Carl Thrane

Det Kongelige Teaters oppsetning av Samfundets støtter anmeldt av Carl Thrane i Illustreret Tidende (København) 25. november 1877.

Det kongelige Theater.
«Samfundets Støtter», Skuespil i fire Acter af Henrik Ibsen.

Ved Henrik Ibsen ny Skuespil «Samfundets Støtter» har Nationaltheatrets Repertoire faaet en meget værdifuld Forøgelse; der er ikke en Replik, ikke en Figur i dette, ogsaa i dramatisk Henseende interessante Værk, uden at den sande Digter derved giver sig tilkjende – Noget, som i vore Tider, da saa meget Uægte og Forlorent viser sig paa Repertoiret, er dobbelt iøinefaldende. Det var naturligt, at Publicum allerede ved Læsningen uvilkaarligt kom til at drage en Sammenligning med Bjørnstjerne Bjørnsons «En Fallit», thi der er store Lighedspunkter, ikke efter de egentlige Details, men efter Ideen, da begge Stykker ere Nutidsskuespil og vise hen paa Sandheden som Lykkens rette Grundvold, idet de gjøre en i Samfundet fremragende Mand til Gjenstand for Betragtningen, ved at maale hans sande Værd med Verdens Dom og lade ham gjennemgaa den Krisis, der fører til Lykken. Der er dog den store Forskjæl mellem Grosserer Tjelde og Consul Bernick, at den Første halv bevidst, halv ubevidst føres ned ad Mislighedernes og Feilenes Skraaplan, medens den Sidste er en langt mindre sympathetisk Natur, der i sine svage Øieblikke ikke blot staar som et skrøbeligt, men som et slet Menneske. Den Mand, der, selv om det er for at undgaa sin egen Ruin, gjør hvad Bernick gjør og beordrer et synkefærdigt Skib til at seile ud og lader det bero paa et Lykketræf, om ingen Ulykke sker, staar Forbryderen saa nær, at han har fældet Dommen over sig selv, og Forsoningen bliver i dette Skuespil med en lykkelig Udgang ikke fuldstændig. Thi vel hæver Bernick sig til en Anger, der giver sig Udtryk i en næsten heroisk Handling, men han udsletter kun den Synd, han bekjender, og naar han udtaler, at han endnu har Meget paa sin Samvittighed, hvormed Verden Intet har at skaffe, saa kan det være sandt nok, men dette «Meget» er af en saadan Art, at den poetiske Retfærdighed – der vel er noget blodtørstig, men nu engang er som den er – ikke er tilfreds med Boden og en Slutningsidyl. Bernicks Forhold til Skibet «Indian girl« er saaledes selve Stykkets mørke Punkt, der har ført Digteren hen mod Forhold, som maa havne i det Tragiske; det er ikke Bernicks, men Tilfældets eller Forsynets Skyld, at han ikke bliver Morder. Vilde man have undret sig eller sagt, at det var for haardt, hvis «Indian girl« var kommen til at seile ud og Sønnen var gaaet tilgrunde? Det lykkelige, naaderige Tilfælde spiller da en stor Rolle i Skuespillet, og Digteren har næsten ruttet for meget dermed. Men netop dette uforudsete Lykkelige er benyttet paa en eiendommelig poetisk Maade, thi det er ikke Hændelserne, der afgjøre Stykket og bringe Opløsningen, med deres psychologiske Virkning paa Hovedpersonen: det er den uventede, ufortjente Lykke, der bøier hans Knæ og gjør ham ydmyg og angerfuld. Vel er det Bedre i Bernicks Natur knap antydet i det Foregaaende, men Omstændighedernes Magt er skildret saa klart og bestemt, at man forstaar dens Indflydelse paa et Menneske, saavel i det Onde som i det Gode. Digteren har ganske paafaldende vidst at undgaa Monologer, der næsten synes at have maattet paatvinge sig som et uundværligt Middel til at give Indblik i Bernicks Hjærte, men man maa tilstaa, at hvad der foregaar i hans Indre, da Angeren kommer, bedre og virkningsfuldere lægger sig for Dagen ved hans paafølgende Handling end ved en lang monologisk Udvikling. Der er noget Overvældende ved selve denne Tavshed, og idet hans Tanker tildels blive et Mysterium, viger man ogsaa lettere tilbage for at kræve ham til Regnskab for den store, usonede Brøde. Det maa heller ikke overses, at det ligger i Værkets Plan at vise, at den, der staar paa en slet Grund, saare let føres hen mod det Værre, og at Bernick maaske slet ikke havde kunnet frelses, hvis han ikke havde set, hvilken Afgrund han var kommen hen imod; Grænsen her har været ualmindelig vanskelig at drage, og vi mene ogsaa k un, at den attenterede Forbrydelse vel er psychologisk naturlig, men ikke heldig for den harmoniske Opløsning. Det synes som om al den Bitterhed, Digteren har følt Trang til at give Luft, er bleven fuldkommen tilfredsstillet ved Tegningen af Hovedpersonen, thi den Satire, som rettes mod flere af de andre Personer, taber sin Braad ved det Lune, hvormed den er udført, og der er desuden blevet Plads for et helt Galleri af ideale Skikkelser. Den opofrende, med al Egoisme ukjendte Johan Tønnesen er maaske nok en ideal Figur af den taagede Art, men Halvsøsteren, Frøken Hessel, er til Gjengjæld desto mere charakteristisk og levende. Kvinden er og bliver dog Digterens sande Ideal, og selv i et Skuespil som dette, der har skudt al Erotik tilside og kun med meget varsom Haand har rørt ved den unge Gud, er hun Hovedhjørnestenen. «Ud med Pebersvendene og Ære være Pebermøerne» lyder Digterens varme Hyldest i prosaisk Oversættelse; Tiden er ikke længere romantisk, og det er ikke Clärchen og Gretchen, Imogen og Julie, der begeistre Digterne, men en Lona Hessel fortjener tilvisse ogsaa at besynges – hun har altfor længe staaet i Skammekrogen. Selv i denne Fremhæven af den ældre, ugifte Kvinde kan man vel endnu gjenkjende Digterens polemiske Natur, thi han gaar derved til en vis Grad mod Strømmen; men han taler hendes Sag med en Varme, saa man knap kjender ham igjen, og hans interessante Variationer over det kjendte Thema, at gammel Kjærlighed ikke ruster, ere et nyt Vidnesbyrd om hans Genie. Dette Digterværk river derfor ikke blot ned, men bygger op; dets ældre Broder «En Fallit» har egentlig et yngre Ansigt og sprudler af en ungdommelig Friskhed, der danner Modsætning til dette Skuespils mere dæmpede Tone og til dets mørkere og tungere Farve, men begge gaa de gjennem Kamp til Seir og mødes i en fælles Livsopfattelse og i et Blik paa Nutiden, der vel ikke er meget glædeligt, men lærerigt og langtfra trøstesløst.

Consul Bernicks Rolle, som udføres af Hr. E. Poulsen, hører til de lidet taknemmelige og meget vanskelige. Den Periode, han gjennemgik inden han blev den store Egoist, er tilbagelagt, naar Stykket begynder, og de Kampe, han udstaar under Handlingen, ere kun antydede, ikke udførte, og der kunde derfor være Spørgsmaal, om ikke Fremstilleren maatte supplere det ikke Udførte; dette har Hr. Poulsen kun med stort Maadehold indladt sig paa, hvorfor hans Spil er blevet noget ensformigt. Hvad der iøvrigt vanskeliggjør en mere bevæget og rig Udførelse er, at Personen ganske fattes Lidenskab og er holdt strængt indenfor det borgerlige Skuespils Ramme, og det er saaledes muligt, at Rollen slet ikke kan spilles paa anden Maade end ved en udpenslet Gjengivelse af det Egoistiske, i hvilken Henseende Konstneren har lagt megen Finhed for Dagen, ligesom hans stumme Spil, da Omslaget foregaar, har udmærkede og gribende Momenter. Overhovedet er det Ravnekrogsaktige og Indsnævrede ved saa mange Nutidscharakterer, der ere rene Modsætninger til Alt, hvad der er stort og frit, just ikke gunstigt for den sceniske Konst, forsaavidt disse Charakterer ikke skulle opvække Latter, men staa som Exempler paa Samfundets Feil. Fru Jacobson, som kun med længere Tids Mellemrum pleier at vise sig paa Scenen, er denne Gang optraadt i en Bravourrolle, nemlig som Lona Hessel, og hendes Spil slog i første Act fortræffeligt an; senere hen udfylder hun den ikke saa godt, thi det Charakteristiske udviskes vel meget, og man faar heller ikke tilstrækkeligt Indtrykket af, at den pikante Dame er en betydelig Natur. Hr. V. Wiehe er som den ædle Johan Tønnesen ganske paa sin Plads og gjorde megen Virkning ved sit naturlige, freidige Spil. Et gammelt Theaternavn, der har en god Klang, dukkede ved denne Forestilling atter op, idet Frøken Winsløw debuterede som Dina Dorf. Den unge naive Pige, som higer efter de Steder, hvor Folk ikke ere «moralske og anstændige», og som tiltaler ved sin Naturlighed og Eiendommeliged, er ikke let at udføre, og Frøken Winsløw kunde naturligvis ikke magte den; men skjønt hendes Spil var saa begynderagtigt som muligt, gjorde hun dog ingenlunde et ugunstigt Indtryk, thi hendes Personlighed synes at egne sig for Scenen og der var noget Ukonstlet og Vindende ved hendes hele Optræden.

Til dette Stykke har Theatermaler Güllich malet en smuk Decoration, der paa en sand konstnerisk Maade gjengiver, hvad Forfatteren har antydet om Skuepladsen; det er Slutningsscenen af anden Act vort Billede fremstiller.

C.


Publisert 3. apr. 2018 10:50 - Sist endret 11. okt. 2019 14:14