Signaturen «A.»

Catilina anmeldt av signaturen «A.» i Morgenbladet i Kristiania 5. juli 1850 (No. 186, 32te Aarg.).

Catilina, Drama i 3 Akter,

af Brynjolf Bjarme.   T. Steens Bogtrykkeri.   I Kommission hos Steensballe.


Foreliggende Digterværk maa i vor paa lignende Arbeider i det hele taget saa fattige Tid gjøre Fordring paa vor Opmærksomhed. Det har virkelig vakt en ikke ubetydelig Sensation i vor literære Verden, hvortil Pseudonymiteten ogsaa har bidraget Sit. At det hidtil ikke er blevet Gjenstand for den offentlige Kritik (med Undtagelse, om vi ei tage Feil, af en kort Anmeldelse i «Christianiaposten») maa vel være at tilskrive Dagbladenes Travlhed og Overflod paa Politikens Gebet og Savnet af kritiske Tidsskrifter. Rummet tillader os heller ikke at skride langt ud over en Anmelders Standpunkt, hvorimod Publikum rimeligviis kan forvente en udførligere Kritik gjennem Langes Tidsskrift for Videnskab og Literatur.

Dramaet er ustridigt det virkningsrigeste af alle Kunstarter med Hensyn paa det store Publikum. Menneskelivets Universalitet skal nemlig fremtræde i sin hele Dobbelthed gjennem denne Kunstform. Betingelserne for den jordiske Tilværelse og den evige ideale Bestemmelse fremtræde her kjæmpende, og begge disse Magters gjensidige Paavirken finder her sin Forvikling, Katastrofe og Opløsning. Denne Kunstart har derfor en egen manende Kraft paa Tilskueren, det er ligesom hans egen Tilværelses Gaader vil løses for ham, som om hans egen Kamp her vil blive kjæmpet til Ende og forsonet. I Catilina har Forfatteren søgt at lade denne Kamp fremtræde stærk og beskuelig gjennem Personifikationen af det Gode og Onde i hans Sjæl, i Figurerne Aurelia og Furia. Stykkets hele Idee fremtræder overhovedet klart, men lettest og fatteligst i Slutningen af tredie Akt gjennem følgende i samme Versemaal holdte Partier: Catilinas Drøm, Scenen mellem Aurelia og Furia (Kampen) og Stykkets Slutningsscene (Forsoningen). Med Hensyn til Tidspunktet tager Stykket sin Begyndelse strax efter Ciceros bekjendte Taler mod Catilina. Denne Sidstes Letsindighed lader ham indlede en Kjærlighedshistorie mod en Præstinde i Vestas Tempel, Furia. Allerede i denne første Sammenkomst røbes han som den, der har forført Furias Søster. Men forud har han allerede svoret, at Furias Fiender skal være hans egne, og da han nu, hidtil kun kjendt under Navnet Lucius, aabenbarer sig som Catilina, forandrer Furias Kjærlighed sig til Hævnfølelse. Catilinas egen Ed og Furias Hævnfølelse er nu det fremdrivende Element i Stykket. Heraf ledes han afsted til sine forbryderske Planer, som dog altid beholde et ophøiet Anstrøg og ædle Bevæggrunde. Det Godes Indflydelse Aurelia er endog et Øieblik saa stærk, at Catilina lader sig overtale til at forlade Rom med Aurelia , men atter fremtræder Furia og da er Catilinas Skjæbne afgjort. Han styrter sig ind i Sammensværgelsen med hine Uslinge, der kun søge egen Fordeel, forsamler en Hær udenfor Rom, forraades af sin Ven Curius, og taber Slaget. Ene staar han tilbage, endnu har han en Følelse af, at der er Noget, der binder ham til Livet, da er Furia atter ved hans Side, forestiller ham, at dette Baand, der end binder ham, netop er Aurelia. I Raseri drives han nu til at støde Dolken i Aurelia, hvorpaa han overleverer den til Furia, der da gjennemborer ham selv. Aurelia har imidlertid med Anspændelse af sin sidste Livskraft nærmet sig Catilina i Døden med Trøst og Forsoning. Tilsidst udbryder han:

O, mit Øie vorder dunkelt, og min Arm er svag;
men i Sjælen er det lyst, som aldrig før det var,
og mit Liv, min Fortids vilde Bane, er mig klar.
Ja mit Liv var Natten fælt belyst af Lynets Glød,
men en rosenfarvet Morgendæmring er min Død!
Du har Sjælens Mulm forjaget, i mit Bryst er Ro,
se jeg følger Dig til Lysets og til Fredens Bo!
            (Han river Dolken ud.)
Himlens høie Guder skue med Forsoning ned,
Du har Mørkets Magt beseiret med din Kjærlighed!

Det vil allerede af den ovenfor meddeelte korte Udsigt let sees, at Forfatteren har tilladt sig store Afvigelser fra den historiske Sammenhæng, saadan som vi i vor Skolegang læste den hos Sallustius. Derfor er Forfatteren dog ikke ubetinget at dadle. Ei at tale om den sædvanlige licentia poetica, til hvis Anvendelse han som enhver anden Digter er berettiget, maa det være den modnere Læser af Sallust temmelig klart, at dennes fra Fremstillingens Side saa fortrinlige Bog er skreven under Paavirkningen af stærke Partihensyn, og Catilina kan saaledes meget vel have været en Heros, og have haft redelige Hensigter med sit Fædreland, om end Sallust fremstiller ham som en Markus Thrane. Man forestille sig blot, hvor forskjelligt Catilina vilde have været bedømt, ifald hans Foretagende var lykkets!

Anlægget er ikke ueffent. Vi antage, at vor Forfatter forsaavidt har været heldigere end Crebillon, der, som bekjendt, ogsaa har behandlet det Sujet, har vidst at fjerne Cicero og Senatet fra Skuepladsen, uden at man til samme Tid savner dem i fjerneste Maade; han har derved undgaaet store dramatiske Vanskeligheder. Cicero udenfor Senatet er ikke Cicero, og Cicero i Senatet er udramatisk. Det var at ønske, at Forfatteren havde viist den samme Skjønsomhed i sine Charakteertegninger. Men disse ere i høi Grad overspændte. Furia det er charakteristisk nok at han ombytter Navnet Fulvia hos Sallust med Furia er heel igjennem umulig, og, vi kunne maaske ogsaa tilføie, uskjøn. Catilinas dobbelte Kjærlighed til Aurelia og Furia er ligeledes enten en Umulighed eller en uskjøn Trivialitet. Med Hensyn til Stykkets Bipersoner kunde vi vistnok have ønsket en stærkere og mere bestemt Fremhæven af den slette Moralitet, som paa den Tid herskede i Rom, hvilket maaske endog havde stillet Catilinas Charakteer i et stærkere Lys. De allobrogiske Gesandters Naivitet og Simpelhed er ret anskueligt skildret.

Replikerne savne ikke poetisk Styrke, isærdeleshed er dette Tilfældet med dem, som lægges Aurelia i Munden, ved hvis Charakteer Forfatteren ogsaa med Forkjerlighed synes at have dvælet. Imidlertid røber Begynderen sig i en altfor stærk Tilbøielighed til Pathos, der desuden er uadskillelig fra den Overspændthed i Charakteerskildringen, vi allerede have anket over. Interjektionen «Ha!» hører til de hyppigst forekommende og «hastemte Toner» skurre nuomstunder i vort Øre. Sproget er undertiden mindre ædelt, end man kunde ønske det, især forekommer Udtrykket «fæl» oftere paa en stødende Maade, f. Ex.:

Ha hvor fælt
Dit Øie stirrer (S. 24).
Du smiler fælt (S. 56).
Med vilde Smiil om fælt fordreiet Mund (S. 115).
fælt vil de stirre med de hule Øine (S. 120).

Versifikationen er i det Hele taget knudret, ofte feilagtig, idet der blandt de femfodede Jambrer findes enkelte sexfodede, og, hvad der gjør en endnu ufordeelagtigere Virkning, den første korte Stavelse, der skulde begynde den første Jambe, undertiden mangler, saa at Verset følgelig bliver trochæisk, f. Ex.:

Marcus Cicero mig bittert krænket (S. 29).
Blikkets dunkle, underlige Glød (S. 74).

Ordene ere for Stavelsemaalets Skyld oftere mishandlede, f. Ex. i Linien S. 30:

At Haan og Foragt for det Ædle, Høie,

hvor man nødsages til at læse Foragt, med Tonen paa første Stavelse, istedetfor Foragt; endvidere:

og du vil finde Lægdom for din Smerte (S. 46)

og

er slukt i Dit Hjerte gjennemstrømt (S. 17).

Der ere en heel Deel «rimede Bortgange», og imod Slutningen, hvor Begeistringen stiger, anvendes et eget, ikke ildeklingende trochæisk Metrum, sexfodet, med en katalektisk Stavelse, der i det heletaget gjør en god Virkning; de første citerede Linier ere en Prøve derpaa. Men Rimene selv ere ikke altid korrekte, f. Ex. lyst tyst; dalt (d. e. dalet, dalt) Alt, og man kan se at de have voldt Forfatteren Møie.

Med disse Udsættelser ville vi dog ikke have udtalt en ufordeelagtig Totaldom over Arbeidet. Det røber Begynderen, men derhos en Begynder med ikke almindelige Talenter, og de Feil, vi have anket over, ere alle saadanne, for hvilke den fremadstræbende Digter ved behørig anvendt Selvkritik kan frigjøre sig. Vi tør forsikre, at Enhver, der ellers finder Behag i poetisk Literatur, ikke uden Interesse vil gjennemlæse nærværende Skrift, og anbefaler det derfor paa det Bedste, idet vi tillige opmuntre Forfatteren til at blive ved paa den betraadte Bane, og, om muligt, næste Gang prøve sine Kræfter paa et mere taknemmeligt Felt, nemlig Fædrelandets Historie.

Bogen, der er net udstyret, faaes i Boghandelen til en Priis af 48 Skilling.

A.
Publisert 3. apr. 2018 13:56 - Sist endret 16. apr. 2018 11:05