Anonym anmelder i Bergens Tidende

Samfundets støtter anmeldt i Bergens Tidende 27. oktober og 3. november 1877 (No. 250 A og 256 B, 10 Aarg.).

Literatur.

Samfundets Støtter af Henrik Ibsen.
Gyldendalske Boghandel.

(27. oktober 1877)
I.

Det første Indtryk, som kommer til Klarhed under og efter Læsningen af denne Bog er dette: hvilken mesterlig dramatisk Bygning! Spændingen stiger fra Scene til Scene lige til Enden, de forskjellige Personers Optræden griber sikkert og naturligt ind i Handlingen; selv Hilmar Tønnesen, som ved første Øiekast synes os at være den mindst betydningsfulde af Stykkets mere fremtrædende Personer, har dog forsaavidt en vigtig Rolle, som han er den, der tirrer Længselen efter det eventyrlige og fjerne op i Olaf Bernicks Sjæl og paa den Maade skaber en af de virksomste Grunde for dennes Flugt med «Indian Girl». Den gamle Fordring om, at hver enkelt Akt skal danne noget for sig afsluttet, har Ibsen i dette Drama i fuldeste Maal fyldestgjort. Spændingen stiger, som sagt, under de fremskridende Sceners faste og sikkre Gang; men ved hver Akts Slutning gjøres der et kraftigt Spring, hvilket dog er logisk forberedt gjennem hele den foregaaende Del af Akten og derfor virker med Lovmæssighedens Sikkerhed og Naturlighed. Paa denne Maade føres den dramatiske Spænding for hver Akt frem til et væsentligt Punkt, hvor man midlertidig kan hvile, indtil Stykkets sidste Scene, da den endelige Afslutning finder Sted, fordi de forskjellige, virkende Motiver her har faaet arbeide sig færdig. Men den samme plastiske Afrunding er eiendommelig for hver enkelt Scene og viser, hvor udviklet Forfatterens Teknik er. Rigtignok er ikke alle de dramatiske Motiver, han har benyttet, fuldkommen originale, eller anvendt paa en ny Maade, f. Ex. i 1ste Akt, naar Adjunkt Rørlund siger: «I et Hus som dette osv., hvor Fred og Endrægtighed hersker – – (til Fru Bernick). Hvad lytter De efter, Frue?» og Fruen hertil svarer: «Hvor høirøstede de blir derinde», da er dette et saa gammelt og fra mange Dramaer saa velkjendt Træk, at Forfatteren ikke burde have benyttet denne billige Maade til at opnaa dramatisk Effekt paa, netop fordi hans dramatiske Arkitektur ellers er saa ren og stilfuld. En lignende Anke kan gjøres mod Udsendelsen af de unge Piger i samme Akt. Men alt dette er dog Smaating ligeoverfor den Virtuositet, som den hele Bygning ellers er et Vidnesbyrd om. Ja med Hensyn til denne har Stykket indenfor Nordens Literatur vistnok ikke noget Sidestykke.

Men det er ogsaa ganske naturligt og rimeligt, at Henrik Ibsen maatte naa saa langt. Hans digteriske Produktion har i det hele og store taget ikke været delt mellem forskjellige Kunstformer, fra hans første Fremtræden af har han i Dramaet fundet det naturlige Udtryk for sine digteriske Syner. Allerede i hans Catilina aabenbarer der sig denne Evne til stilfuld dramatisk Bygning, og den er senere voxet for hver Gang, han har skabt et nyt Skuespil. Hvad der tidligere af og til har manglet, er i dette nye Værk tilstede i fuldt Maal, nemlig: den realistiske Udarbeidelse af de arkitektoniske Detailler. Men paa denne Maade har han ogsaa tilfredsstillet Scenens Fordringer i en Grad, som, saavidt vi ved, ikke er naaet indenfor den germaniske Verdens Literatur (efter Renaissancen i England) paa det høiere Skuespils Omraade.

En Sammenligning med vor anden store Digter ligger nær, fordi der over «Samfundets Støtter» er en vis Duft, som minder om Bjørnsons «En Fallit.»

Hvad der først og fremst vil paatrænge sig Læseren, er en Følelse af, at Bjørnson til Trods for hans Storslagenhed som dramatisk Digter aldrig har bragt sin tekniske Dygtighed til den Fuldkommenhed som Ibsen. Hvor løs er f. Ex. i «En Fallit» Sammenhængen mellem de tre første Akter og sidste. Det kommer først og fremst af, at de to Hovedmotiver, hvorpaa Stykket er bygget, Tjeldes Forretningsløgn og Kjærlighedsforholdet mellem Valborg og Sannæs, ikke er bragt i nogen organisk Forbindelse med hinanden; men dernæst bliver det ene af disse Motiver, Tjeldes Affærer og Fremtræden, allerede udnyttet i 3die Akt, herved kommer 4de Akt, der saa ominøst foregaar «et Aar senere» til at blive en Idyl i en ganske anden Toneart end de tre første, der har det alvorlige Karakterdramas Melodi over sig. Hvor ganske anderledes er det ikke her i «Samfundets Støtter.» Her har man for det første blot et Midtpunkt, nemlig Konsul Bernick og hans Forhold, og dernæst er det disse, der virker bestemmende paa hele Stykkets Gang fra først til sidst og paa de forskjellige Personers Skjæbne.

Men Ibsen har, som sagt, i Modsætning til Bjørnson, der ogsaa har følt sig kaldet til at virke i andre digteriske Former end den dramatiske, f. Ex. Novellens, koncentreret sine Evner saagodt som udelukkende om Skuespillet, og ved en saadan Begrændsning bliver man Mester. Et andet af Bjørnsons Nutidsdramaer «Redaktøren» staar dog i ovennævnte Henseende høiere end «En Fallit» ligesom enkelte Scener i «Kongen» er ganske fortrinlige, uden at dog noget af hans Skuespil i sin Helhed i teknisk-dramatisk Forstand har naaet «Samfundets Støtter» eller «De Unges Forbund.»

Men hvor meget er der dog ikke paa den anden Side i «Samfundets Støtter», der fortæller os, at «En Fallit» har seet Lyset forud for det.

Vi vil her ikke tale om Aabningsscenen i 1ste Akt, hvortil Motivet synes ligefrem laant fra «En Fallits» anden Akt (Selskabsscenen), men den Duft, som hviler over Stykket, den Maade, hvorpaa Hovedpersonen er stillet saavel til sine Omgivelser som til Sandheden, den hele psykologiske Analyse bærer, som den svenske Kritik allerede har gjort opmærksom paa, tydelige Vidnesbyrd, vi vil ikke sige om Paavirkning af, men om et inderligt Slægtskab med «En Fallit.» I begge Stykker er Scenen henlagt til en mindre norsk Kystby, men alligevel er den lokale Kolorit saa forskjellig og det Hovedpersonerne omgivende Galleri af Figurer saa lokalfarvet, at man ikke tager fejl i at henlægge Scenen i «En Fallit» til en By i Kristianiafjorden, medens «Samfundets Støtter» tydeligvis spiller i en Stad, der i ethvert Fald ikke ligger meget østenfor Lindesnæs.

Det er altsaa ikke heri, de to Dramaers Slægtskab skal søges, men som ovenfor berørt i Hovedpersonernes Stilling i begge. Saavel Konsul Bernick som Grosserer Tjelde lever paa en Løgn og rives ved tvingende Omstændigheder ud af denne, efter at have værget sig som Løver. De drives saaledes begge til Mordets Rand. Tjelde løfter saaledes Pistolen mod Advokat Berent, og Bernick tvinger Skibsbygger Aune til at sætte den synkefærdige «Indian Girl» paa Vandet, for at han paa denne Maade kan blive kvit Johan. Begge lever i Grunden uden noget virkeligt Familjeforhold, de er begge saa egoistisk optaget af sit eget, at de ikke har nogen Fortrolighed til sin Hustru eller noget faderligt Øje for sine Børn.

Men i den Maade, hvorpaa de komme ud af Løgnen, er der dog en stor Forskjel. Hos Konsul Bernick er det Rædselen over Olafs Flugt med «Indian Girl» og den derpaa kommende pludselige Glæde, da han atter har ham, der driver ham til Selverkjendelse, medens Tjelde alene ved Advokatens Overlegenhed og de af denne trufne Forholdsregler tvinges ud af Løgnen og hvert Øjeblik atter holder paa at echappere. Man faar saaledes mere Indtryk af Styrke hos Bernick end hos Tjelde, men paa den anden Side bliver det et Spørgsmaal, om ikke Tjeldes Fremfærd bliver naturligere og mere menneskelig sand. Det er vistnok meget sjeldsynt, om det ellers nogensinde har fundet Sted, at en Mand bekjender sin Synd i en Tale for en Folkeforsamling; dog har det ikke fundet Sted, saa er der dog intet ivejen for, at det kunde finde Sted. Hertil kommer endvidere, at Kunsten har sine Symboler, i hvilke der i Øjeblikkets Knudepunkt er koncentreret i en Sum Virkelighedens mange smaa Led. Dette hænger sammen med Kunstens Væsen som koncentreret Natur.

Men et saadant Symbol er denne Bernicks Tale, den er Tegnet paa, at han aabent og mandigt ligeoverfor det store Samfund river Løgnens Slør bort fra Sandheden, saaledes som han maatte gjøre, dersom han helt skulde vinde sig selv. Det er sin Samfundsanseelse, han har bygget op paa en Løgn, det er derfor til Samfundet han maa bekjende, at han har løjet.

(3. november 1877)
II.

Konsul Bernicks psykologiske Udvikling træder vistnok i Forgrunden og bliver den Tap, omkring hvilken den hele Handling drejer sig, men omkring ham har Digteren stillet en i mange Henseender interessant Gruppe af Figurer. Først i Rækken af disse staar da Lona Hessel, der er Repræsentanten for hin «Sandhedens Aand», der frigjør Samfundet. Hun er en med sund Realisme tegnet Figur, en kraftig Protest mod det konventionelle Snerperi i vort norske Samfund. Hvor staar ikke hun med sine Arbejdsnæver, sit djærve Væsen, sin noget plumpe Tale, originalt afstikkende mod dette «pene» Selskab, som med Ord fordømmer Musik og Theater og enhver ualmindelig Optræden. Men hvor langt overlegen er hun dog ikke dette «Samfund af Pebersvendsjæle» med dets Løgn og Flitter, hun, som for at hjælpe sin Broder ikke har undseet sig ved at synge i amerikanske Sangersaloner og som med sin ædle, varmhjertede, sandrue og intelligente Karakter er en levende og indtrængende Protest mod Konsul Bernicks paa Løgnen byggede Liv.

Vi har hørt en og anden indvende mod «Lona Hessel», at hun paa sine Steder er fortegnet, at det saaledes er en uskjøn Overdrivelse at lade hende bande, vaske sit Ansigt i Springvandet osv. Vi kan ikke være enig heri. Tvertimod viser det bedst, hvor sandt Henrik Ibsen har formaaet at opfatte og gjengive en Karakter som Lona Hessels. Det er sandt, at der er noget overdrevent over hende, men denne Overdrivelse er ikke nogen digterisk Tilsætning men en naturlig og nødvendig Følge af hendes Karakter og Udvikling. En uafhængig og sandru Natur, der er udrustet med stærk Selvfølelse vil af et hyklerisk og snerpet Samfund tvinges saa vidt som Lona, den trodsige Protest mod Usandheden vil ofte drive Oprigtigheden ligetil Kynismens Grænse; bare for «at ærgre de skjørteklædte og bluseklædte Snærper, der sjokker om i Byen» kan et saa friskt og sandru Menneske formelig blive uvorren i sin Optræden, uagtet hendes Hjertes Strenge er saa fine som hos faa.

Al denne Tale om det «uskjønne» ved Lona har vist ogsaa sin Grund i en gammeldags Kunst-Opfatning, der kræver, at det nobles og ideales Repræsentanter i Digtningen skal være engleskjønne, supranaturalistiske Væsener uden Kjød og Blod. Den moderne Opfatning vil derimod, at der i alle Kunstens Skabninger skal banke et menneskeligt Hjerte, den tilfredsstilles ikke ved bare Dyder, den ser først den fulde Skjønhed der, hvor Skikkelsen springer frem af de forskjellige gode og slette, ædle og svage Forudsætninger med individuelt Særpræg, den tror kun paa de Karakterer, der deler de almindelige menneskelige Kaar, og den foreskriver Skjønheden ingen anden Græ nse end Sandhedens.

Til Bernicks nærmeste hører endvidere Fruen, der er en trofast og stille Natur, noget i Slægt med Fru Tjelde i «En Fallit», samt hans Søster Martha, der er en af de skjønneste og interessanteste Kvindeskikkelser i den Ibsenske Literatur. Det er i Grunden Agnes-Solveigtypen originalt varieret i en Pebermøes Individualitet. Saa har vi endvidere den 13aarsgamle Olaf, der ikke vil «blive en af Samfundets Støtter, fordi det er saa kjedeligt», Dina Dorf, en sandru og selvstændig Karakter som Lona Hessel, men mindre kraftig og med større ydre Finhed, den ærlige og djærve Johan Tønnesen, Fru Bernicks Broder, samt hans affekterte Fætter Hilmar Tønnesen. En intim Ven af Huset er Adjunkt Rørlund, hos hvem Egenretfærdighed og Selvkjærlighed er forbunden med en vis pietistisk Moral. I nær Berørelse med det Bernickske Hus staar fremdeles Skibsbygger Aune, der har studeret socialistiske Skrifter og derfor har en vis forskruet Opfatning af Arbejderstandens Stilling. Paa samme Tid er han dog dens oprigtige Ven, ligesom han viser sig at være en brav og samvittighedsfuld Familjefader. Alligevel lader han sig dog af sin egenkjærlige Tro paa sin egen Uundværlighed for «Arbejdersamfundets» Velfærd og af Konsul Bernicks Truster drive ligetil Forbrydelsens Rand.

Af de mindre Figurer er den selvvigtige Grosserer Rummel og «Hellig-Mikkel» Vigeland med sin stavangerske Kolorit de mest fremtrædende.

Stykkets Diktion er jevn og naturlig, stundom ikke fri for en vis Tørhed f. Ex. i 1ste Akt, men paa sine Steder som f. Ex. i Scenen mellem Lona og Marta storslagen poetisk i al sin Simpelhed og Enkelhed.

Foruden den psykologiske Analyse, som er det mest fremtrædende, indeholder Skuespillet en skarp og velrettet Satire; hvis Braad er vendt mod de Kredse, som «Morgenbladet» har kaldt de velsindede og intelligente. For at man end ikke skal tage Feil af, hvor det er Usselheden skabes, har Digteren endog paa Personlisten betegnet to af Deltagerskerne i Sladderscenen som Embedsmænds Fruer. Iøvrigt er det i det hele ikke at misforstaa inden hvilket politisk Lag Handlingen spiller, naar man hører den megen Tale om den moralske Orden, om Amerika, som det «opagiterede» Samfund osv. Det er altsaa til de konservative velsindede Borgere, at Digteren siger: Vær ikke hovmodige, se hvor megen Løgn I bygger paa, hvor elendig Eders Dyd er og hvor skrøbelig og borneret Eders Intelligens og Moral! Lad Frihedens og Sandhedens Aand faa strømme ind, thi – det er Samfundets Støtter.

Vi ser ogsaa heraf, at Digteren ikke længer hævder Idealiteten udelukkende negativt. Han er nu naaet frem til et positivt Ideal: Frihedens og Sandhedens Aand; og han har forstaaet, at denne fører Forsoning med sig. Derfor ender ikke dette Drama, som hans tidligere, i en skjærende Dissonants, men i en skjøn og inderlig harmonisk Opløsning.

Efter de mange Aars Kamp er Henrik Ibsen ikke bleven blind for Skjævhederne og Usselhederne i vort Samfund, thi dem revser han endnu af Hjertets Lyst, men han har som et Bytte af Striden vundet den Overbevisning, at de kan overvindes ved at stilles i Forhold til Frihedens og Sandhedens Aand.

Publisert 2. apr. 2018 16:12 - Sist endret 2. apr. 2018 16:13