Anonym anmelder i Morgenbladet

Christiania Theaters oppsetning av Samfundets støtter anmeldt i Morgenbladet i Kristiania 9. mars 1879 (61de Aarg., No. 67 A).

For fuldt Hus og under livligt Bifald opførtes igaaraftes paa Christiania Theater for første Gang Henrik Ibsens «Samfundets Støtter». Over fem Fjerdingaar ere foreløbne, siden Stykket kom frem for Offentligheden, de fleste have læst det eller kjender det ialfald af Omtale andetstedsfra, forskjellige Meninger have saaledes paa Forhaand dannet sig om dets Fortrin og dets svagere Sider; men vist er det, at dets Opførelse af alle har været imødeseet med Interesse, fordi Erfaring har lært, at Ibsens Arbeider for Scenen først paa denne kan fremtræde i fuldt Lys, og man har derfor glædet sig ved, at Forfatteren tilsidst har givet sit Minde til, at Stykket bragtes frem paa Theatret ogsaa her. En anden Erfaring har ogsaa bidraget til at knytte særlige Forventninger til denne Opførelse. Det har nemlig oftere vist sig, at ingen Opgaver finder mere tilfredsstillende Løsning fra vort Theaters Side end vore egne Forfatteres Arbeider, hvad der i sig selv kan være naturligt nok, da Fremstillingen af det hjemlige jo maa falde lettere end det fremmedes Gjengivelse, men som vistnok ogsaa skriver sig fra speciel Iver og Omhu hos alle vedkommende. Og disse Forventninger ere da heller ikke denne Gang blevne skuffede. Det er muligt og endog sandsynligt, at enkelte af Stykkets Hovedpartier andetsteds have fundet en mere fyldestgjørende Udførelse end her, men vi skulde betvivle, at Ensemblet paa nogen anden Scene har svaret bedre til, hvad Digteren har tænkt sig. Lokalt norsk er jo nemlig Stykket i mange Henseender, hvor enig man end kan være deri, at de Feil, som revses, ingenlunde ere enten særlig eller fortrinligvis norske.

Hvad Ibsens Arbeide angaar, skulle vi ikke indlade os paa nogen nærmere Drøftelse af dets Egenskaber. Vi tro, at det Fortrin, Digteren synes at tillægge Forholdene i «de store Samfund», i Virkeligheden ikke er mindre tvivlsomt, end Berettigelsen af den taabelige Pukken paa, at det skal være saa meget bedre hos os, mod hvilken han, visselig med god Grund, drager tilfelts. Det er meget sandt, at mangt og meget herhjemme trykkes og tvinges af bornerede Hensyn, og at disse Hensyn kvæler og holder nede adskilligt stort og godt, som under andre Omstændigheder maaske kunde komme til at udvikle sig; men er det ikke ogsaa sandt, at den store Gjennemsigtighed i vore smaa Forhold og den deraf følgende Sky for at sætte sig udover hine Hensyn ogsaa hindrer en frodig Fremblomstring af allehaande Snylteplanter, som trives derude, hvor menneskelige Lidenskaber og Lyster kan tumle sig mere ukontroleret og hensynsløst? Vi tro ikke, hvad Digteren synes at ville antyde, at den «Sandhedens og Frihedens Aand», som bør være vort Samfunds Støtte, kan ventes hjemført fra Amerika; formaa vi ikke at skaffe os den selv derfra skal den vist ikke kunne komme til os. Med alt dette er det dog selvfølgeligt ikke sagt, at menneskelige Skrøbeligheder, som de, Forfatteren har holdt frem, ikke her som andetsteds skulde frembyde sig som Gjenstand for den dramatiske Digters Revselse. Svage Karakterer mangler det desværre ikke paa, og den Maade, hvorpaa Digteren lader det ene Feilgreb drage det andet efter sig, den ene Løgn afføde den anden, er visselig træffende nok. I dramatisk Henseende er Stoffet behandlet med Mesterskab og stor Virkning opnaaet gjennem naturlige og enkle Midler, uden alt kunstigt Effektjageri. Mindst tilfredsstillende falder uden Tvivl Knudens Løsning. Det er ikke godt at skjønne, hvad der egentlig foranlediger det paafaldende Omslag hos Lona Hessel, da hun i 3die Akt siger: «Johan, efter det, du nu har hørt, maa du reise og tie», og maaske endnu besynderligere er det, at den ædle Martha i 4de Akt hjælper til at faa Johan afsted ved at bede Dina følge ham som hans Hustru, uagtet hun endnu staar i den Tro, at det er Johan, som har staaet i Forhold til Dinas Moder, ja, at hun endog udtrykkelig betegner den heraf flydende Betænkelighed som «Vaner og Vedtægter», som «Skik og Brug», mod hvilken hun opfordrer Dina til at gjøre Oprør. Mest problematisk er dog Løsningen for Bernicks Vedkommende. Det er meget sandt, at han med stor Eklat aflægger en reserveret Syndsbekjendelse. Men hvad saa? Vil ikke Samfundet, som det her i det hele taget er skildret, efter al Sandsynlighed vrage ham og lade ham miste sin Stilling netop paa Grund af denne Syndsbekjendelse? Vil ikke Karsten Bernick, den sjelden udviklede Egoist, imorgen, naar han er kommen til Besindelse efter den sjælelige Spænding, som med pludselig Magt rystede Bekjendelsen ud af ham, stræbe at gjenvinde den tabte Position? Og sidder man, naar Teppet gaar ned, tryg for, at nu vil han ikke mere lade sig «tvinge» til at gaa Krogveie for at naa den? Men om han, den enkelte, ogsaa skulde være ført til virkelig Forbedring, hvad der synes tvivlsomt, staar jo imidlertid Rørlund, Rummel, Sandstad, Vigeland, Hilmar Tønnesen osv. og det hele Samfund, de repræsentere, fuldkommen uberørt tilbage.

Bernicks Rolle gives af Hr. Gundersen. Opgaven har ikke faa Berøringspunkter med Tjeldes Parti i «En Fallit», og ligesom Hr. Gundersen i væsentlige Henseender giver den sidstnævnte Rolle tilfredsstillende, saaledes forekommer det os ogsaa, at hans Karsten Bernick har ikke ringe Fortjenester. Den sociale og moralske Overlegenhed, der udmærker Bernicks Fremtræden, finder i Hr. Gundersens Gjengivelse sit rigtige Udtryk. Hans Nervøsitet i Begyndelsen af 2den Akt gives træffende, og ligesaa sand er hans Fortvivlelse i 4de Akt. Det, der ellers idetheletaget er Hr. Gundersens Hovedfeil i Komedien, nemlig dette, at han altid deklamerer, altid er paa Kothurnen, aldrig kan sige en Replik ligetil og uden særlig, mere eller mindre stærk Betoning, passer ogsaa ganske godt her. Bernick er, saalænge han er sig selv, altid «Vältalare», med hvem og om hvad det saa er, han taler, og Hr. Gundersens stærkt akcentuerede Fremsigelse passer ganske godt til Fraseflommen. Men dette holder rigtignok ikke helt ud. Det er allerede slemt nok, at han ligeoverfor Johan og Lona i 2den og end mere i 4de Akt ikke noget Øieblik giver Slip paa dette deklamatoriske; endnu heldigere vilde utvivlsomt nogen Forandring været med Hensyn til Talen i 4de Akt baade denne og Rørlunds Foredrag falde, i forbigaaende sagt, noget langtrukne , men rent ilde forekommer det os, at den samme ha-stemte, uvederheftige Tone ogsaa bliver ved under den fra Forfatterens Side ganske sikkert oprigtig mente Slutningsscene, hvis mulige Virkning derved for en Del forspildes.

Stykkets andet Hovedparti, Lona Hessel, gives af Fru Wolf. Det kan siges at være en taknemlig Opgave, men det bliver den først under Forudsætning af, at dens Vanskeligheder klares, og disse Vanskeligheder ere ikke smaa. En næsten matrosmæssig Djærvhed i Holdning og Fremtræden, i Ord og Manerer skal parres saaledes med ægte Kvindelighed, at den saa langtfra at blive frastødende tvertimod virker sympathisk. Fru Wolf klarer disse Vanskeligheder. Det kan vistnok uden Betænkning siges, at hendes Lona Hessel hører til det Betydeligste, hendes hele Repertoire har at opvise. Det er langtfra saa, at hun har kviet sig ved at lade den Trodsen mod Formerne, hvormed Forfatteren har karakteriseret Lona Hessel, komme til fuld Gyldighed; vi tro for vor Del, at hun i saa Henseende har truffet det rette. Men hendes naturlige, elskværdige Lune, hendes vindende Godmodighed og det kunstneriske Alvor, hvormed hun har taget sin Opgave, lader Tilskueren følge hende med udelt Sympathi og lader ham føle Sandheden af den aandelige Overlegenhed, Lona Hessel tillægges af sine Omgivelser.

Hr. Klausens Adjunkt Rørlund er ligeledes en vellykket Præstation. Der er et Skjær, hvorpaa Fremstillingen af denne Rolle letteligen kan strande, og det er det Nærliggende i at gjøre Adjunkten til en Tartuffe. Dette Skjær har Hr. Klausen, som det forekommer os, heldig undgaaet. Den prestelige Salvelse faar han frem ved Siden af Mandens snæversynede Bornerthed; men at han paa samme Tid er oprigtig og velmenende, derpaa kommer man intet Øieblik til at tvivle.

Hr. Isachsen har som Hilmar Tønnesen en fortræffelig Maske; det er lyslevende, som han staar og gaar, en af de ugifte Fyre, sleeping partners i et eller andet Skibsrederi, som driver om i vore Kystbyer, uden anden Beskjæftigelse end at fortære sin Part af Udbyttet, og snuse om efter og kolportere Bysladder, som bliver syg af bare Lediggang og Velvære, og indbilder sig at «holde Ideens Fane høit», fordi han tilfældigvis kan gaa med Studenterhue og af og til skriver en Leilighedssang. Vi kan ikke tro andet, end at dette ydre Billede svarer til, hvad Forfatteren har tilsigtet, og i det hele taget finde vi ogsaa Hr. Isachsens Udførelse af Rollen tilfredsstillende. Det lille Træk, at han, saa ofte han kan komme til, setter sig mageligt tilrette, er betegnende. Scenen med Olaf og Buen i 1ste Akt gjør han meget morsomt. Maaske er han noget vel livlig og sprættende i sine Bevægelser under Ytringerne af sin forlorne Mandighed.

Skibsbygmester Aune gives af Johannes Brun saa troværdigt og sandt og smukt, som han forstaar at fremstille saadanne Skikkelser. Gribende er i 2den Akt hans Skildring af den afskedigede Arbeiders Stilling. En Replik er det, som det forekommer os, Hr. Brun ikke giver den tilbørlige Vegt og Betydning; det er, da han i 3die Akt er kommen for at spørge, om det staar fast, at Amerikaneren skal sendes ud, og han efter at have hørt Konsulens uigjenkaldelige Bestemmelse siger: «Ja, saa faar Indian Girl seile». Det er neppe Forfatterens Mening, at disse Ord skal falde uden Kamp og Overvindelse. Hr. Brun lader dem falde glat og hurtigt. Selvfølgelig grunder dette sig paa den Opfatning, at Aune paa Forhaand har opgjort Resultatet; men Virkningen bliver sikkerlig større under den anden Forudsætning.

Johan Tønnesen gives sympathisk og smukt af Hr. Reimers. Fru Gundersen har taget Marthas Parti noget eiendommeligt, forsaavidt hun har lagt noget stivnet, følesløst over hendes Væsen, som maaske ikke netop fra Ibsens Side er tilsigtet. Det kan jo forsaavidt harmonere godt nok med Karakteren, men Spørgsmaalet er, om ikke Marthas, om end stumme, Deltagelse i Handlingen skulde virket bedre med paa anden Maade. Udbrudet i sidste Akt kunde alligevel kommet med samme smukke og kraftige Virkning som nu. Dina Dorf er i Fru Juells Hænder en naturlig og tiltalende Skikkelse. Scenen i 2den Akt, hvor hun gjør Johan de naive Spørgsmaal om Forholdene i Amerika, giver hun fortræffeligt.

Som allerede i den foreløbige Notis efter Generalprøven nævnt, har Hr. H. Brun faaet en kostelig Figur ud af Kjøbmand Vigeland. Hans Maske er særdeles heldig og den vestlandske Dialekt, som han benytter, passer godt. Vi vil haabe, at Hr. Brun vil forstaa at vedligeholde den fornødne Moderation, da Figuren ellers let falder over i usmagelig Karrikatur. Hr. Selmer har i Rummels Rolle ligeledes fremstillet en ganske god Type. Nævnes bør ogsaa Frøken Pareliuss morsomme Spil som Fru Rummel i Sladrescenen i 1ste Akt.

Samspillet er livligt og godt; den effektfulde Slutningsscene i 2den Akt hører til det bedste, som vi have seet paa vort Theater. Indstuderingen, som er ledet af Hr. Johannes Brun, gjør hans Dygtighed som Indstruktør megen Ære.

Den til Stykket anskaffede lukkede Stuedekoration med Udsigt til Byens opad Fjeldsiderne klyngede Huse er smuk, ligesom Illuminationen i sidste Akt er vel arrangeret.

Der er ingen Tvivl om, at dette bliver et Kassestykke for Theatret. Publikums Tilfredsstillelse gav sig igaar Aftes Luft ved en Række af Fremkaldelser efter 1ste og 2den Akt saavelsom til Slutning, noget, der er sjeldent paa en Abonnementsaften.

Publisert 3. apr. 2018 13:35 - Sist endret 13. sep. 2018 13:25