Tharald Blanc

Christiania Theaters oppsetning av Vildanden anmeldt av Tharald Blanc (under signaturen «c.») i Aftenposten i Kristiania 12. og 13. januar 1885 (Nr. 9 og 10A, 25de Aargang).

(12. januar 1885)

Kristiania Theater.

Trods Gaarsdagens ugunstige Veir havde den første Opførelse af Henr. Ibsens «Vildanden» samlet omtrent udsolgt Hus i Kristiania Theater. Som alle Ibsens Stykker vinder ogsaa «Vildanden» ikke saa lidet ved at komme paa Scenen. Handlingen faar gjennem Opførelsen mere Holdning og Spænding end ved Læsningen, om den end ved sin lange Exposition (hele første Akt) og endel Longører i selve Udviklingen ogsaa paa Scenen, trods Stykkets tekniske Fortrin, tildels virker noget langtrukkent og stillestaaende. Lidt mere Fart i Spillet, end Tilfældet var igaar, vil dog maaske kunne rette noget herpaa. Udførelsen var for enkelte Rollers Vedkommende særdeles heldig og fornemmelig tilkommer Hr. Johs. Brun som den gamle Ekdal, Hr. Reimers som Hjalmar Ekdal og Frk. Krohn som Hedvig den største Fortjeneste af det forøvrigt omhyggeligt gjennemarbeidede Ensemble. Derimod fandt vi os mindre tilrette med Fru Wolfs Gina Ekdal og Hr. Isachsens Relling, ligesom heller ikke Hr. Hammer som Gregers Werle eller Fru Selmer som Fru Sørby, efter vor Formening, havde formaaet at give sine Roller nogen synderlig Karakteristik. Hr. Gundersen skilte sig godt fra Grosserer Werle, og af Stykkets Biroller havde Hr. Selmer skabt en god Figur af Molvik og DHrr. Klausen og H. Brun to morsomme Figurer af den blegfede og den tyndhaarede Herre. Iscenesætning og Udstyr var fortjenstfuldt; isærdeleshed var Hjalmar Ekdals fotografiske Atelier med Udsigten til Loftet, hvor han og Faderen har sit Jagtterritorium, meget heldigt arrangeret. Publikum fulgte Stykket med livligt Bifald, der ved Tæppets Fald antog en saa demonstrativ Karakter, at Theatret saa sig nødsaget til at bryde paa den nylig vedtagne Bestemmelse om, at Fremkaldelse ikke skal finde Sted.

c.

 


 

 

(13. januar 1885)

 

Af Henrik Ibsens senere Arbeider har «Vildanden» unegtelig vakt noget mindre Opsigt ved sin Fremkomst end de øvrige. Den offentlige Kritik har indskrænket sig til Bladenes sædvanlige «Literaturanmeldelser» og heller ikke inden den mere private Diskussion har Stykket formaaet at fremkalde en saa levende Meningsudvexling, som Tilfældet var med «Et Dukkehjem» og «Gjengangere». Det har været sagt, at «Vildanden» er et af Ibsens svageste Arbeider, – det er under enhver Omstændighed et af hans uhyggeligste og utrøsteligste, og man behøver ingenlunde at bekjende sig til den optimistiske Anskuelse, at det skulde være Poesiens eneste eller høieste Opgave at fremstille Virkeligheden i et fantastisk Rosenskjær, for omsider at føle en vis Afsmag ligeoverfor disse mørke Livsbilleder, som den Ibsenske Digtning Gang efter Gang bringer. Vi tror neppe at tage synderlig Feil, naar vi mener, at Aarsagen til, at «Vildanden» har vakt mindre Sensation end Ibsens øvrige Arbeider, er at søge heri, og vi tror heller ikke at kunne spaa Stykket noget synderlig langt Liv paa Scenen, efter at det har tabt Nyhedens Interesse. Vistnok faar det en fastere Holdning og større Anskuelighed gjennem Opførelsen, under hvilken dets gode Egenskaber og især den stedse stigende Spænding i Handlingen formaar lettere at fængsle Opmærksomheden end ved Læsningen; men selv i teknisk Henseende er «Vildanden» noget svagere end de fleste af Ibsens moderne Dramaer. Den allegoriske Tilgift, Handlingen har faaet, er ikke ubetinget heldig i et Virkelighedsdrama, og Handlingen selv lider – trods den Kunst, hvormed den er lagt tilrette – af Longører, der gjør Indtryk af, at Rammen tildels er noget for vid for Stoffet.

Hvad Udførelsen angaar, saa afgiver ogsaa «Vildanden» et Bevis paa, at vor egen Literaturs Arbeider i Almindelighed er de taknemmeligste Opgaver for vor Scene og den bedste Maalestok for Bedømmelsen af vore Skuespilleres Kræfter. Der har øiensynlig været lagt meget Arbeide paa Stykkets Indstudering og dets Iscenesætning, som fornemmelig for de fire sidste Akters Vedkommende er fortrinlig. Men i sin Helhed kan Opførelsen af «Vildanden» alligevel neppe siges at staa i Høide med det allerbedste af, hvad vort Theater har præsteret i Gjengivelsen af vore egne Digteres Verker. Flere af de Spillende har vistnok med megen Forstaaelse og Sikkerhed grebet sine Roller, men der er ogsaa dem, som neppe har fundet det egentlig centrale i Opgaven. Dette gjælder for det første om Fru Wolfs Gjengivelse af Gina Ekdal. Der er noget besynderlig vegt og uklart ved den hele Figur i Fru Wolfs Hænder. Hun synes at have havt Følelse af, at der er et typisk østlandsk Præg over Skikkelsen, men dette Præg har det ikke lykkes hende helt at gribe. Hendes bergenske Dialekt er hende aabenbart til Hinder for at gjennemføre den østlandske Akcent, hvormed hun søger at karakterisere Rollen, og denne Usikkerhed har maaske igjen bevirket, at Tegningens Konturer mangler Sikkerhed og Skarphed. Man faar under enhver Omstændighed intet Indtryk af det resolute Væsen det, som hun selv kalder det «kontante», ved Ginas Person, den Energi, der gjør hende til den styrende og ledende i det Ekdalske Hjem, og som skal vække vor Medfølelse med denne engang faldne og i sit Væsen simple, men som Hustru og Moder ved sin Pligttroskab agtbare Kvinde. Ikkedestomindre er der dog enkelte særdeles vellykkede Momenter i Fru Wolfs Spil, især i Scenerne med Hjalmar i Slutningen af fjerde Akt, hvor Ginas trodsige og heftige Natur bryder frem, og man kan blot undre sig over, at ikke Fru Wolf har benyttet mere af dette Træk i sin Karakteristik af Rollen forøvrigt. Hr. Hammer betoner som Gregers Werle fornemmelig det melankolske og ulykkelige hos denne Mand, der staar saa alene i Livet, paa samme Tid som han saalidt forstaar at være sig selv nok. Rollen er ganske vist uklar, men et synes dog at være klart: skal man føle endog blot Medlidenhedens Sympathi med denne «Idealist», maa man ialfald mærke, at han opfatter sin «Livsopgave» med Varme og Interesse. Man maa se noget til det sværmeriske, naive og godtroende i hans Natur, noget af det «Tilbedelsesdelirium», hvoraf han lider, og som gjør ham saa kortsynet ligeoverfor en Person som Hjalmar Ekdal; men dette kommer ikke frem gjennem Hr. Hammers Spil, der efter vor Mening gjennemgaaende tager for tungt paa Rollen. Heller ikke Gregers´ Modsætning, Doktor Relling, tror vi har fundet sin rette Fremstiller i Hr. Isachsen. Relling skal formentlig baade i sit indre og ydre Væsen være noget af en Cyniker, og hans Djærvhed og Ligefremhed har neppe noget af det fixe og friske, der er over Isachsens Relling, som heller ingenlunde gjør Indtryk af at være en udsvævende Person, der rangler Nætterne bort i Selskab med et saa forkommet Subjekt som den «forhenværende» Theolog Molvik. De øvrige af Stykkets Hovedroller faar derimod en særdeles god, tildels endog fortræffelig Udførelse. Hr. Johs. Brun har som Løitnant Ekdal skabt en typisk, i alle Enkeltheder fortrinligt gjennemarbeidet og med et elskværdigt Humor udstyret Figur af den gamle i Livets Modgang afstumpede og sløvede Mand, og Sønnen Hjalmar har i Hr. Reimers en Fremstiller, der heltigjennem med aldrig svigtende Sikkerhed har truffet Rollens Karakteristik. Allerede Hr. Reimers´ Ydre afgiver fortræffelige Attributer til denne og over Fremstillingen af det løse Stemningsmenneske, hvis tilsyneladende Pligtfølelse rummer en god Del Egoisme og Selvbeundring, og som altid har en tom Floskel om sit Kald og sin Opgave paa rede Haand, medens han overlader sin Hustru at sørge for Livets reelle Krav, lægger Hr. Reimers et godlideligt Lune, som gjennem den ubevidste Selvironi lader den forlorne Høitravenhed ved Personen komme fortræffeligt til Ret og samtidig bringer lidt Munterhed ind i det ellers saa mørke Livsbillede. I Hedvigs Rolle har Frk. Krohn faaet en vanskelig Opgave, som hun imidlertid løser overraskende godt. Hvad det gjælder, er at faa det barnslige i Hedvigs Væsen og det dybe i hendes Natur forenet i et helstøbt Billede, og dette lykkedes for Frk. Krohn saaledes at hendes Fremstilling af det noget fortidligt modne Barn ved sin Naturlighed og Ukunstlethed bliver smuk og sympathetisk. I det Hele taget synes Udførelsen af denne Rolle saavel for Opfatningens som Spillets Vedkommende at betegne et stort Fremskridt hos den unge Skuespillerinde og tyde hen paa en dybere Begavelse, end man kanske har været tilbøielig til at ville tiltro hende. Af de øvrige Spillende skal vi endnu nævne Hr. Gundersen, der spiller Grosserer Werle med Anstand og Alvor.

c.
Publisert 20. mars 2018 13:02 - Sist endret 11. sep. 2018 10:58