Anonym anmelder i Nationaltidende

Samfundets støtter ved Det Kongelige Teater anmeldt i Nationaltidende i København 20. november 1877 (1. Udgave, Nr. 571).

Det kgl. Theater.   Da Henrik Ibsens 4-Akts-Skuespil «Samfundets Støtter« udkom, blev det selvfølgelig grebet af det dannede Publikum med den Forventning og Interesse, som et nyt Værk af en af Øieblikkets mest udmærkede Forfattere altid maa fremkalde, og Digterens skarpt udprægede Individualitet i Forbindelse med Stykkets Titel ledede ganske naturlig til den Formodning, at man her vilde finde et Pendant, saavel i Formen som hvad Indholdet angaaer, til Ibsens ældre, med Føie høit skattede Komedie «De Unges Forbund». Desuden havde «Morgenbladet» skyndt sig paa Forhaand at udsprede det Rygte, at «Samfundets Støtter» var rettet mod de Nationalliberale, hvad der paa den ene Side kun kunde forøge den Spænding, hvormed Skuespillet blev imødeseet, og paa den anden Side maatte bestyrke Forestillingen om, at der her var Tale om en væsentlig politisk Satire. Vi tro nu ganske vist ikke, at Publikum efterat have gjort Bekjendtskab med Stykket har følt sig skuffet i sine Forventninger om en usædvanlig Nydelse, thi «Samfundets Støtter» er utvivlsomt et fortrinligt, Digteren værdigt Arbeide; men det turde være sikkert, at denne Ibsens sidste Digtning har overrasket Mange som noget i flere Henseender vidt Forskjelligt fra det, man havde tænkt at finde.

For først at tale om Tendensen – hvis vi tør benytte dette her ikke fuldkommen træffende Udtryk –, dreier Handlingen i «Samfundets Støtter» sig paa intet Punkt om politiske Partier eller Programmer. Der er ingensomhelst Anledning til slige Optrin, som da «De Unges Forbund» blev spillet første Gang i Kristiania eller «Lygtemænd» paa det kgl. Theater hernede: «Dagens Spørgsmaal», der vilde kunne sætte «brutale Klapperes» Hænder i Bevægelse og opfordre Folk fra en modsat Leir til at tage Piberne frem, har Forfatteren denne Gang ladet ligge helt udenfor Stykket. Vi se et Menneske kæmpe med sig selv og med Forholdene, synde haardt og endelig, lutret gjennem Forsynets Tugtelse, bekjende sin Synd for at faa Forsoning med Gud og Mennesker – Altsammen Noget, som kunde foregaa paa andre Tider end den nuværende og i mange andre Samfund end det, hvortil Handlingen er henlagt. Dernæst vil man ikke i dette Stykke faa sit aandelige Øre kildret af de interessante Dissonantser, sin Reflexion ægget af de tvivlende Standpunkter, sin Fantasi sysselsat af de uforsonede Modsætninger, som ere eiendommelige for de Værker, i hvilke Digteren tidligere har holdt Speilet frem for sin Tid, ogsaa «De Unges Forbund», hvor man ikke ret veed, med hvem der mest eller mindst skal sympathiseres, enten med Stensgaard, der formodentlig om nogle Aar vil høre til Landets betydeligste Mænd – som det hedder i en af Stykkets Slutningsrepliker –, eller med hans spidsborgerlige Modpart. I «Samfundets Støtter» er Forfatterens Tanke saa simpel og klar som muligt og tillige en saadan, om hvis Gyldighed der ikke kan disputeres. Og hvad endelig den formelle Udarbeidelse angaaer, kunde vi fristes til at sige, at den ikke ligner Henrik Ibsen. I Stilens Farvepragt og Stemningsfylde, i glimrende Lune og strømmende Lyrik staaer «De Unges Forbund» langt over «Samfundets Støtter», hvor Replikformen undertiden næsten kan kaldes tør. Og dog er Dialogen i det sidstnævnte Skuespil paa sin Vis gjennemgaaende mesterlig. Den indeholder nemlig saa at sige Scene for Scene Repliker, af hvilke hver enkelt, tagen for sig, er ganske tam og ubetydelig, en tilfældig henkastet Hverdagsbemærkning, men som, idet de – ofte den Talende ubevidst – belyses af den foreliggende Situation, skifte Natur og glimte den, til hvem de rettes, imøde som Ironiens skarpe, ubønhørlig rammende Dolkestød. Ganske vist indeholder Dialogen ogsaa Momenter, hvor det Aandrige fremtræder direkte; men disse ere dog ikke saa mange, at de give Replikskiftet dets eiendommelige Karakter. Overhovedet kan man vistnok sige, at «Samfundets Støtter» er mere gjennemtænkt end «De Unges Forbund», men mindre følt, mere en Frugt af rolig, sikker Beregning end det sidstnævnte Stykke, men i mindre Grad baaren af poetisk Inspiration. Det tekniske Fremskridt, Ibsens nye sceniske Arbeide betegner, sammenlignet med dets Forgænger, viser sig klart i Kompositionen, der paa enkelte, rigtignok væsentlige Svagheder nær, som senere skulle berøres, røber den modne Mester. Her er ingen Famlen og Vilkaarlighed, ingen trættende Bredde, som navnlig i sidste Akt af «De Unges Forbund»; Handlingen skrider rask og naturlig ordnet frem gjennem Optrin af stedse stigende dramatisk Virkning indtil Kulminationspunktet ved Dramaets Afslutning.

At gjengive Indholdet af «Samfundets Støtter» i et udførligt Omrids vilde optage større Plads, end vi kunne raade over, og vilde vistnok ogsaa være temmelig overflødigt, da de fleste af de Læsere, der interessere sig for Poesi og Kunst, maa antages allerede at kjende Stykket; vi skulle derfor indskrænke os til nogle korte Antydninger. Den centrale Figur, Konsul Bernick, Fabrikherre i en norsk Kjøbstad, optræder som Samfundets Grundpille, men kun med den Ret, som Penge og en udstrakt industriel Virksomhed give. Hvad hans moralske Adkomster til hin stolte Betegnelse angaaer, er det tilstrækkeligt at minde om Følgende: «For Folks Skyld» og af pekuniære Hensyn bryder han med sin Forlovede, Frøken Lona Hessel, og gifter sig med hendes rige Halvsøster, Betty Tønnesen; giver Don Juan overfor en Skuespillerinde, Madame Dorf, fra hvis Boudoir han nødes til at retirere paa en hovedkulds Maade ved hendes Mands uventede Komme; overtaler Bettys unge Broder Johan – atter «for Folks Skyld» – til at fungere som Leporello ved at tage Don Juan-Kostumet paa, hvilket har til Følge, at Johan maa rømme til Amerika; tier af Hensigtsmæssighedsgrunde til et samtidig opstaaet, for Bernick høist beleiligt Rygte om, at Johan har taget Firmaets – i Virkeligheden tomme – Forretningskasse med paa Reisen; negter at efterkomme Johans Fordring, da denne, der er vendt hjem fra Amerika i Selskab med Lona, som har fulgt ham i Landflygtigheden, kræver Sagen opklaret for at kunne ægte Madame Dorfs Datter Dina, og attenterer endelig et Mord paa Johan (samt et helt Skibsmandskab) ved at lade ham seile tilbage til Amerika paa en «svømmende Ligkiste», der skulde være repareret i hans Værft, men efter hans Ordre afgaaer fra dette under en Storm i aldeles usødygtig Stand.

Saaledes er Manden, der ikke desto mindre betragtes af Byens og Egnens Befolkning som et Mønster for gode og gavnlig virkende Borgere, ligesaa udmærket i sit Arbeide for det almene Bedste som hæderværdig i sit Liv indenfor Hjemmets og Familiens Grændse. Dette har Bernick opnaaet ved at omgive sin moralske Jammerlighed med en Nimbus af skikkelige Fraser, hvormed han idelig hykler for sig selv og Andre. Ligesom Grundlaget for hans materielle Storhed saavelsom for den Agtelse, han nyder blandt sine Medborgere, fra Først af var blevet dannet af en Række Løgne, saaledes holder han sig i begge Retninger fremdeles oppe under farefulde Forhold ved idelig at lyve, stundom bevidst, men oftest uden at det egentlig er ham selv klart. Mest glimrende skildrer Forfatteren denne Side af hans Personlighed i Scenen i 3die Akt, hvor Bernick kæmper med sig selv, idet han staaer i Begreb med at søge Redning fra den truende Undergang ved at sende sin Slægtning og Velgjører, Johan, i Døden. I denne Turnering mellem hans bedre Natur og Egenkjærligheden, i den sindrige Dialektik, hvormed Samvittighedens Stemme søges bragt til Tavshed af Hensynet til egen Fordel, kostumeret som «høiere Interesser», har Digteren med sikker Haand afsløret noget Almenmenneskeligt, hvori Enhver maa føle sig selv mere eller mindre truffen. Hvis det kun gjaldt hans egen Person, vilde Bernick gjerne tage mod Følgerne af de Uregelmæssigheder, han i sin Ungdom har begaaet – Gudbevares! –, skjøndt han rigtignok maa sige, at disse Uregelmæssigheder var han saagodtsom tvungen af Omstændighederne til at begaa; men Samfundet! kjære Ven, Samfundet! Naar en Jernbane skal bygges, veed man, at der af og til omkommer et Menneske paa den; men bør man af Hensyn hertil undlade at bygge Jernbarner? osv. Denne Henvisning til noget Høiere, i hvis Tjeneste han staaer, og som vilde lide Skade derved, at det gik ham selv efter Fortjeneste, er den Frase, bag hvilken Bernick stadig søger at dække sig i en fortvivlet Situation. I det Hele er den Enkeltes Forhold til det Almenes Krav et jævnlig forekommende Problem i den Ibsenske Digtning; men medens det i «Kjærlighedens Komedie» og «Brand» er Individets Opposition mod de i Samfundet herskende Forestillinger, der udgjør Skildringens Gjenstand, optræder omvendt Bernick som det af Samfundet afhængige Redskab, der uden egen Villie lader sig lede ved hvert Skridt af Hensyn til den offentlige Mening. Saaledes bliver da Satiren over «Helten» eo ipso en Satire over det Samfund, hvori han er stillet, ikke blot fordi det seer op til en saadan Helt, men ogsaa fordi det har skabt ham, fordi det ved de Baand og Lænker, hvori dets Mangel paa Sandhed, dets Fordomme, dets snevre, filistrøse Syn paa Livet indsnører den Enkelte, har gjort ham til det, han er.

Denne Stykkets Hovedopgave – Belysningen af det Uægte i Menneskelivet, den hele eller halve Løgn, hvorpaa saa Mangfoldige leve, den ydre Respektabilitet som Hylster for et egoistisk Indre, den intime Alliance mellem mere eller mindre ubevidst Farisæisme og spidsborgerlig Bornerthed – denne Grundtanke, koncentreret i Skildringen af Bernick, reflekteres paa forskjellig Vis i en Række andre Karaktertegninger. Først og fremmest Adjunkt Rørlund. Hvem har ikke i det virkelige Liv truffet dette Exemplar af en ung Theolog, hvis sædelige Renhed symboliseres ved et Halstørklæde af ulastelig Hvidhed, og gjennem hvis venlige, dæmpede Tale der strutter et Hovmod, hvorover man vilde harmes, hvis det ikke var saa latterligt! Hvem har ikke mødt denne vordende Sjælehyrde, der har stablet sig en Livsopfattelse sammen ved at læse Dogmatik, men for hvem det virkelige Livs Kamp, Tvivl og Nød er en lukket Bog, og som derfor med en Blanding af Forskrækkelse og fornem Overlegenhed kan se ned paa en Menneskesjæls moralske Forvildelse, – denne Inkarnation af forloren Høimodighed, der glæder sig selv ved Bevidstheden om at gjøre en ædel Gjerning, naar han for at frelse den formentlig moralsk ubefæstede Dina Dorf tilbyder hende sin Haand, idet han haaber, «at dette ikke vil mistydes», og uden at ane, at han ved et Tilbud under en saadan Forudsætning forhaaner hende i samme Grad, som han «mistyder» Ægteskabets ethiske Grundlag, den gjensidige Agtelse og Kjærlighed! Saa er der den prægtige Figur, «Student» Hilmar Tønnesen, med det evindelige Uf!, som Livets bitre Tilskikkelser, rimeligvis først en maadelig Examen og dernæst et af ham forfattet Dramas afgjorte Fiasko, have lagt ham i Munden. Selvfølgelig er han i høi Grad nervøs, hvad der som oftest hænder Folk, der ere saa langt fra at overanstrenge sig, at de slet Ingenting bestille. Idet denne aandelig lamme Dagdriver stadig behager sig i Fraser om sin Trang til Bedrift, sin Higen ud over det filisteragtige Samfund, i hvilket han ikke kan komme til at anvende sine store Kræfter, henimod det Frie og Fjerne, hvor man kan faa sig en ordentlig Bøffeljagt eller nyde Effekten af en Kamp med Rødhuder, afspeiler han paa sin Maade Stykkets satiriske Grundtanke samtidig med, at han danner en ypperlig Kontrast til de øvrige Personer, til den med det stillestaaende, smaastilede Samfund saavelsom med sin egen Virksomhed inderlig veltilfredse Adjunkt, til den praktiske, mod reelle Farer paa Liv og Død kæmpende Konsul Bernick, til Lona Hessel og Konsulens Søster Martha, der uden nogensinde at smigre sig selv med Talemaader som «at holde Ideens Fane høit» have fulgt den i Ydmyghed og Forsagelse gjennem lange, tunge Aar. Endvidere Skibsbygger Aune med de socialistiske Theorier, en Arbeiderfører, der i sin Kreds spiller en lignede Rolle som Bernick blandt Stedets Matadorer og dukker moralsk under for de samme egoistiske Hensyn som denne, idet han for at redde sin materielle Existens og sin Anseelse blandt Arbeiderne paatager sig at udføre den af Bernick projekterede Skurkestreg, at lade «den svømmende Ligkiste» gaa tilsøes i urepareret Tilstand. Det Galleri af Personer, gjennem hvis Karakteristik Stykkets satiriske Lys bryder sig i forskjellige Farver, afsluttes af nogle morsomme Bifigurer: den ved den fyldte Pokal idealistisk deklamerende Spidsborger Rummel, fremdeles den kristelig vakte Kjøbmand Vigeland, denne velbekjendte Type, der rører Religion og Forretninger sammen i en meningsløs Vælling, og endelig det indestængte, forkrøblede Samfunds kvindelige Repræsentanter, den pjankede Kreds af Fruer og Frøkener, som danne Velgjørenhedsforeninger, medens de gjøre saa megen Skade, de formaa, ved tankeløs Passiar om Næstens formentlige Synder.

«Samfundets Støtter» minder, hvad Sujettet angaaer, noget om «En Fallit»; men Ibsen har unegtelig grebet Sagen dybere end sin Kollega, idet der er taget langt skarpere Sigte paa de moralske Forudsætninger for Konsul Bernicks Optræden, end Bjørnson har villet eller kunnet overfor Grosserer Tjelde. «En Fallit» er nærmest et Familiebilled, hvor det rent Forretningsmæssige, man kunde næsten sige den merkantile Teknik, indtager en fremtrædende Plads, og fra hvilket der kun skimtes en Baggrundsudsigt ud imod Samfundet, hvorimod det Ibsenske Skuespil væsentlig er en Samfundsskildring, hvori der holdes Dom over Tidens Usselhed. Desværre har imidlertid Digterens Evne svigtet paa afgjørende Punkter overfor den store Opgave. For det Første er Hovedpersonen bleven til en Repræsentant ikke blot for Samfundets Bornerthed, Halvhed og Usandhed, men for de uhyggelig udviklede selviske Instinkter, der føre til Forbrydelsen; idet han tilsidst synker ned til at hykle med fuld Bevidsthed, ja til at blive en Morder i Forsættet, kommer han til at miste Noget af Personlighedens typiske Karakter, at gjøre Indtryk af en Undtagelse, gjennem hvilken Satiren skyder ud over Maalet. Dernæst forekommer det os, at Bernicks Omvendelse, den oprigtige Bekjendelse af hans Brøde og hele sædelig Misère, som han aflægger overfor Festkomiteen, der i Spidsen for et Fanetog til hans Ære kommer for at hylde ham som «Samfundets Støtte» – at dette Gjennembrud af Sandheden i en af femten Aars Løgne levende Existens savner tilstrækkelig psykologisk Motivering. Rigtignok er han bleven tugtet haardt af Forsynet, idet hans egen elskede Søn, Olaf, hvis Fremtids Lykke er det eneste ublandet smukke Maal, han har arbeidet for, falder i den Grav, Bernick har gravet for Johan Tønnesen; Drengen lister sig nemlig ombord i det synkefærdige «Indian girl», medens Johan af Hensyn til Dina Dorf, der flygter bort med ham for at blive hans Hustru, i det sidste Øieblik vælger at benytte det solide Fartøi «Palmetræet» i Stedet for det amerikanske Skib med dets ryggesløse Besætning. Men da Alt dog til Slutning gaaer godt, idet «Indian girl» ikke kommer til at seile, maatte efter vort Skjøn Bernicks hele Personlighed og de Forhold, hvorunder han var stillet, være skildrede anderledes, end Tilfældet er, hvis dette vistnok rystende, men ganske forbigaaende Intermezzo skulde kunne bringe ham til pludselig rent at opgive sin sædvanlige Dækning bag Udflugter og Undskyldninger og fuldstændig at blotte sit virkelige Jeg for Offentligheden. Ligeledes synes Forholdet mellem Rørlund og Dina Dorf os temmelig uklart. Han er jo saa at sige Inkarnationen af den selvgode, haanlig nedladende Verden, som piner og knuger hende, og dog siger hun i Scenen i 1ste Akt, hvor han frier til hende, at han har lært hende saa meget Smukt, og at hun vilde flygte langt bort, hvis han ikke var. Og skjøndt den Maade, hvorpaa han optræder overfor den unge Pige, maa føles af hende som en Fornærmelse – hun siger det selv siden med megen Pathos i Scenen mellem hende og Johan Tønnesen i 4de Akt –, saa lover hun ham dog sin Haand. Endelig er Johan ikke overalt ret forstaaelig. Hvorfor tier han i Slutningen af 2den Akt, da han i Manges Overværelse beskyldes for at være en Tyv? Han kan jo med et Ord lade Sandheden komme for en Dag, og hvis Konsulen er fræk nok til at protestere, saa har han jo uomstødelige Beviser for sin Uskyldighed i de Breve fra Bernick, som han har medbragt fra Amerika. Af Høimodighed kan det ikke være, thi bortseet fra, at denne Dyd, som han hidtil har øvet i en tilstrækkelig vid Maalestok, vilde være ganske paa urette Sted nu, da det gjælder ikke blot hans egen Ære, men hans Elskedes, Dina Dorfs Velfærd, saa erklærer han jo senere ved en Sortie, at han kun gaaer bort for at «vende frygtelig tilbage», idet han, naar han om kort Tid har solgt sin Farm i Amerika, vil reise hjem igjen til Norge for at «hævne sig paa dem Alle og knuse saa Mange, han kan». Saaledes som Johan Tønnesen, bærer intet Menneske sig ad i det virkelige Liv, om end Digteren har bestræbt sig saa vidt muligt for at motivere hans Holdning. Den omtalte Reise er imidlertid unegtelig nødvendig, for at 4de Akt kan komme i Stand; her er altsaa et Punkt, hvor man sporer Theatermaskineriet og Regissørens Klokke i den iøvrigt saa naturlige og med saa megen teknisk Dygtighed udførte Komposition.

Ogsaa i Bernicks Forhold til sin Hustru minder Stykket om «En Fallit», ligesom Dina Dorf er en modificeret Reproduktion af Selma i «De Unges Forbund», men mere udført. Iøvrigt er Fru Bernick ikke tegnet saa smukt som Fru Tjelde; men til Gjengjæld har Ibsen i Skildringen af Ægteparrets Forhold med stor Virkning føiet et ironisk Træk til de mange andre, som Stykket indeholder. Medens det nemlig, som foran fortalt, er Konsulen, som har begaaet de Synder, der bringe Skandale over Familien, og Johan i saa Henseende er uden Skyld, føler Fruen sig pint af Forestillingen om, at hendes Slægt er Bernick uværdig, og beundrer saa den «Høimodighed», hvormed hendes Mand finder sig deri, en Hyldest, han selvfølgelig naadig indkasserer. Et andet Divergenspunkt mellem de to nævnte Skuespil i Fremstillingen af det ægteskabelige Forhold ligger deri, at medens i «En Fallit» Hustruens Mission som Mandens kjærlige Veilederske gjennem Livet er bestemt betonet, indlader Forfatteren af «Samfundets Støtter» sig ikke paa at fremdrage de for Kvinden eiendommelige Egenskaber, der have Betydning for Mandens moralske Udvikling. Faktisk er det ganske vist et Fruentimmer, Lona Hessel, som stadig bringer Bernick til at se ind i sit Hjerte; men denne Funktion kunde formentlig ligesaa godt udføres af en Broder eller en Ven. Naar derfor Lona Hessel ved Stykkets Slutning udbryder: «Jert Samfund er et Samfund af Pebersvendesjæle; I see ikke Kvinden», saa er denne Replik kun et isoleret Indfald, uden indre Relation i den dramatiske Økonomi til den Moral af Skuespillet, som samme Person udtaler i Slutningsordene: «Sandhedens og Frihedens Aand – det er Samfundets Støtter».

Om Udførelsen skulle vi fatte os i Korthed. Ligesom Stykket er skrevet paa saagodtsom rent Dansk, saa at man foruden et Par bekjendte norske Germanismer som «Opvigler», «Opdrag» osv. kun har behøvet at foretage faa Forandringer i Texten, saaledes er der i Karaktertegningen lidet eller intet specifikt Norsk, hvad der naturligvis har lettet Arbeidet betydeligt for de Spillende. Først maa vi nævne Hr. Wiehe, der giver et særdeles frisk og tiltalende Billede af den brave Johan Tønnesen, og Frøken Dehn, hvis Fremstilling af den ædle, opofrende Martha ligeledes er meget smuk. Arbeiderformanden Aune ligger i alle Maader godt for Hr. Cetti, hvorimod Hr. Rosenkilde efter vor Mening ikke er paa sin Plads som Hilmar Tønnesen. Naturligvis siger han mange af Replikerne morsomt, men Karakteren bliver paa intet Punkt sikkert truffen; allerede Hr. Rosenkildes svære Skikkelse hindrer ham i at give det Blodløse, nervøst Pirrelige ved denne Dagdriver et adækvat Udtryk. Rollen burde have været spillet af Hr. Carl Price eller maaske helst af Hr. S. Petersen. En Fornøielse var det at se Hr. Jerndorffs Adjunkt Rørlund, hos hvem en fortræffelig Maske forbinder sig med en sand Karakteristik af Personen, og særlig bør det fremhæves, at Hr. Jerndorff ikke har ladet sig forlede af det Hule og Tomme i denne moralsk forlorne Theolog til at fremstille ham som bevidst Hykler, hvad han ganske vist ikke er. Hr. E. Poulsens Behandling af Hovedrollen, Konsul Bernick, er vel ikke særlig interessant, men dog gjennemgaaende holdt i det rigtige Spor med en heldig Tendens til at akcentuere den bedre Side af Personligheden, Konsulens mere eller mindre ægte Tro paa sin Ret til at handle, som han gjør, uden hvilket Bernick i flere af Scenerne vilde synke helt ned i det Uhyggelige. Svagest synes Hr. Poulsen os at spille i sidste Akt, hvor Konsulen aflægger sin Syndsbekjendelse, en Scene, i hvilken en stor Skuespiller maatte kunne opnaa en overordentlig Virkning. Om Debutantinderne have vi allerede i sidste Numer udtalt vor Mening. Hvad Lona Hessel angaaer, have vi kun seet een dansk Skuespillerinde, som vilde have kunnet give et aldeles fyldestgjørende Billed af denne hjertesunde, djærve, man kunde sige mandige Kvinde, nemlig afdøde Anna Nielsen. Fru Jacobson tager vel i Begyndelsen et rask Tilløb og har ogsaa senere gode Momenter; men hendes Fremstilling er i det Hele for blød, i de sidste Akter endog larmoyant, Noget, der allermindst ligger for den gode Lona. Fru Jacobson burde overhovedet male Figuren med kraftigere Farver og i sin Maske og ydre Optræden lægge mere an paa det Excentriske, som er uadskilleligt fra Frøken Hessels Væsen. Vi tro, at Rollen vilde kunne gives nok saa træffende af Frøken Nielsen, skjøndt denne Skuespillerinde rimeligvis enten i Overensstemmelse med sin Individualitet vilde have spillet for dæmpet eller af Hensyn til Rollens Beskaffenhed drevet sin Fremstilling ud i det Forcerede. Fru Jacobson kunde da have overtaget Marthas Parti, hvorved Frøken Dehn vilde være bleven disponibel til Dina Dorf, som nu bliver givet paa en det kgl. Theater ikke værdig Maade. Men mente man at skylde Fru Jakobson, der i længere Tid ikke har betraadt Scenen, Stykkets taknemligste kvindelige Rolle – hvad vi paa Grund af hendes fortjenstfulde Fortid finde i sin Orden –, burde i alt Fald Fru Bernicks Parti være blevet besat med Frøken Nielsen. Fru Eckardt giver flere Detailler heri meget virkningsfuldt, men gjør i det Hele et for frisk og ungdommeligt Indtryk, hvad der iøvrigt ogsaa gjælder om Frøken Dehn, hvis Forsikring, at hun paa Grund af sine Skuffelser føler sig ti Aar ældre end Hr. Wiehe, Ingen vil tro paa. Blandt Smaafigurerne fremhæve vi Fru Rummel, som Fru Phister giver med Lune, samt Hr. Liebes Kjøbmand Vigeland. Denne lange, magre, scenestærke Mand med den forhenværende Skippers veirslagne Ansigt og med den gaadefulde Forbindelse mellem religiøse «Traktater» og mildest talt lukrative Forretninger er greben lige ud af Livet.

 

Publisert 3. apr. 2018 11:09 - Sist endret 13. sep. 2018 13:12