større Samfund end Kjerteminde eller Skjelskør, og hvad der i Skildringen skal være algyldigt, drukner i dette Smaasyn. Vi have seet Ibsen sammenlignes med Victorien Sardou som dramatisk Forfatter, og tydelig nok stræbe Begge efter realistisk Skildring af Samfundstilstande med skarp revsende Behandling. Men hvad man end vil sige om Skarpheden i Satiren, saa er det vist, at Ibsens Personligheder og Charakterer langtfra faae det Virkelighedspræg, langtfra kunne erkjendes som Studier fra selve Livet, saaledes som Sardous lige til de mindste Træk positive, levende Figurer. En Consultation som den, Consul Bernick har med Adjuncten i Slutningen af 3die Akt, er i den Grad en Parallel til Lieutenant v. Buddingers med Klint, at den allerede af den Grund er umulig, tagen som Alvor.

Trods disse indre Svagheder i Stykket er det selvfølgelig meget seeværdigt. Som tidligere af os formodet ere 1ste og 4de Akt af størst dramatisk Virkning, 2den Akt bedre end vi havde ventet, 3die temmelig kjedelig. Det er imidlertid af stor Betydning, naar Enden er god, og her kan ikke klages over, at Slutningen jo i det Hele gjør Virkning. At Alt væsentlig dreier sig om Samfundet og dets forlorne Støtter, og at der i en noget trættende Grad declameres frem og tilbage om at være «sand», er forsaavidt til Skade, som det vel er Hindringen mod at faae lidt Mere at see af de to Unges Kjærlighedsudvikling, ja endog af disse to Personligheders egentlige Væsen. Denne Skade kan let komme Stykkets Lykke dyrt nok at staae; thi Kjærlighed ville Folk nu engang have paa Scenen.

Udførelsen er gjennemgaaende god. Consul Bernick var i gode Hænder hos Hr. Werner. Der er megen Declamation i den Rolle; men han holdt temmelig godt Maade i de første Akter, saa at han dog kunde stige tilbørligt med Slutningseffect. Fru Cortes, som jo egentlig har Hovedrollen, var en virkelig ærlig gjennemført Lona Hessel, saa djærv og drøi og massiv som foreskrevet, rigtignok ogsaa uden Forsøg paa at lægge noget Finere i Rollen; Hr. Schjørping maatte vistnok gjerne lægge lidt mere Socialistisk-«Verbissent» i sin Skikkelse og Diction, men udfyldte forresten Aune meget godt; Frk. Clausen viste, at hun kunde være en meget elskværdig og nydelig Grossererfrue; Hr. Rau forekom os særdeles heldig i sin hele Tone og Skikkelse som Adjuncten; Hr. Larsen gjorde ligeledes Alt hvad rimeligt var ud af Hilmars Rolle; Hr. Jacobsen og Frk. Johansen endelig toge sig særdeles godt ud som de to Unge. Selv de mindre Roller som Fru Larsens, dHrr. Berggreens og Lassens passede godt ind i det Hele. Fruernes Scener i første Akt vare just ikke saa flydende, som de vistnok ville blive ved gjentagen Opførelse.

Agander.

Publisert 3. apr. 2018 11:24 - Sist endret 16. apr. 2018 11:44