Signaturen «W.»

August Rasmussens teaterselskabs oppsetning av urpremieren på Samfundets støtter ved Odense Theater anmeldt av signaturen «W.» i Fyens Stiftstidende 15. og 16. november 1877 (No. 303 og 304, 106. Aarg.).

[15. november 1877]

Odense Theater.   «Samfundets Støtter», Skuespil i 4 Akter af Henrik Ibsen. Af Titlen paa dette Stykke ville Mange maaske forledes til at vente et af de for Henrik Ibsen ikke usædvanlige voldsomme Angreb paa formentlig eller virkelig politisk eller social Raadenskab; men deri ville de blive skuffede. Dog ligesaa vist, som alle Samfundsbrøst have deres Rod i Menneskelivets indre Svagheder og Kampe, ligesaa vist maa en Fremstilling og en Revselse af disse sidste medføre, at Opmærksomheden i større eller mindre Grad henledes paa hine, alt eftersom det indre Livs Fremtoninger ere skikkede til at gribe ind i det ydre Livs Gang. Derfor, men ogsaa kun derfor, rammer «Samfundets Støtter» Samfundsbrøst. Konsul Karsten Bernick er den første Mand, den altbeherskende Matador i en norsk Søkjøbstad. For femten Aar tilbage var han en af ungdommelig Livskraft og Frihedssands oversprudlende ung Mand, der satte sig ud over alle Hjemstedets smaalige Hensyn og for Alvor tænkte paa at gifte sig med en ung Pige – Lona Hessel –, der med en lys Forstand og en ligesaa bestemt som aaben Karakter forbandt en uovervindelig Afsky for alt Snerpethed og alle en lille Bys indsnevrende, smaalige Hensyn. «Hun klipped Haaret af sig, og saa gik hun med Mandfolkestøvler i Regnvejr». Efter Hjemkomsten fra en Udenlandsrejse, hvor Opholdet «i en stor og frigjort Verden gav ham Mod til selv at tænke frit og stort», og hvorfra han derfor havde tilskrevet Lona uforbeholdent om sin Kjærlighed og sine Hensigter, erfarer han, at en anden smuk, opblomstrende, af Alle forgudet ung Pige, Betty Tønnesen, Lonas yngre Halvsøster, skal arve alle Pengene efter en Tante, medens Lona, over hvem Spottegloserne hagler ned og som har Latteren imod sig for det, der kaldes hendes Forkertheder, slet Intet vil faae, og denne Underretning træffer netop sammen med en Krise i det Handelshus, for hvilket hans Moder, der er Enke, staaer i Spidsen og som ved hendes Ukjendskab til Forretninger er bragt paa Afgrundens Rand. Da vaagner den i Bunden paa Karsten Bernicks Sjæl lagte Egenkjærlighed i sin fulde Styrke. Han vil ikke med den ildesete Lona begynde et nyt Arbejdsliv med stort Besvær, men foretrækker at forene sig med den velsete Betty, hvis formuende Familie vil aabne ham lysere Udsigter. Han fortæller Lona, at en ubetvingelig Kjærlighed til Betty har grebet ham, hvorfor deres Forhold maa løses, og faaer den begjærede Afsked i Form af en klaskende Ørefigen, da han fremstiller sig for Lona med sin Betty ved Armen. Jævnsides med disse «alvorlige Hensigter» løber imidlertid en Kjærlighedshistorie med en gift Skuespillerinde, hvem Karsten besøger og fra hvis Vindue han en Aften, da Manden kommer uventet hjem, maa springe ud og ned paa Gaden, for at undgaae Opdagelse. Da Firmaet Bernick, foruden at støttes af Penge, tillige maa have en Støtte i Folks gode Omdømme og Karsten Bernick stedse har gaaet for at være et Mønster paa Moralitet, formaaer han sin yngre Ven, Johan Tønnesen, til at tage Skylden for hans Kjærlighedshistorie paa sig og rejse til Amerika, for ligesom at flygte for Samfundets Dom. Lona følger Halvbroderen derhen og hjælper ham med megen Opofrelse frem. Endnu er Firmaet dog ikke reddet. Karsten har en Formue i Vente, som han kan spekulere i og som kan støtte hans Foretagender, men Kassen er tom, og Krisen truer med at bryde ind over Huset. Da udbreder det Rygte sig, at Johan Tønnesen ikke er rejst tomhændet til Amerika, men har taget en større Sum Penge med sig, som tilhørte Firmaet. Dette Rygte modsiger Bernick ikke, og Kreditorerne, der troe, at det ikke er Husets egne Foretagender, der har blottet det, men derimod et uforskyldt Bedrageri, give Henstand, indtil det lykkes den unge Chef at skaffe Dækning. Fra dette Øjeblik gaaer hans Velstand i Løbet af femten Aar fremad med stærke Skridt, og i det Øjeblik, da Stykket begynder, staaer han som Samfundets første moralske og materielle Støtte i den lille Søkjøbstad, hvor Handlingen foregaaer. Hans Hustru, Betty, seer ydmygt op til ham, i en trettenaarig Søn, Olaf, seer han selv Arvingen til et hædret Navn og en stor Virksomhed, og Skuespillerindens Datter, Dina, har han taget i Huset, ligesom han ogsaa understøtter sin Søster, Martha, der er Lærerinde, ved at give hende Ophold i sit Hus. I dette samles Byens moralske Forbilleder blandt Kvinderne, og de ledes i deres Forening til moralsk Fordærvedes Frelse af Adjunkt Rørlund.

Der er et stort Foretagende i Gang i Handelsverdenen, en Sidebane skal lægges til Kjøbstaden, der føres ind fra en Bane, som man Aaret iforvejen havde forhindret fra at komme nærmere til Byen, fordi den vilde skade Dampskibsfarten og de dertil knyttede Interesser for forskjellige «Støtter». Bernick har imidlertid opdaget, at man ved at lægge en Sidebane gjennem et Dalstrøg vil give de tilstødende, hidtil næsten værdiløse Arealer ganske overordenlig Værdi. Han stiller sig i Spidsen for Jernvejsforetagendet, men kjøber i al Stilhed samtidigt de omtalte Grunde, i hvilket Øjemed han dog maae indvie tre andre Støtter, Grosserer Rummel og Kjøbmændene Vigeland og Sandstad i Planen, som de tiltræde mod at faae en Femtedel af Fortjenesten. Jernvejsforetagendet er sikret ved Bernicks Anseelse, men denne maa tillige bevares usvækket, for at han kan møde den Opposition, som det vil fremkalde, naar man erfarer, at han har draget den store Fordel ved at sikre sig de til Banen stødende Arealer. Da komme pludseligt Lona og Johan hjem fra Amerika, og Bernick seer nu Fare for, at det skal opdages, at hele hans Anseelse og Velstand er bygget op paa en Løgn og en Troløshed: «Et Øjeblik kan komme, et Ord kan blive udtalt, – og baade han og hele Herligheden gaaer tilbunds –, hvis han ikke bjerger sig itide.» Johan veed endnu Intet om Rygtet angaaende Pengene; han lover gjerne at tie med Sagen om Skuespillerinden. Men han bliver forelsket i Dina og vil have hende til sin Hustru. Adjunkt Rørlund vil forhindre dette, og for at opnaae sit Øjemed siger han Dina i Bernicks Nærværelse og uden at denne vover at modsige det, at Johan er den, der har bragt Skjændsel over hans Moder, og at han er den, der rømte med Huset Bernicks Kasse. For at vinde Dina maa Johan have sin Ære stillet ren, han fordrer, at Bernick skal opklare Alt, og truer i modsat Fald med at fremlægge Breve, han har fra ham, og som godtgjøre hans Uskyldighed og den Andens Brøde. Derved drives Bernick til det Yderste. Kommer Alt dette op, er ikke blot hans Anseelse ødelagt, men han bliver ogsaa bragt til Bettelstaven, fordi hans Jernvejsspekulation, hvis heldige Udfald er bygget op paa hans Anseelse som en af Samfundets Støtter, saa maa mislykkes. Paa hans Værft staae to Skibe under Reparation. Det ene af dem tilhører Bernick og andre «Støtter», det andet, et gammelt brøstfældigt Fartøj, have Rederne i Amerika forlangt gjort sejlfærdigt i Hast, «det kan i Nødstilfælde svømme paa Lasten». Det er raadent i Bunden og vil ikke kunne holde Søen. Bernicks Skibsbygger, Aune, er af sin Principal truet med Afsked, hvis han ikke inden en kort Frist gjør Skibet sejlfærdigt; thi det vil styrke Bernicks Anseelse, at man seer, at han ikke lægger al Arbejdskraften paa sit eget Skib. Fristen er for kort til, at Reparationen kan foretages til Gavns, men for at frelse sig og sin Familie fra Nød og Skam er Aune gaaet ind paa at gjøre Skibet sejlfærdigt. Med dette Skib vil Johan rejse; der er ingen Sandsynlighed for, at det vil holde Rejsen over Havet ud, saameget mindre, som en Storm staaer truende for. Men Bernick hindrer ikke Johan i at rejse – i sin Fortvivlelse seer han kun, at med Johan vil hans Anklager forsvinde. Han giver, trods Alt, Ordre til at Skibet – Indian girl – skal afgaae. I sidste Øjeblik faaer Johan Dina med, hun maa bort fra Rørlund, som vil ægte hende, men kun «for at løfte den moralsk Fordærvede». Mandskabet paa Indian girl er dyrisk, vildt og raat, og Johan vil ikke have den unge Pige der ombord; han bestemmer sig derfor til at sejle med det andet, paalideligere Skib, der ligeledes skal afgaae strax. Da Bernick faaer dette at vide, gribes han af ny Fortvivlelse: han har ofret Menneskene paa Indian girl uden at undgaae Faren for en Opdagelse. Men Alt dette er dog kun Egenkjærlighedens Saar og Pine. Han kan endnu, om end med tungt Sind, tage imod et Fanetog, der skal bringe ham en Hyldest som Samfundets Støtte. Da erfarer han, at hans Haab, hans Olaf, det eneste Væsen, han virkelig har elsket, saavidt han overhovedet kan elske, er rømt bort med Indian girl – han føler sit Haar graane i denne Stund. Men den oversete, ligegyldigt behandlede Moders Øje har vaaget. Bernicks Hustru er fulgt efter Olaf, har opsøgt ham i hans Skjul paa Skibet og bringer ham tilbage, medens Aune paa sit Ansvar og med Fare for at miste sin Stilling standser Skibets Afgang. Da Moderen bringer Olaf, løsnes Egenkjærlighedens Isskorpe endeligt om Bernicks Hjerte, den falske Skam falder i Stumper, og Sandheden bryder frem: Han siger sit Samfund Sandheden paa dets og sine egne Vegne, viser dets Hyldest tilbage som ufortjent, tilstaaer, at han i femten Aar har levet og svunget sig op paa en Løgn, og renser den Uskyldiges Rygte. Han mister sine falske Venner, men finder sine sande – finder sig selv; dog skal han endnu i denne Gjenfindelsens Stund høre, at det ikke, som han i Taknemlighedens overstrømmende Glæde fristes til at sige, er de Personer, de opofrende Kvinder, der have bragt ham ind paa det rette Spor, men derimod Sandhedens og Frihedens Aand, der ere Samfundets Støtter.

Man maa ikke fortryde paa, at vi her have meddelt et saa stort Omrids af Handlingen i «Samfundets Støtter». Det er dog kun saare ringe mod Indholdet, og det er netop dette mesterlige Dramas Natur, at dets Indhold fordrer langt mere Tid til at beskrives, end til at høres og sees. Men uden et udførligere Omrids af Indholdet vil det være vanskeligt at komme nærmere ind paa den egenlige Betydning og det egenlige Værd. Det vil ikke fejle, at Mange i Stykket væsenligt see en Satire paa Smaakjøbstadsaanden og de Brøst, som den evige Hensyntagen til Folks Omdømme og den evige Higen efter at være den Første medfører, paa Pietisme i Form af moralsk Fordærvedes Frelse der, hvor man kan have Nok at gjøre med sin egen. Men nej, dette er ikke den egenlige Kjærne. Dette er Rammen. Der er taget et Stykke ud af det store Menneskelivsbillede, et Stykke, som maaske let vilde undgaae Betragteren i den store Vrimmel af Figurer og Situationer, men som nu, fattet i det Stedliges Ramme, træder skarpt frem, uden dog at fornegte sit Slægtskab med det store Hele. Kjærnen er Fremstillingen af indre Brøst i Kamp med Sandheden og Friheden, en Kamp, hvori disse sidste længe kunne holdes nede, men skulle og maae bryde sejrende frem, omend Frembrudet sprænger Mangt og Meget, der hidtil gav den løjede Tilværelse Glans og Magt. Egenkjærlighed og Forfængelighed besnære Bernick til at troe, at den Enkelte kan gavne Samfundet, være dets Støtte, om han end tager Skade paa sin Sjæl; de besnære hans Omgivelser til kun at see paa Skallen og derved drive ham fremad paa Fortabelsens Vej, og de besnære ham og hans Kreds til at see i Selvbehagelighed paa sig selv og i Medynk paa dem, der ere «som hin Tolder», – til at ville løfte den moralsk fordærvede Verden af Toldere op til deres eget farisæisk høje Stade. Den Skade, Bernick tager paa sin Sjæl, griber med forfærdelig Magt videre og videre om sig – Ondt avler Ondt –, indtil han bliver en Morder – i Forsættet. Egenkjærlighedens og Forfængelighedens Selvopholdelsesdrift søger at døve Samvittighedens Røst med daarende Udflugter og Løgn: «Om der tilstøder et Fartøj Noget, saa er det dog ikke sagt, at der gaaer Menneskeliv til Spilde. Der kan gaae Skib og Ladning tabt, og man kan miste Kufferter og Papirer…» –; men om de end ikke formaae at døve Samvittighedens Røst – den bryder stadigt paa –, saa hindre de den i at vinde Magt. Overladt til sig selv, maa Bernick fortabes. Men Digteren – hvor mørkt han end skildrer – vil ikke, at vi skulle see ham synke ned i Afgrunden, vi skulle ikke vende os bort med trøstesløs Bitterhed. Det, som Bygmestrene have forkastet, bliver en Hovedhjørnesten til Frelse. Den forskudte Sandhed i Sind og Tanke og den ringeagtede Hustrues Moderkjærlighed lede mildt, stille, naturligt, men med det Godes uimodstaaelige Magt, Strømmen, der truer med Ødelæggelse, ind i det rette Leje.

Om det Sjælebillede, der er givet gjennem Bernick, grupperer sig endel ikke mindre mesterligt tegnede Skikkelser. Der er Adjunkt Rørlund, et Billede paa den Selvretfærdighed, den selvbehagelige Moralitet, der, uden at være ond i Bunden, dog gjør Ondt, saarer ved religiøst Hovmod, drager ned, idet den bilder sig ind at løfte, gjør En mere til Hykler mod sig selv end mod Andre; der er Lona med Sandhedens stadigt manende Røst, fuld af kvindelig Opofrelse og Hengivenhed, men – og der er Virkelighed heri – intet Ideal, thi hun mangler den Kvindelighed, der skulde gjøre fuldkommen; der er Aune, der kæmper for sit lille Samfund, men ikke med den sande indre Kraft, indtil denne dog bryder frem i det Øjeblik, da den synes borte, bryder frelsende frem, ikke for ham selv, men for Andre; der er den selvforkjælede, opstyltede, men dog kun lavtseende Frasemager Hilmar Tønnesen, der gaaer omkring og holder Ideens Fane højt – i Ord; der er Martha, der hele sit Liv har elsket Johan, men giver ham Dina, fordi hun veed, at det vil gjøre ham lykkelig; der er Dina med den indre Sandheds uimodstaaelige Trang og en stærk, men endnu uklar Stræben efter Selvstændighed; der er Repræsentanter paa festtalende og paa traktatuddelende Samfundsstøtter i Rummel og Vigeland, osv. osv.

Dramaets Bygning er saaledes, at Stigningen er jævn og Løsningen lagt paa dets Højdepunkt lige før Slutningen. Vilkaarlighed i Udviklingen af Situationen findes ikke: det Ene fremgaaer aabent, klart og logisk af det Andet. Mange Steder er Farvepræget mørkt – Henrik Ibsen er jo nu engang Polemiker –, det slaaer haardt med realistisk Kraft, og man gyser af og til ved Blikket ud i Mørket og ned i Dybet, men saa kommer der igjen mangt et blødt og mildnende Strøg, der tilsidst aabner den Udsigt, som Martha skildrer i sin sidste Replik: «Hvor Himlen klarner. Hvor det lysner over Havet!»

Om Udførelsens Enkeltheder skulle vi tale imorgen. For idag skulle vi kun sige, at den som Helhed betragtet var saaledes, at den geraader Theatret og Personalet til Ære. Udstyrelsen – hvortil hører et af Hr. Aagaard udført Bagtæppe, der hilstes med velfortjent Bifald – var saa smuk, som man næppe ellers kjender den udenfor de store Theatre. Modtagelsen af Stykket var, som man vil kunne tænke sig, overordenlig god og gav sig saavel under som efter Opførelsen tilkjende ved stærkt Bifald. Der var blandt Publikum kun een Mening om, at «Samfundets Støtter» er et af de smukkeste og betydeligste Arbejder, der er kommet frem her.

W.


[16. november 1877]

Odense Theater.   Vi have endnu tilbage at omtale den Udførelse, «Samfundets Støtter« har faaet ved sine første Opførelser. Vi have sagt om den i Almindelighed, at den gjorde Theatret og Personalet Ære. Der skulde gives de forskjellige Skikkelser Kjød og Blod saaledes, at Forfatterens Aand kunde tale tydeligt og kjendeligt ud af dem; det skulde gjøres uden Støtte i noget Forbillede andet Steds fra, og jo betydeligere Stykket i sig selv var, desto større blev Opgaven for Fremstillerne. Næsten enhver Person, der træder op i «Samfundets Støtter», er en Type, der skal gives fuld og helstøbt for at komme til Gyldighed, ellers vil der mangle et Led i Kjæden. Udførelsen vidnede i høj Grad om, hvor klart dette har staaet for Fremstillerne og Ledelsen. Selvfølgeligt staaer Karsten Bernicks Skikkelse forrest; det er om hans Handlinger og hans Sjælekamp, at det Hele grupperer sig. Hvem er han? Lona Hessel siger det: «Du har virket og fremmet Meget baade for Dig selv og for Andre. Du er Byens rigeste og mægtigste Mand; under Din Villie tør de ikke Andet end bøje sig, Alle, fordi Du gjælder for at være uden Plet og Lyde; Dit Hjem gjælder for et Mønsterhjem, Din Færd for en Mønsterfærd.» Saaledes maa Bernicks Optræden være, indtil Lona kommer og aabner hans Øje for Raadenskaben: «Men al denne Herlighed og Du selv med staaer som paa en gyngende Myr. Et Øjeblik kan komme, et Ord kan blive udtalt, – og baade Du og hele Herligheden gaaer til Bunds, hvis Du ikke bjerger Dig i Tide.» Da kommer den indre Kamp, der fører til, at han siger: «Vil Nogen anklage mig, saa negter jeg Alt. Vil man tilintetgjøre mig, saa strider jeg paa Livet!» – og strider, indtil han vil lade Johan gaae til Bunds med Indian girl. Bernick er en Mand, der i Selskab tager sin Kone ved Haanden og fremstiller sig og hende som Mønstre for Familielivet, men som i Enrum med hende siger hende de haardeste Ting og – jager hende ud, for at Ingen skal see hende græde derover; en Mand, der siger om sin Søster: «Hun har naturligvis nok at interessere sig for; hun har jo mig og Betty og Olaf og mig», og om sin Søn: «Men jeg har en Gjerning at efterlade mig her i Verden; jeg er ikke tjent med at blive barnløs.» Med alt det er Bernick ingen Skurk, ja han er end ikke ond; han er Egoist og forfængelig og hænger som en Kaabe om disse to Fejl sin Stræben efter at gavne Samfundet og være dets Støtte, saa længe, indtil han selv troer derpaa. I mange Henseender lykkedes Fremstillingen af denne Skikkelse godt for Hr. Dall, og navnlig gik der gjennem hans Spil en stærk Stræben efter at undgaae hul Pathos, efter at være saaledes, som Folk ere i det daglige Liv. Denne Stræben er berettiget; thi skal Revselsen netop af saadanne Brøst, som «Samfundets Støtter» angriber, virke, saa skulle de sees i det daglige Livs Belysning og ikke sættes hen i en Kreds, man kan stille sig selv udenfor; men det maa dog vel fastholdes, at den berettigede Stræben efter det Naturlige ikke bør føre til at gjøre det ubetydeligt, og navnlig ikke i et Værk som «Samfundets Støtter», hvor hvert Ord, hver mindste Handling har sit bestemte Formaal, sin Del i det Heles Udvikling. I saa Henseende fejler Hr. Dall undertiden og lader den tilstrækkelige Pointering mangle. Bedst lykkes ham de stærke Udbrud, hvor hans Stemme og Skikkelse yde ham en ikke ringe Hjælp. Bernicks Rolle er overordenlig vanskelig og anstrengende, og dertil er den alt Andet end sympathetisk; men det maa siges, at Hr. Dalls Udførelse bød særdeles meget Godt, og at den Skikkelse, Forfatteren har tegnet, blev ført frem paa en for Publikum i det Hele taget klar og forstaaelig Maade. Den Figur, der er taknemligst at fremstille, er uden Tvivl Lonas, og Fru Dall høstede da ogsaa en rigelig, men velfortjent Tak. Vi havde været i Tvivl om, hvorvidt hun magtede denne Rolle, fordi den, foruden den Friskhed og Hensynsløshed overfor ydre Former, som den udvikler, tillige fordrer en betydelig Gemytdybde. Lona er en Personlighed, der har indre Berettigelse til at sige, ikke blot til Rørlund som Leder af Foreningen til moralsk Fordærvedes Frelse: «Jeg vil lufte ud, Hr. Pastor», men ogsaa til Bernick: «Jeg vil hjælpe Dig til fast Grund under Fødderne, Karsten» – og: «Da Johan fortalte mig dette om Løgnen, da svor jeg ved mig selv: min Ungdoms Helt skal staae fri og sand!» Men Fru Dall viste sig at kunne løse denne Opgave saa godt, at man ikke alene lo over Lonas Manerer og Raskhed, men ogsaa følte Agtelse for hendes aandelige og hjertelige Overlegenhed. Til et interessant Studium frembyder Adjunkt Rørlund rigt Stof. Er han en falsk Hykler eller er han en af religiøs og moralsk Iver for vidt dreven hæderlig Karakter? Vi troe, at der om dette Spørgsmaal endnu vil blive ført mangen Strid. Vi ansee ham som et Led i det daglige Liv, der føres frem for os, og derfor hverken som det Ene eller det Andet af hine To. Han er ikke ond, men han har faaet «Løftelsen» i den forkerte Hals. Han løfter og løfter saa længe, at han tilsidst bliver baade skæv og krum, og kommer dog ingen Vegne med sig selv og Andre. Men han seer ikke sin Skavank og kan sige: «Nej, da har vi det sandeligen bedre, vi, som sidde svalt herinde og vende Ryggen til den Kant, hvorfra Forstyrrelsen kommer.» Løftelses-Arbejdet gjør ham hovmodig; han vil ægte Dina, ikke fordi han elsker hende, men fordi hun altfor længe har savnet det «moralske Støttepunkt», som han bebrejder sig selv, at han ikke før har tilført hende, og idet han haaber, «at dette Skridt ikke vil blive mistydet». Han troer selv paa, at dette Ægteskab er en god Gjerning fra hans Side, men denne Tro er kun en Følge af hans Hovmod og ikke af sand indre Kjærlighed. Og da der rejser sig en Hindring for hans Plan, saa bliver han ikke alene haard, men endog ond, og da han dog seer den strande, trøster han sig med, at Dina «dog har været ham uværdig». Der er to Sider ved dette Billede. Først er der Rørlunds egen Personlighed, men saa er der ogsaa det, at han kan staae i sin Kreds som den, der er Samfundets moralske Støtte, medens han blot lukker den friske Luft ude og holder det i den kvalme, bedøvende Selvbehageligheds Atmosfære. Men noget Forudberegnende er der dog ikke ved Alt dette. Han er saaledes, som den forkvaklede Retning fører det med sig, og udfordrer al Henrik Ibsens bidende Spot. I sin Fremstilling af denne Figur fulgte Hr. Pechüle væsenligst den samme Opfattelse, som vi her have givet Udtryk; dog heldede han af og til stærkere over til den virkelige, onde Hykler, navnlig, hvor Tildragelserne gaae ham imod og vække hans Uvillie; han var maaske ogsaa i sin Holdning for snigende, i sit Blik for skulende; men vi indrømme, at det er langt lettere at gjengive enten den religiøse Enthousiast eller Tartuffe'n, der begge kræve stærkere Farver. Hr. Pechüles Spil vidnede iøvrigt her, ligesom altid, om stor Tænksomhed og en stærk Stræben efter at lægge virkelig Betydning ind i det. En smuk Skikkelse er Martha, saa lille hendes Rolle end er. Hele hendes Livs Indhold ligger i de Ord: «jeg har elsket ham højere end Alt i Verden», og saa kommer han tilbage og seer hende ikke, fordi Dina skyggede for hende, og hun giver ham Dina, thi: «Skulde jeg ikke give ham Lykken ihænde, naar jeg elskede ham?» Frøken Vernicke spillede den smukt; hun lagde den Ro over Marthas Skikkelse, som den Alt forsagende Kjærlighed kun formaaer; noget for deklamatorisk blev hendes Meddelelse til Lona om sit Hjertes Hemmelighed. Skibsbygger Aune er tildels i sin Kreds, hvad Bernick er i sin; han vil ogsaa være sit lille Samfunds Støtte, selv naar han kun kan vedblive dermed ved Hjælp af en Forbrydelse; han gjør sig til Redskab for Bernicks Plan, men undskylder sig med Kjærlighed til sin Familie og Samfundet. Hans indre Kamp fremstilledes særdeles godt af Hr. Wantzin, og det gribende Billede, Forfatteren giver af denne Kamp, kom til sin Ret; ikke mindre smukt virkede hans Glæde over at være kommen ud af Forbrydelsen og hans Løfte om at arbejde «med de nye Maskiner», der havde havt deres Andel i hans tidligere Forvildelser. Hr. Orlamundt havde faaet en heldig og helstøbt Figur ud af Hilmar Tønnesen, der stiller sig selv som blot Tilskuer overfor Smaakjøbstadslivet, hvorover han føler sig uendeligt hævet; han taler altid om det «staalsættende» i at kæmpe mod alle Slags Farer, men bliver bange, da Olaf vender Flitsbuen, hvori der ingen Pil er, imod ham, og han kan trods al sin Talen om det Store udenfor, ikke komme derud for «sin Sygdoms» Skyld. Han har i hele Stykket ikke en eneste Ide, men holder desuagtet stadigt Ideens Fane højt. Alt dette traadte tydeligt frem i Hr. Orlamundts Spil og i en Skikkelse, hvoraf man finder Træk i det daglige Liv hver eneste Dag. De øvrige mindre Roller, Dina (Frk. M. Andersen), Johan Tønnesen (Hr. Anth. Jensen), Fru Bernick (Fru S. Jensen), Grosserer Rummel (Hr. Hougaard), Kjøbmand Vigeland (Hr. Alb. Price), Fuldmægtig Krap (Hr. Lexow) samt Fru Bernicks moralske Veninder (Fru Wantzin, Frk. Krag og Frk. Raun) udførtes tilfredsstillende. Hr. Price havde især faaet en komisk Figur ud af den gudelige Skibsejer. Frk. Dagmar Hansens Debut som Olaf var ikke saa ilde. I Scenen imellem Fruerne Rummel, Holt og Lynge kunde der lægges lidt mere Ro og Finhed; denne Fordring skete ogsaa for en Del Fyldest ved den anden Opførelse.

W.

Publisert 2. apr. 2018 16:32 - Sist endret 15. mai 2018 11:10