Kristofer Randers

August Lindbergs teaterselskaps oppsetning av Brand ved Eldorado Teater anmeldt av Kristofer Randers i Aftenposten i Kristiania 22. oktober 1895 (Nr. 668, 36te Aargang).

«Brand».

Eldorado Theater.

 

Der var formelig Trængsel ved Indgangen til Eldorado ved ½ 8-Tiden igaaraftes i Anledning af Førsteopførelsen af Henrik Ibsens dramatiske Digt «Brand», en Opførelse, der længe har været imødeset med Forventning, og som havde overfyldt Huset med et saa distingveret og interesseret Premierpublikum, som vel neppe nogensinde har været set i vor By. Desværre kan det neppe negtes, at Forestillingen for de fleste blev en Skuffelse.

 

Dette storartede Ibsenske Drama har i sin Tid saavidt erindres, omkring 1880 været opført i Stockholm (paa det daværende Nya Teatern under Direktør Josephsons Ledelse med den bekjendte Skuespiller Emil Hillberg i Hovedrollen). Paa nogen norsk Scene har det derimod hidtil ikke i sin Helhed været givet, en Omstændighed, der ikke (som Tilfældet har været med «Gengangere», «Kongen», «Kong Midas» o. fl.) har noget med Stykkets Tendens eller udenforliggende Hensyn at gjøre, men simpelthen skyldes Dramaets egen Beskaffenhed og Vanskeligheden ved at iklæde dets abstrakte Hovedperson det levende Menneskes Kjød og Blod.

Brand er jo nemlig i mere udpræget Forstand end f. Ex. Göthes «Faust» ikke noget Scenestykke, men et filosofisk Læsedrama, paa hvis sceniske Opførelse Digteren selv visselig ikke nogensinde har tænkt. Hvad den merkelige Digtning dreier sig om, er som bekjendt det barske, lige til det umenneskeliges Grænse drevne Kierkegaard´ske Personlighedskrav, inkarneret i den mørke og fanatiske Presteskikkelse Brand, der ofrer alt jordisk sin Ven, sin Mor, sit Barn, sin Hustru for at tilfredsstille Kravet «Intet eller alt» og tilslut finder sin Død i Ensomheden oppe paa Fjeldvidden, begravet af Sneskredet under den halvgale Taterpige Gerds uartikulerede Skrig. Det er et Slags «Overmenneske», som her skildres, ikke i æsthetisk-intellektuel, men i ethisk-moralsk Iklædning, «Mandeviljens quantum satis« drevet ud i sin yderste, i Vanviddet endende Spids. Og Brand-Skikkelsen er da i Virkeligheden i Modsætning til sin Antipode Peer Gynt, der vistnok er Type, men som saadan ogsaa Menneske, mindre en idealistisk Personlighed end en personificeret Idé. Derfor er det i ethvert Tilfælde et overordentlig dristigt Foretagende at ville forsøge paa at bringe denne dybsindige Tankedigtning paa Brædderne, saa meget mere, naar Stykkets knappe og slaaende, til det yderste epigrammatisk tilspidsede Vers maa omsættes til et andet Sprog, hvorved noget af dets eiendommelige Duft altid vil udsættes for at gaa tabt.

Den Tvivl, man saaledes paa Forhaand maatte nære om, at Experimentet vilde lykkes, blev som antydet ikke afkræftet med Opførelsen. Det viste sig, at Stykket, hvis 5 Akter var opløste i 8 «Tableauer», som Følge deraf virkede temmelig episodisk og havde vanskeligt for at holde den dramatiske Interesse vedlige, at Ibsens glimrende Vers, hvoraf mange har faaet næsten ordsproglig Hævd, i den svenske Overførelse var bleven adskilligt udviskede og var vanskelige at kjende igjen, og endelig ikke mindst , at det ikke var lykkedes hverken i Dekorationer, i Kostumer eller i Karakteristiken af de optrædende Personer at faa frem det specifikt norske Særpræg, hvorpaa Stykkets Virkning i dets mere realistiske Scener beror.

Hovedinteressen ved Opførelsen samler sig selvfølgelig om Udførelsen af Titelrollen, der vel er et af de sværeste Partier, en scenisk Kunstner kan forsøge sig paa. Den blev af Hr. Lindberg givet med den hos denne Kunstner sædvanlige Intelligens og Gjennemarbeidelse, men forekommer det mig noget ensformigt og recitativisk, uden den umiddelbare Kraft, som man venter hos denne Himmelstormer, der river alting omkuld og med sig. Bedre syntes Agnes at lykkes for Fru Lindberg, der gav Skikkelsen med Inderlighed og Varme og navnlig spillede smukt og sympatisk i Juleaftens-Scenen i 4de Akt (5te Tableau). Af de øvrige Optrædende var det kun Linda Bostrøm som Brands Moder og tildels Fru Dorsch som Taterkvinden, der fyldte sine Roller tilfredsstillende, medens Hulda Englund gav et mere vildt end karakteristisk Billede af Gerd, og hverken Lindroth, Hultman, Kellberg eller Asplind formaaede at gjøre noget fornuftigt ud af sine Roller som Einar, Fogden, Provsten og Doktoren. Navnlig var det Skade, at Fogden blev saa stedmoderligt behandlet af Hr. Hultman, der nærmest fremstiller ham som en afdanket Lensmand, det kan neppe være Tvivl om, at Hr. Stavenow, der nu udførte Skolemesterens mindre betydelige Parti, vilde have gjort noget ganske andet ud af denne for Stykkets Økonomi ikke uvæsentlige Rolle.

Angaaende Iscenesætningens Enkeltheder kunde det ogsaa være adskilligt at bemerke saaledes om de tildels umulige Fjeld- og Fjorddekorationer (der vel helst burde været malte udelukkende af norske Kunstnere) og om den uheldige Udførelse af Legen mellem Einar og Agnes i 1ste Akt («Agnes min deilige Sommerfugl») der merkeligt nok foregik udenfor Scenen og lod dette deilige Parti af Digtet falde virkningsløst til Jorden. Det faar imidlertid bero med de givne Antydninger om, hvor meget et Stykke som dette uundgaaeligt maa tabe ved at udføres paa et fremmed Sprog og af fremmede Kunstnere.

I ethvert Fald maa man være Hr. Lindberg i høieste Grad taknemlig for den sjeldne Interesse, han saavel ved denne som ved tidligere Leiligheder har vist vor Literatur og vort Land ved at bringe Stykker som dette til Opførelse paa vor Scene. Og det var derfor ikke mere end et Udtryk for den skyldige Anerkjendelse, naar han blev livlig applauderet og fremkaldt efter hver Akt efter Stykkets Slutning ikke mindre end et halvt Snes Gange.

K. R.
*

 

Den af Ole Olsen til Stykket komponerede Musik, der udførtes under Komponistens Ledelse, viste sig at være af adskillig Virkning; den besidder mange skjønne Momenter, og giver et godt Udtryk for de i Digtningen indeholdte Tanker. Meget vakker er Musiken i sidste Tableau. De forskjellige Partier modtoges af Publikum med tildels meget sterkt Bifald, og Komponisten erholdt sluttelig i en Fremkaldelse sammen med Hr. Lindberg sin Del af Publikums Hyldest.

 

Et Forspil, Moderato maestoso, aabner det hele, hvorefter som Mellemaktsmusik mellem flere af de forskjellige Tableauer følger et Interludium, et Impromptu, en Adagio funebre og et Præludium religiosa.

*

 

Til Aftenens Forestilling er allerede en hel Del Billetter solgte. Der kan til Kl. 11 erholdes Billetter til dobbelte og deretter til Kl. 4 til forhøiede samt senere til de ordinære Priser.

 

Publisert 4. apr. 2018 10:47 - Sist endret 23. aug. 2018 13:41