Anonym anmelder i Fædrelandet

Det Kongelige Teaters oppsetning av Samfundets støtter anmeldt i Fædrelandet i København 19. november 1877 (Nr. 269, 38te Aarg.)

Samfundets Støtter.

Skuespil i fire Akter af Henrik Ibsen.

Henrik Ibsen er Realist, ligesom hans jevnaldrende Kollega og Rival, Bjørnstjerne Bjørnson; men der er megen Ulighed imellem dem. Denne ligger dog ikke saa meget i Talenternes forskjellige Omfang og Styrke, som den ligger i disses noget forskjellige Retninger, der udgaa fra de to Digteres forskjellige Opfattelse af Livet og Konsten. Hvor dybt end B. B. i de sidste Aar maatte have forvildet sig i en Labyrinth af overspændt Selvfølelse og politisk Uforstand, af Affektation og Sjadskeri, saa har der dog altid paa Bunden af hans poetiske Produktion ligget og ligger endnu en fast Tro paa det Gode i Verden og i Menneskenaturen og paa dettes Sejr i Livets Kamp; hvor meget han end kan tage fejl af Vejen, saa har han dog aldrig sluppet Maalet af Syne; Idealet lyser altid for ham, og dets Straaler falde ind ogsaa over det Forfejlede og Ufuldbaarne. Om Henrik Ibsen derimod tror paa Noget, er uvist; men hvad han derimod ser og ser med stor, stundom uhyggelig, Klarhed, er Affaldet fra Idealet: Menneskenaturens Skrøbelighed og Fornedrelse, Vildfarelse og Brøde; med eet Ord: Livets Skyggesider. Dem fremstiller han helst med Opbud af alle sine Evner, med overlegen Forstandighed og lidenskabelig Energi. Naar han nu har skabt en Konflikt, hvori det Onde og Falske, eller Vildledte og Forfejlede, Spidsborgerlige og Egennyttige har bredt sig næsten over det Hele og er udmalet ofte med slaaende Sandhed, saa er det, som om han ogsaa dermed havde naaet sit Maal eller sit Talents Grændse. Modsætningen, det Lyse og Trøstefulde, der skulde veje op imod hint og frembringe det harmoniske Indtryk, kommer til at staa mat og blegt overfor den Konst og Energi, der er anvendt paa hint, og Forsoningen, en virkelig Fyldestgjørelse af den poetiske Retfærdighed, udebliver enten ganske, eller han tror at kunne affærdige den med en Frase. Saaledes bærer han sig sædvanlig ad i sine Dramer, og fremfor alt Andet er han jo dramatisk og det en ypperlig dramatisk Digter; saaledes har han ogsaa baaret sig ad i det Skuespil, vi igaar Aftes saa' opført paa det kgl. Theater.

Miltiades's Laurbær have ikke tilladt Themistokles at sove. «En Fallit» har gjort Lykke paa alle de Theatre, paa hvilke den er opført, og den har fortjent sin Lykke; thi vel har den betydelige Svagheder saavel i Anlæget som i dettes Gjennemførelse, men den er og bliver dog et godt Skuespil, et dygtigt Indlæg mod en af Tidens store Skrøbeligheder. Men B. B. har taget mildt derpaa og ved Siden af den egenkjærlige Forblindelse og samvittighedsløse Svindel stillet trofaste Kvinder, beskedent Ædelmod samt en overlegen Repræsentant for Ret og Pligt, og gjennem Selverkjendelse føres den Vildfarende til virkelig Fred og Lykke. Saaledes har et lignende Stof ikke kunnet forme sig i Henrik Ibsens behændigere, men ogsaa langt haardere Hænder.

Vi føres ind i en lille norsk Kystby, hvor Chefen for et stort og rigt Handelshus og Skibsbyggeri, Konsul Bernick, spiller en overmægtig Rolle; han staar i Spidsen for Alt; Intet kan ske uden hans Medvirkning og Ledelse; i sin overmættede Forfængelighed betragter han sig naturligvis som det lille Samfunds «Støtte», ja som uundværlig for det, og som en Slags borgerlig Enevoldshersker tror han ved nogle tomme Undskyldninger at kunne hæve sig over de almindelige moralske og borgerlige Love. Denne Stilling er naturligvis ikke naaet uden Offre, og et Par af disse ere betænkelige. Han har i sin Ungdom havt et Æventyr med en gift Skuespillerinde, der er endt med, at han maatte springe ud fra et Vindue. Derfra slap han imidlertid let nok, da det var mørk Aften og en Ven – Broder til hans nuværende Hustru – var godmodig nok til at tage sig Skylden paa, idet han, der stod rede til at gaa til Amerika, bildte sig ind ingen Brug at have for et godt Navn og Rygte. Værre er det, at B. har ladet den Kvinde, han har gjort ulykkelig, dø «i Skam og Nød», og først efter hendes Død gjennem sin Søster har taget hendes Datter under Forsorg. Endnu værre er det, at han, samtidig med at være Skuespillerindens Elsker, har været hemmelig trolovet med en jevnaldrende Kvinde og har bejlet til hendes yngre Halvsøster, med hvem han nu er gift. Og værst er det, at han ikke har nøjedes med at bruge sin Vens gode Navn til at dække sit Æventyr, men tillige har fundet det bekvemt, for at redde sit eller sin Moders Handelshus ud af en Forlegenhed, ikke at modsige, eller rettere paa en forbeholden Maade at bekræfte, det onde og falske Rygte, at Vennen havde «tømt Kassen» og derfor var rømt til Amerika. Af en Helt, der træder frem rustet med saadanne Vidnesbyrd om troløs Egoisme, kan man nu visselig ikke vente meget Godt, men alligevel driver Konsulen det i Stykket videre, end man med Rimelighed kunde forudse.

Medens han er ifærd med at lade to Havarister, en norsk, hvori han selv er Medreder, og en amerikansk, «Indian Girl», reparere paa sit Værft, men er utilfreds med Arbejdets Gang, fordi hans Skibsbygger ikke vil eller ikke forstaar at bruge nogle nye Maskiner, han har anskaffet; medens han desuden er optaget af det Projekt, at lægge en Sidebane til Byen fra Statsjernbanen inde i Landet, og medens Byens fine Damer ere samlede i hans Hus for at sy Linned til «moralsk Fordærvede»(!) underholdte af en salvelsesfuld og sentimental Adjunkt, saa – staa de Døde op af Graven. Johan Tønnesen, den forraadte Ungdomsven, og Lona Hessel, der efter at have lønnet sin troløse Bejler med et Ørefigen, ogsaa er draget til Amerika, ankomme pludselig og forstyrre Damernes Sladder, gjennem hvilken man har faaet Kundskab om de gamle Historier, og gjøre Ende paa Konsulens Tryghed. Naturligvis beslutter han at gjøre gode Miner til slet Spil og viser sig meget elskværdig mod de uvelkomne Gjæster; men uheldigvis forelsker Johan Tønnesen sig øjeblikkelig i Dina Dorf, den afdøde Skuespillerindes Datter, og hans ugenerte Hyldest vækker som Følge af hans formentlige Forhold til Moderen Forargelse, navnlig hos Adjunkten, der i Hemmelighed har forlovet sig med hende, men ikke tør være ved det. Saaledes kommer det frem, at Johan Tønnesen antages at være rømt som Tyv. Mærkværdigt nok gaar Lona Hessel, hvis Rejse til Europa er en ren Missionsrejse, gjort for at redde hendes troløse Svoger «ud af Løgnen», temmelig villig ind paa, at Johan Tønnesen bør finde sig i, at Konsulen ikke blot har brugt, men ogsaa misbrugt hans Rygte; og ligeledes gaar hun ind paa en ny Kjeltringstreg, Samme nu aabenbarer hende, nemlig at han har opkjøbt al Jordejendom langs den projekterede Jernbane og bestukket sine Medindbydere til at tie ved at love dem Femtedelen af Udbyttet. Johan lader sig imidlertid ikke stille tilfreds, men erklærer at ville rejse til Amerika for at sælge sin Ejendom, og om to Maaneder komme tilbage for at gifte sig med Dina og aabenbare Alt. Det er nu lidt vanskeligt at forstaa, hvorledes det egenlig kan staa for Konsulen som en umaadelig Ulykke, at en 15 Aar gammel Kjærlighedshistorie for hans Vedkommende og Svogerens Uskyldighed i et aldrig begaaet Tyveri kommer for Dagen; i hvert Fald er denne mindre behagelige Udsigt ikke noget i mindste Maade tilstrækkeligt Motiv til at forlede ham til en Brøde, der er nederdrægtigere end nogen af de andre. «Indian Girls» Rederi har skyndet paa Skibets Afsejling, med Antydning af, at Reparationen ikke behøvede at være meget paalidelig, og denne Antydning har Konsulen først fundet oprørende; men nu, da Svogeren vil rejse med dette Skib, paa hvis Færdiggjørelse Konsulen har drevet alene for sit gode Navns Skyld, og som han har en meget stærk Mistanke om, at Skibsbyggeren af Frygt for at faa Afsked vil sætte i Søen i en uforsvarlig Tilstand – saa griber han denne Tanke og beslutter, trods sin ængstelige Fuldmægtigs gjentagne Spørgsmaal, at «den svømmende Ligkiste» skal afgaa, i det Haab, derved at blive af med Svogeren for stedse. Medens der nu træffes Forberedelser til at modtage Byens Borgerskab, som med Musik og Faner vil hilse paa «Samfundets Støtte» og forære ham «en Sølv Kaffeservice», kommer der Tidende om, at Johan Tønnesen og Dina ikke ere afrejste med «Indian Girl», men med det andet Skib, men at derimod hans 13aarige Søn, Olaf, den Eneste, han elsker i Verden, og for hvem han bilder sig ind at have arbejdet, har listet sig ombord og er sejlet med Amerikaneren. Da brister Sæbeboblen. Skjønt denne Efterretning viser sig at være falsk, er han endelig nu saa gjennemrystet, at han kan aflægge en halv Syndsbekjendelse overfor det overraskede og flaue Borgerskab. Saaledes ender da Stykket og dets Helts hidtidige Løbebane med Udsigt til «en lang og alvorlig Arbejdsdag», under hvilken han vil blive støttet af de «trofaste og sanddru Kvinder», der omgive ham. Lona Hessel henviser ham beskedent til «Sandhedens og Frihedens Aand».

I teknisk Henseende er dette Stykke en Triumf for Forfatteren. Det er anlagt og udført med overordenlig Dygtighed; fast og regelret rejser den dramatiske Bygning sig, Sten er lagt paa Sten med aldrig svigtende Sikkerhed, aldrig trættet Omtanke, ikke en Fuge er forsømt eller skødesløst behandlet; det Ene griber ind i det Andet og Alt smelter sammen til Helhed. Der er ikke en overflødig Replik, neppe et spildt Ord, og det er ikke gjennem unaturlige Enetaler eller kjedelige Expositioner, at den dramatiske Væv ruller sig op for Tilskuerne, men det er gjennem Samtaler, der falde let og naturligt, og som fra den første Begyndelse fængsle og spænde, men først naa Højdepunktet i selve Katastrofen. Det er umuligt Andet end at følge Udviklingen med ufravendt Interesse.

Men der rejser sig andre Spørgsmaal: om «Samfundets Støtter» ere et Digterværk, over hvis Fremkomst man kun kan glæde sig, og som vil bevare en høj Plads i Nordens poetiske Literatur; om den tekniske Sejr og den theatralske Virkning ikke er opnaaet ved at tilsidesætte andre gyldige Fordringer; om Satiren er træffende i samme Udstrækning, som den er bestemt til at ramme; om Karaktererne ere tegnede saaledes, at man kan tro paa den Omvendelse, der foregaar, og saaledes at vi kunne vedkjende os dem, i det Mindste som Medlemmer af «Samfundet»; endelig om den poetiske Retfærdighed er sket fyldest, saa vi gaa bort med et opløftende og velgjørende Indtryk, uagtet Digteren har ført os ind i et Selskab, hvori kun en sygelig Driver «holder Ideens Fane højt», men de, der mest minde om Idealet, ere løst henkastede Konturer. Paa disse Spørgsmaal kunne vi ikke svare bekræftende. Konsul Bernick er ikke som Tjelde en Pjalt, en svag Mand, der af sin Forfængelighed er forledt til Uredelighed mod sine Kreditorer, og som kun behøver at tiltales alvorligt for at komme til Selverkjendelse; Bernick er skildret som en Slyngel, en bundfordærvet Egoist. Paa en saadan Mands Omvendelse er det umuligt at tro. Han kan ikke antages at ville leve i Sandhedens Aand; thi han hører mere hjemme i Kriminalretten end paa Scenen, og Samfundet kan hverken i Norge eller her vedkjende sig saadanne Medlemmer, end sige saadanne «Støtter». Men Stykkets Titel angiver tydeligt, at Hr. Ibsen ingenlunde blot har tænkt paa at tegne et enkelt psykologisk Fænomen, eller paa at vise, hvilken Rolle den begavede og snedige Slyngel desværre kan komme til at spille i Samfundet, fordi Mængden let lader sig blænde. Han har villet ramme Samfundet selv, eller dog den Del deraf som Konsul Bernick tilhører, Middelstanden; thi alle de optrædende Mænd ere stillede i et saadant Forhold til ham og Handlingen, at de mere og mindre maa antages at være af samme Surdejg. Naar man har læst og set Stykket, kan man forstaa den Nyhed, «Morgenbladet» hæsblæsende forkyndte sine Læsere, at Stykket var rettet mod «det nationalliberale Parti»; det er usandt, der er ikke Spor af politisk Hentydning; men vistnok har dette Parti sit Hjem i Middelstanden, og det er den, Hr. Ibsen har villet tillivs. Om Middelstanden nu ogsaa her som andetsteds har sine Skrøbeligheder, om egenkjærlig Forblindelse, Letsindighed, Nydelsessyge o. desl. visselig forekomme jevnlig i den som i andre Stænder, saa er det dog en haandgribelig Uret at fremstille den som en Samling af Personer af Konsul Bernicks Beskaffenhed, og dem som dens Støtter. Forsaavidt kan man imidlertid tage sig Digterens Fejlskud meget roligt, thi hans Satire fattes Noget af det, hvorved den skulde hævde sin Ret og sin Sandhed. Hans Skikkelser ere mere end skarpt nok opfattede, udmejslede med en energisk Kraft, klædte i grelle Farver, og Prosceniets Lamperække belyser dem stærkt nok fra den ene Side; men det er, ligesom de bevægede sig foran et tomt Rum, man savner en Baggrund af fast og klar Livsanskuelse, mod hvilken de skulde tegne sig; man savner et Lys fra oven, et Evighedens Skær, der skulde dæmpe Farverne, afrunde Kanterne og gjøre de grinende eller fortrukne Træk mildere og menneskeligere. Der er nok af Lidenskabens ætsende Glød, af Harmens eller Vredens hvinende Slag; men der er for Lidt af det godmodige Lune, og intet af ægte Humør; man hører bag den skærende Haan og de klingende Talemaader for lidt af et stort og varmt Menneskehjertes Banken.

«Samfundets Støtter» har stillet det kgl. Theater en betydelig Opgave, og det har løst den med Ære. Hr. E. Poulsen spiller Bernick. Allerede hans Maske betegner ham som den slebne, kolde Verdensmand, der bag sit glatte Ydre skjuler en ond Samvittigheds nervøse Pirrelighed, og Overgangene fra den første Forskrækkelse i Slutningen af første Akt gjennem Gnavenheden mod Hustruen og den forstilte Hjertelighed mod de amerikanske Slægtninge i anden, og videre gjennem den mere og mere overhaandtagende Spænding og febrilske Uro til Fortvivlelsens Udbrud i 4de Akt, gjør Hr. P. med en saadan Tænksomhed, Sikkerhed og fin Nuancering, at hele det uhyggelige, sjælelige Fysiognomi træder slaaende klart frem for Tilskuerne. Det er ikke hans Skyld, at Billedet i 3die Akt bliver dem for pinagtigt, men det er Digterens; Hr. P. fremstiller med bevidst og behersket Konst netop hvad denne har villet have frem, og den ædle Varme, hvormed han i 4de Akt gjør sin halve Tilstaaelse, forsoner saa meget, som det overhoved er muligt, med det, der ikke kan udsones, og bidrager meget væsenligt til det Bifald, Stykket vinder. Ikke mindre heldig er Hr. V. Wiehe som Johan Tønnesen. Vel er han lidt ældre af Udseende, end han strængt taget burde være, og hans bløde sympathetiske Organ maatte gjerne være noget haardere i den jevne Præriboers Mund; men alligevel er han den eneste af vore Skuespillere, der kan give denne let udkastede Figur den Vægt, som den i Stykket behøver, fordi han medbringer hele sin noble Personlighed. Driveren, Hilmar Tønnesen, er ingenlunde gjort saa morsom fra Digterens Haand, som han burde være; men Hr. Rosenkilde siger i hvert Fald sine gnavne, deltagelsesløse Repliker og udstøder sit affekterede «Uf» saa betegnende, som det kan forlanges. Adjunkten er ingen taknemmelig Opgave; han skal være en hæderlig, men borneret og selvretfærdig Pietist, og hans præstelige Salvelse maa kun have et meget let komisk Anstrøg. Hr. Jerndorff har taget Rollen fuldkommen rigtig: han spiller den med en Resignation, der holder sig indenfor den afstukne Grændse, og hans Maske og Holdning ere gode. Af Konsulens Grosserer-Adjudanter er Hr. O. Poulsen den mest fremtrædende og den morsomste. Blandt de kvindelige Figurer knytter den største Interesse sig naturligen til den emanciperede Lona Hessel; men denne Figur har Digteren behandlet saaledes, at man maa holde Skuespillerinden tilgode, at hendes Fremstilling ikke ganske har kunnet lykkes. Fru Jacobsons Entrée er fortræffelig, og saa længe L. H. bliver i Karakteren som den hensynsløse, djerve, i Udtrykkene noget raa Kvinde, gjengiver Fru J. hende ogsaa paa en paaskjønnelsesværdig Maade, saaledes at det Tækkelige i Personligheden mildner det Grovkornede i Rollen. Men naar Digteren siden bryder Karakteren itu og gjør hende til en sentimental gammel Jomfru, saa temmelig ud af Landevejen, saa er det naturligvis ikke muligt for Fru J. at bringe nogen Helhed eller Enhed tilveje, og derfor vækker hendes Spil i den sidste Halvdel af Stykket mindre Interesse end det maaske fortjener. Dina Dorf skal være en ung Pige, hvis sunde Natur føler sig trykket af Kjøbstadens Snerperi og Skinvæsen; men hun bliver ligesaa lidt til Noget i Stykket som Selma i «de Unges Forbund», og nogen egenlig Opgave er hun derfor heller ikke for en Debutantinde. Frøken Winsløw har et tiltalende Ydre og siger sine Repliker forstandigt og naturligt; men hendes Stemme er ikke ret kjøn paa Theatret; vi haabe, den kan oparbejdes til større Bøjelighed og Velklang. Fru Phisters Spil som Fru Rummel, der aldrig siger «et levende Ord», er ganske fortræffeligt.

Stykket gik iaftes for fuldt besat Hus, og saavel første som især anden Akt modtoges med stærkt Bifald, der gjentoges ved Tæppets Fald, medens derimod tredie Akt lod Tilskuerne afkjøles noget. Det er sat godt i Scene; Fanetoget i sidste Akt er fortræffelig ordnet, hvorimod man ser mindre til Illuminationen.

Publisert 3. apr. 2018 10:59 - Sist endret 13. sep. 2018 13:12