Kristian Elster

Samfundets støtter anmeldt av Kristian Elster i Dagsposten i Trondhjem 13. november 1877. (Her transkribert fra Kristian Elster, Fra det moderne gjennombrudds tid. Litteraturkritikk og anmeldelser 1868-1880, i utvalg ved Willy Dahl, Bergen 1981, s. 178-181.
HENRIK IBSEN: SAMFUNDETS STØTTER

Man har sagt, at «Samfundets Støtter» behandler det samme emne som «En Fallit». En Lighed er der da ogsaa ganske vist, forsaavidt som baade Tjelde og Konsul Bernick er Handelsmænd, der søger at opretholde sin Virksomhed og Anseelse ved forkastelige Midler, og i disse sine Forsøg støtter sig til en daarlig Moral. Men der er dog ogsaa en iøinespringende Ulighed. Hvor Tjelde forsøger, forsøger Tusinder; den Moral, han hævder, tæller mangfoldige Tilhængere i Handelsverdenen, ja er maaske i de større Samfund den herskende. «En Fallit» har i saa Henseende en overordentlig Rammevidde netop i denne Svindelens tid. Konsul Bernick i «Samfundets Støtter» opretholder i en vanskelig Tid sin Forretning ved at taale og støtte et Rygte, der æreskjænder en Mand, hvem han skylder den største Taknemmelighed og han er, for at frelse sin Anseelse, endog rede til at begaa Mord. Saadanne Handlinger kan dog ikke siges at være almindelige hverken her eller andensteds, og ingen, der gjør Krav paa at ansees om ogsaa blot for en nogenlunde skikkelig Mand, vilde for Alvor søge at hævde den Moral, som Bernick et Øieblik søger at gjøre gjældende for at dæmpe sit Samvittighedsnag. Konsul Bernick kan da, hvor sykologisk sandt og virkelighedstro han end er tegnet, som han staar i Stykket, – sænket lige til Forbrydersfæren -, ikke siges at være en Skikkelse, som man hver Dag møder som ledende Mand hverken i Handelsverdenen eller i andre Samfundskredse, og «Samfundets Støtter» kan ikke saaledes som «En Fallit» siges ligefrem at have Sigte paa en gjængs tvetydig Handelsmoral. Det kan jo ikke have være Digterens Mening, at en Skurkagtighed som Konsul Bernicks skulde være almindelig inden de merkantile Kredse i vort eller andre Samfund, eller at den Moral, hvorpaa han støtter sit Selvforsvar, skulde hævdes af en Flerhed som forsvarlig. Digteren har da først og fremst villet skildre en Mand, der har grundet sin Virksomhed og Anseelse paa en Brøde, og vise hvilke Konsekventser den Usandhed, han bygger paa, kan drage efter sig. Skuespillet er saaledes ikke først og fremst nogen «Samfundssatire», Interessen ligger for Hovedpersonens Vedkommende hovedsagelig i det sykologiske, i den dybe og anskuelige Skildring af den brødefulde Mands indre Udvikling, hans Fristelse, Fald og endelige Opreisning gjennem Anger og aaben Bekjendelse af sin Skyld. Naar man ikke desto mindre har opfattet Skuespillet som en Samfundssatire, der afslører og tugter en almindelig, gjennem vide Kredse herskende Svaghed, der med større eller mindre Ret kan føres tilbage til en social Grund, da har man ganske vist ikke saa meget fæstet Opmærksomheden paa Hovedfiguren og den indre Udvikling, han gjennemgaar, som paa hans Omgivelser, det Samfund han lever i og det Forhold, i hvilket «den dannede og velagtede Almenhed» stiller sig om ikke just til en Bernick, som man jo for Skams Skyld vilde vende Ryggen, ifald hans Brøde var bekjendt, saa dog til Folk, der er i Slægt med ham, Mennesker som Vigeland og Rummel eller andre, hvis Vandel og Moral er endnu tvetydigere, blot ikke rent ud forbrydersk, og hvis Fortid ogsaa er kjendt, men som imidlertid ikke har havt Held med sig, er blevne rige og indtage fremtrædende Stillinger. Og det er ganske vist, der aabnes her lange Perspektiver ud til en herskende Svaghed, og man øiner en Række Skikkelser, som vi hver Dag gaa forbi paa Gaden, og som har været og vil være til alle Tider, men som ogsaa til hver enkelt Tid har sit særlige Tilsnit. Eller lad os blot slaa lidt af paa Konsul Bernicks Skurkaktighed, lad ham endog have seet koldt paa, at et andet Menneske mistede sit gode Navn og Rygte for hans Skyld, lad ham have bedraget og snydt paa en finere eller grovere Maade, men lad ham samtidig have vundet Rigdom og Magt og være kommen i en indflydelsesrig Stilling – og se saa til, om han ikke bliver vor Omgangsven og en af «Samfundets Støtter»? – besynderlig om vi lever i en politisk bevæget Tid, og han fors taar at slutte sig til det Parti, som i hans Samfund staar i høiest Kurs. Eller lad os betragte Hr. Rummel. Hans «mørke Pletter» er nu slet ikke saa fremtrædende. Saadanne smaa indbringende Forretninger, som dem, han har med Konsulen, og som bestaar i, at han med Part i Gevinsten fortier dennes Indkjøb af Eiendomme langs Jernbanelinien, har han havt mange af og nogle langt tvetydigere. Men han er dog en saa særdeles behagelig Selskabsmand, en Festtaler, der strømmer over af Ærbødighed for Autoriteten og alt bestaaende, og som overhoved er fuld af de alleragtværdigste Følelser. Skulde man ikke agte og ære, «feste og flage» for en saadan Mand trods disse tvivlsomme Forretninger? Jo, i Sandhed, han er vis nok paa at blive udnævnt til Samfundsstøtte. Og nu Hr. Vigeland! Han er gudelig, han sætter alt i «Forsynets Haand.» Han er sandsynligvis tilstede ved alle kirkelige Møder, thi han er «kirkelig interesseret» som det heder. Han giver sine Skuder bibelske Navne, er ivrigt missionerende, holder Bedemøder og Præsteselskaber og er Medlem af alle mulige Foreninger med gudelige Formaal. Naar han averterer efter en Husholderske heder det, at han søger en «kristeligsindet Kvinde med smaa Fordringer. « Han er i det hele en særdeles anseet og betroet Mand i alle «kristelige Kredse.» Men alligevel er det notorisk, at denne Mand sviger og snyder i Handel og overhoved er en smaalig, simpel og gjennem egoistisk Natur. – Ham følger Hr. Adjunt Rørlund. Han er ikke nogen Hykler, men et yderst borneret, smaaligt pedantisk og sneverhjertet Menneske, som man imidlertid bør være begeistret for og er begeistret for, da han jo læser saadanne deilige Bøger for de missionerende Damer og, naar det kniber, nok kan støtte det bestaaende ved af Bibelen at bevise, at det har guddommelig Sanktion. Ogsaa han er en Samfundsstøtte, nemlig en theologisk. – Og hvem kjender ikke, og ærer og støtter den kostelige, kristelige Sladdersøstrekreds, der repræsenterer skikkelighed, Moralen og Religiøsiteten paa en saadan Maade, at Dina meget karakteristisk, før hun vover sig over til Amerika, først vil have Sikkerhed for, at Folk der ikke er saa skikkelige og moralske som i hendes Hjem. Disse hæderlige Damer støtter Samfundet mer end nogen aner. Og saaledes kunde man blive ved at følge de Streiflys «Samfundets Støtter» kaster ud i det Samfund, i hvilket det Bernickske Skuespil udvikler sig. Og alle disse Streiflys belyser tilsammen den Svaghed, vi alle har for Skinnet, den ydre Stilling, Rigdommen og Magten. Vi spørge alle saa lidet efter, om der er ægte, indre Værd, naar der er ydre Glans og Anseelse.

I rent digterisk Henseende vil man vistnok i almindelighed finde, at «Samfundets Støtter» ikke kan maale sig med de betydeligste af Digterens foregaaende Værker. Man kommer jo ogsaa til Læsningen af det nye Skuespil med Erindringer fra Arbeider som «Brand», «Per Gynt», «Keiser og Galilæer», og «De unges Forbund», Arbeider, der alle gløde af Lidenskab og funkle af Vid, og af hvilket det ene, «Per Gynt» , maaske er uden Sidestykke i nogen Literatur. Det siger sig da selv, at Ens Forventning er høist spændt, og det er forklarligt, at man selv ligeoverfor et saa fremragende Verk som «Samfundets Støtter» kan føle sig næsten skuffet. Ved Siden af de nævnte Digterværker synes enkelte Partier i «Samfundets Støtter» En nøkterne, ja, næsten lidt matte. Dette viser da i Grunden blot, hvilke store Krav Digteren har lært os at stille til ham, og det betyder kanske ogsaa, at man er uvant til hos Ibsen at finde den næsten dæmpede Tone og den ensartede Kolorit, som er karakteristisk for hans sidste Skuespil. Lader man imidlertid alle Sammenligninger mellem Digterens nye Arbeide og hans ældre fare, og er man kommen ud over det første Indtryk af noget fremmed i Stykkets Tone, da vil man finde nok at beundre og glæde sig over. Man vil gribes af den dybe Sjælekundskab, ud af hvilken Konsul Bernick er digtet, og som i hans Selvforsvar har givet Grundtrækkene i den spidsfindige Sagførsel, som vi alle anvende forat blænde os selv, naar vi have forbrudt os. Man vil glæde sig over en saa frisk og original Skikkelse son Lina Hessel (maaske Stykkets bedste), og over den ikke mindre eiendommelige Driver og indbildte Syge Hilmar Tønnesen. Man vil endelig beundre Skuespillets i teknisk Henseende fuldendte Bygning, og alt i alt ende med at finde, at Digteren igjen har beriget vor Literatur med et Arbeide, for hvilket vi skylder ham den største Tak.
Publisert 2. apr. 2018 15:35 - Sist endret 2. apr. 2018 15:36