Clemens Petersen

Brand anmeldt av Clemens Petersen i Fædrelandet i København 7. april 1866.

Brand, et dramatisk Dikt af Henrik lbsen.

Vi ville forsøge paa at give en Oversigt over, hvad det egenlig er, dette mærkelige Digt handler om, og blot hist og her gjøre nogle Bemærkninger om Behandlingen.

Første Act er Digtets, Heltens Program, et Forspil i Begrebernes Verden, hvorved et vist Syn paa Livet, et vist aandeligt Standpunkt, et vist Formaal i Virkeligheden angives i sine almindelige Omrids. Den bestaaer at tre Scener, og skjønt disse Scener kun forsaavidt hænge sammen, som de staae i begrebsmæssig Modsætning til hinanden, og skjønt det gjælder om dem, som om det hele Digt, at de have mere Begreb end Billede, ere de dog kraftig skaarne. For Indbildningskraften staae de som en dunkel, graaagtig Taagemasse, der vælter frem, svanger med Rædsel, og kun hist og her gjennemlyst eller gjennemsortnet af phantastisk forstørrede Skikkelser. Men der er en bebudende Kraft i denne Dunkelhed; noget Ualmindeligt slutter den inde. Forstanden gives der kun det rent Almindelige, uden at de særegne Træk nærmere antydes, hvorigjennem dette Almindelige vil vise sig som levende Virkelighed, men disse blot almindelige Forudsætninger for en kommende Udvikling ere klare og bestemte. For Hovedpersonen, Brands, Øine see Nutidens Mennesker saaledes ud: Til at leve ere de fødte; at leve stort, herligt, betydningsfuldt og lykkeligt er al deres Attraa og al deres Tale; men en saadan Skræk for det Afgjorte, uden hvilket intet Liv kan blive betydningsfuldt eller lykkeligt, og en saadan Slaphed med Hensyn til Alt det, der er Betingelsen for at faae Tag i Livet, har bemestret sig dem, at de sprælle matte og visnende ved Siden at Livet, ligesom Fisk, der, skjønt Skaberen har bestemt dem til at være i Vandet, dog paa en eller anden Maade havde faaet Skræk for deres naturlige Element. Hvad er det da, som Nutidens Mennesker mangle, siden deres Aand er bleven slagen med Rædsel for det, der er Aandens naturlige Element: det Afgjorte, siden deres Liv er blevet saa slapt og farveløst, at det ikke fortjener at kaldes et Liv. Det er deres Gudsbevidsthed, der er fordunklet, sløvet, ja ofte tabt. Derfor kunne Menneskene ikke mere finde det Store, det Afgjørende, og naar de møde det, kunne de ikke bære det. Derfor er Verden bleven lille og Livet ubetydeligt, og derfor jager det Store og Afgjørende Menneskene sammen i Jammer og Elendighed, i Stedet for netop at reise dem i Glands og Glæde, hvis de da ikke – hvad de som oftest gjøre – søge at smutte fra det ved at lade, som om det ikke var til, og sætte hele Livet i Tilfredsstillelsen af lave, uædle Tilbøieligheder. Ligesom Katholikerne have gjort "Frelserhelten til en Rolling", saaledes have Protestanterne forvandlet den strænge, vældige Gud, som intet Menneske kan naae uden ved at hengive sig helt, men som ogsaa kan holde ham opreist alene mod den hele Verden, til en godlidende, gammel Mand, der seer velvillig ned paa Mennesket, som han gaaer der,

lidt alvorslørt til Brug i Helgen,
lidt trofast efter Fædres Sæd,
lidt lystig efter Natverdssvælgen –
thi det var samme Fædre med –
lidt varm om Hjertet, er der Gilde
og Sangen runger for det lille,
men klippefaste Klippefolk,
der aldrig tog mod Stryg og Svolk, –
lidt ødsel, naar det gjælder Løfter –
lidt haarfin, naar han ædru drøfter
Det Ord, som gaves i et Lag
til Løsning paa en Alvorsdag.
Dog alt, som sagt, kun ganske lidt.


Den klare Ide er overalt forsvunden, og kun dens Carrikatur er bleven tilbage; Bacchanten er bleven til en blot Drukkenbolt, og den Gud, der stod for Moses paa Horebs Bjerg, er bleven til en blot ærværdig Mand. "Men denne Nutidens Gud vil jeg gaae ud at begrave", siger Brand, "og jeg vil ryste i Menneskeslægten, til den slaaer Øinene op og seer den sande Gud".

Enhver Ide er imidlertid, saalænge den kun forefindes i Sjælen som almindeligt Formaal, ikke Andet end en Phantasi. Den maa passes til efter Virke lighedens ofte snevre Forhold og indordnes under dens ofte trange Vilkaar, selv om det derved skulde hændes, at Ideens Glands slukkes og kun Virkelighedens Trængsel fornemmes; thi først derved bliver den gjennem Beslutningen til en Villie i Mennesket, og først derved bliver den gjennem Arbeide og Opofrelse til et Liv i Virkeligheden. Herom handler nu anden Act. Endnu Eet er dog nødvendigt, inden Udviklingen kan begynde, thi hvad Interesse vilde selv den mest stortslaaet anlagte Udvikling have, naar den, der skulde gjennemløbe den, ikke duede? Ligesom Digteren i sidste Scene af første Act, hvor en forvildet Qvinde, hvis Følelse for Kirken nede i Bygden ligner Brands Syn paa hele Menneskelivet, vil føre ham til den store "Iskirke" inde paa Snemarkerne, har viist, at Ideen i ham ikke er, som hos hende, en Overspændelse, men en stærk Følelse af et stort Kald, saaledes maa han nu, inden han gaaer videre, vise, at har Manden fundet sit Kald, saa har ogsaa Kaldet fundet sin Mand. I et stort, vidt udslaget, væsenlig episk, men med stor plastisk Kraft tegnet Billede fremstiller han derfor her sin Helt som en Mand, der kan offre sit Liv for sin Ide, der vil det, han vil, lige til det Yderste, og uden at famle kan gribe Døden, naar Livet ikke rækker til. Det er ikke slet saa vanskeligt at offre sit Liv for en Ide, som man i Almindelighed siger. Naar Ideen træder overfor Mennesket i personlig Skikkelse, naar f. Ex. en Søn skal vove sit eget Liv for at frelse sin Moders, saa gives der mange Mennesker, som kunne gjøre det. Vanskeligere bliver det, naar Ideen træder frem i abstract Skikkelse, men saa bliver det igjen lettere, hvis Offeret kan gjøres i Fællesskab; det er visselig tungt at offre sit Liv for sit Fædreland, naar man er ganske ene om det, men det er ikke tungt, naar man staaer i Række med sine Medborgere. Digteren har imidlertid gjort Prøven saa vanskelig som mulig; Brand sætter sit Liv paa sin Ide, alene og abstract. Paa den anden Side Fjorden ligger en Mand, som ikke har kunnet udholde at see sit Barn sulte ihjel og derfor har dræbt det. Men da han heller ikke har kunnet udholde at see paa sin egen Gjerning, har han villet dræbe sig selv, og ligger nu hen uden at kunne leve og uden at turde døe. Brand er Præst, og skjønt Storm og Uveir sætte Fjorden i et saadant Oprør, at Ingen tør ledsage ham, gaaer han dog i Baaden for at bringe den Døende Sacramentet; han kan altsaa leve en Ide helt og fuldt ud. Nu vil maaskee Nogen sage, at Digteren her egenlig har begaaet et Feilgreb, idet han lader sin Helt begynde med det, hvormed han skulde lade ham slutte, begynde med det Største, med at sætte selve Livet ind for sin Villie, thi gives der noget større Offer for Ideen end selve Livet? Jo. For Mennesker, der enten slet ikke kjende et Livsforhold til ldeen eller som blot have mødt den i Livet som Lykkens eller Skjønhedens Solglimt, staaer naturligvis Opoffrelsen af Livet som det høieste Offer; men det forholder sig ikke saaledes. At kunne døe for Ideen er Betingelsen for at kunne leve for den, men ikke mere, og større end at offre sit Liv een Gang for Ideen er det at offre det tusinde Gange, at offre det hvert Minut, man lever. Alle Mennesker, som ere komne til at leve fuldt og stort, have Noget, Mange endogsaa Meget, som er dem dyrebarere og vigtigere end Livet selv, og at offre dette Livets dyrebareste Indhold paa Ideens Alter, er usigelig mange Gange større og tungere end at offre Livet selv. Døden kan endogsaa træde til, ikke som det sidste Offer, men som en Forløsning. Det er et saadant Liv for Ideen, Brand nu skal til at begynde, efterat han har viist, at han er beredt til at døe for den, en stadig, hvert Øieblik gjentagen, Opoffrelse af Livets Indhold.

Det Første, der da kræves, at et Menneske skal offre, naar Ideen bliver en levende Villie i ham, det er, at han maa offre sine Drømme. Brand havde tænkt sig sit Arbeide midt i Menneskeslægtens tætteste Vrimmel, forrest paa Culturlivets Skueplads,

Stærke Drømme, fagre Drømme,
kom i Flok som vilde Svaner,
løfted mig paa brede Vinger.
Udad saae jeg mine Baner.

og nu maa han begynde det som Præst for en ussel lille Menighed, der lever indeklemt i en afsides Dal, fjernt fra det store Liv.

Kom da, Mænd, som vandre sløve
i min Hjembygds lukte Dale.
Sjæl med Sjæl i Tomandstale
vil vort Luttringsværk vi prøve,
Halvhed fælde, Løgnen døve,
vække Villiens unge Løve.

At offre sine Drømme for at faae begyndt i Virkeligheden, vil maaskee synes En og Anden et temmelig let Offer, men det kommer jo an paa, hvor smukt man har drømt, og hvor stærkt man har troet paa sine Drømme. Have disse været Ideens første Blomstring i Mandens Sind, har han i dem troet at fornemme et Fingerpeg fra Gud, kan Offeret visselig være meget tungt, og det kan være afgjørende for et helt Menneskeliv, om det bringes eller ei.

Ethvert Livsforhold til Ideen er ubetinget; Personlighedens religiøse Forhold til Gud er ubetinget: Alt eller Intet; at prutte er at modsige sig selv eller Ideen og at tabe Forholdet. Det er dette, Brand prædiker, det er ved at indprente denne Sandhed, han vil reise Livet af dets Sløvhed til Styrke og Glands, og han gjennemfører sit Forsæt med ubøielig Strenghed. Han mødte sin gamle Moder, en Skikkelse, der uden Overdrivelse turde kaldes et Mesterværk af Charakterskildring, og Digteren har i en udmærket klar og tillige farverig Scene i Slutningen af anden Act viist, hvorledes det Særegne i Forholdet mellem denne Moder og denne Søn tvinger Brand til at offre sine Drømme, til at begynde netop paa dette Punkt i Virkeligheden, til at blive Præst i sin Hjembygd. Hvis han havde skudt den Haand til Side, som Virkeligheden her rakte ud imod ham, og fulgt det ubestemte Vink, som hans Kald gav ham i hans Drømme, vilde det have været det første Brud med Ideen. Nu ligger Moderen for Døden og sender Bud til Sønnen, at han skal komme med Sacramentet. Han stiller imidlertid det Vilkaar, at hun skal offre alt sit Guld, og da hun kun vil offre Meget, men ikke Alt, kun det Halve eller Nitiendedelen, negter han at komme og lader hende døe uden den sidste Trøst, stedt i den største Gru, Livet kan rumme. Dette er strengt; dog kommer Strengheden ikke fra Hjertets Haardhed, men fra Ideens Vælde. Brand har ikke blot Ret, forsaavidt som det er saaledes, at Gudsforholdet skal stilles, men ogsaa forsaavidt som det er ham, der stiller det saaledes; hvad han forlanger af Andre, gjør han selv. Lægen siger ham, at i denne raa Fjeldbygd, i dette "Slug", hvor aldrig nogen Solstraale naaer varmende ned, kan hans Barn ikke leve. I Forfærdelse pakker han Alt sammen og vil flygte for at redde sin Søns Liv, men i det sidste Øieblik fatter han sig og vender rolig og bestemt tilbage til sit Hus; sin Menighed kan han ikke forlade; han maa offre sit Barn, thi det gjælder Alt eller Intet. Hele dette Afsnit – tredie Act – er storslaaet og paa flere Steder meget smukt. Det savner ingenlunde psychologisk Sandhed, og Udviklingens rent logiske Fremadskriden er fuldkomment rigtig: efter Drømmene følger Virkeligheden, og den maa offres, forsaavidt den eies, Stykke for Stykke. Dog er det ikke fuldstændig lykkedes Digteren at holde den prosaiske Forstand borte; den melder sig, ikke med Urette, med det Spørgsmaal: hvorfor sender han ikke sit Barn bort? Hvorfor er det nødvendigt, at han maa have det hos sig og derved dræbe det? Paa dette Spørgsmaal kan Digtet ikke give noget tilfredsstillende Svar, skjønt man vel kunde tænke sig flere. Upaatvivlelig ligger det i selve Digtets Form, maaskee endogsaa dybere, i selve Digterens Phantasi, at det egenlige Virkelighedspunkt i Udviklingen vilde frembyde ham de største Vanskeligheder, Vanskeligheder, som det forekommer os, at han ikke har overvundet. I ethvert Fald er Situationen her ikke dannet med et saadant Liv i Phantasien, at den har den prosaiske Forstand med i sig som underordnet Moment, og derfor ikke tillader den at komme frem paa egen Haand, hverken hos Digteren eller hos Læseren.

Livets Indhold er ikke udtømt med Opoffrelsen af de Drømme, hvorfra det begyndte, eiheller med Opoffrelsen af den Virkelighed, hvori det rører sig som Drift, styrker sig i Hvile, dufter som en Blomstring, det vil sige, med alt det af Virkeligheden, som et Menneske kan siges at eie. Livet indeholder endnu Eet, nemlig Minderne, der ligge bagved Virkeligheden ligesom Drømmene foran den, og skjønt det Menneskelige her begynder at forsvinde og Vanvidet at nærme sig, skulle dog ogsaa Minderne offres, siger Digteren, og han har Ret. Derom handler 4de Act, og de dertil hørende Steder ere de skjønneste, fyldigste og i psychologisk Henseende fineste i hele Digtet. Det er Juleaften. Barnet er dødt, men fra Julelysene i den tause Stue falder Skæret gjennem Ruderne ud paa Kirkegaarden paa den Lilles Grav. Den unge Moder trækker Skodderne helt tilside, at Lyset kan falde bredt derud. Det synes hende, som der maa blive lyst og varmt i Graven; hun holder Jul med sit Barn. Men slige Minder ere Afguder, og hvor stenhaardt det end lyder, naar det simpelthen skrives ned, saa lyder det dog i Digtet ikke blot med Sandhedens vældige, men ogsaa med dens løftende Magt: paa Kirkegaarden ligger kun Liget, Barnet selv er hos Gud. Skodderne lukkes, Minderne offres. Da banker en Taterkjælling paa Døren. Hun har født sit Barn paa Kanten af en Veigrøft, medens Mændene dandsede, svirede og sloges omkring hende, og nu er hun paa Flugt for Politiet, der har grebet Banden, men hun har ikke en Pjalt at svøbe sit Barn ind i. Den unge Hustru maa tage sit afdøde Barns Tøi frem, som hun nylig har vædet med sine Taarer, og give det til denne forfærdelige Kjælling; der fordrer det og modtager det med Forbandelser. Hun skal give det og give det villigt, og saa giver hun det da, Stykke for Stykke. Hvad det koster hende, har Digteren skildret med en sjelden Kraft til at røre dybt, og at Offeret ikke er forgjæves, men skeer, som det skal skee, af Hjertets inderste Overbevisning, har han viist ved et ligesaa fint, som træffende lille Træk. Da Alt er givet, saaledes som det fordredes, giver hun af sig selv det sidste Stykke, som Ingen vidste af, fordi det laa gjemt ved hendes Hjerte. Derefter lægger hun sit Hoved til sin Husbondes Bryst og siger med stille Ro: "Den, som seer Gud, skal døe", og da femte Act begynder, er hun død; Brand staaer alene.

Hvad der nu følger, er lidt vanskeligt at fortælle. Digteren har – hvad han upaatvivlelig var nødt til, hvis han ikke vilde falde helt udenfor Poesien – afsluttet med en Række Symboler. Af disse ere enkelte f. Ex. Iskirken, udmærket kraftige og klare; nogle, som f. Ex. Opbyggelsen af den nye Kirke, ere noget blege og andre, f. Ex. den vanvittige Pige Gerd, gjøre vel et stærkt Indtryk paa Phantasien, men have noget Mystisk ved sig, hvis Betydning er uklar. Usikker bliver Digteren imidlertid intetsteds; hans Udvikling er følgerigtig til det Sidste. Naar et Menneske nemlig har offret Alt, hvad han eier, i sin Kamp for Ideen, og Døden endnu ikke har forløst ham fra hans Arbeide, saa skal han til at offre Andre og hvad Andre eie, og dette Offer, som gjøres mange Gange hver Dag med den største Lethed af de ubetydeligste Mennesker, er, naar det skal gjøres af et stort Menneske og paa Ideens Fordring, det forfærdeligste af alle Offre; Ideen fordrer det og forlader den, som ikke bringer det, men hævner sig alligevel paa hver den, der bringer det, og knuser ham. Alt, hvad der gjennemleves, munder nemlig tilsidst ud i en Institution. Men det, der i en sløv og affalden Tid gjennemleves med Idee, treffer altid en Institution, der ikke kan optage det i sig, ja som maaskee staaer som en Forargelse for det, og derfor fordrer Ideen den offret. Kirken er for lille, og maa derfor bygges om. Institutionen er imidlertid ikke den Enkeltes Eiendom; den tilhører Slægten og er Ideens eget Værk. Hvis altsaa Nogen bryder med Institutionen og offrer den, saa hjemfalder han, selv om han gjør det paa Ideens Fordring, til Ideens Hævn; i de letteste Forhold skydes han til Side, i de høiere straffes han, i de høieste bliver han tragisk. Brand har bygget Kirken om, men da den staaer færdig, og Provsten og Fogden og alle Mennesker fra Omegnen ere stimlede sammen til Indvielsesfesten, mærker han, at den nye Kirke trods sin Skjønhed og sin Resonnans dog ingenlunde er bedre end den gamle. Kun den Institution er ret, som har sin Grundvold i Menneskenes Sind, og alle Institutioner, som blot ere udvortes, ere lige falske. I Menighedens Hjerte er det, at Kirken skal bygges stor, og saa stor maa den være, at kun Guds Himmel er Loftet over den. Saa vrider han Døren paa den nye Kirke i Laas, kaster Nøglen i Elven, taler til Folket og vandrer, fulgt af Massen, tilfjelds, ud i den vide Verden, uden Maal og Med – udenfor Institutionen. Ideens Gjerning i Historien, Slægtens Liv fra den Tid af, da den skabtes, har han brudt med, thi det hørte med til det "Alt", som maatte offres, naar Offret ikke skulde blive til "Intet". Men det, han her gjør for at reise Livet og vække Gudsbevidstheden i Slægten, er, nøiere beseet, egenlig det, at han vil stemme hele Menneskelivet tilbage til dets første Kilde, skabe Menneskeslægten om igjen, og det er ingen konstig hidført Anvendelse af en Erfaringssætning, men en fuld Følelse af Situationens egenlige Betydning, der har bragt Digteren til at lade Mængden, da Hunger og Træthed overfalder den paa Veien, udraabe: "Præst, gjør et Mirakel". See, da kommer ogsaa Miraklet, men det kommer fra Fogden, Institutionens Hængetre, og Miraklet er en Løgn, som han selv har lavet. "Nede i Fjorden staaer en Sildestime paa Millioner", raaber han, og hele Mængden følger ham og hans Løgn tilbage til Hjembygden og den nye Kirke, medens Brand, omtumlet af vilde Syner, begraves under et Sneskred, idet en Røst gjennem Tordenbragene svarer ham paa hans Spørgsmaal:

Svar mig Gud, i Dødens Slug:
gjælder ei et Frelsens Fnug
Mandevilliens qu antum satis?
          ————
Han er deus caritatis.

Denne uhyre Kamp for Ideen med dens forfærdelige Gjennemførelse af Ideforholdets "Alt eller Intet", brydes i det afgjørende Øieblik at en lumpen Løgn, fordi denne Løgn endnu har en Rest af det i sig, som Brand altid har manglet, og som han først øiner, idet han døer, nemlig Kjærlighed.

Meningen af hele Digtet er da den, at Gjennemførelsen af Ideforholdets ubetingede "Alt eller Intet" ikke kan fuldbyrdes af den iskolde Villiestyrkes Valg af det Rigtige, thi det ender i det Tragiske, men kun af Kjærligheden, thi den alene har Livet og Sandheden i sig. Men naar vi saa herfra see tilbage paa Digtets Udvikling af denne ligesaa store, som sande Tanke, saa viser Behandlingen den for Poesiens inderste Væsen saare farlige Særegenhed, at Digtet ikke fremstiller Ideen i positiv Udtalelse gjennem en Række af levende, farverige Virkelighedsskildringer, men kun fremsætter den i sin sidste Linie som et Postulat, der kun hviler paa en kritisk Opklaring af det Feile i en Feiltagelse. Derfor har Digtet mere Begreb end Billede; derfor brister det egenlige Virkelighedspunkt i Udviklingen, og derfor savne enkelte af Symbolerne den positive Fyldes og Uendeligheds Kraft.

Clemens Petersen
Publisert 19. mars 2018 12:17