Valdemar Vedel

Bygmester Solness anmeldt av Valdemar Vedel i januar-nummeret av Tilskueren. Maanedsskrift for Litteratur, Samfundsspørgsmaal og Almenfattelige Videnskabelige Skildringer, Tiende Aargang, København 1893, s. 66-75.

Henrik Ibsen: Bygmester Solness.



Som en Musik tænker jeg mig denne Digtning fra først af undfangen i Ibsens Fantasi. Spiren har hverken været den bestemte Livshistorie ikke heller visse klart formulerede Almenideer, men der har vugget i Digterens Sjæl en Musik af Stemninger, som er det Kaos, hvoraf Digtningens Verden efterhaanden er dukket op. Et Hav af Musik, hvori Grundtonen har udtrykt noget haardt og tungt og øde, men hvoraf der saa har luret sig en Angest frem, klamret sig en Kamp frem mellem et brutalt Magtbegær og en usynlig lammende Overmagt, og der skriger en Længsel ud mod noget lokkende og koglende fagert, som drager op i de svimlende Højder og ud i Afgrundspringet. En ægte Ibsensk Musik, hvori Toner klinger igen fra saa megen af hans Digtning: lige fra Gerds skingrende Lur i «Brand» til «den fremmedes» dæmpede Tale og til Møllefossens dumpe Dur ved «Rosmersholm».

Denne Musik har saa – jeg gætter mig videre paa «Bygmester Solness» sjælelige Genesis – klaret sig ud i Digterens Sind som Tanker og Følelser, der er satte i Bevægelse under den ny Fase, Ibsens Livsskæbne i de senere Aar er indtraadt i: den evropæiske Storhedssfære, hans Skikkelse er rykket ud i, og saa Alderen, der mer og mer melder sig. Og der har formet sig et Digt om Storheden og Alderen – om den aldrende Storhed.

Det er den gamle Kæmper, som ser tilbage over sin lange Arbejdsdag og maaler, hvad der er vundet, mod alt, hvad det har kostet. Han er den Storhed, der har gjort sig selv, der – som Bygmester Solness – er kommen ind «som en fattig Gut fra Landsbygden» og uden faglig Bogdannelse «har fundet ud det meste selv» og i Kraft af sit Begær og sin Vilje har arbejdet sig frem; og vant, som han er, fra Ungdommen til at stride sig op for Modvind i Livets Skygge, føler han paa Storhedens Tinde – lige som sin Bygmester – en hemmelig Angest overfor sin egen Lykke og en melankolsk Trang til at vide ud hver Sprække og Revne i dens Bygning, til al Livskraft siver ud derigennem; og han kan aldrig komme ud over, hvad han har maattet ofre i Fortiden. Nu ser han Aftenen stunde paa, og den yngre Slægt banker paa, medens Evropas Øjne endelig er rettede paa ham og for hvert nyt Værk hidser ham til at overbyde sig selv, – og han føler det, som maa han mane al sin titaniske Kraft og Vilje, ja, selv Dybets Magter op til et Brydetag med selve det umulige.

Af den Slags Følelser og Forestillinger har vel «Bygmester Solness» formet sig i Ibsens Fantasi; ledende Ideer rundt fra hans Forfatterskab – ogsaa enkelte Typer og Motiver – har sluttet sig til. Solness` næsten dæmoniske Viljemagt lægger sig for Dagen i den uvilkaarlige suggestive Indflydelse, han øver over svagere Omgivelser; en saadan øvede allerede i «Fruen fra Havet» den fremmede Mand paa Ellida. Oppe fra Wangels paa Lysanger kommer ogsaa Hilde ned som Legemliggørelsen af den glade, hensynsløse Ungdom, som den aldrende og samvittighedsskrantende Bygmester sukker efter. Men især fra «Rosmersholm» er meget gaaet over i det ny Drama. Hilde svarer til den unge Pige, der kommer ned oppe fra Nordlandene og hensynsløst begærer Rosmer, og i Samliv med hvem Rosmer virkelig naar Ungdom, Livskraft og aandelig Frigørelse. Men her som hist staar en Hustru imellem og stænger – sygelig og pligtsur – for Mandens Livslykke; og Beate, der er gaaet i Møllefossen, saa vel som Aline, der er bleven knækket under sin Mands Lykkehjul, gør hver anden Vej til Forening umulig mellem de to end den, der gaar ud i Fossen eller ud over Taarnkammen. Hvad der er forbrudt i Fortiden, kræver tragisk Soning.

Først naar hele dette Idéstof har indgaaet organisk Forbindelse, har Ibsen aabenbart opdigtet la trame – den «Historie», der skulde give det dramatisk Form. Hvorledes Bygmesteren har ofret hjemlig Lykke paa sin Storheds Alter, det illustreres haandgribelig af Ildebrandshistorien. Solness` Kamp for at holde de unge nede og sig selv oppe er dramatisk tilsp idset i Episoden med den unge Ragnars Bygningstegninger, som Solness ikke kan bekvemme sig til at give en anbefalende Paategning.

Til sidst har han saa af dette Materiale bygget sit Drama op.

 

 



Dramaet, Teaterstykket – det Lag, der sidst afsatte sig i Værkets Dannelsesproces – er det, som først møder Læseren eller Tilskueren i «Bygmester Solness».

Straks de første Par Replikskifter rykker os med et Par mægtige Tag ind i Handlingsinteressen. Vor Nysgerrighed faar sine første Pirringer ved gamle Broviks: «Nej, nu holder jeg det snart ikke længer ud» og ved Solness` Hvisken til Kaja; og i Løbet af de følgende Samtaler udsaar Dialogen, medens den snor sig utvungent og strøjfer flygtig, det ene Frøkorn efter det andet, som slaar Rod i vor Opmærksomhed og senere drager Næring og Vækst af mange direkte Hentydninger og indirekte Fingerpeg under Samtalernes videre Gang. Der foregaar lige saa lidt i dette Drama som i de tidligere Ibsenske en Række Handlinger for vore Øjne, hvis Udvikling vi interesserede følger; men her som saa ofte før staar vi overfor forbigangne Begivenheder, der kaster Skygge ud over Nutiden, eller bestaaende Forhold, som ikke klart kan gennemskues, og igennem en Række Samtaler afdækkes nu disse Lag for Lag, til deres sande Indhold ligger blot for de medinteresserede i Stykket og for Tilskuerne; og dette er «Handlingen». Og al Ibsens dramatiske Evne lægger sig for Dagen i den Sindrighed, hvormed han ved at artikulere denne Afviklingsproces, leddele den i saa mange Stadier, knække den af i saa mange Overgange, at baade agerende og Tilskuere gennes fra Sindsbevægelse til Sindsbevægelse, gennem mange smaa Stød og Pavser, faar kvart Besked og halv Besked, mærker sig duperede, bedst de tro sig paa Sporet. Hvor udnyttes og vrides ikke hvert Motiv! Man se f. Eks. Solness` Forhold til Kaja. Alle misforstaar det først, Tilskuerne iberegnede, og de forskelliges Mistanke bliver opklaret i flere Forklaringsscener, som afgiver hver sit Handlingsmoment. Eller man se, hvorledes Solness` Angest for at anses for gal benyttes. Men især da Brandhistorien: først de foreløbige Hentydninger til den, saa berettes Begivenhedernes Yderside for Hilde, senere aabenbarer Solness sit private Samvittighedsforhold til Historien, endelig kommer Hustruens ejendommelige Bekendelse af sit Syn paa Tildragelsen . . . Alt dette bereder Tilskueren og den uindviede Hilde den Række Forventningsmomenter og Overraskelsesstød, som udgør al dramatisk Underholdning.

Og med lydhør Sikkerhed spiller den forfarne Teaterdigter paa Tilskuersjælens Instrument. Han fanger og spænder, han forbereder os, uden at vi aner det, han under os Pusterum og giver os Afveksling, naar det tiltrænges, han ved, hvordan Scenerne staar godt til hinanden. Og i en lige Linje med stadig voksende Faldhastighed iler Dramaet mod sin Løsning, og hver Akt slutter med et Udbrud af Hilde, der stiller hende i klar Belysning som Handlingens drivende Kraft.

I disse Teaterformer træder os nu det dybe menneskelige Livsindhold i Møde, som Ibsens Fantasi har udformet sig. Først møder os imidlertid den ydre Handlings plot, der er det ny Arbejdes døde Punkt, hvor Alderen begynder at mærkes. Inventionerne er saa kunstlede – saa ligegyldigt eller saa lidet opfindsomt gjorte – at man maa øve Vold paa sig for at acceptere dem. Meget muligt, at Bygningsbranden var den eneste Vej, hvorigennem den fattige, self-made-Mand kunde sættes i Stand til at bygge, og at Anbefalingspaategningen var et sine qua non, for at den unge Ragnar kunde komme til at bygge. Og netop det konkrete og specielle i Tilfældene kunde gøre dem poetisk virkningsfulde. Men Forf. maatte da ogsaa have sat sig i Omkostning for at gøre os det overbevisende og indlysende, at de bestemte Forhold netop gav Konflikten disse Former. Det maatte springe i Øjnene af sig selv af hele Situationen; men nu er Solness` Fortid og hele Stilling holdt saa vagt og abstrakt, at vi maa tro Forf. paa Ordet om, at disse Punkter virkelig kan være af saa afgørende Betydning. I det hele er alle Forholdene mindre energisk og udførlig individualiserede i det sidste Værk end i f. Eks. «Rosmersholm» og «Gengangere»; den Allestedsnærværelse, hvormed Forf. dér vidste at give hver Replik et lille Tryk eller et let Farveanstrøg, saa at den tjente med til at gennemføre Livsbilledet, den synes at glippe noget denne Gang; Forf. har ikke saa nært og fast et Tag i sin Fantasiverden.

Men hvor meget er der ikke alligevel givet! Først og fremmest Solness og hele hans Stilling. Storheden, den betydelige Personlighed, kommer saa godt frem – det som er noget af det vanskeligste at give Indtrykket af baade i Roman og end mere i Skuespil, fordi man ikke kan fremstille Manden paa hans Virkefelt. Men Ibsens Bygmester fylder paa Scenen, og af Omgivelserne faar man et virkningsfuldt Refleks af hans Personligheds Magt. Straks Stykkets første Scene viser os Ofrene, de kuede: den gamle Arkitekt, indædt harmfuld mod «Principalen», der har kastet ham til Jorden, og hvis Brød han nu æder . . . og den stakkels lille Kaja ved Pulten, som skælver, bare han staar bag hende. De knurrer mod ham, men lytter angest, straks de hører hans Skridt paa Trappen, og dukker ned hver over sit Arbejde. Saa træder han ind – robust og grovklædt, med «tætklippet, kruset Haar, mørk Knebelsbart og mørke tykke Øjenbryn». Hans Stemme lyder straks myndig og afgørende, og det mærkes snart, hvorledes han uvilkaarlig leder Samtalerne, paatrykker Omgivelserne sin Tankegang, knuger med sin Tyngsel. Det er den brutale Storhed, der har paatvunget sig med sin Vilje og hensynsløst hævder sin Magt . . . den selvgjorte Mand, uden Arkitektuddannelse, der med Stolthed kun kalder sig Bygmester, og i hvem Raaheden endnu stikker – og som ogsaa i sit Talesprog viser Halvdannelsen (se Udtryk som «den Mosjøen», og «lige klejne blir de for det», «hvad er det for Dævelskab?» o. s. v.)

Saa kommer Hilde, den unge Pige oppe fra Lysanger; og i det Indtryk, Solness har gjort paa hendes Pigehjærte, og den Kultus, hun har viet ham i to Aar, lyser igen et Refleks af hans Storhed; de Scener, hendes Fantasi har gaaet og arbejdet med, er allerede længst ude af hans Erindring, og med træt Overlegenhed sidder han og spøger melankolsk med den unge Pige.

Ti han er træt og føler sig ældet, Bygmester Solness; men han er tillige endnu i sin Styrke og kan ikke finde sig i at resignere. Og Angesten for Alderen og Angesten for Ungdommen har gjort den stærke Mand nervøs, pirrelig, mistænksom. Han tror at se, hvorledes hans Omgivelser gaar og frygter for, han skal blive gal, og han hører de unge banke paa, og en skønne Dag vil de alle storme paa og true og skrige: «Giv Plads. Giv Plads!» Og Usikkerheden gør ham smaalig og lavsindet. Han vaager jaloux over, at intet Arbejde bliver taget fra ham, og han holder det unge Talent Ragnar Brovik nede paa en ugenerøs Maade, bl. a. ved et saa infamt Middel som at fængsle hans Kæreste til sig gennem den suggestive Indflydelse, han øver over hende. Alt dette er ikke koldblodig Hjærteløshed; han kæmper med sig selv og lider selv derunder, men han gør sig haard af Desperation og udbryder heftig: «Jeg kan ikke andet»; kommer Ungdommen til, da «er det ude med Bygmester Solness». Mer end andet giver maaske Samtalen med Doktoren Maalestokken for, hvor gammel Bygmesteren virkelig allerede er; blot fordi han ikke mer kan bære alene paa sin forpinte Sindstilstand, aabenbarer han i et Svaghedsanfald sin lurende Angest for Sindssyge, den sjofle Komedie, han gaar og spiller med Kaja, sin Angest for Ungdommen – hele sin Fortrolighed aabner han for et saa underlegent og ligegyldigt, snarest fjendtligt Menneske som Doktor Herdahl.

Bygmesteren gaar nu med sin aldrende Hustru ene om i det store Hjem, med de tre tomme Børnekamre. Siden Branden, der lagde Alines Fædrenehjem i Aske, tog de nyfødte Tvillinger fra hende og for bestandig gjorde hende barnløs, siden da er Fru Solness gaaet om som en Skygge af sig selv. Hun føler sig fremmed paa Resterne af Familjegrunden; «tænk! de har stykket ud til fremmede Mennesker, Folk jeg ikke kender, der kan sidde og se paa mig inde fra Vinduerne», og hun freder i stille Melankoli om sine Minders Grave: de gamle Portrætter paa Væggen, Mors og Bedstemors Kniplinger, og tænk! alle Dukkerne da! I selve Børnenes Død ser hun med religiøs Hengivelse en Guds Tilskikkelse og fortjent Straf . . . Og saaledes gaar hun om stille klynkende, plagende sig selv og sine Omgivelser ved sit sure Pligthoveri, med sin Offermine stumt anklagende sin Mand, og hvert af hendes Ord et Jalousiens Knappenaalsstik, – stængende Sollyset ude fra det Solnesske Hjem.

Gribende er Samtalen i 2den Akts Begyndelse mellem de to Ægtefæller, der er gaaet og ældedes her Side om Side uden at komme hinanden nærmere. De ser ud over deres barnløse Hjems Tomhed, og han vil, næsten heftig, tvinge hende til at dele hans Haab om, at det vil blive bedre, naar de flytter over i det nybygte Hus, men de maa til sidst begge indrømme, at det vil blive det samme der som her. «Aldrig en Solstraale! Ikke saa meget som et Strejflys en Gang ind i Hjemmet» udbryder han. «Her er jo ikke noget Hjem», svarer hun. Og begge stirrer haabløse ud i deres Fremtids øde, blikløse Øje.

Her ind er det, Hilde en skønne Dag træder, i rask Turistdragt, med ophæftet Kjole og lille Sømandshat paa Hovedet. Der lyser som Sol om hende, og en Duft af Friskhed sidder i hendes Haar, hendes Klæder. Hun har som 14aarig Pige set Solness oppe paa Kirketaarnet i Lysanger, da han stod øverst paa Stilladset og hængte Kransen om Vindfløjen, og det klang som Harper i Luften, og hun har bevaret Billedet i sit unge Hjerte og har drømt sig et Eventyr op af den Smule Venlighed, Bygmesteren i Forbigaaende har vist den lille Pige, og nu kommer hun for at se ham, som hun saa ham den Gang, og for at faa sit Kongerige, som han lovede hende om ti Aar. En af Ibsens skønnest digtede Figurer, denne unge Pige, som har ventet i ti Aar paa sin Bygmester og nu kommer og trumfer i Bordet: «Kongeriget paa Bordet» – rent menneskelig i sin pilfingrede Backfische-Nysgerrighed, i sin Trang til «det spændende», i sin Hensynsløshed og sit naturlige Godhedsinstinkt . . . og dog af en Skovfugls vilde Fagerhed og dødsvarslende som en Valkyrie.

«De er den, som jeg saarest har savnet», siger Solness straks i den første Samtale til hende. Hun er Ungdommen, der kommer og skal gengive ham den glade, sikre, hensynsløse Ungdom uden «skranten Samvittighed», hun ser ham, som da han stod paa sin Manddoms fejreste Tinde, og skal gengive ham Troen paa sig selv. Det er Hjælperen, som hans Sjæl har raabt paa og med sin underlige Viljemagt har tilkaldt – ti Bygmester Solness er jo et af «de udkaarne Mennesker, som har Evne til at ønske og ville noget saa ihærdigt, saa ubønhørligt, at de maa naa det tilslut» – det, «Godtfolk kalder at ha` Lykken med sig».

Men Hjælperen bliver den stærke, der tager Magten fra Bygmesteren. Nu bliver det hende, der – med sin Ungdoms hensynsløse Begær efter at have sit Kongerige – suggererer ham. Hun tvinger ham efterhaanden til at tro paa alt hvad hun har drømt sig op om, at han har kysset hende, kaldt hende sin Prinsesse o. s. v. Hun gennemskuer uvilkaarlig hans Tanker: «Jeg tror snart ikke en Krog i mig kan være sikker for Dem», siger han. Og med sin sunde Ungdom løser hun op for ham alle sygelige Samvittighedsskrupler med Hensyn til Ildebranden, som han vel har ønsket og villet, men aldeles ikke haft Andel i; hun skammer ham ud for hans smaalige Angest for Ungdommen og giver ham Selvtillidens Generøsitet igen. «Snak da ikke sligt noget», siger hun og holder sig for Ørene, «vil De ta` Livet af mig. Ta` fra mig det som er mig mere end Livet! . . . At se Dem stor. Se Dem med en Krans i Haanden. Højt, højt oppe paa et Kirketaarn . . . Naa frem med Blyanten da». Saaledes tvinger hun ham til at skrive «rigtig pænt og varmt» paa den unge Rivals Tegninger. Og Skridt for Skridt gør hun ham fri og stor igen; «hun vil ha` sit Kongerige». Tvinger ham – æggende og lokkende – tilsidst op paa Taarnet, at sætte Kransen paa, som den Gang hun saa ham i Lysanger. Ti det er jo hans «svimle Samvittighed», der hidtil har hindret ham i at gaa op, – Angesten for Gud, som han sagde sig løs fra den Gang oppe paa Lysanger, da han svor ikke mer at bygge Kirker, men som hans «skrantne Samvittighed» endnu ikke helt har frigjort sig fra. Men nu skal han gaa op og opsige ham al Huldskab og Troskab, og naar han saa er helt brudt igennem, vil han gaa ned og slaa Armene om sin Prinsesse og leve med hende . . . .

 

 

 

 



Det er et Viljens Digt, omtrent som «Brand» var det. I sin stadige Syslen med de moralske Begreber af Frihed og Ansvar og deres Modsætning: det ufri og ansvarsløse i Menneskenaturen, kommer Ibsens Digtning atter og atter ind paa Viljeslivets Mysterier. Og «Bygmester Solness» kaster Strejflys ud over Skakter af Menneskesjælen, hvortil Forskningens Dagslys ikke naar hen. Den mystiske Magt, som den energiske Vilje, den begærende Selviskhed kan øve over Mennesker, den kommer i Berøring med, ved tyst at overføre sig til dem – det, som i daglig Tale blot hedder, at en eller anden Person øver en vis «ascendant» over alle sine Omgivelser, og som i sine stærke, sygelige Former er kendt som Hypnotisme og lignende Fænomener . . . videre: Sjælen, som i sin Vaande raaber paa Hjælperne, gaar om og regner med det uberegnelige, med Træffet, og det stærke Ønske, der gaar og kalder paa Tilfældet, Lykketræffet, til det kommer . . . endvidere: saa fine og ømskindede Samvittighedscasus – som Teologen i Ibsen ret elsker at stille – hvor man har ønsket og haabet og ikke villet hindre, og det saa er kommet, uden nogen Andel fra ens Side, . . . om man dér har noget at angre, – saaledes som Solness med Hensyn til Ildebranden.

Men endelig handler Digtningen om Troldet i en , der raaber paa det umulige. Saa megen af Ibsens Digtning kan siges at handle om Kampen med det umulige, en Forløften sig paa en Opgave, – et Kald, som ikke den enkelte formaar at efterfølge o. s. v. «Modsigelsen mellem Evne og Higen, mellem Vilje og Mulighed» skal Ibsen selv have udtrykt sig. I Solness er der en saadan Titanvilje, som ikke kan resignere, hvem altid «det umulige lokker og raaber paa». Magttrangen stiger ham til Hovedet; han vil ikke bøje sig hverken for Alderen eller for Gud, han vil gøre det umulige og gaa op paa Taarnet og trætte med Herren og tage Brydetag som Jakob . . . og falder saa paa sine Gerninger – ligesom Brand.

 

 

 

 



Vi er komne tilbage – i vor lagvise Udfolden af Digtningen – ind til, hvor man hører Ibsens egen Stemme tale tyst igennem Bogen. Det føler sagtens enhver, at vi denne Gang kommer den store tavse nærmere end tidligere. Det er, som om den Utilgængelighed, hvori den stærke Mand har indesluttet sig, nu, da Alderen nærmer sig, har følt Trang til at aabne sig lidt; som om Bogen selv var noget af den samme Alderdomssvaghed, som naar Bygmester Solness i Stykket aabner sig for Lægen. Og denne vage Fornemmelse af, at Digteren betror sig til os, lægger sin særlige Charme over dette Værk.

Man ved ikke, hvor langt man tør følge dem, men rundt om klinger der frem allegoriske Hentydninger til Ibsens egen Livsgerning. Det mærkes, hvor tæt Digterens eget Selv her overalt ligger bag Digtningens Klædebon, man hører overalt dets Pulsslag banke igennem, og i de fantasifuldt skønne Samtaler mellem Hilde og Bygmesteren er det somme Tider, som om der ikke mer taltes om «Kirker» og «Hjem for Mennesker», men om religiøst-romantisk Digtning og realistiske Familjedramer, ikke blot om «Kirketaarne over Hjemmene» og «Luftslotte», men om den symbolsk-idealistiske Digtning, som dæmrer baade i Ibsens og saa mange moderne Sind. Nogen gennemført Tankeallegori, som «forklarer» lige til Kakkelovnssprækken, vilde det være taabeligt at søge i Skuespillet, men den sjælelig musikalske Virkning, det helt igennem øver, beror dog paa det dobbeltbundede i Tonen og de videre Stemninger og Tankesyn, der fødes mellem Linjerne og ud af de symbolsk klingende Billedudtryk, – dem den gamle Overmystifaks ynder.

 

 

 

 



Ti som sjælelig Musik er det, at «Bygmester Solness» længst bliver ved at klinge efter i Læserens Sind. Der bliver ikke en saa bastant Tankekost tilbage som af mangt et tidligere Skuespil; det sætter ikke saa bestemte Problemer i Debat. Men naar i Fremtiden ens Blik kommer til at dvæle ved Bogens Ryg paa Reolen, vil der stige som en vidunderlig Symfoni frem imod en. Man hører igen Scene for Scene: de undertryktes dumpe Knurren og den lille Kajas bønlige Undergivelse; saa Bygmesterens trætte og heftige Udøsen af sit syge Sind for Doktoren, Hustruens muggent piggede, smaa Stikpiller; videre Solness` første Samtale med Hilde: melankolsk spøgende og efterhaanden voksende i Længsel mod Frelse. I 2den Akt først Mandens og Hustruens triste, øde Samtale, der er som to`s Raab i Taagen fjærnt fra hinanden, og siden hans og Hildes lange Samtale, der slynger sig uden fast Tankefølge ad Stemningens stille Veje: sørgmodigt savnfuld og sælsomt dæmonisk, hvor han aabner hende sin Vaande, og hun indgiver ham sin Attraa, og to Sjæle i tyste og halve Ord knytter sig til hinanden. Endelig den sidste Akt, der indledes med Hustruens og Hildes stilfærdig forsonlige Samtale og derefter under Hildes og Bygmesterens Samtaler vokser ud over alle jordiske Forhold og bygger Luftslotte i det blaa, indtil til sidst Bifaldsjublen nedenfor Taarnet slaar over i et skærende Skrig og en lang Stumhed . . . .

En Musik, hvori «Tannhäusers» mørke Dæmoner tumler sig, og som klinger ud i «Loreleys» «wundersame, gewaltige Melodei».

 

 

 

 

VALD. VEDEL.

 

 

Publisert 27. mars 2018 23:17 - Sist endret 27. mars 2018 23:17