Erik Bøgh

Det Kongelige Teaters oppsetning av Samfundets støtter anmeldt av Erik Bøgh i Dagens Nyheder i København 21. november 1877 (Nr. 315, Tiende Aargang).

Dit og Dat.

(Henr. Ibsen: «Samfundets Støtter.»)

Det er en vældig Kraftprøve, Henrik Ibsen har aflagt ved at tage fat paa en af de «Samfundsstøtter», hvis Kapitæl straaler af Borgerkroner, Egeløv, Hædersgaver og Ordenstegn, mens deres Basis hviler paa en Sokkel af Løgn, Egennytte, Hensynsløshed og Forbrydelse. Han har rystet den som en Samson, og selv om denne Rystelse ikke har fremkaldt den «Løftelse», som bragte Dagonstemplet til at falde sammen, fejler det næppe, at adskillige Filisterhjærter har skælvet, mens det knagede i sine Fuger under hans mægtige Greb.

Ligesom han i «De Unges Forbund» har afklædt den politiske Spekulation, saaledes har han her blottet den kommercielle, og det maa man lade ham: han har ikke lagt Fingrene imellem. Ibsen lider i det Hele taget ikke af den danske Skræk for at gøre Noget helt. Skal Falskheden afklædes, saa standser han ikke, fordi dens Pynt er vokset fast som en Nessuskjortel. Naar det ikke kan være Andet, tager han Skindet med, og hænger der lidt Kød ved Skindet, skræmmer det ham ikke heller.

Det er strængt, det er haardt, det er generende for vor Tids nervøse Humanitet, men det er netop saadanne Digtere og Moralister, den trænger til. Øllebrøds-Humanitet har vi mere end nok af. Vi har et Lefleri med Forbrydelsen, som truer med at gaa til en saadan Yderlighed, at det til sidst vil nødvendiggøre en drakonisk Strænghed som Modvægt.

Forbryderne er meget nær ved at blive en priviligeret Klasse.

Den grove Forbryder, der overfalder og mishandler sagesløse Folk paa Gade eller Landevej, saaledes at kun Tilfældet frelser deres Liv og Førlighed, skal dømmes mildt: lidt Vand og Brød er jo nok til at overbevise ham om, at Samfundet vil advare og forbedre, ikke hævne! At forebygge Overfaldet ved at slaa Voldsmanden ihjel har man derimod ikke Lov til – saa brutalt maa Straffelovens § 40 ikke fortolkes.

Den fine Forbryder har hele Lovens Værn til sin Beskyttelse, mens han iværksætter Svindelspekulationer, hvorved han og hans Medgrundere kan ødelægge Hundreder af Smaafamilier, der troskyldig betror ham deres Sparepenge til samfundsstøttende, velsignelsesudbredende og indbringende Foretagender! Selv om han benytter sin Fiffighed til at borteskamotere Størstedelen af sit Fædrelands flydende Kapital, maa Ingen sige et ondt Ord til ham derfor. Det vilde jo være inhumant! Faldt det tilfældigvis en af de Bedragne ind at kalde ham Bedrager eller blot samvittighedsløs Spekulant, saa skulde vi straks se, hvor Loven vilde straffe denne Inhumanitet.

Det er en saadan fin Forbryder, en destilleret Egoist, der er kemisk ren for alle Hensyn til Andres Ret og Velfærd, hvor han uden at komme paa Kant med Loven kan fremme sin egen Fordel, som er fremstillet forrest blandt Samfundets Støtter. Konsul Bernick er en ægte Spekulant en gros. Han har spekuleret i Alt, hvad der kunde give Udbytte: en smuk Skuespillerindes ulykkelige Ægteskab, en yngre Vens opofrende Velvilje, en fattig Kærestes resignerende Højmodighed, en velhavende Piges Medgift, en Søsters Mangel paa Begreb om Størrelsen af den Arv, der tilkom hende, det store Publikums Overtro paa strænge Grundsætninger osv., og som Udbytte af alle disse Spekulationer har han opnaaet den anseelige og fordelagtige Stilling at være ikke blot en af «Samfundets Støtter» men dets Grundpille i en lille Kystkøbstad, hvor han er den rigeste og mægtigste Mand. At han kun har interesseret sig for sine Spekulationsobjekter, saa længe han havde Interesse af dem, at han har ladet Skuespillerinden dø i Nød, ladet den resignerede Kæreste sejle for Vind og Vove til Amerika, støttet sin egen Kredit ved at ødelægge den bortrejste Vens Rygte, behandlet Søsteren som et Tyende, og Konen som et Nul, og benyttet Samfundets Tiltro til en Miljonærspekulation for egen Regning og paa Andres Bekostning, er kun en simpel Følge af hans Egoisme – han kender kun eet Punkt, hvorom Alt skal dreje sig: «der Einzige und sein Eigenthum», som den tyske Filosof kaldte det.

Just i det Øjeblik, da Bernick har Brug for den størst mulige Overtro paa hans strænge Grundsætninger til Skjul for Miljonærspekulationen, kommer den bortrejste Ven og den forladte Kæreste – Fruens Broder og Halvsøster – tilbage fra Amerika. Vennen har i sin Tid paataget sig Skylden for Bernicks Forhold til Skuespillerinden, og den er han endnu villig til at bære, men da han hører, at man har kastet Skygge over hans Redelighed ved at hjælpe sig fra en truende Insolvens med Rygter om en Kasseforgribelse, fordrer han en Erklæring om, at Kassemangelen var opdigtet. Denne Erklæring kan Synderen ikke give uden at tilsmudse sit pæne rene Rygte, som han just nu har saa nødvendig Brug for, han maa derfor tigge Vennen om endelig indtil Videre at lade den Sag hvile, og den godmodige Svoger gaar virkelig ind paa at gælde for Kasseplyndrer endnu et Par Maaneder, mens han rejser over til Amerika og afslutter sine Forbindelser. Naar det er gjort, vil han komme tilbage og reklamere sit ærlige Navn, selv om Bernicks hele Anseelse skal gaa i Løbet for at skaffe ham det tilbage.

Nu kommer de store Forbrydelser. Paa Bernicks Værft ligger der et raadent amerikansk Skib, en af de Plimsollske «Ligkister», som Rederne snarest mulig vil have ud paa Havet, eller rettere ned i Havet. Bernick har, uagtet han veed, at Skibet vil gaa til Bunds, hvis det ikke bliver underkastet en grundigere Reparation, givet Værkmesteren Befaling til at lade det stikke i Søen uden en saadan. Det gælder jo at bevare det hæderlige Navn, der er ham uundværligt som Samfundets Støtte – «Indian Girl« med Kaptajn og 18 Mands Besætning faar saa, «om Gud vil», gaa til Bunds, naar blot Johan Tønnesen gaar med. Det er et Offer, der maa bringes for Samfundets Frelse, men saadant et Offer har sine Vanskeligheder. Værkmesteren, der vægrer sig ved at række Haand til Drukneriet, maa tvinges dertil ved Trusel om Afsked, og da Fuldmægtigen, der har lagt Mærke til det uforsvarlige Hastværksarbejde, som Værkmesteren nødtvungent har indladt sig paa, meddeler Bernick sine Betænkeligheder, maa denne, for at klare sin egen Stilling, lade den tvungne Mand bære Ansvaret for det Hele: Skibet skal gaa paa Klokkeslaget, og det uagtet der er en Storm i Vente.

Det er et Thomas-Ur, der er sat i Gang – hverken mere eller mindre. Tusinder af Forbrydere har for langt mindre Forbrydelser maattet dø i Fængslet, paa Galejerne, i Galgen eller paa Blokken, uden at Retfærdigheden har kunnet frikende dem eller Naaden formilde deres Straf. Konsul Bernick har med velberaad Hu, til Trods for Skibsbyggerens og Fuldmægtigens gentagne Forestillinger, sendt 20 Mennesker i den visse Død, han har med koldt Blod indrettet og afsendt den Ligkiste, hvori de skal gaa til Bunds og medtage den Hemmelighed, der vilde kunne berøve ham hans Værdighed som «Samfundets Støtte», Hædersmanden med de strænge Grundsætninger. Og dog er der ikke foregaaet noget Utroligt – ikke engang noget Usandsynligt. Den ene Løgn har Skridt for Skridt ført til den anden, den ene Forbrydelse er blevet aldeles nødvendig for at dække den anden. Alt er gaaet ganske naturligt til. Da vi i sin Tid læste Efterretningerne om Katastrofen i Bremerhafen, vægrede man sig ved at tro paa Muligheden af, at en pæn Mand kunde begaa en saa sort Udaad. I «Samfundets Støtter» ser vi hele Thomasurets Mekanik – det gaar sin jævne Gang uden al Spektakel. Bernick begaar ikke blot Misgerningerne, uagtet han holder paa sin Anseelse som Hædersmand, men netop fordi han holder paa den. Og skulde en eller anden Tilskuer føle sig fristet til at tale om Overdrivelse, saa vil jeg bede ham se sig om og huske sig om, og i al Stilhed og Fortrolighed besvare sig selv det Spørgsmaal: Har jeg ikke kendt en eller anden anset Mand, som jeg tror i Stand til at kunne vove lige saa meget som Bernick for at bjerge sin Anseelse og sin Formue, naar de stod paa Spil som hans, og naar Lejligheden tilbød sig som her?

Rousseau har gjort et Tankeexperiment for at vise, at det kun er det Ubehagelige og Farlige og ikke det Syndige ved Forbrydelsen, der gør de store Forbrydelser saa afskrækkende. «Sæt at man uden at faa Blod paa sine Hænder og uden at se den Døende blot ved at trykke paa en Trylleknap kunde myrde en ubekendt Mandarin paa Gaden i Peking, og sætte sig i Besiddelse af hans Rigdomme! – hvor mange Nødlidende vilde vel da betænke sig paa Mordet?» Thomasuret realiserede denne Ide: Man lader en Kasse bringe ombord i et Skib, Kassen exploderer efter 10 Dages Forløb, Skibet synker ned med Mand og Mus hundrede Mile borte, uden at Afsenderen ser eller hører det mindste dertil, og derved vinder han en Formue hos adskillige ubekendte Assuranceselskaber. Alle de Plimsollske Ligkiste-Skibe er fuldstændig tilsvarende Apparater – og hvad skulde der vel være til Hinder for, at en eller anden «Støtte» i hvilket som helst Samfund kunde være Aktionær i et Rederi, hvis Bestyrelse hellere saa et Skibbrud end en Ophugning af en saadan Indian Girl? Og skulde vort Samfund virkelig være saa eksemplarisk, at ikke en eneste af dets ansete Medlemmer, hvis han var i Konsul Bernicks Sted, kunde adlyde et saadant Rederis Ordre og lade Skibet sejle «i Forsynets Navn» – især naar dets Undergang kunde forebygge hans egen?

Nej desværre! Konsul Bernick & Ko. har Filialer saa langt den moderne Handelsmoral rækker. Den iøjefaldende, næsten haandgribelige Sandhed, hvormed Digteren uden al Overdrivelse har fremstillet sine Figurer, er netop et af Stykkets største Fortrin. Alle de optrædende Personer og alle de forekommende Situationer er saa nær som mulig grebne ud af Livet. I teknisk Henseende er det ligefrem et Mesterstykke baade i Opfindelse og Ordning. Alene den Ramme, hvori al den forlorne Hæderlighed indesluttes: Introduktionen hvorunder de dydige Filisterfruer sy Klæder til de «moralsk Fordærvede», og Slutningsoptoget, der under Faner, Illumination og klingende Spil bringer Hædersgaver af Prøvesølv til Samfundets Støtter, er uforlignelig. De to Emigranters Ankomst i Forening med Kunstberiderselskabet er et ypperligt grebet og benyttet Moment, og Katastrofens Fremkaldelse ved, at Bernicks eneste Barn, Drengen Olaf, begiver sig paa Vejen til Amerika med Faderens Dødssejler, kunde ikke være ordnet bedre. Der er kun et remarkabelt Fejlgreb, som Ibsen synes at have svært ved at undgaa, det er her ligesom i «De Unges Forbund»: de alt for mange Udtalelser, der kommer efter Handlingens Afslutning og hindrer Tæppet i at falde, naar Stykket er forbi.

Behøver nogen en Sammenligning for at beundre den sikre og solide Maade, hvorpaa Ibsen bygger sine Stykker, saa er der en Parallel, der ligger nær: Man kan blot sammenstille hele det kunstige, søgte og endda i Virkeligheden utilstrækkelige Apparat, som Bjørnson anvender i «Falliten» for at faa Tjælde til at opgive sit Bo, med den stille, strænge Nødvendighed, der uafladelig tvinger Bernick frem til det Punkt, hvor han for sin egen Skyld ikke kan andet end bryde med den sminkede Løgn og erklære sig moralsk bankerot for at kunne begynde forfra og stræbe at erhverve sig en Agtelse, der ikke er bygget paa Løgn.

Det svage Punkt i Stykket er den Plads, der gives til Tvivl om Soliditeten af den forlorne Hædermands pludselig Brud med Humbugsvæsenet, men her er der gjort Alt, hvad der kan gøres inden Tæppets Fald, idet han i hele Borgerskabets Nærværelse bortsparker den herlige Piedestal, der med saa stort Besvær er bygget op af Løgn, afviser Hædersgaverne og demaskerer sine Medspekulanter. At tilføje en femte Akt, hvori Helten forevises i omvendt og forbedret Tilstand (som i «Falliten»), kunde naturligvis ikke falde Ibsen ind.

Udførelsen var respektabel, skønt Ingen af de Spillende kan henregne deres Roller i «Samfundets Støtter» til deres bedste Præstationer. Emil Poulsens Fremstilling af Hovedfiguren var fint udarbejdet, smagfuldt modereret og naturlig i alle de bevægede Scener; det Eneste, den lod tilbage at ønske: en mere markeret Personlighed – om man vil: en større Massevirkning – staar ikke til hans Raadighed. Vilh. Wiehe gav den opofrende amerikanske Svoger et kraftigt og hjerteligt Udtryk og sagde sine Repliker saaledes, som kun han kan sige dem; men hvad enten det var Maskeringens Skyld eller ikke, heller ikke her faldt Digtningens og Fremstillingens Personlighed rigtig sammen. Fru Jacobson, der spillede Stykkets næstvigtigste Rolle, Lona Hessel, den djærve Fyrretyveaars-Pige, som altid har været paa Kant med Formen, men paa det Rene med Indholdet, som har fundet en Fornøjelse i at trodse det skørte- og bukseklædte Snerperi, men udsat sig for Spot og Latter derved – som har slaaet sin Kæreste paa Øret, men ofret sit Livs Lykke for hans – som har sunget paa Knejper, holdt offenlige Foredrag i Amerika og skrevet en forrykt Bog for at skaffe Livsophold til sin syge Halvbroder, og som endelig «lufter» Løgnen ud af det Bernickske Hus – havde ubetinget den mest interessante og mest taknemlige Opgave i Stykket, men denne Opgave er for saa vidt temmelig fordringsfuld, som den gør Fordring paa et betydeligt Omfang af Fremstillingsævne. Man skal i denne Figur se baade det Sympatetiske – det saa man i fuldt Maal! – og det Formstridige – det saa man ikke! – den rige kvindelige Følelse – den var der! – og den djærve Mands- ja Overmands-Vilje – den savnede man! – den jævne Naturlighed – den var der fra Først til Sidst! – og den Besynderlighed, der er uundgaaelig hos et Væsen, der har maattet være Mand og Kvinde, Moder, Fader og Jomfru paa een Gang – den fattedes! Kunde man have faaet Fru Jacobsons Ævner supplerede med Fru Nyrops, vilde Rollen have været udmærket besat. Rosenkilde burde næppe have spillet den nervøse Fantast Hilmar Tønnesen. Man forstaar ikke let, hvorfor denne Rolle, der ligger aldeles udenfor den første ældre Komikers Fag, ikke er besat med Hr. S. Petersen, for hvem den er som skrevet. At Dina Dorfs Rolle er overdraget til en aldeles ufærdig Debutantinde, lader sig heller ikke godt forsvare. Der er Intet i Vejen for, at Fremstillerinden godt kan blive en stor Kunstnerinde uagtet dette Forsøg, men det er ikke tilladeligt, at vort Mønsterteater lader en ung Pige spille en saa vigtig Rolle i et nyt Stykke, endnu førend hun har faaet Begreb om at sige en Replik i Karakter. Fru Eckardt spillede Fruens passive Rolle med tiltalende Ynde og Inderlighed.

«Samfundets Støtter» blev modtaget med et saa yppigt og kraftigt Bifald, som vort besindige Publikum kun er i Stand til at præstere, naar det vil ytre sin mest ubetingede Tilfredshed: Stærkt Bifald efter hver Akt, Bifald efter enhver Effektscene og tre store Salver til Slutning. Det er længe siden, der er klappet saa meget for et Stykke i det kgl. Teater, men det er ogsaa længe siden dette har opført et Helaftenstykke, der saa uafbrudt har vedligeholdt Interessen fra Først til Sidst.

I Stykkets eneste Dekoration har Hr. Teatermaler Güllich leveret et Mesterværk.

Erik Bøgh.

Publisert 3. apr. 2018 11:02 - Sist endret 13. sep. 2018 13:13