Marcus Jacob Monrad

Brand anmeldt av Marcus Jacob Monrad i Morgenbladet 2., 9., 16. og 23. september 1866, (48. årg., nr. 242, 249, 256 og 263) Kristiania, Norge.

Om Ibsens «Brand".

(2. september 1866)

I.

Dette Digt har allerede for længe siden indtaget en hæderlig Plads i vor Læseverden. Det gjorde strax, det udkom, ikke liden Opsigt; Kritiken ytrede sig idethele med Tilfredshed, undertiden endogsaa med sterke Lovtaler over det, og det vedbliver fremdeles at vække levende Interesse hos Publikum. Alligevel er man endnu i Almindelighed neppe paa det Rene angaaende Verkets egentlige Betydning; man hører de forskjelligste Meninger om, hvad det dog tilsidst vil, og Dommen over dets Værd bliver derfor ofte vaklende. Den offentlige Kritik har i denne Henseende gjort altfor lidet til at klare Opfatningen, ja tildels vel endog snarere bidraget til at forvirre den. I Danmark har Fr. Helweg vistnok gjort sig den Umage at skrive en hel Bog om Digtet og søgt baade i det Hele og det Enkelte at forklare dets Ide, men paa en saadan Maade, at denne Forklaring snarere synes at tiltrænge en ny.

Kanske man vil sige det Samme om det Forsøg, vi her skulle gjøre - dog ikke paa en fuldstændig Gjennemgaaelse, men blot paa ved enkelte Bemerkninger at kaste noget Lys paa Digtets hele Standpunkt og Betydning. Vi skulle ialfald, uagtet vi vistnok maa gjøre Regning paa en Opmerksomhed og Eftertanke, som allerede selve Digtet nødvendig forudsætter, ærligen søge at gjøre Sagen saa lidet broget som muligt, og fornemmelig ei at være mere dybsindige, end vi selv nogenlunde kunne magte.

Et vigtigt Holdepunkt for den hele Betragtning tro vi at have vundet i den Sats, at Digtet egentlig og i sit inderste Væsen er en Satire og hovedsagelig af den alvorlige pathetiske Art.

Vi maa udbede os Tilladelse til med nogle Ord at forklare, hvad vi forstaa ved en Satire. Som bekjendt er Satiren i sin Oprindelse en temmelig eiendommelig romersk Frembringelse, og dens Udvikling og Fuldendelse tilhører fornemmelig Keisertiden, denne idethele nedadgaaende Tidsalder. Den staar overhoved paa Hældingen af den gamle Verden. Dennes bedste Tid saavel i Livet som i Kunsten er forbi. Ikke alene den græske Livsglæde og idealiserende Opfatning af Virkeligheden er forsvunden, men ogsaa den romerske praktiske Storhed har tabt sin Spændkraft og givet Plads for en mere og mere om sig gribende Slaphed i alle Forhold og alle Gemytter. Tiden har ikke længer noget stort og almindeligt Maal at kjæmpe for, og derfor heller ingen Kraft og Begeistring; Ingen synes at have Andet at gjøre, end at leve i Øieblikket og ved at rette sig efter Omstændighederne at bringe saamegen Nydelse ud af dette, som muligt. Menneskeheden vilde være uigjenkaldeligen fortabt og nedsunken til en rent dyrisk Tilværelse, hvis den tilsidst dog ikke havde havt Bevidstheden, og en smertelig Bevidsthed, om sin sunkne Tilstand. Ideen og Aandens høiere Krav ere saaledes vistnok endnu tilstede, men i Strid mod Virkeligheden. Den epikureiske og skeptiske Filosofi søgte vistnok paa en Maade at retfærdiggjøre Tidens Overgivelse i Øieblikket og dens Afkald paa en høiere Stræben; men allerede i Trangen til en saadan theoretisk Retfærdiggjørelse, til noget principmæssigt, udtaler sig Aandens høiere Krav, ligesom disse filosofiske Systemer af Overgivelsen selv udmalede et Visdoms-Ideal, som laa langt over Virkeligheden. Paa den anden Side fremhævede Stoikismen paa en mere direkt Maade et Ideal af Kraft og Overbevisnings-Troskab, der stod i en skjærende Strid med Tidens faktiske Karakter. Tidsalderen manglede saaledes ingenlunde Følelsen af den store Afstand, mellem hvad den var, og hvad den burde være, og denne Følelse var det netop, som fik sit nærmeste poetiske Udtryk i en Persius og Juvenals satiriske Digtning.

Satiren er didaktisk; thi den tager altid væsentlig Sigte paa en abstrakt, almindelig Sandhed. Men den er ogsaa langt fra den umiddelbare Glæde i Sandhedens Erkjendelse, der inspirerede de ældre Læredigte om "Tingenes Natur" osv. Nei, her har Alting Hensyn til det praktiske Menneskeliv og dets Fordærvelse. Man dvæler saaledes ved Livsbilleder, dog ikke som Udtryk for Ideen, men tvertimod som denne modsatte; man fremstiller menneskelige Daarskaber og Laster. Det kunde her synes, som Satiren berørte den komiske Digtning, der ogsaa fremstiller menneskelige Daarskaber og overhoved Modsætningen til det Ideale. Der gives ogsaa virkelig Noget, som man maaske kunde kalde komisk Satire; men alligevel er den komiske og den egentlige satiriske Stemning grundforskjellige. Hin tilhører en Aand, der er sikker paa sig selv, og som fra sin rolige Høide trygt kan betragte Livets smaalige Brændinger og more sig over dets overfladiske Selvmodsigelsers Opløsning; denne er væsentlig uforsonet og indeholder den smertelige og harmfulde Bevidsthed om et dybt ulægeligt Onde. Facit indignatio versus. Satiren, den egentlige, antike Satire, er derfor ikke let og spøgende, men tung og alvorlig; den er en Straffeprædiken, der tilmed har Følelsen af sin egen Frugtesløshed.

Efter sin Oprindelse og hele Karakter hører saaledes denne gjennemførte Satire udelukkende hjemme i en i Bund og Grund fordærvet Tidsalder, hvor den hele Tingenes Orden iler sin Undergang imøde. Der har ogsaa været Æsthetikere, der have anseet Satiren som et ganske enkeltstaaende historisk Fænomen, der betegner den antike Tids Opløsning, og som siden ikke mere er at regne mellem berettigede poetiske Former. Thi den nyere, kristelige Bevidsthed kan aldrig optræde saa uforsonet, og den dertil knyttede Verdensorden kan ikke tænkes udsat for paa den Maade at ramle overende. Imidlertid er det vist, at fremdeles enhver Tid bærer paa sin Fordærvelse og visse Tider endog i udmærket Grad. Til enhver Tid er der saaledes Rum for straffende Satire, saameget mere, som det er væsentligt for Kristenheden at være sig sin Brøst klart bevidst, ikke, som Hedenskabet i lang Tid kunde, at glemme den over Tilfredsstillelsen i Nuet. Selv den Følelse, at Tiden i væsentlige Stykker gaar tilagters, og at Fordærvelsen griber - som det synes - ugjenbringelig om sig, er ofte baade naturlig nok og har ialfald som forbigaaende Stemning en vis Berettigelse, især som Modvegt mod den Tilbøielighed til Selvforgudelse, som man saa ofte finder i den nyere Tid.

Hvor godt gjør da ikke Satirens Svøbe, hvor kan den ikke være baade skjøn og ophøiet i sin Virkning, naar den svinges med Kraft og Inderlighed.

Men vel har den moderne Satire en i flere Henseender modificeret Beskaffenhed. Den tør ingenlunde stige ned til den antikes dybe Trøstesløshed, og om den endog - som Satiren stedse maa - maler med mørke Farver og sterkt fremhæver Tidens Skyggesider, maa Forsoningen dog paa en eller anden Maade stedse skimtes. Den slaar saaledes let over i det Humoristiske - en Stemning, der dog væsentligen er hævet over Følelsen af egen Jammer. Men fornemmelig maa den moderne Satire kun optræde som et Moment, som en enkelt Side i Tidens Bevidsthed, ikke ligesom udfylde denne eller udgjøre en hel afsluttet Livsanskuelse. Thi den er da skruet tilbage paa det antike Standpunkt, over hvilket Tiden er væsentlig fremskreden, og den forfeiler da dennes dybeste Tegn og bliver inderlig baade usand og uskjøn - hvilket stedse følges ad.

Hvad nu vor egen Tid angaar, som "Brands" Digter har taget under Behandling, saa kan det neppe negtes, at den, trods sine høitpriste Fremskridt, har sine betænkelige og dybt indskjærende Skyggepartier. Selv Parallelismen med hin den antike Satires Modetid er paa mange Punkter ikke fjern. Vi leve jo ogsaa under en Keiserperiode, siden Cæsars Nevø sidder paa Verdensstadens Trone, og mere og mere har man vant sig til den Tanke, at han i sin Haand veier Verdens Skjebnelodder. Ialfald trykkes vi af et Stormagts-Vælde; de mindre Nationer vente i alle væsentlige Spørgsmaal mere og mere sin Skjebne af de Stores Forgodtbefindende og den europæiske Nødvendighed; med begeistret Tillid til sin gode Ret og til et overjordisk Forsyn at tage sin Skjebne i sin egen Haand, er mere og mere en opgiven Tanke. En epikureisk og skeptisk Tænkemaade er overmaade udbredt; istedetfor at kjæmpe for Ideer, gjælder det at sno sig efter Omstændighederne og drage saamegen Fordel af Øieblikket, som muligt. Der spørges ikke saameget om, hvad der i sig selv er sandt, som hvad der er praktikabelt og fordelagtigt; man tager ikke Parti for den, der har Ret, men for den, der har Magt til at sætte sin Mening igjennem. En Tanke, som har Tidsveiret imod sig, som "det ikke kan nytte at have eller forkynde", er allerede dømt. Deraf overalt, i Politik og Religion, Halvhed og Slaphed, en overalt indtrængende "Akkordens Aand" - eller rettere: vi have overalt Politik d.v.s. en Bestræbelse for at sno sig gjennem Verden, ingensteds Religion, som væsentlig er en brændende Iver for en evig Sandhed. Af Kulturen er det dens ydre, materielle Resultater, som ere i høiest Pris. Hvad Kunst og Literatur angaar, da ere der mange Tegn saavel hos os, som ellers i Europa, til at Guldalderen er forbi, og at en Sølv- eller endog Kobber-Alder nærmer sig. Som et Symptom for Literaturens og Sprogets Vedkommende kunne vi specielt hos os pege paa det omsiggribende "Maalstræv", hvad enten det gaar ud paa at danne en nivellerende, alle karakteristiske Forskjelle udslettende, paa blot udvortes Hensigtsmæssighed beregnet Almenform, eller paa en snever national Purisme. Ogsaa dette Fænomen har sit Forbillede i den gamle Keisertids Literatur, som man tydeligt kan læse hos Lukian; han har om sine Dages Maalstræv skrevet en Satire, der for en stor Del ser ud, som den havde havt den nærværende Tid for Øie.

Efter en saadan Tids hele Karakter er det neppe at forundre sig over, at Poesien, forsaavidt den ikke ganske fortrænges eller nedlader sig til ligefrem at gaa Modesmagens Ærinder, ialfald bliver tendentiøs og didaktisk, og at netop en, ved Modsætningen fremkaldt, alvorligere, med Stoikismen beslægtet Aand helst søger at give sig Luft i straffende Satire, ja at den poetiske Frembringelse endog, hvor noget Andet maaske var tilsigtet, af sig selv slaar om i Satire. Difficilo est satiram non scribere. Saa er det ialfald gaaet "Brands" Digter.


 

(9. september 1866)

II.

Digtets Øiemed er saaledes hverken at fremstille - i almindelig Forstand - en Idee eller et Livsbillede, men netop at lægge Ideens Maalestok paa Nutidens Liv for at gjøre det sidstes væsentlige Mangel anskuelig. Ideen maa da naturligvis fattes saa ren og skarp som muligt; den staar der som den strenge, absolute Fordring, der ikke taaler nogen Afprutning; det er klart, at den maa kræve "Alt eller Intet." I Modsætning hertil staar nu ikke saameget en skarp og absolut Fornegtelse af Ideen - thi den vilde jo selv have en vis ideal Karakter -, som den "Akkordens Aand", der netop vil prute med Ideen, den Halvhed og Sla phed, der hverken vil eller er Noget helt og tilbunds, hverken Alt eller Intet, der overalt halter paa begge Ben og bærer Kappen paa begge Skuldre. Den er ganske vist "denne Verdens Aand," vore Dages onde Princip. Man er for civiliseret til at bryde med Ideen; man har ogsaa "høiere Interesser", for hvilke man endog er villig til at "gjøre Offere" - thi saadanne Offere indrente sig gjerne - kun vil man ikke ofre Livet, ofre sig selv; det kan ikke med Villighed fordres. Og billig maa man være. Tiden har saa mange Krav, hvoraf ingen ganske kan tilsidesættes; det er saaledes rimeligt, at intet heller kan ganske tilfredsstilles. Det er et yndet Forstandighedens Løsen at sætte Modsætninger som ligeberettigede ved Siden af hinanden: Idealisme og Realisme, det Evige og det Timelige, Sjælen og Legemet. Med et Ord: man søger paa bedste Maade at tjene baade Aanden og Kjødet, baade Gud og Mammon.

Denne skjærende Kontrast mellem Ideens "Alt eller Intet" og Tidens "Lidt af Hvert" er Digtets Hovedtanke. Digteren læser Tiden en alvorlig Text, dels i ligefremme Straffetaler, dels gjennem de fremstillede Karaktertyper, hvoraf flere, som Einar, Provsten, Fogden, ere fortræffelige. Den Første repræsenterer den letfærdigt-æsthetiske Verdslighed og dens Omslag i en ligesaa letfærdig Pietisme, den Anden den "officielle Kristendom", den Tredie den politiske og kommunale Travlhed, der interesserer sig levende for sin Pligt, dog ikke "udenfor sit Distrikt." Hvad der giver denne bitre Satire sit Værd, er dels objektivt dens Dybde, idet den rammer Ondet i dets Rod, dels den subjektive Kraft, den Harmens Styrke og Begeistring, hvormed den er udført. Det er nemlig langtfra, at Digtet, som en enfoldig Kritik har indbildt sig, væsentlig er et politisk Tendensskrivt. Vel ere der stærke Henpeg ogsaa til Tidens politiske Jammer og navnlig til Nordens svage Holdning imod Tysklands Anmasselse; men Digteren ser heri kun et Symptom paa den herskende Slapheds-Aand, hvilken han fører tilbage til dens dybere, almindelige - man kunde helst sige: religiøs-moralske Kilder. Paa denne dybere Almindelighed beror ogsaa væsentlig Satirens Styrke. Den politiske Tendens kan vistnok udtrykke sig med megen lidenskabelig Heftighed, men opnaar aldrig den dybt indskjærende Inderlighed, den altknusende Ironi, som i "Brand" medrette vækker almindelig Beundring.

Alt viser, at vi her ere i en høiere Sfære, end Politikens. Med langt større Føie have Andre, med Hensyn til Digtets religiøs-moralske Karakter, mindet om Profeternes Straffetaler i det Gamle Testamente. "Brand", siger man, er en Lovens Mand; han staar væsentlig paa et jødisk Standpunkt. Dette er i flere Henseender at anerkjende og strider ikke mod vor Henvisning til den romerske Satire. Thi en lignende Stilling, som denne har indenfor den klassiske Hedningeverden, har Jødedommen og inden denne isærdeleshed Profetismen til det hele Hedenskab. Israel er nærmest Lovens Folk - bestemt til at foreholde Jordens Slægter den guddommelige Viljes absolute Norm og derigjennem at vække Menneskehedens Syndsbevidsthed, og navnligen var det Profeterne, der fremstode paa Jødedommens Helding, rosede Tidens Fordærvelse og forkyndte Herrens Straffedomme. De kunne saaledes fra en Side - naar man paa den anden Side ikke glemmer den himmelvide Forskjel, hvorom tildels senere - betragtes som det Gamle Testamentes Satirikere, ligesom omvendt de romerske Satirikere ere den klassiske Verdens straffende Profeter. Til en saadan for vor Tid har Forfatteren villet gjøre sin "Brand".

Hvorvidt nu den dramatiske Form passer til denne didaktisk-satiriske Stemning, derom kan vistnok reises betænkelige Tvivl. Ideen paa den ene Side - Livet og Virkeligheden paa den anden - er overhoved ikke nogen heldig Betingelse for den dramatiske Digtning, der netop skal gjengive Livet som gjennemtrængt og behersket af Ideen. Saavel Tragedien som Komedien - ei at tale om det i snevrere Forstand saakaldte Drama - fremstille stedse igrunden Ideens Seier; for Satiren viser Ideen sig tilsidst som magtesløs. Den dramatiske Digter maa stedse betragte sin - tragiske eller komiske - Verden med en vis Kjærlighed og Interesse; Satirikeren kjender kun Harme. Fremdeles fordrer man af den dramatiske Digtning væsentlig en hel Handling (πρξικ τιλτια, siger Aristoteles) og hele, gjennemførte Karakterer; men hvorledes finde dem i en Verden, hvor, efter Satirikerens Synsmaade, Alt kun er halvt og uafgjort?

Ibsen har tidligere søgt at mynte sin satiriske Betragtning af Tidens Erotik til en Komedie ("Kjærlighedens Komedie"), men en saadan, der, med alle sine glimrende Egenskaber forresten, lider den allerføleligste Mangel paa virkelig Komik. Digteren betragter Ondet som altfor dybt, er selv altfor alvorligt greben deraf til at kunne le eller bringe sine Læsere til at le. I "Brand" har han givet sin alvorlige Stemning mere ligefrem Luft og han synes nærmest at have tænkt paa at gjøre en Tragedie deraf. Men med ikke stort mere Held. I Modsætning til den herskende Slaphed har han villet stille en helstøbt kraftig Idealskikkelse, der i Kamp med denne Omgivelsernes Slethed gaar tilgrunde. Men en saadan Begivenhed er ikke tragisk, hvortil hører, at der dog er noget Berettiget og Respektabelt i den Modstand, for hvilken Helten bukker under. En Helt, der, som salig Franz Drake, bliver opædt af Taskekrabber, gjør ingen tragisk Virkning; overhoved at det Gode, Ideen, uden videre beseires af det Slette, Ideløse, er kun forargeligt og nedslaaende (μιαρου, siger Aristoteles); det vækker ikke den tragiske - isandhed opløftende - Frygt og Medlidenhed, men kun Væmmelse og Harme. Med et Ord: det er kun Gjenstand for Satire. Paa den anden Side er "Brand" heller ikke i Virkeligheden en saa hel Karakter, som Forfatteren maaske selv indbilder sig. Han er intet levende Menneske, men et Fragment, et Abstraktum, igrunden kun den personificerede Satire eller Straffeprædiken. Det kunde heller ikke anderledes være ifølge den Livsanskuelse, som Digteren har lagt til Grund. En virkelig hel og levende Karakter maa dog have en nogenlunde tilsvarende Jordbund, hvori den kan voxe op; men i en saa jammerlig og udvasket Verden, som den, der staar for nærværende Digters Blik, kan intet Egte og Kraftigt spire. Det Ideale har her ingen Jordbund i de virkelige Forholde; det maa saaledes, naar det dog paa en Maade skal vise sig, nødvendig svæve i Luften.

At Brand nu virkelig svæver i Luften, at han kun er en didaktisk Typus og intet konkret, levende Menneske, viser sig fra først til sidst. Han er paa en vis Maade en ophøiet Karakter, er udrustet med en ubøielig Viljekraft, viger ikke tilbage for nogen Hindring, men er beredt til at ofre Alt for - ja, det er det store Spørgsmaal. Tilsidst nemlig har han intet Maal at virke og ofre for, og spørger man ham, hvad han med denne sterke Vilje dog egentlig vil, saa bliver han Svaret sk yldig. Han vil kjæmpe mod Dvaskheden og Akkordens Aand og virke for Ideen, dens Alt eller Intet; men kun for Ideen in abstracto, ikke for nogen enkelt, bestemt Idee. Han vil ringe for Slægtens Øren, vække den af dens Ligegyldighed og Egoisme, vise den, at man maa ville Noget helt, med sin hele Sjæl og ikke lade sig nøie med Halvhed og Halten paa begge Ben; men denne hele Vilje, han ivrer for, har intet Indhold; han kan ikke vise, hvad man dog tilsidst skal ville. Som vi nylig udtrykte det: Brand er den personificerede Satire eller Straffeprædiken, Intet videre. Hans Handlinger gaar derfor ogsaa gjerne i det Blaa og savne tilstrækkelig og bestemt Motivering. Herved faar det Mod og den Viljekraft, han viser, tilsidst Præget af Grille og Stivsindighed. Som nu f. Ex. allerede i Begyndelsen af første Akt, hvor han trods Taagen, det truende Uveir, Fondens farlige Sprækker, imod de mest indtrængende Advarsler arbeider sig fremad over Vidden. Dette kan være stort og smukt, og vi kunne sympathisere med dette Mod og denne Tro, vel at mærke: under den Forudsætning, at det gjælder en vigtig Sag, et Øiemed, der ikke taaler Opsættelse og for hvilket Livet uden Betænkning bør voves. Men derom erfare vi hist Intet; vi maa lade os nøie med den ganske abstrakte Forsikring, at "Brand" "gaar en Stormands, nemlig Guds, Bud." En saadan Motivering er æsthetisk utilstrækkelig; thi Læseren fordrer medrette en bestemt, konkret Forestilling at dvæle ved; denne maa komme anskuelig frem, saa det ikke vilde være nok, om Brand havde Øiemedet in petto. Men man faar desuden det Indtryk, at hans egen Tanke ikke er bestemtere; den hele Situation, ogsaa som den siden udvikler sig, fører ikke til at antage, at Brand har noget Bestemt at udrette paa den anden Side af Fjeldet, hvorfor han netop maa frem til en bestemt Tid. Og isaafald kan man ikke karakterisere hans Mod anderledes end som Dumdristighed og Haardnakkenhed - eller ialfald Sværmeri, hvis Særkjende er, vilkaarligen at tro, man gaar Guds Ærinder. - Selv paa et af de smukkeste Steder i Digtet, hvor Handlingen allermest nærmer sig det virkelig Dramatiske, nemlig i anden Akt, hvor "Brand" gaar i Baaden for at bringe en Døende Trøst - føle vi dog ved nøiere Undersøgelse, at Grunden er hul under os. Thi vistnok er det at bringe en Døende Trøst i og for sig et gyldigt Øiemed, og det er tilmed "Brands" Embedspligt; forsaavidt er Alt vel, og vi føle derfor ogsaa i Øieblikket en ganske anden Sympathi med denne modige Handling end med hin hensigtsløse Fremstavren over den farlige Bræ. Men overveier man nøiere "Brands" hele Standpunkt, bliver det dog uklart, hvad han skal hos den Døende, og hvilken Trøst han kan eller vil bringe. Thi "Brand" er overhoved ikke den, der kan trøste; han kan væsentlig kun revse. Han bekjender meget træffende om sig selv, at han ved neppe, om han er en Christen, hvilket idethele maa gjøre hans Stilling som Prest og Stiftskapellan saare mislig - især for en saa samvittighedsfuld og sandhedskjærlig Mand. Og til Overflod røber hans Monolog, da han kommer ud fra den netop Hensovede, tydelig hans Forlegenhed ved det Hverv, han her havde paataget sig (Se S. 63 fg., første Udgave). Ordene ere her ikke ganske klare; men man kan neppe faa noget Andet ud deraf, end at "Brand" med bitter Satire forfølger den Trøstescene, han selv har været med at spille, betragter den bragte Trøst som "et svigtende Bedrag", fordi Synderen kun er bleven staaende ved "den ydre Skorpe af sin Helvedbrøde", uden at øine den Sæd til Synd og Brudd, som er lagt for en Efterslægt i det Uendelige. Hvorledes, kan man spørge, kan det nu stemme med "Brands" til Yderlighed drevne Samvittighedsfuldhed at bringe en saadan Kvasi-Trøst og lade Synderen dø med en Skuffelse i Hjertet? Og hvad skal man sige om den Art af Troesmod, der vistnok ikke er bange for at vove Livet, men for et Øiemed, der er saa lidet sikkert paa sig selv?


 

(16. september 1866)

III.

At Brand snarere er, som vi udtrykke det, en didaktisk Typus, end et levende, virkeligt Menneske, bliver end mere aabenbart derved, at flere af hans Handlinger væsentlig ere billedlige, og kun som saadanne have sin Betydning og Sandhed, medens de forresten i sig selv ere urimelige og unaturlige. Saaledes f. Ex. i hans Forhold til sin Moder. At han ikke vil komme til hende paa Dødsleiet, førend hun har gjort Afkald paa Hele sin Formue, at han hverken vil lade sig nøie med det Halve eller med ni Tiendele - er vistnok symbolsk rigtigt, og kan betragtes som en ret anskuelig Rebus-Illustration af Ideens "Alt eller Intet" - forsaavidt nemlig de Handlende kun betragtes som abstrakte Figurer, der svæve i Luften. Men at en virkelig Prest negter en Døende Sakramentet uden paa Betingelse af, at denne afstaar sin hele Eiendom, er ikke alene forargeligt og forbrydersk, men under vore Forholde noget nær en Umulighed. At det ogsaa er en stor Misforstaaelse af Ideens og Christendommens absolute Fordring, er ikke vanskeligt at indse. Det gjør det Helligste afhængigt af en Udvorteshed - af nogle hundrede eller tusende Daler mere eller mindre - og er saaledes, uagtet det just ikke sker i egennyttig Hensigt, alligevel væsentlig Simonie. I bedste Fald er det, at blive hængende i Bogstaven og Symbolet og forfeile Aanden - paa samme Maade, som hine Svermere, der lemlæstede sit Legeme, fordi de toge Steder som Matth. 18, 8. 9, eller Matth. 19, 12. bogstaveligen.

Det Samme gjælder om Scenen med Agnes og Taterkvinden i fjerde Akt. Efter nogen Selvovervindelse er den unge Kone villig til at dele sit Barnetøi med den fremmede Kvinde, der kommer med et nøgent forfrossent Barn paa Armen. Men Brand kan atter ikke fordrage Forestillingen om en "Deling" - han repræsenterer jo Ideens "Alt eller Intet" - og lader derfor sin ulykkelige Hustru ingen Fred, førend hun har udleveret "Alt", indtil den sidste Klud - det sidste Minde af sit tabte Barn. Atter en i sig selv hensigtsløs Handling, der blot staar som Symbol paa en abstrakt Tanke. Den delte Gave skal her betegne det delte Sind og sættes uden Videre som Et dermed. Brands Fordring til sin Hustru har i det Høieste blot pædagogisk Betydning; den skal anskueliggjøre den rene abstrakte Offer-Ide, uden Hensyn til noget Øiemed, hvorfor der ofres. Thi det menneskekjærlige Øiemed, at sørge saa godt som muligt, for det fremmede Barn, kunde naaes lige fuldt paa andre Maader, end netop ved at udlevere den sidste Lap. Ogsaa sit eget Barns Liv, har Brand ofret blot for at ofre, idet han trods Lægens bestemte Raad bliver boende paa et usundt Sted, hvor der ikke kommer Sol. Det synes vel, som han gjør det for ikke at svigte sin Embedspligt, og Handlingen skal uden videre oplyse den Almensats, at en Mand maa tilsidesætte sine personlige Følelser for sin Pligt; men det er hist ingenlunde gjort indlysende, at Pligten virkelig fordrer hint Offer og at Handlingen saaledes isandhed er hensigtsmæssig og forsvarlig. Det ligger nemlig meget nær, at spørge: hvorfor Brand ikke simpelthen kan flytte til et andet Sted i Bygden, hvor der kommer Sol, og ligefuldt udføre al sin prestelige Gjerning, eller - for det usandsynlige Tilfælde, at der i hele Prestegjeldet ikke findes Sol - hvorfor han ikke f. Ex. kan sende Kone og Barn fra sig, ialfald til det Sidste har gjenvundet sin Helbred? - Men saa havde Brand rigtignok ikke længer været et abstrakt Begreb, og den symbolske Belærelse maatte paa dette Sted være opgiven.

Den Handling, der tilsidst bevirker Katastrofen, er af samme symbolske Art, eller, hvis den tages i og for sig, en utilbørlig Hængen i det Udvortes, egentlig en grov Billeddyrkelse. Brand bygger en ny Kirke. I den gamle "er der stygt, for der er smaat", der er trangt og mørkt; Brand vil bygge Kirken stor og lys. Han har her at kjæmpe ikke alene med den praktiske Nyttigheds Aand, der har mere Brug for en Arresthus end en Kirke; men ogsaa med Fordommen om det gamle Mindesmærkes Ærværdighed. Denne Fordom maa ikke skaanes; det gamle Skur, der staar iveien og skygger, maa uden Barmhjertighed bort; man maa løsrive sig fra Traditionens Sneverhed. Men da nu den nye, store og lyse Kirke staar der, finder Brand selv, at den kun tykkes stor, men i Virkeligheden er liden, og at den idethele kun er en ny Guldkalv, hvorom Folket danser; som Moses fordum i hellig Harme sønderslog Lovens Tavler, forstyrrer Brand Kirkevielsen og kaster Nøglerne i Elven. Hvad kan det hjælpe, at

" - vi Folkets Hu har flyttet
fra Mindesmærkets mugne Ly
til Nutidsspiret under Sky?
Før skraalte Choret: hvor ærværdig!
Nu brøler Choret: se, hvor stor!
dens Mage findes ei paa Jord.
-   -   -   -   -   -   -   -   -
Men hver skal eie klart den Viden,
at Kirken, som den staar, er liden;
at dølge dette var at lyve."

Nei! bort med enhver Kirkebygning! Helt maa man ville det Nye, "alle raadne Verkers Rømning!" Ud til Livets store Kirke!

"Denne har ei Maal og Ende,
Gulvet er den grønne Jord,
Vidde, Vang og Hav og Jord;
Himlen kun kan Hvælvet spænde
over, saa den vorder stor.
Der skal al din Gjerning gjøres,
saa det tør i Choret høres;
Du med Ugens Verk kan møde,
øver dog ei Helligbrøde.
Den skal dække Alt, som Barken
dækker Træets Alt i Stammen;
Liv og Tro skal smelte sammen.
Den skal Døgnets Gjerning bære
eenhedsheelt med Lov og Lære.
Der skal Dagens Yrke være
Eet med Flugt paa Stjernebanen,
Barnets Leg om Julegranen
Kongedandsen foran Arken!"

Ved sin kraftige Tale bevæger Brand Almuen til at forlade ikke blot Kirken, men sine Boliger, Hjemmets Dal med Foged, Provst og hele Stadsen. Den skal jo "ud af Usseldommens Nød, ud af hele Halvheds-Røret". Den maa op paa Vidden!

Som Allegorie betragtet er dette i mange Stykker fortræffeligt, endskjønt allerede her Tankens Skjevhed tildels skimter igjennem (hvorom senere); som ligefrem menneskelig Handling er det urimeligt. At Brand vil bygge en ny og større Kirke, kan vistnok endnu være i sin Orden; men at derpaa lægges en saadan Vegt, som om det var et Toppunkt i hans prestelige Virksomhed, er kun forsvarligt, forsaavidt der med den store og lyse Kirke væsentlig menes en ny, lysere og friere Aand, der skal bringes tillive i Menigheden. Nu, Brand kommer ogsaa i sidste Øieblik til Besindelse om, at Kirkens ydre Størrelse ikke forslaar, at Gud, som allerede Salomon sagde ved sin Kirkevielse, ikke bor i et Tempel, der er bygget af Menneskehænder. Forsaavidt skulde man tro, at Brand nu er ude af Tempel- og Billeddyrkelsen, og hæver sig til en Gudsdyrkelse i Aand og Sandhed. Han taler ogsaa, som vi have seet, smukt om den Livets indre Gjennemtrængelse af Religion, der skal træde istedetfor den Udvorteshed, at Religionen staar blot som et Søndagsyrke i Modsætning til Ugens Gjerning. Men hvorledes vil Brand realisere denne Tanke? Atter kun ved en Udvorteshed, en billedlig Handling. Han forlader tilligemed sin Menighed bogstavelig den byggede Kirke og drager op paa Vidden. Dette kan nu slet ikke Andet end blot betyde en Frigjørelse fra Udvortesheden og Sneverheden; at det ikke er nogen virkelig Frigjørelse, er indlysende for Enhver, der forstaar, hvorom her handles. Hvad skulle alle disse Mennesker gjøre paa Vidden? Skulle de grundlægge en Koloni og der begynde et nyt og høiere Liv? Ak nei! det kunne virkelige Mennesker med Kjød og Blod ikke, det kunne kun Troper eller didaktiske Figurer, saadanne luftige Væsener, som egentlig have udspillet sin Rolle, naar de kun have vakt Tanken om Aandens Befrielse fra Filisteriets Trældom, og om hvis Tilværelse forresten Ingen spørger. Dog, der hentydes jo til, at de skulle over Vidden og "fare gjennem Landet" (S. 235) som Straffeprædikanter og altsaa i denne Form fortsætte sin didaktiske Rolle; den hele Menighed skal forvandles til denne personificerede Satire, som Brand er! Og saa skulle de da naturligvis, hvor de drage frem, "knuse alle Sløvhedsrester", d.v.s. de skulle som Brand faa Alle til at forlade Hus og Kirke og vante Sysler, og drage videre fort udover Vidderne, til det hele Land bliver en eneste omvandrende Straffeprædiken. Hvilken Udsigt!

I sig selv og ikke som Billede betragtet er saaledes Handlingen ingenlunde stor og heroisk, men ufornuftig og selvmodsigende. Med andre Ord: Handlingens reelle Side er ganske tilsidesat, og det tilsteder netop ikke den dramatiske Digtnings Natur. Den dramatiske Handling kan nok være symbolsk, og enhver virkelig betydningsfuld Handling er aldrig uden sin dybe Symbolik, men dette maa ikke gjøre noget Afbræk i dens Realitet. Ellers have vi Didaxis, Satire, Rhetorik, men ikke dramatisk Poesi.

Men selv om vi tage Billedet for, hvad det er, og kun spørge efter dets Betydning, saa møde vi, som allerede antydet, en vis Skjevhed i Ideen - egentlig den samme abstrakte Retning, som hindrer Forf. fra at lade Realiteten komme til sin Ret. Efter hans Anskuelse hersker der ikke alene Sneverhed og Mørke i den kristelige Kirke, saadan som den for Tiden er, men den hele Kirke er lutter Sneverhed og Mørke; den kan saaledes ikke reformeres, men maa ganske forlades eller i Bund og Grund nedrives. Den synlige Kirke trykker ham; han maa ud i det Fri, d. e. det Tomme. Han vil tilhøre den usynlige Kirke, og denne kan han ikke finde i, men kun udenfor den synlige. Kristendommen som bestemt Institution er ham en Torn i Øinene eller rettere en Trællelænke; han kan ikke finde sig fri inden Kristendommen, men maa udaf den; den religiøse Frihed er ham den rene Negation. Paa samme Maade forholder han sig til de borgerlige og sociale Livsforholde. Ogsaa her fordrer han et absolut Brud. Den kristelige Tanke, at Ideen kan være ti lstede i Virkeligheden, om end i megen Skrøbelighed, kan han ikke fatte; Ideen er for ham kun der, hvor Virkeligheden ikke er, ("paa Vidden"), kun i Modsætning til Virkeligheden. Ide og Virkelighed kunne ikke forsones; ethvert Forsøg derpaa viser sig kun som skuffende Skin. Det er forsaavidt følgerigtigt, at det gaar, som det gaar. Brands Menighed maa forlade ham, maa tilbage i Halvheden, Uselheden, Usandheden, og Brand maa op paa den øde Vidde - for at begraves af en Lavine!


 

(23. september 1866)

IV.

Det Skjeve og inderligt Utilfredsstillende i Brands Standpunkt er, for at vi endnu skulle gjentage det, at han repræsenterer en abstrakt Idee, en Idee, der fra først af staar i Modsætning til Virkeligheden og derfor aldrig i Evighed kan forsones dermed eller selv blive virkelig, en Idee, som blot frastøder Virkeligheden og derfor ogsaa bliver frastødt af denne. Men hin er altsaa ikke den sande Idee, ligesaa lidet som denne er den sande Virkelighed, idet den sande Idee stedse gjennemtrænger Virkeligheden og udgjør dennes inderste Kjerne.

Med andre Ord: de menneskelige Forholde kunne mangen Gang i mange Henseender være stærkt forfaldne og fordærvede - og Satirens Ris er da paa rette Sted - men Menneskeheden kan aldrig i sin Helhed, saa at sige fra inderst til yderst, være gudforladt; der er under det meget Usunde og Henraadnende stedse en sund, uforgjængelig Kjerne, og et guddommeligt Forsyn vaager. Derfor kan et fornuftigt Menneske vel mangengang optændes af Harme eller endog i øieblikkeligt Mismod eller Uvillie vende sig bort fra den sjunkne Slægt, og han kan lade sin Harme eller sit Mismod udstrømme i stærke Straffetaler eller Klagesange; men han kan aldrig lade en saadan Stemning blive sit hele Livsindhold, aldrig totalt opgive sin Slægt. Tvertimod, jo mere han er sandt, idealt Menneske, desto mere maa en uudslukkelig Forvisning om Slægtens guddommelige Kjerne leve i hans Indre. Selv hine antike Satirikere have dog kun givet saadanne Udgydelser af Mismod og Harme; ingen har fremstillet sin hele Personlighed som gaaende op deri; tilsidst er Satiren dog et Kunstprodukt, der som saadant staar i et friere Forhold til Personligheden, og der er Spor til, at Satirikerne have behaget sig nok saa vel i sine heftige, rhetorisk smykkede Deklamationer. De hebraiske Profeter have vistnok været langt anderledes dybt grebne af den Israels Elendighed, hvorover de føre saa bitre Klager; men desto klarere fremtræder ogsaa deres Tro paa Forsoningen i Form af et sikkert Haab om Fremtiden. Man kan sige: den klassiske Satire er væsentlig upersonlig, men fremstiller sig derfor heller ikke i personlig Form og lægger ikke Beslag paa den hele Personlighed; Profetismen er dybt personligt indgribende, men stanser derfor heller ikke ved det mørke Syn, men trænger frem til det Lys, der skal oprinde af Mørket.

Brand, med hvem hans Digter altfor meget har sammenblandet sig selv, mangler paa den ene Side de klassiske Satirikeres - saa at sige - kunstneriske Letsindighed, paa den anden Side Profeternes dybe Tro. Han har derfor intet Hold eller Fæste i sig selv, ligesaa lidet som i sine Omgivelser; han er kun den løsrevne, i Luften svævende Straffeprædiken, og det er en stor Misforstaaelse, at han udgives for en dramatisk Person.

Men ligesom en saadan absolut, uforsonet Satire lig en ulægelig Kræft fortærer Personligheden, eller maaske rettere fra først af gjør den umulig, saa vil ogsaa omvendt denne falske Personligheds-Form lamme Satirens egen Kraft og tilsidst ophæve dens Virkning. Thi derved, at Straffetaleren er sat i personlig Situation, maa netop den Ensidige og igrunden Selvmodsigende i hans Standpunkt komme til fuld Anskuelighed. Vi have alt engang sagt det: det maatte gaa, som det gaar: Brand maatte vende tilbage til Vidden og begraves i Lavinen, hvoraf han egentlig er oprunden. Det er saaledes, for endnu i Parenthese at anmærke dette, ogsaa symbolsk rigtigt, at Brand allerførst viser sig paa Vidden, omgiven af dennes Taager; han gjør allerede da Indtryk af et Slags Vidde-Spøgelse - igrunden af samme Taage-Substans som den "Akkordens Aand", der i Høgeskikkelse sees svæve over Dalene. Hans Indgreb i Menneskelivet bliver derfor ogsaa uden Virkning. Hans sørgelige, resultatløse Bortgang, der viser sig som den nødvendige Konsekvens af hans hele Standpunkt, maa tilsidst afbryde Odden af hans Tale. Det ligger saa nær at sige: "Der ser man hvorledes det gaar, naar Nogen tænker paa at gjennemføre Ideens "Alt eller Intet"; det viser sig jo skindbarlig som glimrende Vanvid, og Philisteriet, som stedse kun vil dele halvt, som kun vil sno sig gjennem Verden, beholder tilsidst Ret. Brand og "det hele Brandkorps" (som forresten ikke existerer) ere uforbederlige Sværmere: Fogden, Provsten o. s. v., der kun ville være Philanthroper og Christne til Maade, ere netop de fornuftige Mennesker". Det ligger nær, sige vi, at tænke saa, og det forekommer os at vi allerede have hørt deslige Ytringer. Denne Betragtning er rigtignok aldeles philistrøs og usand, men den er paa en Maade kun et retfærdigt Bagslag mod - etslags Jødedom, der endog som saadan har den væsentlige Mangel at være uden Prophetie. Det kan virkelig et Øieblik synes, som om Forfatterens Øiemed netop har været at vise Daarligheden af en abstrakt Idealisme; saa er det nu vistnok ikke; han har dertil ladet Brand sige altfor mange træffende Sandheder; men disse Sandheder ere ved Udviklingen af Brands Karakter og Skjæbne netop - vistnok tvertimod Forfatterens Hensigt - blevne forraadte og magtstjaalne, og den Følelse, som tilsidst vil paatrænge sig den dybere tænkende Læser, er: at han ikke under Philisteriet den tilsyneladende Triumph, som ved dette Stykke er det beredet.

Ogsaa fra en anden Side kan man se, at den dramatiske Form svækker Vegten af den alvorlige Text, som her skal læses vor Tid. Man kan nemlig sige: hvis det virkelig er Forfatterens Mening at foreholde Tiden, hvor langt den er veget fra Ideen og det efter hans Tanke Rette, hvorfor træder han da ikke selv op med ligefrem Klage og Belærelse, hvorfor sætter han ikke sin egen Person ind, istedetfor at skyde foran sig Brands Maske, som han ovenikjøbet giver til Pris og lader stene for at tilfredsstille Pøbelen? Han gjør jo som en Skolegut, vi have kjendt, der i en digtet Fortælling lagde i en af sine Personers Mund de Grovheder, han selv vilde have sagt sin Lærer, men som han ikke vovede at sige i egen Person, og som tilsidst for at rydde alt Anstød afveien lod "den slemme Dreng faa en skjændig Ende." Hvorledes, kunne vi sige til Digteren, svarer Du her - NB. ved din egen Digtning - til det Ideens Alt eller Intet, den absolute Hengivelse, som du lader forkynde? Ser du ikke, at netop dit indtagne Standpunkt kræver din personlige Indsats, at først denne kan give dine Ord endog den rette æsthetiske Virkning? Kommer du ikke eller s - for at vi nu i vor direkte Tiltale skulle bruge et ædlere Billed, end det om Skolegutten - til at ligne hin Orpheus, der efter den platoniske Phædros`s Udtryk, i Sangerblødagtighed ikke vovede at dø for sin Elskede (Ideen nemlig), men fandt paa, selv levende at gaa ned til Hades, hvorfor ogsaa Guderne lode ham gaa med uforrettet Sag, idet de istedetfor hans Elskede gave ham en skuffende Gjøgleskikkelse, der svandt hen i Luft, da han vilde se sig om efter hende, og tilsidst dog lode ham lide den Straf at dø for Kvindehaand! - Vestigia terrent!

I enhver Henseende viser det sig saaledes som det mest Passende, at en satirisk Stemning af denne Art ialfald udtaler sig direkte, lyrisk-didaktisk, og ikke gjennem Omsvøbet af en dramatisk Person, som ingen Person er, eller Handlinger, der ingen Handlinger ere, men væsentlig kun Hieroglypher. Eller vil maaske Forfatteren forsvare sig med, at den direkte Satire ikke er tidsmæssig, at den maa forklæde sig i den dramatiske Form for at finde Indgang? Men dette vilde dog være en Indrømmelse til Tidsaanden, der allermindst kan bestaa med Ideens "Alt eller Intet", og man vilde da med dobbelt Styrke kunne klage over "Sangerfeighed", der egner sig for den homøopathiske Straf "at dø for Kvindehaand". Hvor meget mere mandigt og konsekvent, som den gamle Satiriker at synge sin skurrende Klagesang over "Menneskenes travle Sorger og den uhyre Tomhed i Verden", skjønt han er sig bevidst at læses "af To eller Ingen"!

Men endnu skjønnere vilde det dog været, om Digteren havde fra først af faaet Øie paa en dybere Forsoning midt under disse Menneskenes travle Sorger og den uhyre Tomhed, naar han altsaa havde seet, at en virkelig helstøbt Ideens Mand dog har Andet at gjøre her paa Jorden end i et betænkeligt Samfund med "Vildsindet" at lade sig begrave i en Sneskred. Selv hans Syn for Tidens Feil og Daarskaber vilde derved kunnet blive endnu dybere og alsidigere. Thi han havde udentvivl kunnet blive var, at ved Siden af den almindelige Slaphedsaand, der stedse vil akkordere og dele halvt, gaar et ligesaa overfladisk Raab paa en bestemt, karakteristisk Optræden og en forceret Bestræbelse efter at gjøre Yderligheder gjældende. Man er kjed af Mægling og Forsoning, der udvisker alle skarpe Grænser og blander Alt i en Vælling, - heller en kraftig Ensidighed og en brændende Strid! "Den, som ikke samler, den adspreder. Der er intet Samfund mellem det Sande og det Falske, det Gode og det Onde." Saadanne Røster høres i vor Tid ikke saa sjelden, og Mange søge paa den plumpeste Maade at indrette sig derefter. I Religionen vil man være enten Blindttroende eller Atheist, enten Pietist eller Frivol, i Politiken Absolutist eller rød Republikaner. Se vi ikke, hvorledes Rusland og Amerika række hinanden Haanden og drømme om at knuse det mellemliggende Europa, der paa forskjellige Maader har søgt en Middelvei mellem de to Yderligheder? Men hvad er denne Yderligheds-Jagt, denne sig frempegende Kraft-Optræden Andet end en Miskjendelse til den anden Side af Ideens rene Væsen, og igrunden en aandelig Kraftløshed, en Opstuds af "Syge, der i Sundhedsdrømme støie"? Thi den sande Idealitet og den sande Kraft træder ikke saa skrigende frem og har ikke saa travlt med udvortes Kjendelighed. Det største Offer for Ideen og den dybeste Selvfornegtelse bestaar ikke i at storme frem uden Tanke og Overlæg, og rende Panden mod Væggen - og saa blive beundret som Martyr -, men snarere i at ofre sin egen Utaalmodighed og finde sig i at blive udvortes forvexlet med Philisterne. Det heder: den ædle Mand bliver ikke hængende i Omstændighederne, i det Udvortes; han søger fremfor Alt at realisere en Idee. Men saa er Sygen den, at man dog ikke kan finde Realitet uden i det Udvortes; Ideens stille Liv i Aand og Sandheden kan man ikke følge eller vurdere. Og saa bliver ogsaa Bedømmelsen af Virkelighedens Forholde skjev og ensidig: man leder efter Ideen og finder den ikke, fordi man kun søger den i udvortes og kvantitative Receptbestemmelser ("Mandeviljens quantum satis") og man forbliver dog blind for Tidens egentlige Brøst, fordi man selv staar op til Ørene deri.

Men efterat vi saaledes paa det Ubarmhjertigste have søgt at blotte, hvad vi anse for nærværende Digtnings væsentligste Brøst, er det os en Fornøielse at erkjende, at den netop ved det storartede Anlæg, ved den i det Enkelte i mange Henseender fortræffelige Gjennemførelse, ved de mange herlige Steder, kort ved sin hele Betydningsfuldhed netop maatte opfordre en Kritiker til at maale den med det drygeste Maal, til alvorligt at minde om Ideens "Alt eller Intet", om vi end ikke ere tilsinds at anvende dette bogstaveligt.

Publisert 4. apr. 2018 10:47