Theodor Caspari

Bygmester Solness:
      «Ingenting bygget igrunden. Ingenting – ingenting altsammen!»
      «Gad vide, jeg, om der blir Brug for sligt noget herefterdags.»
      «Herefter vil jeg bare bygge det deiligste i Verden.»

I «Aftenposten» for 18de December har en Anmelder om «Bygmester Solness» udtalt, «at dette Arbeide ikke som saa mange af Ibsens tidligere Arbeider vil fremkalde Strid og Diskussion om de deri udtalte Meninger.»

Desværre er jeg for min Del saa uheldig, at min Opfatning af dette Skuespil saa omtrentlig paa alle Punkter er i Strid med den ærede Anmelders, og det uden at jeg er mig bevidst at være nogen «Varg i Veum», der søger Strid paa fredlyst Sted.

Jeg finder nemlig, stik imod Anmelderens Mening, at «Bygmester Solness» er «et Angreb« – et Angreb in optima forma – ved Siden af «Gjengangere» og «Rosmersholm» det skarpeste Angreb, Ibsen endnu er kommen med.

Lad mig imidlertid til en Begyndelse være enig med Anmelderen deri, at «Bygmester Solness» i det store og hele er Digteren Ibsen selv, der «kaster et Tilbageblik paa sin Produktion», der foretar «et Opgjør».

Nu er imidlertid det centrale i «Bygmester Solness» ubestridelig Bygmesterens ægteskabelige Forhold paa den ene Side og hans Forhold til Hilde Wangel paa den anden. Ibsens Skuespil er atter et Ægteskabsdrama, og det Opgjør, han foretar, maa altsaa nærmest blive et Opgjør med hans Ægteskabsdramaer, et Opgjør med den Maade, hvorpaa han har løst sin Opgave som Ægteskabets Digter χατ` εξοχηυ.

Lige fra «Dukkehjemmet» af har Ibsen i Drama efter Drama arbeidet paa «at bygge Hjem», «Hjem for Mennesker», strævet med at faa «Samlivet til at bli Ægteskab», med at reise «Taarn» paa Hjemmets Bygning. «Dukkehjemmet» – «Gjengangere» – «Vildanden» – «Fruen fra Havet» – «Rosmersholm» og «Hedda Gabler» viser samtlige, ikke alene hvor ihærdigt, men ogsaa hvor fuldkommen resultatløst han har arbeidet for dette Formaal. Samtlige disse Stykkers Ægteskaber og Hjem er i mer eller mindre Grad ulykkelige. Det ligger ved denne Leilighed udenfor min Opgave at udfinde den objektive Aarsag til, at alle disse Ægteskabsbygninger er mislykkede for Ibsen. Det er mig her kun om at gjøre at fastslaa, at Bygmester Solness – alias altsaa Bygmester Ibsen, har fuldkommen Ret, naar han opgjør sin Status saaledes:

«Ingenting bygget igrunden. Ingenting – ingenting altsammen!»

Parenthetisk skal jeg kun tilføie, at Ibsen mere indirekte og symbolsk har udtrykt den samme Tanke derved, at han lader alle disse Hjem være saagodtsom børnløse.

Medens «Fruen fra Havet» og Fruen til Rosmersholm er absolut børnløse, gaar de faa Descendenter fra «Gjengangernes», «Vildandens», «Hedda Gablers» og «Bygmester Solness`s» Ægteskaber samtlige tilgrunde ved en mere eller mindre voldsom Død.

Sterilitet er det moderne Ibsenske Ægteskabsdramas ildevarslende Artsmerke.

Men alt eftersom nu Ibsen rykkede fremad i dette sit haabløse Arbeide: at bygge Hjem, blev det ham en stedse sterkere Trang at søge en dybere, af tilfældige Omstændigheder uberoende, konstant Aarsag til sin Vanskjæbne.

Og denne Aarsag fandt han; fandt den antydningsvis i «Gjengangere», klarere og mere udformet i «Rosmersholm» for endelig i «Bygmester Solness» at se den fuldt udviklet for sig.

Aldrig har Ibsen – jeg gjengiver hans eget Syn paa Sagen – naaet til at bygge et virkeligt Hjem for Mennesker, fordi Menneskene, bundne som de endnu er af forældede Anskuelser, af «det rosmersholmske Livssyn», «ikke vil have noget Hjem», ikke noget Hjem efter Ibsens Hjerte, ikke. Med andre Ord: Ægteskabet har saa langtfra kunnet fri sig fra den gamle surøie-religiøse Livsbetragtning, at det mere er en Planteskole, et Arnested for den, den gunstigste Jordbund for det gamle Systems Bakterier. Fra Hjemmene af – saaledes som de nu engang faktisk bestaar – siver disse Bakterier ind i alle Samfundsforhold.

Ganske vist er Fru Rosmer forlængst gaaet i Møllefossen, og Fru Aline Solness`s Familiehjem, den gamle Rønne – Pulterkammeret med Portrætterne, de ni Dukker og alt det andet rare i, ligesaa forlængst gaaet op i Luer; men hvad er saa derved vundet?

Er ikke «de hvide Heste» paa Rosmersholm udødelige? og medens Bygmester Solness`s Børn – paa hvem Hjemmets Lykke beroede, er døde paa Grund af Branden, har ikke Dukkerne og alt det andet Skrammel – alias alle de jammerlige gammeldagse Forestillinger – overlevet Branden? Driver de ikke fremdeles sit tomme Gjengangerspil i «Pligt»-Mennesket Alines indskrænkede Hjerne?

Derfor denne tunge trykkende Luft i alle disse Stuer; derfor her som i «Gjengangere» og «Rosmersholm» Tungsindet – Pirreligheden – «den skrantne Samvittighed» – de monomane Forestillinger.

Men hvad i al Verden skal da Ibsen videre gjøre for at fri Ægteskabet fra disse «sorte Dævler»? Har han da ikke i disse mange Aar anstrengt sig redelig nok? Har han ikke egenhændig sat Ild paa hele det gamle System? har han ikke Drama efter Drama sat alle Vinduer op til Gjennemtræk for da endelig engang at faa den infame Moskus- og Lavendellugt ud?

Hvad ydermere skal han gjøre, den gamle Bygmester, for dette vrangvillige «Hjem», som absolut ikke vil reise sig under hans Hænder?

Og med Uro og Ængstelse ser Digteren ud af Vinduet, om ikke «Ungdommen» kanske skulde staa derudenfor med den Løsning, han saa længe og forgjæves har søgt.

Jo, ganske rigtig; derudenfor staar den, staar Regine Engstrand, Rebekka West og Hilde Wangel, Gratierne med de «fribaarne Viljer» og de «robuste Samvittigheder», Valkyrierne, paa hvem Ordet Pligt virker som et ubehageligt Stik. Og hvad vil saa denne Ungdom? Ja, det aner og ved den gamle Bygmester saa inderlig godt, førend der endnu er faldt et Ord. Han har set det forud allerede i mange Aar. For hver mislykket Ægteskabsbygning, han har reist, er Frygten for, men samtidig ogsaa den stille indre Længsel efter denne Ungdom og den Løsning, den bringer, voxet i ham.

Allerede i «Rosmersholm» har denne Ungdom hamret noksaa lydelig paa Porten. Dens Repræsentant Rebekka West er efter min Mening ingenlunde den angergivne, offervillige Kameliadame, som hvilken Henrik Jæger lar hende beslutte sit Liv. Ganske vist har Samlivet med Pastor Rosmer forandret hende i et Punkt: Det stygge, sansedrukne Begjær har maattet vige for en dybere og ædlere Kjærlighed; men det er ogsaa alt. Af hvad Art den forresten er den Forædling, hun har undergaaet, det fremgaar med tilstrækkelig Klarhed af hendes egne Udtalelser:

Rebekka.
Det er Rosmerslægtens Livssyn – eller dit Livssyn i alle Fald, som har smittet min Vilje.
Rosmer.
Smittet?
Rebekka.
Og gjort den syg. Trælbundet den under Love, som før ikke gjaldt for mig. Du, – Samlivet med Dig, har adlet mit Sind.

Et Adelskab, som smitter, gjør syg og trælbinder! bitrere kan da vel ikke Rebekka haane sin egen ufrivillige Ophøielse i Adelsstanden. Og dog udtaler Henrik Jæger om hende, «at der er saa, hvis Billede tilslut staar ligesaa fint og rent som hendes».

Nei, Sagen er nok den, at Rebekka – bortset fra det ene Punkt – Kjærligheden, til sit Livs Ende er præcis den samme hensynsløse, egoistiske Skjoldmø, som hun fra først af var. Omvendelsen bestaar kun deri, at hun, mod sin Vilje og rent udvortes, er «kommen ind under love, som før ikke gjaldt for hende».

At disse Love er den kristelige Morals Bud, den hun, i og med sin imputerte onde Samvittighed, tænderskjærende maa bøie sig for, er indlysende nok. Hendes Samvittighed er ikke «robust» nok til at gaa klar af det rosmersholmske Livssyn. Er den afdøde Fru Rosmer paa den ene Side falden som et Offer for hende, saa falder hun selv igjen som et Offer for Ægteskabet og det gamle Livssyn, der bor tilhuse i Ægteskabet.

Men ikke er det vanskeligt at se, hvilket af disse to Ofre Ibsen følger med sin Sympathi. Det længselsfulde Suk, hvormed Rebekka West ser tilbage paa sin tabte «fribaarne Vilje», er i Virkeligheden et Hjertesuk fra Digteren selv. Vistnok har han maattet la sin Skjoldmø falde. Tiden er endnu ikke inde, og selvfølgelig kan han heller ikke billige den underfundige Maade, hvorpaa hun har skilt sig af med sin Fiende. Men gjemt er ikke glemt. I al Stilhed pønser han paa Hevn, i al Stilhed har han udset sig en Hevnerske for hende, og denne Hevnerske er Hilde Wangel.

Med Hilde Wangel banker ikke Ungdommen længer pent og forsigtig paa Døren, vandrer ikke længer den onde Samvittigheds Snigveie, har ikke længer med Rebekka West paa en overfladisk Maade suget den moderne Aand i sig gjennem Bøger. Hos hende er den moderne Aandsretning gaaet over «in succum et sangvinem», hun «er ligesom den gryende Dag»; thi træder hun glad og frimodig, aabent og ærligt ind ad Døren og kræver:

Bort med Ægteskabet!

dette Arnested for gammeldagse Anskuelser, dette Pulterkammer med sine Dukker og Portrætter, Kniplinger og Silkedragter, dette Rede for Monomanier og skranten Samvittighed, dette Hjem, som intet Hjem kan bli, fordi der inden i os, i vor egen sanselige Natur bor «Magter», «Trolde», «Dævler», der kræver rigere og mere vexlende Glæde end den, Ægteskabshjemmet rummer.

Bort med Ægteskabet!

denne antikverede Form, som det moderne Liv med sit rigere Indhold maa sprænge og er ifærd med at sprænge.

Bygmester Solness:
Gad vide, jeg, om der blir Brug for sligt noget (lykkelige Hjem for Mor og Far og for Barneflokken) herefterdags.

Bør det nu i mindste Maade komme pludselig og uventet paa nogen, at Henrik Ibsen tilsidst er havnet i denne Anskuelse? –

Er det ikke snarere merkværdigt, at den Mand, der i sin overdrevne Idealisme lod Falk og Svanhild skilles af nervøs Frygt for, at deres Kjærlighed ikke skulde strække til for hele Livet, at han først nu, efter aarelange, haabløse Kampe for at redde det samme Ægteskab – resignerer og gir det op? –

Er det ikke underligt, at den Digter, der hele sit Liv igjennem har ført en eneste stor, forbitret Kamp mod det bestaaende Samfund – at han først nu bekvemmer sig til at rykke undaf den Grundpille, hvorpaa dette Samfund hviler, nemlig – Ægteskabet – Hjemmet? –

Og selv nu lar Ibsen sig i Bygmesterens Person kun langsomt og nølende drage over i Ungdommens Leir. Den Løsning, denne Ungdom bringer, er jo en Overhuggen af den Knude, som den gamle Bygmester saa gjerne vilde ha løst paa en lempeligere Maade. Ganske vist maa han paa Hildes Spørgsmaal:

Sig mig, Bygmester, – er De vis paa, at De aldrig har ropt paa mig? Saa`n invendig? – svare

Solness:
«Jeg tror næsten, at jeg maa ha gjort det» – – «De er Ungdommen, De Hilde, som jeg igrunden stunder saa saart imod».

Men alligevel staar han der studsende og betænkelig ligeoverfor hende og spørger gjentagende med Alvor:

«Hilde, – hvorfor er De kommen? Hvad er det, De vil mig?»

Og Hilde lægger ikke Dølgsmaal paa sit Forlangende. Hun kræver «sit Kongerige», kræver ham selv, kræver at faa leve sammen med ham, kræver «Svimmelfrihed» (alias: Frisindet Samvittighed) af ham, den gifte Mand; thi, at han er gift, «har hun vidst hele Tiden».

Med et Ord: I Ægteskabets Sted vil hun ha indsat:

Den frie Kjærlighed,

«det aller deiligste i Verden», «Luftslottet med Grundmur under».

Men hvad hun kræver, det kræver hun som sagt aabent og ærligt – forbløffende ærligt. Hun er det kommende moderne Samfunds Enfant terrible.

Ikke kan hun med Rebekka West bekvemme sig til i Smug at undergrave Ægteskabet. Ja, hun bekjender endog i et svagt Øieblik:

«Jeg kan ikke gjøre noget ondt imod en, som jeg kjender». Med Ungdommens Friskfyragtighed forener hun dens Høisind og livsglade Freidighed. Fordi hun i Modsætning til den reflekterte Rebekka er virkelig, uforfalsket Ungdom, fordi hun toner «rent Flag», derfor seirer hun, hvor Rebekka falder.

Endnu engang forsøger Bygmester Solness i den lange Scene i anden Akt mellem ham og Fru Aline at redde Ægteskabet ved om muligt at bortrydde det sorte, sygelige Tungsind hos sin Hustru; men hendes halsstarrige Bornerthed og sjelesyge Haabløshed er sterkere end hans taalmodige Hensynsfuldhed, og Skridt for Skridt vinder Hilde Terræn, indtil endelig hendes Spot over hans «svimle Samvittighed» gjør Udslaget.

Han er villig til at heise den «frie Kjærlighed»s Krans paa det moderne Samfunds Taarnbygning.

Men hvad der, efter Ibsens Mening, er muligt og gjørligt nok for Fremtidens frisindede Ungdom, det er for Bygmester Solness personlig – «det umulige». Personlig staar nu engang den gamle Bygmester med den ene Fod i den gamle Tid, og «det deiligste i Verden» lar sig først realisere over hans Grav.

Men seiret har han i Kampen tiltrods for sit Fald fra Taarnet. Ungdommen har ikke kunnet overfløie Bygmester Halvard Solness; thi han «kom dog til Toppen», han har dog vist Ungdommen Veien, har egenhændig leveret den Tegning til Fremtidens sociale Bygning, der engang vil bli den approberede.

Hvad Henrik Ibsen – hvis jeg har Ret i denne min Opfattelse – næste Gang vil komme med?

Med: Det deiligste i Verden: Et frit Forhold – to unge Mennesker, som fra Altanen deroppe paa «det forfærdelig høie Taarn» ser ned «paa alle dem, der bygger Kirker og Hjem for Far og Mor og for Barneflokken».

To frigjorte unge Mennesker, som synger med Ibsen selv i «Paa Vidderne».

«Det brænder jo bare, det gamle Hus med Juleøllet og Katten!»

og som jublende slutter:

«Nu bytter jeg bort mit sidste Stev for et høiere Syn paa Tingen».

Saa vemodigt det er at se sin Ungdoms Bygmester saa svimlende høit paa Straa, – der blander sig dog umerkelig et Gran Humor i Vemodet.

«Jeg hørte Harper i Luften», udbryder Hilde tilslut.

Ja, det er ikke frit for, at jeg for min Del ogsaa har hørt Harper i Luften under Læsningen af «Bygmester Solness». Men den Harpeklang er gamle Erik Bøghs, naar han synger:

«Min tridje Mahn, han lefte for sin Himmel,
han var Brofesser fo . . . . . i Luftballon.
Hvor hajt de gik, han blef doch aldrich schwimmel,
faldt aldrich nier – mais non messieurs, – mais non!
Han kunde ikke sig stop,
Nu gaar han immer, immer hajre op!»