Anonym anmelder i Christiania Intelligentssedler

De unges Forbund ved Christiania Theater anmeldt i Christiania Intelligentssedler i Kristiania 20. oktober 1869 (No. 244, 107 Aargang).

Theatret.

«De Unges Forbund» gaves igaar for aldeles fuldt Hus. Man kunde mærke Publikums Spænding paa den dybe Taushed, der pludselig afløste Snakken, da Orchesteret taug. Det var øiensynligt, at Størstedelen af de Tilstedeværende kjendte Stykket før og kjendte det godt ogsaa. Der var ingen Overraskelse ved de kvikke Steder, og man lo til Witzerne, før de vare sagte, der hvor man vidste, de skulde komme. Der var utvivlsomt mange Folk i Theatret, som var komne der i Misfornøielse med Stykket for at hysse eller pibe, og Bifaldet var heller ikke saa stort, som man kunde vente efter den Interesse, Stykket har vakt, og den Iver, hvormed Folk havde kjæmpet om Billetter. Naar Bifaldet under Spillet faldt livlig, hørtes strax Hyssen, et Par Gange endog en enkelt Pibe, der dog strax overdøvedes af Klap, og da Forestillingen var tilende, blev der intet Forsøg gjort paa Fremkaldelse.

Vi skulle ikke indlade os paa nogen Kritik af Stykkets Værd hverken i æsthetisk eller politisk Henseende. Vi have allerede før antydet, hvad vi ansaa for Stykkets største Fortjeneste, nemlig at det var et Bidrag til en poetisk Skildring af Nutidens Personer og Forholde, og vi skulle her tilføie, hvad vi anse for dets største Feil, nemlig at det er et politisk Partiskrift. En nøiere Kritik er det netop af den Grund lidet behageligt at indlade sig paa, fordi Folk af politiske Hensyn ere indtagne enten for eller imod Stykket og derfor ere aldeles uvillige til at høre paa en æsthetisk og upartisk Udvikling af Stykkets gode og slette Sider. Med Hensyn til Brugbarhed for Scenen staar dette Stykke høit blandt Ibsens Arbeider: Dialogen er udmærket, og Handlingen skrider raskt frem i de tre første Akter. I de to sidste Akter er der en Del Stillestaaen og Gjentagelser, og der havde det været den artistiske Direktørs Pligt at forkorte og bortskjære Adskilligt. Dette er imidlertid ikke gjort, hvorimod der hist og her igjennem hele Stykket er strøget en hel Del enkelte Replikker, og det saa skjødesløst og ukritisk, at Meningen endogsaa paa et enkelt Sted («Kunde De ikke nøie Dem med Udsigten») er aldeles forstyrret. Men bortseet herfra, er Stykket saa godt gjort i dramatisk Henseende, har saamange ypperlig tegnede Karakterer, indeholder saadanne livagtig opfattede Situationer, at det nødvendigvis maa gjøre stormende Lykke paa Scenen, naar det blot bliver nogenledes fornuftig besat og omhyggelig indstuderet. Men dette er langtfra Tilfældet, saaledes som det gives paa Christiania Theater. Hovedrollen Sagfører Steensgaard udføres for det Første saaledes, at Stykket bliver omtrent meningsløst. Man ser et særdeles elskværdigt, meget ordinært og temmelig ubetydeligt ungt Menneske for sig, men af den storslaaede Personlighed som henriver og behersker Alle, ser man Intet, og Mængdens Hyldning, de Mægtiges Frygt og Bastians Efterligning bliver lige uforklarlige og ubegribelige. I dette Punkt ville vi dog ikke dadle Rollens Besætning saameget, som den totale Mangel paa Instruktion. Thi vel kan det synes desperat, at give en Begynder, der hidtil har spillet lyriske Helteroller, et stort komisk Parti af sværeste Sort – det fik dog gaa, af den Grund nemlig, at man ingen anden havde, der kunde spillet Rollen; men at lade ham spille den uden den omhyggeligste Veiledning, eller uden at denne Veiledning havde frugtet noget, det er høist uforsvarligt, og dersom Direktøren ikke troede sig istand til at lære den unge Skuespiller, hvordan Rollen skulde tages – nuvel, saa var det bedre at give den til en ældre Kunstner, som vel af sit eget Hoved kunde fundet ud en eller anden rimelig Maade at spille den paa. De øvrige Hovedroller Lundestad, Heire, Kammerherren og Doktoren ere besatte paa en høist besynderlig Maade. Lundestad, hvis første Egenskab er en ubevægelig Ro, er givet til Hr. Krohn, for hvem Ro er næsten umulig, Heire, der først og fremst maa spilles uhyre fort, gives af Hr. J. Brun, der som bekjendt snubler, hvergang han vil forsøge at forlade sit sædvanlige lune Dilt, Kammerherren, – en Rolle, der kunde spilles af hvemsomhelst – er givet til Hr. Wolf, der burde have havt Doktoren, og Doktoren er givet Hr. Gundersen. Doktoren er Stykkets svageste Person. Han er den eneste Mand i Stykket, som er baade handledygtig og ædel; men han er tegnet saa svag (enten Skylden nu ligger i Forholdene eller hos Forfatteren), at han gjør et meget ynkeligt Indtryk. Det var Direktørens Sag at give denne Rolle til en kraftig Personlighed, som kunde hæve den og derved forhøie Stykkets Totaleffekt. Dette mener vi, Hr. Wolf kunde have gjort; men det ligger aldeles udenfor Hr. Gundersens Evner. Det er dog ingenlunde vor Mening, at disse Roller bleve slet udførte. Tvertimod, de Skuespillere, der havde faaet Rollerne, havde aabenbart studeret dem ret con amore, som rimeligt kunde være, og gjort sig al mulig Flid for at spille dem rigtig, og det var ogsaa tildels lykkedes. Navnlig gjælder dette for Hr. Krohns Vedkommende. Skjønt den hele Tid med synlig Anstrængelse, gav han dog gamle Lundestads Parti saa sandt og saa morsomt, at det var en Fornøielse at se. Der er vel heller Ingen som tvivler paa, at Johannes Brun fornøiede Publikum med Daniel Heires mange morsomme Replikker. Men han var ikke ondskabsfuld nok, og han talede ikke fort nok. Karakteristisk er i saa Henseende hans Fremsigelse af den ypperlige Slutningsreplik i fjerde Akt:

   Mad. Rundholmen (med et Brev i Haanden): Hvor er Sagfører Steensgaard?
   Daniel Heire: Han kyssed Deres Tjenestepige og gik, Mad. Rundholmen.

Hvad Heire her skal sige, er egentlig blot, at Steensgaard er gaaet, men som Parenthes bemærker han ogsaa, at han først kyssede Tjenestepigen. Her kommer det naturligvis an paa Tungfærdighed; men den mangler Hr. Brun, og derfor gav han Replikken i den Form:

«Han kyssed Deres Tjenestepige – og saa gik han, Mad. Rundholmen!»

hvorved Stedets komiske Point gaar aldeles tabt.

Vi ere tilbøielige til at tro, at Hr. Brun burde have havt Lundestads Rolle. Til at spille Daniel Heire passede ingen bedre end Hr. Nielsen. Han forstaar, at gaa omkring og være ondskabsfuld og han kan tale hurtig og skarpt. Værksforvalteren var det jo let at faa besat. Proprietær Monsen paa Storli spilledes af Hr. Bucher. Mod denne Rollebesætning have vi Intet at indvende, men desto mere mod den Maade, hvorpaa Rollen blev udført. Det var i Sandhed forbausende, at Hr. Bucher, som engang glædede og forbausede os ved sin ypperlige Bjerkebæk, ikke kunde give Monsen bedre. Vi føle os overbeviste om, at Hr. Brun ved, hvordan den Rolle skal spilles. Han vilde kunne give den ypperlig selv, og han maatte ogsaa kunne give Hr. Bucher nyttige Vink. Bastian Monsen spilledes af Hr. Abelsted. Det fornøieligste Træk i denne Rolle er Efterligningen af Steensgaards Personlighed. Nu havde Steensgaard ingen Personlighed; der var intet at efterligne, og Hr. Abelsted blev en dum Bondegut, om hvem der ikke er Videre at bemærke. Fru Wolf gav Mad. Rundholmen i en temmelig flatteret Skikkelse og Hr. Isachsen Bogtrykker Aslaksen med en frastødende Naturtrohed. Det Første er maaske det Raadeligste; man befinder sig saa alligevel i dette Stykke i en saa ubehagelig tyk Atmosphære, at det ikke skader, om man idealiserer en Smule.

Der kunde endnu være meget at sige saavel om de enkelte Roller som om Samspillet: men Indstuderingen forekom os i det Hele temmelig mangelfuld; vi haabe, at mange mindre Unøiagtigheder ville blive rettede ved en senere Opførelse, og vi opsætte derfor til da at udtale os om en Del Enkeltheder ved Udførelsen. Stykket gives anden Gang imorgen (Onsdag) til Indtægt for Forfatteren.

Publisert 5. apr. 2018 13:52 - Sist endret 13. sep. 2018 13:47