Georg Brandes

Bygmester Solness anmeldt av Georg Brandes i Verdens Gang i Kristiania 28. desember 1892.

Henrik Ibsen: Bygmester Solness.

Længe giver dette Stykke Gjenklang i Sindet, naar man har læst det. Og naar man har læst det, læser man det om – med stigende Beundring. Udadleligt i sin Kunst, dybt og rigt i sit Sindbilledsprog, det er de Ord, der først kommer En paa Læben – og greben, uden at være rørt eller blødgjort, giver man sig til at ruge og gruble over sit Indtryk.

Ibsens nye Skuespil virker fængslende og befriende paa en Gang. Aldrig har der eksisteret en mere fuldendt dramatisk Teknik, aldrig har der været skrevet Dialog som denne.

Hvad Ibsen her i virkelige Skikkelsers Historie og i halvt allegorisk Form har villet give, det er en fremragende, men aldrende Kunstners Tragedie. Et egentligt Geni er Bygmester Solness ikke, og hvis han er ment som et saadant, fattes nogle Træk. Han har af Geniet dets Tiltrækningskraft overfor Kvinder og i rigt Maal de Laster, der hos adskillige Personligheder følge af den Egenkjærlighed, uden hvilken en vis Form af Genialitet ikke kan tænkes. Hans Arbejders Værdi, som vi ikke kunne bedømme, maa vi tage paa Tro og Love. Maaske er det en Mangel ved Stykket, at der ikke er tillagt Solness, hvis moralske Skavanker er saa iøjnefaldende, en rent kunstnerisk Stræben, en rent intellektuel Begejstring, som kunde bøde derpaa. Han burde maaske have indført en ny Stil i Bygningskunsten. Nu siger han intet andet aandfuldt om sin Kunst end det ene, iøvrigt dybe, Ord, at han ikke kan bygge Huse for Folk, han ikke kjender. Hvis vi da i Solness se den store Personlighed, sker det tildels, fordi vi komme Dramatikeren, hvis Midler er saa knappe, imøde og indrømme ham de Forudsætninger, han har Brug for.

Grundskrøbeligheden hos Solness er den Blanding af Brutalitet til at knække de Ældre og af Angst for at overstraales af de Yngre, for hvilken tidt endog Geniet ikke bevarer. Han har fra først af havt den Kunstner-Egoisme, som er nødvendig for at medfødte Evner skulle naa til deres Udfoldelse. Hans Forhold til den gamle Brovik minder en Smule om Grosserer Werles til den gamle Ekdal; han har knækket ham og bagefter anbragt ham paa sit Kontor. Hans Forhold til Ragnar minder en Smule om Thorvaldsens til Freund. Freund var «en Martyr for hvad Thorvaldsens kunstneriske Overlegenhed krævede for sig». Thorvaldsen tog Lys og Luft fra sin unge Medarbejder, beholdt alle Bestillinger for sig selv, selv dem, han ikke kunde overkomme at udføre, og gjorde under et faderligt Venskabs Maske Freunds Samliv med ham til en Lidelseshistorie.

Dog Thorvaldsen var langt mindre skyldig end Solness. Ti han tog med den Størres og Stærkeres Ret, saaledes som den unge Kvinde, der beundrer Solness, jo heller ikke tvivler paa at han tager. Solness´s Forhold til den unge Arkitekt dikteres derimod uværdigt af Forvisningen om, at Ragnar sidder inde med stærkere Kræfter end han. Der er i Solness noget paa en Gang Vildt og Lumsk, som Frembringelsesdriften i ham har gjort utæmmeligt.

I stærk Modsætning til (men dog i Sammenhæng med) denne hans Naturs Brutalitet staar hans til det Sygelige, ja efterhaanden rent ud til Syge udviklede moralske Selvkritik, en Skrupuløsitet, der tilregner sig egenkjærlige Ønsker og ubestemte Forhaabninger som Skyld. Han er samtidigt lutter Hensynsløshed under Kampen for at hævde sin Kunstnerplads og lutter Selvplageri i sine Bekymringer over de Ofre, hans Udvikling har krævet, særligt i sin Sorg over den Uret, han ufrivilligt har gjort sin Kone.

I Verdens Øjne er han lykkelig, forsaavidt han har havt et sjældent Held med sig paa Vejen til sit Ry; men hans evindelige Samvittighedsnag dvæle ved, hvad dette Held har kostet og hvor dyrt det hver Dag betales. At han fra først af kom i Skuddet, skyldtes – lidt besynderligt – den Brand, der tilintetgjorde hans Hustrus Familjehjem. Kun ved den blev han «sat i Stand til at bygge Hjem for Mennesker.» At huslig Lykke sjældent falder i geniale Personligheders Lod, allerede af den Grund, at deres Udvikling vanskelig holder Skridt med den Kvindes, de i deres Ungdom valgte, er en Erfaring, som møder En i Solness´s Ord: «For at komme til at bygge Hjem for andre, maatte jeg gi´ Afkald – for alle Tider gi´ Afkald paa at faa et Hjem selv». Og med en anden Vending: «Alt det, som jeg naaede til at virke, bygge, skabe i Skjønhed, i Tryghed, i lun Hygge – i Storladenhed ogsaa . . . . alt det maa jeg gaa her og veje op. Betale for. Ikke med Penge. Men med Menneskelykke. Og ikke med min egen Lykke alene. Men med andres ogsaa . . . . Den Pris har min Kunstnerplads kostet».

Og idet han nu vender op og ned paa Forholdet, forekommer det ham, at netop fordi han har betalt sin Plads i Livet saa dyrt, burde han ene have Ret til at bygge, altsaa have Lov at holde alle andre nede.

Dog han har ikke behøvet at anstrenge sig hver Gang paany for at vinde frem. Han har, som alle, der have udrettet noget, ikke virket det alene. Omstændighederne – Hjælperne og Tjenerne, som han kalder dem i sit Sprog – have føjet sig for ham, han har havt den indre Magt i sig som Schlemihlerne mangle, den Magt, der hidfalder Hjælpen – han som Kong Haakon i Kongs-Emnerne før ham. Men alt som hans Sjæleliv udvikler sig i stedse mere sygelig Retning forekommer det ham, at han har en hemmelighedsfuld Magt til at ønske, saa det Ønskede sker, overfor Kvinder i den Form, at det, han kun har ønsket eller tænkt paa, for dem bliver til Virkelighed, en Art hypnotiserende Magt uden al Hypnose. Det er ved denne Magt, at han har fængslet Kaja til sig og gjennem hende Ragnar, hvem han frygter. Og Ibsen lader det staa hen i det Uvisse, om ikke et lignende Forhold er indtraadt overfor Dramaets kvindelige Hovedperson. Det staar uvist, om Solness virkeligt har kysset hende, da hun var Barn. Under Grublen over disse hemmelighedsfulde Evner og Kræfter er der i Solness opstaaet en Art sindssyg Frygt for af sine Omgivelser at ansees for gal, og der ligger i denne Frygt en Spire til virkelig Sindssyge, som tilsidst bryder ud i Eksaltation.

Denne Mand, hvem vi paa det Tidspunkt, da Stykket foregaar, ingensinde se paa hans Væsens Højde, har engang vist sig saaledes for et ungt Pigebarn. Hilde har som tolv-trettenaarigt Barn set ham staa stolt og fri højt oppe, sættende Kransen paa Kirketaarnsspiret i Byen, hvor Wangels boer. Dette Indtryk og hans paafølgende Tilnærmelse til hende har skabt et hemmelighedsfuldt Baand mellem hende og ham. I de ti Aar, som siden da er gaaede hen, har hun levet i Mindet; det drager hende til ham, hun vil kræve det Kongerige af ham, som han paa Rejsegildets Dag lovede hende om ti Aar, og hun træder ind af Døren til ham, der sidder og frygter en fiendtlig sindet Ungdom, som den Ungdom, der er gaaet op i Troen paa ham og er lutter Begejstring for ham. Hun synes forsaavidt i Slægt med sin Stedmoder Ellide, som ogsaa denne venter i ti Aar paa den fremmede Mand. Og hun ligner den fremmede Mand deri, at hun ikke skjænker Solness´s Giftermaal en Tanke. Vi kjendte hende i «Fruen fra Havet» som den, der er født med Trangen til de stærke Sindsbevægelser, til det Spændende, det som bringer En til at føle, at man lever; her lære vi hende at kjende som den, der ikke vil lade sig sin Tro paa den store Bygmester berøve, vil se ham paa hans Væsens Højde, ene, frigjort, for anden Gang. Og dette symboliseres i Stykket ved, at hun paany vil se ham sætte Kransen paa et Taarnspir.

Han er i Mellemtiden bleven svimmel, svimmel som selve hans Samvittighed. Men ved hendes Komme skal og maa denne Svimmelhed vige. Hun taaler ikke, det med Rette skal kunne siges, at hendes Bygmester «ikke tør – ikke kan stige saa højt som han selv bygger».

Denne Replik er Stykkets centrale. For ret at forstaa den, indsætte man et Øjeblik andre Værdier, denne for Eksempel: Det skal ikke med Rette kunne siges, at min Digter i sit Liv ikke kan stige til Højden af de Idealer, han fremstiller i sine Bøger.

Stod der saaledes, var Stykket blevet et ganske andet, mere massivt, mere holdende sig til Jorden. Som Repliken nu lyder, er Stykket mere poetisk, mere dunkelt og fængslende ved sin Dobbeltmening. Der behøves nemlig megen Kunst for at vi helt igjennem skulle tro paa Symbolet, saa det ikke virker som blot Symbol. Ibsen har for at holde Læseren fast i Stykkets Atmosfære med vidunderlig Agtpaagivenhed maattet kitte alle Dramaets Vinduer og Døre til, saa ikke et Pust af Dagliglivets sunde Menneskeforstand trængte ind. Ti skede det, var Trolddommen brudt. Hvis en eneste af Stykkets Personer en eneste Gang betonede, at det jo dog aldeles ingen Maalestok er for en Bygmesters Storhed, om han bliver svimmel paa Vejen til et Kirketaarns Spir eller ej, saa var Stemningen og Symboliken sprængt. Men alt sligt er holdt ude.

Derimod se vi Hilde i Virkeligheden rive Solness ud af hans lave Tankekreds, før vi se hende drive ham til i den legemlige Verden at staa ene og fri højt oppe. Ti hun ræddes, da hun endelig forstaar hans Lavhed overfor Ragnar. Hun forfærdes ved den Tale han fører: «Vil De ta Livet af mig? Ta fra mig det, som er mig mere end Livet?» – Og hvad er det? – «At se Dem stor. Se Dem med en Krans i Haanden. Højt, højt oppe paa et Kirketaarn», og hun presser Blyanten ind mellem hans Fingre og tvinger ham til at skrive en varm Anbefaling til hans Elev. Saa højt staar han ikke til Hverdagsbrug. Men hun er den Magt, der driver ham op over hvad han til Hverdagsbrug er.

Og saa kulminerer da Dramaet, idet Forholdet mellem ham og hende stiger og stiger i Inderlighed og Udsigtsløshed, indtil han tilhører hende paa den eneste Maade, han kunde, naar de ikke blot skulde mødes i Fantasteriets Skyriger og Luftslotte, nemlig i Døden.

Han begyndte med at bygge Kirker fordi han, udgaat af et fromt Hjem paa Landet, fandt Kirkebyggeriet det værdigste. Saa da han havde mistet sine Børn, besluttede han ikke at bygge Kirker mere, kun Hjem for Mennesker. Saa kom det Tidspunkt, da han indsaa, at det at bygge Hjem for Mennesker – det er ikke fem Øre værd; Menneskene har ikke Brug for de Hjem for at være lykkelige. Han selv vilde ingen Brug have for et sligt. Nu tror han ikke mere, der gives Lykke paa Jorden, og han vil tilsist bygge det eneste, hvori han tror, der kan rummes Menneskelykke – Luftslottet, som Hilde har krævet af ham.

«Jeg er ræd, De vilde svimle, før vi kom halvvejs.» – «Ikke, naar jeg gaar Haand i Haand med Dem, Hilde.» – «Saa lad mig faa se Dem fri og højt oppe da!»

Hvad Fortolkning gjøres vel her nødig? Alt staar der jo med tydelige Ord, og alt saa sindrigt, at det kan forstaaes lige efter Bogstaven, virke spændende paa hvert Barn, og dog er alt gjennemsigtigt, dobbelttydigt under Solness´s og Hildes dobbelte Eksaltation.

Han tilbød hende først det højeste Taarnkammer i sit nye Hus. Men efter at hun har lært hans Hustru personligt at kjende, er hendes «robuste» Samvittighed bleven ligesaa angreben som hans; hun kan ikke gribe efter sin Lykke fordi der staar en, hun har Medlidenhed med, mellem hende og den. Saa staar da kun Lykken i Luftslottet tilbage.

Hustruen, Aline, er den eneste af Bipersonerne, det har været Ibsen nødvendigt at uddybe en Smule. Hun er det enfoldige Pligtmenneske, den skinsyge Ægtemadame, det ydmyge og religiøse Væsen, der undviger Solness som han undviger hende. Hun er malt med det grelle Træk, at ikke Børnenes Død har knækket hende – hun ved, de har det godt i deres Himmel – nej hvad der har taget stærkest paa hende, det er Tabet af alle hendes Barndoms Dukker, som indebrændte. Hendes Enfoldighed og evige Griben fejl i sin Forstaaen er af Ibsen stemplet i den fortræffelige, stupide Replik om den stakkels i Hengivenhed opløste Kaja: «Gud for lumske Øjne hun har!»

Hendes Rolle er da kun den at være Hindring, og i Virkeligheden foregaar det hele Drama mellem Solness og Hilde. Lyset kommer fra Hilde og denne Kvindeskikkelse overstraaler ved sin Ejendommelighed, Friskhed og Glans alle Kvindeskikkelser i den samtidige Literatur. Siden «Et Dukkehjem» og «Gengangere» har Ibsen ikke fremlagt noget saa stærkt virkende som hun eller overhovedet noget Værk af saa høj Rang, paa en Gang saa naturligt og saa overnaturligt.

Siden Ibsen opgav sin Ungdoms Stofvalg og Fremstillingsmaade, have vi seet ham prist og angrebet som saakaldt «Naturalist». I vore Dage har saakaldte «Symbolister» aabnet en Fejde mod «Naturalismen». Den Slags Stikord have sjeldent stort paa sig, men paa Ibsen passe de i ethvert Tilfælde mindst. Hos ham har nu i en Snes Aar eller mere Naturalisme og Symbolisme trivedes godt i Forening. Modsætningerne i hans Natur drive ham til Virkelighedstroskab og Mystik. – Fordi hans Væsen og hans Skuespil er rige paa Gaader og Hemmeligheder tvinges han (for at forstaas) til Brugen af stærke Betoninger, Gjentagelser, betegnende Yndlingstalemaader, kort sagt til en vis næsten grov Tydelighed. Og skjønt hans Væsen og hans Poesi er virkelighedskjære, er han dog Digter og Grubler nok til stadigt at underlægge den Virkelighed, han fremstiller, en dybere Tolkning. Hvert Grundtræk virker sindbilledligt; man føler Ibsens undergravende Skepsis overfor det Bestaaende og Anerkjendte, hans Dristighed i Kritik, bagved, og man glæder sig over, at ligesaa dybt som hans Tvivl formaar at grave, lige saa højt og sikkert bygger hans Fantasi. Paa hans Dramaer kan Udlandet maale den Højde, hvortil vor Kultur, hvor den har bygget højest, er naaet.

Georg Brandes.

Publisert 27. mars 2018 23:00 - Sist endret 23. aug. 2018 13:57