Anonym anmelder i Christiania-Posten

Catilina anmeldt i Christiania-Posten i Kristiania, 16. mai 1850.

Literatur.
Catilina, Drama i tre Akter, af Brynjolf Bjarme. Christiania. I Kommission hos P. F. Steensballe. 1850. Priis 48 Sk.

Det er faa Optrin af den romerske Historie, der frembyde mere Interesse end Tidsrummet omkring den Catilinariske Sammensværgelse, som i saa kraftige Træk er os skildret af Sallust. Medens Romerstaten udvortes var stærk, var Fordærvelsen inden Murene kommen vidt; Catilina var en værdig Repræsentant for hine grundfordærvede unge romerske Adelsmænd, som, efterat have bortødslet sin Formue, vare komne i bundløs Gjeld og, ødelagte paa Legeme og Sjel, ej saa Andet end Elendighed eller Oprør for sig. Saadan fremtræder Historiens Catilina, han spiller snarere Skurkens Rolle i et Drama end Heltens, hvortil nærværende Forfatter har gjort ham, ligesom i det Hele det historiske Stof er behandlet med den mest uindskrænkede Frihed. Kritiken ynder aldrig denne Afvigen fra Historien, de fremtrædende Begivenheder ere begrundede i en indre Nødvendighed og indeholde altid en Poesi i sig, som man maa være yderst varsom med at støde væk. Nu, Forfatteren er gaaet sin egen Vej og kan gjøre Fordring paa, at Værket betragtes i og for sig uden Hensyn til den historiske Sammenhæng. Catilina er altsaa bleven Dramaets Helt, det er Catilina, som kjæmper og lider, og naar han dør, falder Tæppet. Uagtet saaledes Catilina er den, hvorom Interessen sammentrænges, har Forfatteren vel vogtet sig for at lade ham omstraales af nogen Helgenglorie, Catilina er smittet af Tidens Fordærvelse, har levet et udsvævende Ungdomsliv og anvender endog Bestikkelser, forat erholde Konsulatet; men med Alt dette er han en tragisk Helt; thi han foragter Tidens Usselhed, han higer efter at se Rom stærk og føler hos sig Trangen til noget Højere, Trangen til at hæve Rom fra sin Fornedrelse; men Hindringerne taarne sig op for ham, han kjæmper uden at kunne besejre dem, og han maa falde.

I Begyndelsen optræder han mismodig og mørk, han har ikke erholdt Konsulatet, som han søgte, Cicero har i Senatet gjort en Skildring af hans Liv, «saa rædselsfuld, at selv han maatte gyse», han kommer til at tænke over dette forspildte Liv, men har ei Kraft enten til at sætte sine Planer igjennem eller til at give Slip paa dem og trække sig tilbage. Da optræder hans Hustru Aurelia, formaar ham til at love at rive sig ud af Forholdene og drage med hende til Gallien, og denne Scene er en af de skjønneste i hele Dramaet. Den blide, kvindelige, næsten nordiske, Aurelia, der med sin hele Sjæl hænger ved Catilina, fremtræder skarpt tegnet ved Siden af den mørke Mand, som staar der trøstesløs over sin Stilling, rugende over sine skjebnesvangre Planer; Tungsind og Blidhed, Lys og Mørke ere her fortrinlig stillede imod hinanden. Catilina beslutter at rejse samme Nat og afslaar de Sammensvornes Tilbud at stille ham i deres Spidse. En Vestalinde Furia, som han elsker, omstemmer ham imidlertid snart. Denne Furias Væsen er forunderlig sammensat af Had og Elskov, hun elsker Catilina, men da hun faar vide, at det er ham, der har forført hendes Søster, der fortvivlet har dræbt sig selv, sværger hun ham Hevn, uden dog at kunne kvæle Kjerligheden, hun maa følge Catilina overalt, dels fordi hun ej kan leve uten at se ham og dels som hans Hevngudinde. Hun viser ham alle de lokkende Gjøglebilleder, der ligge i Fremtids Storhed, forekaster ham hans Fejghed, at han vil opgive denne, forat dø i Glemsel i en Afkrog. Han giver efter, støder Aurelia fra sig og rækker de Sammensvorne Haanden. Det er ingen fin udtænkt Plan af Furia, som Mange kunne mene, forat hun kan faa styrtet Catilina og tilfredsstille sin Hevn, nej, den overspændte Begejstring løber her af med hende, hun tror i det Øjeblik virkelig at lede Catilina til Storhed og først senere vaagner Eftertanken, og hun pønser paa at styrte ham. Hun benytter sig til dette Maal af Curius, en ung Slægtning af Catilina, der er indviet i Planerne; han elsker Furia, og da hun ej paa anden Maade kan vindes, forraader han sin Velgjører, bagefter kommer Angeren, men forsilde. Romerhæren overfalder Catilinas Lejr, hans Trop nedsables, og han er ene tilovers, Furia modtager ham med triumferende Haanlatter, trykker ham en bedøvende Valmuekrands som Sejersløn paa Issen, opægger ham til Raseri, saaat han støder Dolken i Aurelia, der kommer for at trøste ham, og derpaa rækker Furia den, for at gjennembore ham selv. Naar Forfatteren, for rigtig at fremkalde tragisk Virkning, lader Furia forføre Catilina til at dræbe Aurelia, da synker Catilina betydelig i Interesse, og han synes at udøve en hensigtsløs Grusomhed. Det gjør et højst uhyggeligt Indtryk at tænke sig den halvdøde Aurelia blodig slæbe sig frem, forat dø med Catilina. Kunde hun ikke uden dette været hos ham som en god Engel og trøstet ham i hans Dødsstund? Forfatteren vil maaske sige, at dette er nødvendigt, for at betegne den onde Genius Furias Sejer over den gode Aurelia ; men hendes Sejer er fuldstændig nok, naar hun faar knust Aurelias Hjerte og stødt Dolken i Catilinas, og desuden bliver det dog tilsidst det Gode, der sejrer, Noget, Forfatteren ej kan udføre uden ved at lade Aurelia leve et Øjeblik, forat henvise Catilina til noget Højere.

Hvis endelig Forfatteren vil betragte hendes Liv som saa sammenhængende med Catilinas, at hun nødvendig maatte dø med ham, da skulde han ligeledes lade Furia dø; thi ogsaa hun har opfyldt sit Kald; men isaafald var der bleven et Nederlag som i «Kjerlighed uden Strømper." En anden Ting, man ikke kan forsone sig med, er Sullas Aand, et snaksomt Væsen, der optræder i tredje Akt og paa en forblommet Maade spaar Catilina, men som imidlertid er temmelig overflødig; Aander bør ikke uden bydende Nødvendighed føres frem paa Scenen.

Forfatteren har en sjelden Evne til at hæve sig til tragisk Højde og Kraft, han har en sjelden Evne til at lade Lidenskaberne træde frem i sin hele Styrke, og hans Sprog er saa rent, som vi sjelden træffe det. Paa den anden Side er hans Fejl en undertiden fremtrædende forskruet Pathos, hvori Heltene «stille sig i Positur og deklamere." Brynjolf Bjarme vilde have godt af at sætte sig ind i «Kjerlighed uden Strømper." Især er der en Scene, der minder stærkt om Eden ved de gule Ærter, hvor Furia opfordrer Catilina til at sværge hendes Fiende evigt Had. (Hun ved nemlig ikke, at netop hendes Ælsker Lucius er Catilina, der har forført Søsteren.)

              Furia
Saa sværg, min Fiende skal vorde
til Døden din, sig, vil du, Lucius?
              Catilina
Det sværger jeg ved alle høje Guder,
ved min Moders Minde, ved min Fader Navn,
højt sværger jeg men sig, hvad fattes dig
min Furia! Dit Øje sælsomt flammer,
og marmorhvid som Døden er din Kind!
              Furia
Jeg ved ei selv som Ild i mine Aarer
det gløder, dog, bliv ved sværg end engang!
              Catilina
Udøser, høje Guder, paa min Isse
al eders Hevn og lad jer Vredes Lyn
mig sønderknuse, hvis min Ed jeg bryder;
en Dæmon lig, jeg skal forfølge ham!
              Furia
Alt nok, jeg tror Dig, ha! etc

En Yttring af denne Pathos er ogsaa disse Haer, der idelig komme dumpende. Hvad den ydre Form angaar, da ere Versene smukke og velklingende; det eneste, jeg har at bemærke, er, at de rimede Vers, hvori Forfatteren falder ud af det vante Metrum, burde været sparsommere benyttede. Hvor Catilina fortæller sin Drøm, passe de godt, da denne danner en Slags afsluttet Helhed; en anden Sag er det, om de ikke ellers istedetfor at forstærke Indtrykket, meget mere forstyrre og svække dette.

Med Alt dette lægge man dog «Catilina" tilfredsstillet fra sig; thi der aapenbarer sig i den et umiskjendeligt Talent, og hos en ung Digter maa der nødvendigvis være noget at bortskjære. Til Opførelse egner Stykket sig neppe synderlig; thi dertil ere Sceneforandringerne, især i første Akt, altfor hyppige.

Som et sørgerligt Tidens Tegn maa bemærkes, at Forfatteren ingen Forlægger har kunnet finde; det vilde være Skade, om han skulde lide Tab, for at faa sin Bog i Trykken.

Publisert 3. apr. 2018 13:56 - Sist endret 23. aug. 2018 14:12