Anonym anmelder i Jyllandsposten

Samfundets støtter på Aarhus Theater anmeldt i Jyllandsposten 12. januar 1878 (Nr. 10, Ottende Aargang).

Aarhus Theater.  I vor Tid, hvor gode dramatiske Arbejder næsten ere Sjældenheder, overraskes man behagelig, naar et Stykke som «Samfundets Støtter» fremkommer, et Stykke, der forener den gamle Skoles solide Konstruktion og hele forsvarlige Bygningsmaade med den nyeres lette, til Dels pikante Behandling af Dialogen. Henrik Ibsen er en Dramatiker af første Rang; allerede som Begynder skrev han «Fru Inger til Østerraad», en dramatisk Digtning, der kun har en eneste Fejl, men rigtignok en utilgivelig Fejl efter Nutidens Opfattelse: det er et Natmaleri, hvor Alt staar Graat i Graat; men efter at han havde givet et saadant Løfte, vare alle Kjendere berettigede til at vente større Ting af Ibsen, og han har heller ikke skuffet Forventningerne. Medens hans Samtidige, Victorien Sardou, ligesom med et Knald brød gjennem Puppen, og derefter skabte det ene gode Theaterstykke efter det andet, har Ibsen givet sig god Tid. Et om Aaret, har omtrent været hans Produktionsevne, men det er, som alt bemærket, solide Arbejder, og, hvad der er det Bedste, de have stadig vundet baade i ydre og indre Værd. Det sidste af disse Arbejder, det som vi her beskæftige os med, har alle de gode Sider, der vare betegnende for «Fru Inger til Østerraad», og dertil det Fortrin, at Handlingen er fra de seneste Dage og Karaktererne Nutidsmennesker, der kjendes og forstaas af Alle. Den ypperlige Handling skrider sikkert og bestemt frem; kun til Slutningen bliver Digteren utro mod sig selv, Konsul Bernick bliver omvendt, og Alt ender i Glæde og Herlighed. Denne Inkonsekvens er formodentlig et Offer, Digteren bringer sin Samtid, der ikke vil se Tragedie, men kun Lystspil, ellers havde han næppe arrangeret en saadan Godtkjøbsomvendelse, som den der her foregaar.

Den første Opførelse her paa Theatret i Aftes havde samlet et stort Publikum, der med synlig Interesse fulgte Handlingens Udvikling; ikke alene selve Stykket, men ogsaa en særdeles respektabel Udførelse af det, var medvirkende hertil. Fru Cortes som Lona Hessel bærer Prisen for alle sine Medspillende, der er baade Sandhed og Kraft i hendes Fremstilling, og hun holder paa alle Punkter Rollen indenfor de rette Grænser, hvilket er særdeles prisværdigt, da den, især i de første Akter, er skarpt tegnet af Forfatteren. Hr. Verner er særdeles tilfredsstillende som Konsul Bernick, men giver egentlig ikke noget Nyt, det er er Reproduktion af Tjelde i «Falliten», med hvilken Karakter Bernick da ogsaa er nær beslægtet. Hr. Jacobsen har Stykkets tredie Hovedrolle, den fra Amerika tilbagevendte Svoger og Ungdomsven, hvilken Opgave dog ikke ligger rigtig for denne talentfulde Skuespiller; han giver ganske vist ikke noget Forkert, men formaaede paa den anden Side heller ikke at rive med, saaledes som Forfatteren aabenbart her tilsigter. Frk. Clausen og Fru Larsen bidrog hver paa sin Maade til den gode Udførelse; vi maa dog anbefale førstnævnte Dame at tale noget højere, da man undertiden har ondt ved at forstaa hende. Hr. Schjørping som Aune, Lassen som Vigeland og Larsen som Tønnesen vare Alle særdeles heldige. Hr. Rau havde som Adjunkten vistnok det rette Greb paa Rollen, men var vel langsom i sin Diktion, der blandt Andet skadede den store Scene i sidste Akt, der herved blev utilbørlig langtrukken. Frk. Johansen spiller Elskerinden, og vi skal ikke gaa i Rette med hende, da dette Fag næppe er hendes egentlige. Hun har nylig i «Dora» præsteret noget særdeles Tiltalende netop i dette Fag, og deraf kommer det maaske, at vi havde ventet mere af hende som Dina Dorf; maaske ligger det ogsaa i Rollen, der ikke giver Lejlighed til at skabe noget Tilsvarende. Den nye Dekoration, der var anskaffet til Stykket, tog sig godt ud og hjalp meget til at give Handlingen det særlige Smaakjøbstads Præg, hvorpaa den er beregnet.

Publisert 3. apr. 2018 11:28 - Sist endret 3. apr. 2018 11:29